Status

Det er årets sidste dag og egentlig er det mest en lettelse; endelig er man færdig med at fucke det forløbne år op. Måske er dagene mellem jul og nytår lige præcis til for at man kan gøre status og slippe alt det skrammel og bøvl man har samlet og tilgive sig selv for det.

Det er i og for sig fuldstændig ligegyldigt om det er reelle eller indbildte forbrydelser og fuck-ups man har begået. Det er ligegyldigt hvis skyld det var. Det er ligegyldigt om det burde have været anderledes, kunne have været anderledes. For det er der jo, det ligger der jo, det er jo passeret.

Men når jeg slipper skam og skyld og brødbetyngelse. Når jeg tillader mig selv mine fejl. Når skyggerne af uret og fortrydelse letter. Så kan jeg mærke alt det der har været godt og rigtigt. Så kan jeg se hvad der er blevet mig givet, hvad jeg har opnået, hvad jeg har lært.

Og alt det kan jeg tage med ind i det nye år, som ligger der så fint og skal udbedres med en ny række forbrydelser og fuck-ups.

Du skal ikke lade dem fortælle dig noget andet

Man kan sagtens koge pølser i en kogekande - også direkte fra frossen tilstand hvis det skal være.

(videre)

Nynne go home

Jeg tog juleglad et glas rødvin med ud, for at få lidt ro til at skrive en "glædelig jul" besked til en herre jeg bryder mig overmåde om. Sagen er bare, at det er så fucking møg-mørkt på landet at det lykkedes mig at snuble over en palle, skvatte ind i brændestablen, spilde min vin udover over det hele og give mig selv et blåt øje.

Næste år

Tårer, snot og afstødt hud. Opkast. Bræk. Pis og lort. Ørevoks. Spyt. Slim. Sæd. Fortabt hår. Blod. Masser af blod. Menstruationsblod. Hjerteblod. Blod fra skæret af knive. blodudtrækninger. Væskende sår. Hudafskrabninger. Pus. Buler og blå mærker. Sved. Koldsved. Tung, salt sved. Sved fra i går. Sved fra i nat. Frisk sved. Belægninger på tænderne, på tungen. Feber. Betændelse.

Mere af det. Mere af mennesker. Mere krop. Flere ar. Værkende lemmer. Grimede ansigter.

Mere af alt det der skal vaskes af, vaskes rent, vaskes varmt og afslappet, for at man igen kan blive dejlig beskidt krop - spændt, tændt levende menneske.

Maddag

Det er sjovt nok en mandag, at man til et eksternt møde først på eftermiddagen, må møde op med en søndagsnyvasket bluse der har pletter efter både kaffe, sovs og mælk.

J for jävla

Det ligger i den musik som ubudt spiller op for mit indre øre. Det ligger i den parfume som jeg uden bevidst tanke vælger at bruge igen. Det ligger i en fremmed på gaden som jeg tror at genkende. Det ligger i mørket, i det afsluttende år, i skæret af panik og desperation bag ansigters resolutte glæden sig.

Det ligger som det man godt ved og har liiiige på tungen. Det ligger som den glemte ingediens der får det gode til at smage uforligneligt. Det ligger som barndomsminder bedst ladt alene. Det ligger som at ville væk derfra man ønskede sig hen. Det ligger som at blive kløet de steder på ryggen man ikke selv kan nå. Det ligger som vejrligets skiften i gamle skader.

Det ligger og roder rundt på grænsen af erkendelsen. Det er hedengangne juleromancer og nytårshåb. Det rasende, kolde skænderier i decemberstorm. Det er hede genforeninger under lune tæpper. Det er kolde fødder i små, fine sko. Det er snapsestyrt og ølstunts. Det er stjålne sommerfuglekys. Det er bræk i fremmede toiletter. Det er stormflod af tårer. Det er vild glæde. De bedste fester. Det er u- og tilfredstillet begær. Det er dramatiske break-ups. Det er stille sårbarhed.

Og det er irriterende. Det er nytteløs, uvillet nostalgi. Ufarlige spøgelser. Fantomsmerter af gamle helede sår. Fornemmelser af forlængst glemte detaljer. Det er velordnede arkivalier, nydeligt indekseret i et af de skabe man jævnligt åbner, som flyver rundt i lokalet fordi der blev gennemtræk på det forkerte tidspunkt.

Med PJ Harvey lukker jeg vinduet. Med middagsmad lukker jeg døren. Med støvsugning, opvask og aftaler om julegaveindkøb sætter jeg mig på gulvet og får bragt papirerne i orden, stakket aktpakkerne korrekt igen. Det er pisse irriterende men det vist i virkeligheden bare december.

Uengagerligt

Jeg behøver ikke at opleve Halleluja-koret fra Händels Messias udsat for gospel igen. Nogensinde.

Weekend

Min seng er uredt, opvasken overhængende og solen som står ind på stuen og sovekammeret afslører i beskæmmende grad hvor påkrævende en vinduespolering efterhånden er. Jeg kan ikke helt tage mig af det endnu, jeg nusser bare lidt rundt.

Jeg nusser rundt fordi jeg behøver det. Jeg behøver at være selv for at lade ting synke ind. Ole nede i landsbyen derhjemme er så syg at de ikke regner med at han lever til jul. Han er yngre end min far. Sidste år i en af helligdagene døde Peter af et hjertestop, som de havde rejst sig efter maden. Han er også et par årgange yngre end min far. Både Ole og Peter har levet hårde liv, og jeg grunder over hvor hårdt min far har levet.

Min far. Som ikke længere er verdens stærkeste mand. Det gør mere ondt end jeg bryder mig om at indrømme. Jeg tænker på om jeg virkelig kontinuerligt skal befinde mig i opposition til manden, og så alligevel fortsat skal løbe i favnen på mænd som i mistænkelig grad minder om ham. Og om det måske er derfor. Og om det egentlig er så slemt.

Jeg tænker på om jeg kan lade vreden og ømheden få rettelig plads og balance i min kontakt med ham. Jeg kan godt når jeg er selv, når jeg taler om ham, når jeg tænker på ham. Men når vi er sammen kammer det ene altid helt over. Jeg bliver så gal, taler så hårdt, føler mig så skyldig, skammer mig - og kan med lige dele fryd, stolthed, irritation og sorg se hvor meget jeg ligner ham.

Jeg rejser mig med et suk for at overskue opvasken, åbne vinduerne og rede sengen. Jeg tænker lige kort over hvor fraværende min mor er i tankerne om det hele. Men det er okay. Jeg skal have tid selv, til at lade lade tingene synke ind.

Postpakke

Det er klart en luksus jeg har tilladt mig, særligt i denne måned hvor der er så mange andre at begave. Men den søndag morgen hvor jeg med lidt tømmermænd tog en pause fra omkringnusseriet og avislæsningen og lukkede mine øjne et øjeblik, mens jeg lå der på sofaen og klukkede af De Sorte Spejdere, var der en sang der smøg sig ud af æteren og bare stemte med alle fornemmelser og den særlige jeg var kroppen af der.

Med lidt research fik jeg opsporet hvad det egentlig var og stedet for indkøb af musikken. Det forekom umiddelbart lidt dyrt og ekstravagant sådan at bare at bestille een cd, men jeg kunne slet ikke slippe og var ligeglad. Den er blevet sendt langvejs fra, men i dag er en postpakke med Gary Jules' seneste album landet i min postkasse.

Som jeg lytter og lytter og lytter og slet ikke kan få nok af den sang som sætter så præcist lyd på min ro, min glæde, min forankring ved jeg, at jeg senere kan hente den frem og blive mindet om hvordan det skal føles, det her udramatiske velvære som jeg har fundet mig falling awake.

Det var bare lige en enkelt...

Hvad er den diminutive form af tømmermænd? Tømmerdrenge? Tømmermændette? Tømmermændschen?

Melder #4

Man får ret så temmelig hurtigt ret så temmelig nok af friskkogte klejner.

Black Power

Engang for snart længe siden prøvede jeg at sidde i et hjørne af mit daværende bosted og ikke kunne overskue at gå ned og hente mælk. Jeg kunne simpelthen ikke overskue den myriade at små handlinger der skulle til for at få nå det objektive mål "at have mælk i køleskabet". At rejse sig op, at afføre sig nattøjet, at påklæde sig, at finde pungen frem, nøglerne, at åbne døren, at gå ud af den, at låse efter sig, at gå ned af trapperne, hen ad gaden, ind i butikken, hen til køleskabene, udtage mælken, stille sig op i kassekøen, betale, gå ud af butikken, hjem, op ad trappen, låse op, tage overtøjet af, sætte mælken i køleskabet.

Jeg drak min kaffe sort. Og græd og græd og græd. Rædslen var overhængende. Og det var rædsel, ikke angst, men regulær rædsel. Rædsel over at kunne splitte et så enkelt handlingsforløb til atomer. Rædsel over ikke at kunne samle det igen. Rædsel over at det var mit liv. Rædsel over at møde sig selv dér. Så langt fra alt hvad man bilder sig ind at være. Tror sig at være.

Mit selvbillede gik ikke itu dér, det var gradvist blevet slået i stykker henover en periode før, og jeg havde længe skåret mig på stumperne. Men omstændighederne ved den sorte kaffe den dag, gjorde mig bevidst om det. Det var et stort stykke arbejde at få tingene til at stemme igen.

Det var en arkæologisk udgravning af den anden verden. Det var et renoveringsprojekt. En genopbygning. Det var et pillearbejde at tingene efter i sømmene. Og det blev en vane. En vane at grave dybt, en vane at gå efter i detaljen, en vane at se tingene fra en anden vinkel end den gængse, en vane at at efterprøve, en vane at se efter fejl og mangler at rette. Det blev en vane at noget var galt. Det blev en vane at jeg skulle rette det.

Og så skulle jeg den anden vej. Lære at stole på at arbejdet var gjort så godt at jeg ikke behøvede at dobbelttjekke. Lære at jeg ikke er ansvarlig for alting. Lære at bumps & cracks ikke behøver at gøre konstruktionen ustabil. Lære at tingene nogen gange bare er hvad de ser ud til. Lære at det er okay at drikke sin kaffe sort, fordi man ikke gider rejse sig og gå i Brugsen efter mælk.

Universets hævn

Af alle de ting voksne mennesker kan fejle i denne verden, er lussingesyge nok den mest latterlige. Som der står i de leksikalske opslag man kan google sig frem til, er sygdomsforløbet mildt. Lettere ømhed i leddene, svag feber og udslet på kinderne.

På jobbet i dag gik jeg godt nok og frøs som en lille hund, men jeg følte mig også lettere opkogt og havde det temmelig varmt, - ømheden i kroppen tilskrev jeg gårsdags excesser på cyklen i motionscenteret. Sidst på formiddagen var utilpasheden dog så overhængende og varmen så ubehagelig at jeg måtte på det lille hus for at pøse vand i hovedet. Synet der mødte mig i spejlet var... Altså, nu er jeg fra naturens hånd lettere rødmosset henover æblekinderne, men jeg så ud som om jeg havde fået sådan en på skrinet. Adskillige gange. Af en der arbejder lige godt med venstre som højre hånd. Så jeg gik hjem i seng.

Så nu ligger jeg her og føler dels, at jeg skulker med mit milde sygdomsforløb dels, at universets karmapolice har taget røven på mig - nok kan jeg være øretæveindbydende men ligefrem at kvittere med lussingesyge synes jeg er at overtrække kontoen.

Og jeg har endda aldrig fået en tilfredsstillende forklaring på hvorfor små hunde skulle fryse mere end store.

Bulletiner fra kontoret #3

På den ene side har jeg meget lidt lyst til at blive ved et par timer endnu. På den anden side gider jeg så absolut heller ikke møde kl. 07 imorgen tidlig og rende forvirret rundt som en hovedløs høne for at blive færdig til tiden.

På den ene side er det nok ikke et sundhedstegn at vække sig selv om natten p.g.a. drømme om arbejdet. På den anden side er nogen af drømmene virkelig interessante.

På den ene side er det nok ikke skide smart at jeg i mit stille sind tænker "sagen lukkes i næste uge, sagen lukkes i næste uge, sagen lukkes i næste uge". På den anden side ophører ansættelsen jo allerede 1. februar.

På den ene side er jeg en interesseret, dedikeret, ansvarsfuld og kompetent medarbejder. På den anden side er jeg måske bare snotstupid på egne vegne.

Bulletiner fra kontoret - papirudgave

Emne: SV: blokering af mail

Jvf. nedenstående kan jeg desværre ikke modtage dine mails. Jeg afventer papirudgave.

Mvh

-------------------------------------------------------------

Emne: blokering af mail

Vores firewall er ret hidsig og derfor kan jeg ikke modtage den mail du har afsendt.

Hvis der er flere vedhæftninger vil jeg bede dig sende dem seperat i hver sin mail, evt. med nummererede emner, så er nemmere at finde ud af hvilken vedhæftning systemet ikke vil æde.

Alternativt vil jeg bede dig om at konvertere filerne til word, hvis det kan lade sig gøre.

Sidste mulighed er den gode gamle; at jeg får tilsendt papirudgave m. snailmail.

mvh

Bulletiner fra kontoret #2

- Jamen, jeg kan jo ikke hekse!?

- Den diskussion har vi afklaret.

Bulletiner fra kontoret

Iblandt mine mange talenter findes ikke evnen til at læse tanker.

Ubetimelig

Man lærer at passe sin seng når det bliver så mørkt så tidligt. Og når man skal op kl. 06 for at møde på arbejde på et tidspunkt, hvor man har en rimelig chance for at ringe folk op i deres arbejdstid derovre i Asien. Og det hjælper også ret meget ikke at have nogen computer.

Og selvfølgelig var det ikke ham den nuser-nørdede der tog i mod den. Eller ham den kompetente in charge. Eller bare ham den joviale med situationsfornemmelse. Næeh nej, det var skam ham den bebumsede, ildelugtende, dårligt klædte nyansatte som fuckede kvitteringen op først, og derefter printeren alt i mens han beflirtede mig på ucharmerende facon. Lorte karma.

Tip 4

Kostbar er ikke noget man spiller. Det er noget man er.

(Temposkift)

Tungt

Jeg bad engang min far om jeg måtte få den gamle boremaskine, da han købte en ny. Han sagde at det måtte jeg godt, - og så gav han den alligevel senere til min bror. Da jeg fuld af retfærdig harme spurgte til det, sagde min far med oprigtig undren Jamen, hvad skal du med en boremaskine? Du ringer da bare til din bror...

Det var den dag jeg besluttede at holde op med at prøve at bevise noget på den konto. Det var den dag jeg besluttede aldrig mere at bære noget tungt. Så i går aftes da jeg havde hele min famile på besøg og manglede stolene på loftet for at kunne bænke dem alle, sendte jeg min bror afsted efter dem. Jeg glemte at få mine nøgler igen. Han ringede da de var vel hjemme for at fortælle mig at han havde glemt at give mig mine nøgler tilbage.

Vi mødtes i formiddags over en brunch og jeg fik mine nøgler og vi tilbragte et par hyggelige timer sammen. Vi sludrede om studier og fordomme og kærligheden. Om folk vi kender og håndværkere og penge og vejret. Om familie og sange og arbejde. Særligt om arbejde.

Jeg har en evalueringssamtale i morgen. Og jeg har selv bedt om det. Og lige nu ville jeg ønske at jeg havde ladet være. Lige nu kan jeg kun huske alt det der næsten gik galt, alle de fejl jeg har lavet, alt det jeg mangler at afslutte. Alt det jeg ikke gør godt nok og alt det jeg ikke kan. Det værste er at det i virkeligheden nok ikke er så slemt. Jeg tror faktisk ikke at jeg har lavet noget rent galt. Og alligevel sidder jeg her med et bankende hjerte og gennemgår minutiøst de sidste to måneder for at finde fejlene.

Det kan godt være at jeg har opgivet nogen form for håndværksmæssigt værd. Det kan godt være at jeg beder dem der stærkere end mig om at bære de tunge ting. Men jeg kan ikke frigøre mig fra at skulle bevise noget.

Vintertid

Det okay cool at vågne:

• I fred og ro
• Til lyset
• Veludhvilet
  

Til gengæld er det rimelig nedern at vågne:

• Alene
• Kl. 07
• Med en vild trang til friskkogte klejner

Tip 3

Jeg har hørt sige at dovne piger syer med lang tråd. Om det passer ved jeg ikke, men hvorom alting er kan jeg til ikke-marthaskolede m/k af i dag anbefale gaffatape. Det egner sig glimrende til bukseoplægning og holder snildt i vask.

(Lige over)

Om natten når vi sover

Mon det er en god ting, når ens kollega fortæller at man om natten i hans drømme har sagt noget så sjovt at han vækkede sig selv af grin?

Tavle

Jeg har efterhånden fået skrevet så meget op at jeg har mistet overblikket. Min tavle er blevet et ulæseligt sammensurium af ting jeg skal huske, ting jeg skal lære, ting jeg skal tage mig af, ting jeg burde, ting jeg gerne vil, ting der er sket. Det rider mig som en mare og forstyrrer min nattesøvn, hvilket ikke er befordrende for noget overhovedet.

Jeg kan ikke bare viske tavlen ren. Der er ingen grund til at smide adskillige babyer ud med badevandet. Det ville jeg også blive ked af. Selvom det ikke huer mig, må jeg vist bare slippe trangen til overblikket. Holde op med at blive ved med at træde et skridt tilbage i forsøget.

Jeg må i stedet træde nærmere, så jeg rent faktisk kan læse de krusseduller derovre til venstre, midt for. Læse det og tage en beslutning. Skal det læres? Skal det huskes? Skal det gøres? Skal det deales med? Og når jeg har gjort det, kan jeg viske det ud. Den ting, ordentligt. Og tage fat på det næste ved siden af, og efter den den næste.

Når man mister overblikket, kan det nogen gange godt betale sig at gå i detaljen. For der er vel ingen der tror på at man bare kan viske tavlen ren. Sådan swisj swusj. Som om det ikke med karkludens fugtighed lagde sig som en sløret hinde over tavlen igen. Som om det ikke hang ved som kridtstøv i halsen.

Barnetro

Jeg tror at en af de største gaver jeg har modtaget fra min far er en troskyldig og urokkelig tro på retfærd. En af de sætninger som jeg endnu kan høre for mit indre øre er forsikringen Hvis bare du siger sandheden så sker der ikke noget. Historien går godt nok at jeg som barn altid liiiige forsigtigt skulle spørge om det nu også passede, men han bekræftede altid, at det hang sådan sammen. Hvis bare du siger sandheden så sker der ikke noget.

Så kunne man tillidsfuldt fortælle om det man havde gjort galt. Om at det ikke var med vilje, eller fordi man havde troet noget andet. Eller fordi at en af de andre havde gjort sådan og sådan - i de tilfælde hørte det så også med til sandheden at man måtte fortælle hvad man selv havde gjort for at det kom så vidt, for min far kunne ikke udstå børn der sladrede om de andre eller angav hinanden.

Det kan godt være at han blev gal over ulykkerne og man fik altid bud på at korrigere fejlen. Men man blev ikke straffet og de skrækkelige skænd faldt ikke. De var reserveret til når man handlede mod bedre vidende, eller hvis man forsøgte at skjule de slemme ting man havde lavet, eller Oh Skræk! hvis man ikke ville stå ved hvad man havde lavet når det blev opdaget. Det var den allerværste forbrydelse, ikke at ville stå ved sig selv, sine handlinger.

Jeg bærer det med mig i dag som en dyb, grundfæstet tillid. Jeg er ikke bange for autoritære instanser for eksempel. Jeg stoler på, at hvis jeg bare forklarer mig ordentligt, hvis bare jeg står ved mig selv, hvis jeg bare rimeligt fremlægger sagerne. Jamen, så sker der ikke noget, underforstået slemt. Så kan det ikke falde skidt tilbage på mig. Så kan det ikke gå helt galt.

Det giver mig en trolig omgang med mennesker i det hele taget, for selvfølgelig følger folk reglerne, det er jo reglerne. Og for de tilfælde at de ikke gør, bliver jeg nok ked og sur og vred og siger det. Men hvis de kommer til mig efterfølgende og siger sandheden, så sker der ikke noget.

Mandagsmaul

Jeg bliver aldrig lykkelig med mandage. Og særligt i denne tid hvor jeg arbejder 8-18 holder jeg sådan set heller ikke ret meget af hverdagen. Eller det vil sige, jeg er stadig i en tilvænningsperiode. Tiden går jo med det arbejde der, og så skal der også leves liv ved siden af hvor man spiser og sover og ser mennesker og køber ind og passer hus og sine egne ting.

Men der er da formildende omstændigheder. Særligt lønchecken er en formidabel oplevelse. En hel del sejere end SU. Min første løn gik dog mestendels til at stoppe huller. Og købe tøj. Det jeg havde var ikke godt nok, forstået således at jeg simpelthen ikke havde havde rigtig kontorbeklædning. Hvis jeg skulle være passende påklædt var jeg nødt til at rykke ind i festafdelingen af min garderobe, og dér bliver det lynhurtigt for nedringet eller for opslidset. Jeg har ikke lige den store trang til at udklæde mig som the office ho, endsige den arbejdsmæssige tyngde og kompetance til at kunne slippe afsted med det.

Så jeg brugte en dag på at shoppe grundgarderobe: Pæne bukser, skjorter, pullovers, undertrøjer og des lige. Ret beset mangler jeg stadig et par sorte støvler og nogen strømpebukser i uld, der kan gå til de nederdele jeg allerede har, for det tilfælde at man kunne være så heldig at vinteren ikke kun vil bestå af regn og slud. Så slider jeg heller ikke nær så meget på det andet. For det er jo ikke fordi jeg er blevet nogen Rockefeller. Så er der heller ikke indkøbt mere tøj. Jeg skal vaske en gang om ugen, helst to, mindst 3 maskinfulde, for at holde mig nogenlunde kørende.

Og sådan en uge som sidste hvor jeg prioriterede at se mennekser jeg holder af fordi jeg endelig syntes at jeg havde overskud til at forholde mig til andet end søvn efter kl. 21.30, og weekenden gik op i hat og briller fordi det skal den jo også nogen gange og sidste weekend prioriterede jeg ligesom oprydning og rengøring...

Jeg har sat en mørk og en lys finvask over. Jeg mangler stadig en kulørt og en mørk kogevask. Og jeg er nødt til at vente til de er færdige så jeg kan få det hængt op eller smidt i tumbleren, ellers har jeg hverken kontorkluns morgens eller håndklæde at tørre mig med efter badet. Så det bliver sent. Det er derfor jeg ikke er glad for mandage. De er simpelthen så brutale at starte ugen med.

Tip 2

Har man ikke tid eller remedierne til en gedign omgang oppudsning af sølvtøjet, kan man med fordel beklæde bunden af eksempelvis en opvaskebalje med staniol og opløse en god håndfuld salt i kogende vand deri. Ved nedsænkning heri bliver sølvtøjet fint og skinnede i en ruf. Dagligdags magisk kemi.

(Lige over Cyclone)

Tagget

FeminismeN findes ikke. Feminisme til gengæld er en overordnet samlebetegnelse for allehånde filosofiske, historiske, sociale tænkeretninger, bevægelser, udviklinger. De har alle det til fælles at de problematiserer, diskuterer og politiserer kønnenes vilkår fra det kvindelig kønsaspekts vinkel.

Jeg mener helt sikkert noget. Jeg er bare ikke klar over hvad jeg helt præcist skal mene noget om.

Nogen der mangler en pen?

Jeg har tusset rundt og tunet hjemmet i weekenden. Ikke fordi jeg skulle have gæster, men fordi jeg med mellemrum får trang til total tilbundsgående, gennem- og om sig gribende oprydning og rengøring. For eksempel har jeg endelig fået gennemgået de to små kasser med habengut i dippedutklassen fra mit gamle skrivebord. Masser af kan-nok-bruges-senere sager og ting med affektionsværdi som bare ikke passer nogen steder hen. De har sådan set stået hen siden marts sidste år, de kasser.

Udover almindelig rengøring har jeg også, blandt andet: vasket alle mine døre ned, omrokeret indholdet i mine køkkenskabe, rengjort udsugningen, sorteret indholdet af min sokkeskuffe, skrubbet mine gulve på hænder og knæ - også under sofaen og bag sengen, været over badeværelset med både brun sæbe og eddikesyreopøsning, pakket sommertøjet væk og ditto vinter frem, samt været på loftet med kasser der har henstået i måneder og vanskeliggjort passage i gangen.

Køleskabet fik også en omgang og jeg kan tilsyneladende afsløre mig selv som en en veritabel ostehapser. Et ellers halvtomt køleskab afslørede Esrom m. urter, havrehalmsrøget danbo, hytteost, mozarella, smøreost, camembert, parmesan og fynsk røgeost. Et andet overblik kom ved gennemgang af skrivebordsskufferne. Jeg kan frejdigt erklære at jeg er besiddelse af ikke mindre end 33 blå kuglepenne (+ 6 røde og 3 grønne). Ikke dårligt eftersom jeg ikke erindrer nogensinde at have købt en kuglepen i mit liv.

1½ - ¾ stykker down, 4½ - ¼ to go

Efter 3 14 måneder + det løse siden indflytning kan det konstateres at jeg in no particular order til stadighed mangler:

• ét dørhåndtag
• loftslamper
• boghylde(r)
• dåseåbner er indkøbt
• vinduespudsning i køkken og soveværelse
• grønne fingre

Til gengæld har jeg:

• døre med håndtag - de fleste i hvert fald
• adskillige lyskilder & stearinlys en masse
• flere bøger på gulvet
• lært ikke længere brug for at købe dåser m. åbn-let-låg
• køkken- og soveværelsesvinduer som udfordrer vinduers funktion
• virkelig hårdføre planter, og et ud-af-huset-liv der forhindrer mig i at drukne dem

Ved lejlighed skal jeg have:

• sat et håndtag på køkkendøren
• hængt lamper op
• købe, male, tilskære & opsætte hylde(r)
• købt dåseåbner Hey – done that!
• rengøringshjælp som gider pudse vinduer
• lært at planter skal vandes når de har brug for det, ikke når jeg synes – jobbet er kun midlertidigt

Konsekvens

I min barndom når man havde lavet ulykker og måtte krybe til korset og stod der og kiggede ned i jorden på sine fødder og trådte sig selv over tæerne, så faldt de skænd man fortjente ofte i udsagn á la: "Du ved jo godt at du ikke må ..." og man måtte nikke skamfuldt, for man vidste det jo for det meste faktisk godt. Derefter faldt hadespørgsmålet nummer ét altid: Hvorfor gør du det så? Pausen efter det spørgsmål var forfærdelig, for det havde man bare aldrig et ordentligt svar på.

Hvorfor gør du det så? Når du nu ved bedre - hvorfor gør du det så?

Jeg tror at det er et spørgsmål jeg uvilkårligt har forsøgt at besvare lige siden - jeg bærer det med mig som en understrøm. Jeg tror at mit evige, på tusind måder stillede Hvorfor? er en
konsekvens af den måde at få skænd på som barn: Hvis bare jeg nu vidste hvorfor, hvis jeg nu bare kunne forklare hvorfor, SÅ kunne jeg måske undslippe den dybe, skamfulde pause.

Don't miss you at all

Det er mest når det igen er mørkt for tidligt. Det er mest når jeg er træt for tidligt. Denne vægtløse tilstand af ikke tilstedeværelse. Jeg kan lægge hovedet i hænderne, jeg kan trække benene op under mig, jeg kan høre min egne skridt henover gulvet - men det føles bare som noget udefra.

Det er ikke fremmedgørelse. Der er ingen afgrundsdyb afmagt som hvisker hvad laver jeg dog her? Eller en stemme som siger det højt frem for sig mens blikket er indstillet på uendelighed. For når det er den slags fremmedgørelse, så er der også erkendelsen af et andet sted man bør være. Et andet sted hvor man ikke er.

Det er ikke det. Og det er heller ikke tomhed. Det er ikke den fortabte meningsløshed, ikke ulykkeligheden over ikke at have. Med tomheden findes også bevidstheden om hvad fylde er. Eller hvad man tror at vide fylde er. Erkendelse af hvad man ikke har.

Det er erkendelsen af at dette er stedet. Erkendelsen af at have. Og så følelsen af manglende kropslig forankring. På sig pressende bevidsthed om isolation som vilkår. En forskudthed. En nøgtern afklarethed over det at være selv, uden andre. Og samtidig en trang til at blive rykket ind i kroppen igen, af en anden end en selv. En berøring. Af ingen bestemt, men ikke ligegyldigt hvem.

And then I wonder who I am, without the warm touch of your hand

Søndagsstille

Der er ro og søndagsstille. Fryseren er blevet afrimet og der bliver kogt jordbær til grød til dessert i aften. Vaskemaskinen snurrer og der bliver sovet middagslur. Der bliver drukket en kop kaffe ind i mellem og læst lidt avis, famileopkald bliver foretaget "bare lige for at høre...". Langsommeligheden er som balsam for sjælen og jeg er i aflagt hjemmetøj der kan klare at bliver moget til, for der er lidt efterårsopgaver i haven. Det er mildt og solen skinner - regnen faldt alt rigeligt i går og det ser ud som om vi slipper for i dag. Det blæser og den friske luft sætter sig i håret og dufter dejligt. Jeg er hjemmme.

Tip

Er man ude og køre tur, og der er nogen der skal tisse, så find en kirke m. kirkegård. Der er altid et toilet, det er altid rent og pænt, det er altid ulåst.

Fyrfadslys

I mit barndomshjem havde vi et fyrfad. Det blev nu og da brugt til at holde teen i potten varm, men mest blev den brugt til at smelte chokolade over til konfektproduktionen ved juletid.

Jeg har ikke selv noget fyrfad, det er en uskik at holde teen varm i potten på den måde og generelt juler jeg den ikke særligt. Så der har ikke været egenproduktion af konfekt at smelte chokolade til endnu. Og selv for det tilfælde tror jeg at jeg ville foretrække at smelte den over vandbad - eller bain marie, hvis det skal være fint og fransk.

Jeg har heller ikke rigtigt noget julepynt så jeg kommer aldrig lige omkring ved det pynten op. Den eneste ting jeg juler med er de kosta boda sneboldstager jeg har fået af min mor. Omkring første december finder jeg dem frem og sikrer mig at jeg har fyrfadslys i huset, så jeg i decembers grimme mørke kan nyde lysets flakkende skær i det ru glas.

Lancôme - I love you

Jeg ved godt hvorfor jeg ikke går på kompromis med kvaliteten af min mascara. I dag har den holdt til tung gennemblødende regn på vej til arbejde, en hel dag dér, sveddryppende(!) spinning, et bad og seriøst gennemblødende regn på vej hjem.

Den er regulært vandfast - helt fint på plads endnu. Ikke så meget som en skygge under øjnene.

Det er så også dagens bedste erfaring. Dét og så Rammstein til træningen.

Killing

Jeg ruller mig sammen som en killing. Bøjer hænderne indad. Lukker øjnene og synker ind i følelserne i maven og forsøger at udrede dem.

Hvad hører hvortil? Hvad er mit? Hvad er nyt? Hvad fødes af omstændigheder udover min egen sfære? Hvilke gamle sår er sprunget op? Hvad er tåbelig såret stolthed? Hvad kan jeg tilgive mig selv? Hvad kan jeg forlades? Hvilke vilkår omkring mig kan jeg ændre? Hvad kan løses? Hvad skal slippes? Hvad kan repareres? Skal noget smides ud? Går jeg forkert i verden? Siden jeg fortsat snubler og snubler og falder. Lærer jeg nok? Eller slår jeg mig bare grundløst?

Og jeg håber det er forbigående. Jeg håber jeg falder i søvn i processen. Jeg håber at jeg vågner glad igen.

Noget med noget

Jeg venter. Jeg venter på noget. En erkendelse. En aktion. En forandring. Et punktum. En deadline. Noget.

Og i mellemtiden, i mellemtiden er tiden bare i mellem. Den er min, men folk bliver ved med at invadere den. Instruktøren som pointedly fortæller mig at jeg skal "holde ved". Holde ved? Bare fordi sidste gang gik dårligt. Og som under seancen kaster sigende blikke i min retning, hvis han da ikke nidstirrer den formastelige, mens han fortæller om hvordan man skal trække vejret. Så hold dog op!

Jeg havde lyst til at tilkaste ham det samme onde, onde blik som den bilist der nær havde kørt mig ned i et fodgængerfelt. Men jeg passede mig selv. Jeg sagde ikke noget. Selvom jeg havde lyst til at fortælle ham at han skulle ophøre med at forsøge at presse sin ide om timen ned over min time. Hør! Mester, du kan henvise, anvise og lede i din retning, men du kan ikke, IKKE kontrollere eller styre om jeg følger den. Men jeg sagde ingenting og holdt hovedet lavt.

Jeg sagde heller ikke noget på arbejdet, da jeg gik rundt og ventede på at de beslutninger som ikke var mine at tage, skulle tages. Jeg havde set det. Jeg havde set det for længst. Den beslutning. Jeg var egentlig ikke utålmodig, men jeg ventede. Manglede stumperne før jeg kunne eksekvere. Vacuum. På hold. Afventende. Ikke tomhed, ikke stilhed før stormen - men bare venten. Og mellemtiden kunne ikke bruges godt nok.

Jeg venter på jeg ved ikke hvad. Og jeg hader overraskelser. De kommer altid så uventet.

Tur-pas

Jeg siger pas til turen. Bare fordi jeg har et tur-pas, betyder det ikke at jeg pinedød skal udnytte det til en grad så jeg får kvalme.

Hvis jeg går om bord accepterer jeg, at jeg ikke selv bestemmer hastigheden. Når jeg stiger på slipper jeg kontrollen. Jeg vælger at lægge min tid i andres hænder. Jeg kan sidde og skrige mig hæs og råbe jeg vil af, jeg vil af, jeg vil aaaaaf! Men der er ikke rigtig nogen der lytter og der er ihvertfald ingen der tager det alvorligt. Man skal jo bringes derud hvor man fortryder og gerne vil af igen. Sådan er reglerne.

Men denne her gang. Nej. Jeg melder pas. Jeg tager ikke turen igen. Jeg vil hellere gå og nyde at jeg har muligheden. Og måske vil jeg i virkeligheden også helst bare en tur i bådene. Eller Mariehønen. Eller det lille pariserhjul.

Søndag

Kom, trøster i trængsel! Kom, sansernes styrke,
mit hjertes behag!
Kom, vin, os at læske i angestens tørke
med himmelsk smag!
Så kan jeg til bønnen frimodig fremgå
og stedse mig skynde
i kærligheds brynde
al nåde at få.

3.vers af Kom, regn af det høje! lad jorden oplives, Salme 313

...varer ikke ved - men det er en hemmelighed

Jeg har lige grinet til Travis' cover af Britneys ...Baby One More Time. Vinduerne står på vid gab. Papirerne flyver mig om ørerne, mens jeg danser rundt med gulvskrubben. Under radioens snak og sange kan jeg høre bladenes whoosh. Jeg kan se den blå, blå himmel. Jeg er i rart hjemmetøj, ansigtet er rent uden kontor make-up, håret uredt og fugtigt. Jeg kan konstatere at mine potteplanter har det meget bedre nu hvor jeg ikke har tid at rende og vande dem hele tiden - og jeg spekulerer på om der er mere jeg næsten kvæler i misforstået omsorg? Men der er septemberblæst og septemberhimmel og septembersol og jeg er forbløffende tømmermandsfri på trods af gårsdags heftige ekspeditter og underboens alt, alt for tidlige, larmende lejlighedsrenovation.

Lad det være som det er. Lad det være som det er. Hvad vi ikke kan tilgive forsinker os. Og jeg er bare lykkelig i al sin almindelighed mellem nullermænd som næsten gør mig bange, vasketøj der skal ordnes, biografaftaler der skal holdes og opvask der har stået hele ugen.

Endelig!

Jeg ønsker mig derhen,
hvor jeg er.

Under himlen
der rømmer himlen,
septembers stjerneskud.

K. Bondebjerg: Jeg ønsker mig derhen fra Luften omkring dine læber

Frikadellen

Min ærede hr. Fader er af den formening at jeg vil brænde op i helvede for forbrydelser mod Frikadellen. Denne ædle nationalspises ingredienser må tilsyneladende ikke være andet end svinefars, løg, æg, salt og peber og variationer af tilsnittet mel/havregryn/rasp og vand/mælk/fløde/danskvand.

Min brøde går i al sin enkelhed på at jeg ikke alene har tendens til, men faktisk ikke kan afholde mig fra, at forurene Frikadellen med hvidløg, chili, rød peber, rosmarin, sennep, lime, honning, persille, feta, karry, dild og alskens dårligdom. Lige bortset fra den med persille/sennep/honning nægter han at spise Frikadellen når jeg har haft fingrene i farsen. I forsvaret for at spise lige præcis den Forbrydelse mod Frikadellen argumenterer han for, at det ikke er krydderier som sådan og at persillen jo er hjemmehørende disse himmelstrøg.

Sjovt nok er jeg ligeglad. Særligt når det småtspisende, knap 3-årige niecebarn glad spiser op. Og uden at kny spiser både mere broccoli og adskillige kartofler for at få 2 mere af dem med rosmarin og hvidløg.

Kan du noget, vil du noget, eller spilder du min tid?!

Nummeret de har kaldt er hverken optaget eller i uorden. Til gengæld vil indehaveren ikke makke i mere bøvl og skrammel, hvorfor alle opkald bliver screenet. De har nu følgende valgmuligheder:

• Tryk 1 for praktiske forespørgsler [Nej, jeg arbejder!]
• Tryk 2 for hypotetiske scenarier [Det er for fucking billigt, find ud af det!]
• Tryk 3 for problemer [Løs dem selv. Damn it!]
• Tryk 4 for personlig betjening [Jeg river armen af dig og tæver dig med den våde ende]

Ting der skræmmer mig

• Når der er en der fløjter "Tag mig med til Joanna" i mellemgangen hvor det runger, fordi det runger. Og jeg ikke kan se hvem det er.
• Når jeg drømmer at spændet falder af min næsten læder sommertaske.
• Når folk jeg ikke kender taler til mig gennem toiletdøren.
• Pocheret æg med ananas og karrycreme samt stegt persille.

Nihola - I hate you!

Jeg kan ingenlunde mønstre det samme velartikulerede had som mesteren. Men jeg begynder at forstå dig, Cyclone.

Harmen var voldsom og pulsen høj, da en satan på en nihola valgte at stoppe uden varsel på Østerbrogades cykelsti (indadgående retning) lige efter et lyskryds der netop var skiftet fra rød til grøn. Alle ved, eller kan tænke sig til, at lyskrydsskift i myldretiden almindeligvis afstedkommer flaskehalsproblemer. Og var det en nødsituation? Næeh nej, idioten stoppede for at foretage et opkald. Ikke engang besvare, men foretage et opkald.

Det værste er, at spaden kunne være kørt 25 meter længere frem og drejet ind til højre, og haft en rolig plet at ringe fra, uden at være til gene og/eller fare for andre cykelister. Jeg er stolt over at jeg halvhøjt fik råbt "Det der er ikke smart!" ind i hovedet på synderen. Ærgrer mig dog over at jeg ikke fik tæsket et par eder og forbandelser ind over også.

Det søde med det sure

Når noget ikke går så godt, hjælper det enormt meget at genfinde gårsdags indkøbte og derpå glemte Chokofant.

Det er faktisk at betragte som universets lille trøst og opmuntring: Det skal nok gå, min pige.

Konfrontation

Jeg bryder mig ikke særligt om at se på mig selv i spejlene når jeg holdtræner. Det er ingen fornøjelse. Og det bringer mig direkte tilbage til tiden da jeg gik på efterskole. Det var principielt en skole der lagde lige vægt på idrætslige, praktiske og boglige fag. I realiteten var lærerne store på det idrætslige. Så man endte med hovedvægten der nærmest uden selv at lægge mærke til det. Jeg havde 12 timers idræt og gymnastik om ugen, foruden de timer der foregik om aftenen.

Jeg var glad for det. Særligt gymnastikken kunne jeg lide. Eller jeg blev glad for det. Det var egentlig så befriende med ordenen på det. For det første havde de tvære teenagerne ingen mulighed for at gemme deres kropslige usikkerhed og mindreværdskomplekser væk i løs påklædning - kroppen skulle nu engang stoppes ned i stramt gymnastiktøj. For det andet var der ingen diskussion om hierakiet - de dygtigste fik fløjpladserne og så blev resten fordelt bagud med de dårligste bagerst. Jeg stod for det meste i anden bagerste række.

Efter jul begyndte vi at træne foran spejle - og så var det jeg begyndte at forstå hvorfor jeg stod næsten bagerst. Min kropsfornemmelse var bare ikke noget at skrive hjem om. Når jeg troede at jeg præcist kopierede vores lærers strakte arme, var mine bøjede. Alt det jeg troede jeg gjorde korrekt så bare ud ad helvede til. Og for det tilfælde at mine arme var præcist placeret, var min fodstilling forkert. Min kropslige koordinationsevne var bare så ringe.

Jeg havde luret at min kropshukommelse var nærmest ikke-eksisterende. Det var et slid der affødte gråd og tænders gnidsel at lære serierne. Mismodet var overhængende når de andre gik i bad og jeg måtte bede en veninde om at løbe det hele igennem med mig igen L A N G S O M T. Jeg omfattede vores gymnastiklærer med absolut had, når hun ændrede rækkefølgerne i serierne midt i det hele.

Og så kom spejlene til. Hold kæft hvor jeg tudede. Og så blev jeg rasende. Og så startede hele turen igen med at låne musikkene af læreren og bede de dygtige veninder om at blive et kvarter ekstra, eller bruge en mellemtime, sammen med mig så jeg kunne få det lært. Jeg er enormt glad for at det kunne betale sig - for jeg endte oppe i andenforreste række. Og jeg tror nok at vores gymnastiklærer var så hard-core at det ikke var en belønning for indsatsen som sådan. Og så blev jeg glad for det. Og stolt ved det.

Når jeg i dag ser mig i spejlene under træningen ser jeg mig som jeg er. Langlemmet, kejtet, upræcis. Ude af takt med musikken - ikke overhængende meget, men det øjeblik det tager mig at kigge ned, op og ud for at kontrollere om nu mine arme og ben gør som det er meningen.

Det er sjældent rart at blive konfronteret med. Jeg kan blive så ked af det og tænke at det er vildt uretfærdigt at jeg er så dårlig til det, når nu de andre er så cool. Og så lige pludselig passer det alligevel. Så passer mine trin med de 8 man skal tælle til. Så kan jeg høre musikken passe til mine bevægelser. Og jeg kan se at min holdning er rigtig, ligesom instruktørens. Jeg kan mærke trækket i kroppen der hvor hun siger det skal være. Og så bliver jeg glad igen. Altså, lige indtil der kommer noget nyt på tapetet.

Det kommer aldrig til at falde mig naturligt. Jeg har intet talent. Jeg er langsom. Jeg skal have det ind med ske. Jeg skal arbejde mig igennem bunker af mismod. Jeg skal løbe panden mod en mur utallige gange. Jeg skal bide tænderne sammen. Jeg skal se mig selv være dårlig til det, så jeg ikke kan bilde mig ind at det er okay som det er.

Yndlingsaversioner #2

En af de ting som pludselig bliver umådeligt nærværende når man bestrider et fuldtidsjob er kantinen. Og kantinemad er bare per definition ikke spændende. Sagen er at det skal være nærende og mættende og billigt. Det kan jeg rent faktisk godt håndtere. Det må også være sin sag at sørge for salatbar, smørrebrød, sandwich og frokostret og en dagens ret til 500+ mennesker. Så jeg kan rent faktisk godt tilgive de rutinemæssige fejl, selvom det er mig en gåde hvordan fisken, alle fisk, som udgangspunkt bliver sej og der bare aldrig, aldrig, aldrig er hverken salt eller peber nok i maden og pastaen altid er splattet væk til udkogt uigenkendelighed.

Men hvad helvede er der med pyntegarnituren? Ligegyldigt hvad der bliver serveret som dagens ret skal der partout sjaskes en kvist persille ovenpå. Og det giver aldrig mening. Aldrig! Spaghetti og kødsovs, persille. Stegt brude m. linser, persille. Wienershnitzel m. kartofler, persille. Frikadeller m. tzatiki, persille. Kalkunkarry m. ris, persille. Selv for den off chance at dild er stand in for den evindelige persille, giver det heller ikke mening; kylling i tomat m. citrondampet pasta, dild. Det værste er når persillen bliver friteret. Hvad_skulle_det_hjælpe? Godt så, nu er persillen klam, fedtet og meningsløs, i modsætning til bare klam og meningsløs - what a treat!

Nej! det ser ikke mere appetitligt ud. Vi ved godt allesammen at dagens ret er varm og at det oftest er det bedste at sige om den! Så hold dog op med den pyntegarniture! Og NEJ, det hjælper ikke at dagens frugt er gratis og at der står tandstikkere på bordene. Overhovedet!

Fagre voksne verden

• Det er sjovt at noget så kedeligt som en globaliseringsstrategi pludselig bliver interessant selvom der er mange tal i.

• Det er pudsigt hvordan forkortelser som MRS, CRM og IKR begynder at give mening.

• Det er mærkeligt rent faktisk at skulle forholde sig til indholdet af ord som innovation, hot spots, clusters og match making. På dansk.

• Det er mystisk lede efter nøglen til pulterkammeret hvor hedengangne fysiktimers indhold blev moslet ind, i sikker forvisning om at jeg aldrig ville få brug for at bare forsøge at forstå princippet ved photonics og nanotech.

Lad tiden gå

Jeg har ryddet ud. Jeg har rationaliseret mig frem til en slags ro. Jeg har holdt mig travl. Jeg har forsat dagligdagen. Jeg har flyttet det hen til generaliseret, småfilosoferende snak om tilværelsens almindelige udfordringer. Jeg har været igennem det fra ende til anden så loyalt som jeg kunne. Jeg har glædet mig over og til en pludseligt opstået mulighed for at afprøve en anden slags drøm. Jeg har opvejet ulemperne og brugt tid på at eksponere dem uden bitterhed. Jeg har forsøgt ikke at begå de samme fejl som jeg har gjort før.

Og alligevel. Så alligevel har jeg ikke ryddet godt nok op. Af al rationalisering, intellektualisering, bearbejdning og forståelse jeg kan mønstre. Af alle tricks og tips jeg kan applikere. Af alle andre drømme. Af al tidligere dyrekøbt erfaring og denne gang ikke begåede fejl. Af alt det skal der kun et lille-bitte, for uger siden begået, sjuskeri til at bringe fraværet op igen.

Fraværet af den anerkendelse, den genkendelse, de øjne, den latter, de hænder, de arme, den favn, den krop, den glæde, de bevægelser, den profil, den mund, de kærtegn, den stemme, de værdier, den varme, den duft, de drømme, den hud.

Det må godt blive i morgen nu. Og i næste uge. Og helst oktober snart.

Det må være Ingrid Marie

De bedste æbler
smager på samme tid
af juli og oktober.

Tager du en bid,
kommer et efterår
drivende
ad sommerens veje,
skygger af skyer
gennem kornet.

K. Bondebjerg: De bedste æbler fra Luften omkring dine læber

Drug up, darling

Der findes 3 ting i verden der udløser the best drug in the world, i.e. kroppens endorfiner, og det er sex, dyb latter og motion. Eftersom muligheden for det første on a regular basis med en jeg godt kan lide, forsvandt først på ugen stod det også lidt sløvt til med udløsningsfaktor 2. Så var der ligesom kun tredie mulighed tilbage. Jeg savnede det jo sådan set også alligevel.

Så jeg er rendt en del i motionscenter denne uge. Først var det med det helt klare masochistiske fortsæt at kroppen skulle gøre ondt, sådan at der var en smule ækvivalens mellem indeni og udenpå. Jeg skal love for at min dårlige form efter ferie- og sygdomspause var behjælpelig med at bringe kroppens smertetilstand omkring; jeg troede simpelthen at min røv skulle falde af på et tidspunkt.

Det var også lidt nemmere at omgå søvnløsheden. Af ren og skær udmattelse faldt jeg i søvn midt i stormen der vekslede mellem opløst gråd og bittert raseri. For slet ikke at tale om at jeg bliver så psyko-sulten efter træning at jeg bare må knalde noget føde i bøtten. Siden det så vidt vides aldrig nogensinde ever har hjulpet på noget som helst at være træt og sulten, er det egentlig mærkværdigt at første uvilkårlige reaktioner på følelsesmæssig stress ofte er at tillægge sig funktionelle spiseforstyrrelser og insomni. Så fin bonus på træningen, dér.

Og inden man får set sig om er man blevet afhængig. Lige pludselig er endorfinrusen hurtigere opnået. Lige pludselig sidder man dér med et kemisk betinget, idiotisk lykkeligt grin om munden. Og effekten driver over, så man må afsted igen og have et fix mere. Og et mere. Og et mere... Det kan sgu være, at jeg ender med at være totalt stærk og cool når det her er drevet over. Det ville faktisk ikke være så dårligt for én gangs skyld.

Musikken, musikken

Udover børnevers fra De små synger og de lyde der kom fra børnetime husker jeg ikke megen musik i min barndom. Mine forældre havde godt nok en stak LP'er med Harry Belafonte liggende, men jeg husker ikke at de tog dem frem og spillede dem.

Jeg husker til gengæld at mine ældre søskende på et tidspunkt fik en ghettoblaster og to bånd, Whitney Houston og Shakin Stevens, som jeg smuglyttede til når de ikke var hjemme. Det reddede mig ikke alene nogen slag når jeg blev opdaget, men også et livslangt blødt punkt for Whitneys "I Wanna Dance With Somebody (Who Loves Me)" som faktisk ad omveje er endt i en til stadighed utilfredstillet trang til at eje My Love Is Your Love.

På et tidspunkt begyndte jeg selv at lytte til Ugens Top 40 på lokalradionen. Det var lørdag eller søndag eftermiddag, og den første sang jeg som ramte mig i en nærmest punctumsk dimension var Del Amitris Nothing Ever Happens. Jeg kunne ikke hverken høre eller forstå halvdelen af hvad der blev sunget, men jeg kan stadig huske at jeg fik gåsehud af den indledende guitar, at hvad der lyder som en harmonika gik lige i hjertet og at omkvædet havde en hypnotiserende kraft på mig.

Jeg optog det nummer fra radioen og voldlyttede til det. Siden rykkede min musiksmag videre, den første LP jeg købte for selvtjente penge var for eksempel Her Personal Pains Songs from Cinema Cafe. Men jeg fulgte med udgivelserne fra Del Amitri og jeg har aldrig helt sluppet. Faktisk vender jeg altid tilbage, med mellemrum bevares - men Dels dukker altid op igen.

Tror egentlig også at det første indledende optagebånd ligger på loftet og roder i en kasse med andre ting, som jeg heller ikke har kunnet få mig selv til at smide ud.

Kommunikationsbrist

Godt. Jeg giver fortabt. Jeg kan åbenbart ikke sige noget rigtigt i disse dage. Den er gal med det hele.

1. Mit tonefald er konskvent off med en fraktion af det passende - dén fraktion som får det ironisk mente til at lyde sarkastisk, det lakoniske til at lyde deprimeret, det konstaterende til at lyde bebrejdende, det glade til at lyde lallende og det sjove til at lyde meget lidt morsomt.

2. Min timing er forsinket, bare lige med det splitsekund som får det til at se ud som om jeg enten er: a) dum, b) kejtet, c) sygeligt optaget af at være i centrum, d) a)+b)+c).

3. Ordvalg og formuleringer er helt til rotterne. Det får tilsyneladende mine spørgsmål til at lyde enten retoriske eller som krav. Eller regulære trusler. Mine svar lyder åbenbart alle sammen som om jeg ikke mener dem.

...Jeg ved ikke hvad det er, og jeg er virkelig ked af det. Jeg mener det jo ikke på den måde. Kan vi ikke bare sige at jeg beklager? Og så tier jeg bare helt, helt stille indtil jeg har fået afklaret med de små mænd der styrer kommunikationscenteret.

Længsel

Der findes en nærhed og fortrolighed som kommer af tid. Den kan ikke forceres, men fødes af hverdag og gives dybde af det almindelige.

Jeg er ingenlunde vred eller irriteret på ham, men omstændighederne begynder at pisse mig af.

Overraskende opdagelse

De sidste par dage oppe i Norge kom vi ikke ud at vandre. Det var ellers planlagt, men jeg følte mig skidt tilpas. Ikke sådan rigtig sengeliggende syg, bare ubehageligt uoplagt. Med hovedpine som pillerne kun tog brodden af så der alligevel var sådan en dump, tung fornemmelse tilbage. Træt men ikke mere end at jeg kun kunne sove middagslur på en times tid. Uden appetit, men lidt sulten stadigvæk. Med en krop som føltes flimrende, som fornemmelsen man kan have efter adskillige dages hårdt træk hvor man ved, at hvis ikke man sover nu og længe nok bliver man syg, koblet med matheden på den første feberfri dag efter en omgang influenza.

Vi hyggede os alligevel. Vejret var dejligt så der var stilletid og strikketid og sludretid og læse-højt-tid på græsset i solen i stedet. Og så blev jeg sendt hjem med strenge ordrer om at gå til lægen. Jeg fik en tid i går men den gode doktor kunne ingen baktusser finde i min organisme, hvorfor det må være en virus der befænger mit legeme. Det findes der ingen anden behandling for end tid, ro og hvile. Og den formidable coctail af ibuprofen og paracetamol 3-4 gange om dagen, samt saltvand til næsens sarte slimhinder, for at dæmme op for symptomerne.

Nu har jeg så holdt sengen og lejligheden i et par dage, og bedringen er mærkbar. Så mærkbar at jeg er rast- og søvnløs om natten. For det første har jeg sovet for meget i løbet af dagen og for det andet begynder tankerne at køre. Mens jeg var det danske land absenteret, havde tiden den frækhed at gå sin vante gang her. Og nu begynder det at snerpe til med de ting som bør og skal iværksættes efter ferien. Såsom hverdagen, inkluderende arbejde og studie som de mest presserende emner på dagsordenen.

Og jeg er stuck. Fysisk i min lejlighed p.g.a. sygdom. Mentalt i efterladt feriefornemmelse. Psykisk i dårlige mønstre fra før ferien gik i gang. Det sidste var jeg begyndt at få has på, og det er lige gået op for mig at det var på grund af træningen. Og at jeg savner det. Træningen. Helt vildt meget.

Sådan et menneske er jeg slet ikke. Overhovedet. Det er faktisk det der er det rigtig syge ved det her.

Melder #3

Regnfulde, søvnløse nætter er perfekte til at dyrke den småt dramatiske, slet skjulte passion for det melankolske ved dybe, malmfulde mandstemmer i ru, tungsindige arrangementer.

Johnny Cash's mesterlige cover af Hurt tager prisen. I nat.

Blomsterdal

Udover 4 glas velsmagende syltetøj lavet af selvplukkede blåbær, de obligatoriske toldfrie indkøb, en nice sensommersolbrændthed og fantastiske naturoplevelser har jeg hjemtaget en bog fra det norske. Den blev hustandsomdelt som gave til deg som der står på omslaget.

Første sætning lyder Hvem var den mannen? Men 16-årige Elisabeth er jo en pæn pige og derfor lidt sløv i optrækket. Tomine, til gengæld, er jo bare kokkepige så på side 25 trækker hun fra, ganske vist alene, men alligevel: Hånden hennes fant den veien den pleide å ta når hun fikk disse tankene. Hun var hoven og våt, og det tok ikke mange minuttene før hun skalv og ristet i sit eget grep. På side 32 bliver Elisabeth så endelig kysset af ham manden fra første sætning, hun giver sig skam ikke uden kamp men da han la armene om henne og presset munnen mot hennes, glemte hun alt og skilte leppene for å ta imot tungen hans.

Jeg mistede tålmodigheden med Elisabeth et al. på side 35 og sprang direkte til slutningen af bogen. På side 238 viser det sig at selv den ærbare strenge moder, Margot, har noget kørende med chaufføren Han hadde latt henne smake riset som et uskikkelig barn, og hun husket den søte svien. Og så er jeg endda gået glip af rundt regnet 200 sider.

Jeg kan kun begynde at gisne om hvor meget undertrykt seksualitet der findes i Norge når Lengselens makt - første bog i ny serie man kan tegne abonnement på - bliver hustandsomdelt. Og gad vide hvad det egentlig siger om os når den bog der hustandsomdeles her til lands er Lars Larsens selvbiografi.

Der kan man bare se

Jeg holder stadig mest af at have styr på tingene. Som i styr på tingene. Men jeg er slet ikke så kontrolfikseret som jeg var engang. I forne tider kunne det ødelægge min dag, hvis den ikke lige flaskede sig som jeg havde planlagt aftenen før. Og ikke bare sådan 5 minutters ærgelse, bygones, videre. Men helt ustyrligt, krampagtigt, indadvendt, gråd og tænders gnidsel raseri. Det spillede ikke skide godt sammen med et job som tilkaldevikar.

Men jeg fik lært at give slip. Det år jeg tilbragte som studerende i det sydøstlige hjørne af Europa, var uvurderligt desangående. Det dér med at skik følge eller land fly, holder så langt som til hvis ikke går man i spåner. Eftersom "spåner" i den henseende svarede til en returbillet, var der ikke så meget at gøre. Så bortset fra at jeg i over et år, efter dansk standard, gik i for stramt tøj og med for meget make-up, kom det sig så vidt at jeg oftest ikke anede præcis hvilken dato vi skrev. Hvis jeg vidste at det var primo, medio eller ultimo på måneden var det godt nok, og som regel havde jeg styr på ugedagen.

Da jeg returnerede til DK udmøntede mit nye laissez faire greb om livet sig i, at det lykkedes mig at misse 3 tog og 2 busser på den første rejse fra København til jysk barndomshjem. Så vidt jeg husker gjorde det fortabt-barn, hjemvendt-datter scenen temmelig, meget mindre glædesstrålende end man ellers kunne have forestillet sig.

Det tog mig et årstid at finde et ekvilibrium mellem de to forskellige måder at mage sig livet på. En af de metoder der funker er en kæft, trit og retning kørsel af min kalender. Så den stoler jeg på. Og i den står noteret at jeg skal udenlands i næste uge. På tirsdag. Det blev bestemt i foråret, og jeg mente at kunne huske at jeg skal flyve sår'n sidst på eftermiddagen - det er ikke nærmere specificeret. Forståeligt, for den slags kan slåes op på mailen.

I denne uge har hverdagen så holdt sit hastige tilbagetog. Hektikken er taget til både i privaten og på arbejdet, og jeg har ikke lige nået det. I aften måtte jeg af andre årsager præcisere min tilstedeværelse her til lands i den nære fremtid, så jeg slog op og tjekkede kvitteringen på majmåneds netindkøbte flybillet.

Det var nok meget heldigt. Flyet letter 9.30 mandag morgen.

Det er samfundets skyld

Jeg synes at hele klokkeslag er det dummeste tidspunkt at mødes på overhovedet. Præcision hvad den slags angår er ikke en af mine dyder. Vi kan aftale kvart over, halv og kvart i - ingen problem og jeg vil endda være i god tid et par minutter før. Men hel. klokken et-eller-andet-nul-nul-dut. Det kan ikke lade sig gøre. Enten står jeg og glaner 8-10 minutter før, eller også kommer jeg halsende 10-12 minutter for sent. For det meste kommer jeg for sent.

Det værste er når det er arbejdsrelateret. Fordi jeg er ærekær og det ikke skal hedde sig, kommer jeg gerne alt for tidligt - og hvis det endelig skal være, højst et par minutter for sent. Men selv dét kræver uforholdsmæssig stor opmærksomhed. Jeg tjekker, dobbelttjekker og krydstjekker med frøken klokken; Kan jeg nu nå det? Hvor lang tid tager det? Hvad er klokken nu? Og den er sjældent mere end et par minutter mere end siden jeg sidst tjekkede.

Efterhånden har jeg lært at tage højde for den funktionelle tidsblindhed med klokken hel. Damer må jo heldigvis godt komme lidt for sent, og angår det møder med the usual suspects ligger det implicit at "hel" i realiteten nærmer sig kvart over, hvis vi da ikke direkte aftaler et nemmere tidspunkt. Men det er nu alligevel småt belastende, for ikke at sige irriterende og en smule stressende.

Kilden til problemet findes i barndommen. Som alle steder startede skoledagen klokken 8. Eller det var det man sagde. I virkeligheden var mødetiden 8.15. Det betød jo så altså også at når skoledagen sluttede kl. 12, eller i de store klasser kl. 14, var klokken i virkeligheden kvart i. Det fortsatte i gymnasiet, og for at føje spot til skade skulle jeg nå bussen kl.7 i.e. 07.12. Og gudhjælp'me om ikke de på universitetet opererer med det akademiske kvarter. klokken hel har aldrig været præcis klokken hel.

Jeg er åndssvagt handicappet med hele klokkeslag. Fordi de har fyldt mig med løgn siden jeg var 6 år gammel.

Trist

Det er så skønt at glæde sig ved hinanden ...Og så forbandet at se ham gå, når man ikke ved, og ingen indflydelse har på, hvornår man skal ses igen.

Illusioner

Et af de talenter jeg i overenstemmelse med sandheden kan sige at jeg besidder, er evnen til at få rum til at se ryddelige ud. Det er ikke fordi jeg er et sirligt menneske per se, men jeg har henad vejen samlet en række fiduser op der camouflerer rodet.

Man skal for eksempel samle sine bunker. Så mange sammenhængende, tomme flader som muligt giver indtryk af orden. Så skal bunkerne af papirer, bøger, cd'er m.v. flugte i kanterne. Eller bare den kant som man kan se mest af, som bunken ligger der og griner én op i ansigtet. Jo færre linier man kan se, desto mere ro til øjet. Så skal man rede sin seng, og ordne sofaen + de puder der måtte forekomme i den. Det er de store møbler i et rum som man ubevidst bider mærke i først.

Det er ikke for sjov at jeg kan så'n noget. Næst efter ikke at have mad nok til gæster, er dét at blive antruffet i sit rodede hjem, det allerværste der kan overgå én. Og det er fuldstændig ligegyldigt om det er uanmeldt. Mennesker der kommer i ens hjem er per definition gæster, og de skal bydes noget, bespises og føle sig velkomne. Sådan er reglerne.

Det med maden har jeg efterhånden helt styr på. Jeg har altid noget der kan bankes sammen. Giv mig en halv time og jeg kan bespise 6 mennesker i mit eget hjem right then and there. Simpelt sat sammen, bevares - men okay velsmagende. Kaffe og the har man jo altid.

Men dét med rodet. Jeg ved ikke hvorfor, men mine ejendele har en tendens til at kolonisere omgivelserne. Indhold i indkøbsposer sniger sig ud på stuebordet. Håndklæder lægger sig til rette i køkkenet. Telefonen gemmer sig blandt skoene. Sengelinned holder fest på badeværelset. Jakken gør sig det behageligt på kommoden. Det værste var den dag jeg kom hjem fra arbejde for at opdage en kaffekop der tronede midt på madrassen af min uredte seng.

Sagen er den, at jeg kan få det til at se ryddeligt ud på et splitsekund, såfremt ting og sager ikke skal rykkes fra et lokale til et andet. Hvis jeg skal bruge tid på at samle sammen på løstgående genstande, er der ikke slet ikke tid nok til at applikere tricksene.

Jeg vil næsten altid gerne have gæster, og det er faktisk ikke noget jeg behøver at vide dage i forvejen. Men jeg skal altså varsles, bare lige trekvarter. Jeg kan jo ikke både stå og dække over køkkenrullerne i vindueskarmen inde i stuen, og sætte vand over i køkkenet samtidig.

Jeg er meget utryg nu

Mit pas udløb i juni måned, men siden jeg først skal det bruge midt på denne måned tænkte jeg at det var bedst ikke at føje spot til skade for de glemsomme, frådende, familieferierende julimasser. Så glemte jeg det selvfølgelig selv. Heldigvis har jeg gode kolleger, så jeg brugte min frokostpause og fik lov at skulke lidt i den anden ende hvis der var brug for det.

Det var der egentlig ikke, sådan umiddelbart. Der var slet ingen kø og jeg havde både penge og papirer klar. Men så var fotoet ikke godt nok, mit hoved var ikke afbilledet i 30-35 mm. højde. Jeg fik aldeles nydelig behandling og anbefalet at rende op til fotoforretningen på Hovedbanegården, så jeg var sikker på at jeg endte med et billede der kunne bruges.

Som sagt så gjort. Det tog kun et kvarter, men da jeg kom tilbage var der selvfølgelig kø, så jeg slog mig ned og begyndte at kigge rundt. Det er et meget strengt rum, der på Halmtorvet. På den ene endevæg er der en mindetavle for den betjent der blev skudt af Blekingegadebanden i 1988. På den anden et forældet kort over København og forstæder. Så er den meget høje disk der, igennem hele rummet, og nummertrækningsmaskineriet, et cafebord med blanketter - men det er sådan set også det.

Altså lige bortset fra to plakater på den lange væg bag disken. Der er en nydelig betjent på hver. Og så står der tre ord med meget store typer. På den ene står der EMPATI TOLERANCE UDRYKNING på den anden VENLIGHED SERVICE ANHOLDELSE.

HVAD? Er det en intern huskeseddel? Forestiller det reklame? Måske en hvervekampagne? Hvad skal de plakater signalere?

- Bliv betjent! Vi servicerer med venlig anholdelse.
- Politiet! Tolerant udrykning med empati.

Min tillid til etaten er for nedadgående.

Det handler om at være tryg

Det buldrer, brager, tordner, lyner, blæser hårdt og pisøsregner. Jeg har slukket for musikken og lysene. Vinduerne står på klem.

Fordi jeg husker at være en lille pige der gik tur med sin far i uvejr for fornøjelsens skyld og fordi jeg husker fornemmelsen af hans barkede næve om min hånd, er den slags vejr noget af det bedste jeg kender.

Jomfrurejse

Jeg har ikke alene lænset min konto, men også udnyttet den tillid, som igennem måneder forsigtigt er blevet kultiveret, til det yderste. Til gengæld sidder jeg nu med en spritny, sort MacBook mellem hænderne, der er så sexet at jeg får åndenød.

Ting må godt eje mig.

På landet

Vi tog til æ haw i dag. Ikke fjord eller bælt, eller det der latterlige brakvandsgennemløb de kalder Øresund, men Vesterhavet; hvor bølgen altid bruser og knækker i skumsprøjt ind over stranden på hvilken Atlanterhavsvolden stille forvitrer imens den glider ned af klitten - hvor marehalmen altid er strid, vandet så salt at huden bliver fedtet og høfderne faktisk har en funktion.

Nå, men på vejen kørte vi igennem det tørstende landbrugsland og jeg melder at hveden står flot, selvom man nok må regne med at kernerne bliver små i år. Vinterbyggen har haft godt af vejret og er næsten færdighøstet, det samme gælder frøgræsset, selvom udbyttet nok ikke bliver slet så stort. Majsen ser virkelig sølle ud de fleste steder og hvor den ikke gør kan man regne med at der er blevet vandet en masse. Faktisk har tørken nået det punkt hvor man må til at vælge hvilken afgrøde man vil forsøge at redde. Bladene på roerne er næsten klappet helt sammen ned over planten for at beskytte frugten.

Der er mere havre på markerne nu end tidligere fordi man er begyndt at fodre søerne med det, og triticalen, som kombinerer de bedste egenskaber fra hvede og rug, er ny - ihvertfald i.f.t. min barndom. Til gengæld er der næsten ingen ærter mere. Og Nørre Søller er så lille bitte et sted at man ikke må blinke når man kører igennem, ellers misser man det simpelthen.

Man ved man er i Jylland når...

- man ikke kan høre om det er Thyge eller Thy der bliver omtalt, og faktisk heller ikke helt kan regne det ud af sammenhængen.

- folk taler om generationsskifte og kalkulerer med at skulle forrente tocifrede millionbeløb vel inden de bliver 30.

- knejterne er så søde at tage flaget ind, og det så næste morgen kommer for en dag at de har hejst et grisehoved op i flagstangen i stedet.

- det der bliver danset til er Erik Grip og Tv2, samt Fede Finn & Funny BoyZ* med sangen Kærligheden brænder i hvilken det uforglemmelige rim bid mig lidt i øret træk mig hurtigt gennem pløret* optræder.

* Ikke alene havde jeg stavet bandnavnet helt galt, jeg havde også fejlciteret. Det er bleven rettet.

Work around

Jeg løber ned til mirabelletræet, vender om og drejer til højre omkring Gyvelbakker. Ved korsvejen fortsætter jeg lige ud langs majsen og vender om når jeg når op til landevejen. Jeg fortsætter forbi indkørslen og øger skridtlængden og tæsker derudaf til jeg når nr.3 hvor jeg vender om og lunter tilbage.

Det ville være en fornærmelse mod konceptet at sige at jeg holder formen ved lige, men jeg øver mig på at få styr på vejrtrækningen. Jeg får lidt ro, lov til at være selv og sat gang fordøjelsen.

I et hus med 8 voksne, et blebarn, en pottetrænende 2-årig og eet toilet, får jeg simpelthen forstoppelse af mangel på fred til at forrette min nødtørft. ..Om man så lister op om natten når hele huset sover, er der en goddamn køter til at skubbe døren op og forstyrre.

NEEEEEEEEEEJ!!!!!!

Jeg er godt klar over at min eneste tilgængelige, praktiske respons - at ryste den lidt - ikke er den korrekte, når min computer klikker mystisk, brummer faretruende og fryser med sære intervaller. Så jeg lavede lade-som-ingenting stuntet og håbede på at det gik over. Jeg kan afsløre at det gjorde det ikke.

Nu får jeg lige pludselig blå skærm med tech-speak jeg ikke forstår og så beder den om en disk jeg ikke har og om at tjekke hardware installationer jeg ikke kender til.

Nu sidder jeg med en lynhurtigt arrangeret låne-bærbar til op omkring de 20.000 som jeg er rædselsslagen for at spilde på/trykke forkert på/give dårlig karma, og ryster af indestængte angsttårer og totalt raseri over at være så dum, mens jeg panisk gennemgår hvert evig eneste bekekendtskab jeg nogensinde har gjort i håbet om at komme i tanke om nogen der måske kender nogen der måske eventuelt kunne afhjælpe problemet.

For første gang nogensinde forbander jeg min omgangskreds ad helvede til for at være så pisse humanistisk. Og Eli, Laura og Nicolai - jeg sletter altså jeres numre nu for jeg ved virkelig ikke hvem I er.

Up-date kl. 23.31: Efter en dag i fuldstændig regres m. ompotning af stueplanter, brødbagning, rengøring, tøjvask og en hjemmestrikket drink af lige dele hyldeblomstsaft, danskvand & vodka (saften skulle godt nok have været blandet op i forholdet 1:4, men jeg trængte til noget der var lidt stærkt) begyndte jeg af støve mit netværk af - eller støve et op, velsagtens.
Og ikke alene har der vist sig nogle muligheder dér, men jeg fik også lige nogle historier fra det virkelige liv. Jeg kender nemlig folk som arbejder med udstødte mennesker. Som i seriøst udstødte mennesker. Med det perspektiv in mente har jeg valgt at jeg kun har et mindre problem. Jeg kan nemlig vælge - og mit problem kan løses.

Rapunzel

Mænd der ser godt ud med langt hår, bliver nogen virkelig gode skår med kort hår. Mænd det ikke klæder at have langt hår, klæder det langt bedre at have kort hår. Så hvad er det for et statement? Det ser bare usoigneret, sjusket og indolent ud. Jeg siger ikke at det er det, men det ser sådan ud. Bliv nu bare klippet.

Værre endnu er det med de mænd, som ikke vil erkende at de er blevet temmelig tyndhårede og forsøger at skjule det med hel- eller halvlangt hår. Nej, du er ikke excentrisk New yorker, du er bare snublende nær hentehår. Jeg ved godt at skaldethed og det at tabe håret kan være et meget ømt punkt, men helt ærligt - det er lige meget. Det betyder ingenting. Bliv nu bare klippet.

Og jeg lover min endnu ikke undfangede førstefødte bort til den der får dreadlocks forbudt ved lov.

Til gården og til gaden

Min ejendom ligger klos op af en skole, så der plejer at være ro fra den kant i weekender og ferier. I denne ferie er der dog igangsat en gennemgribende renovering af bygningerne, så hvis jeg glemmer at lukke køkkenvinduerne inden jeg går i seng, bliver jeg gerne vækket 1 time tidligere end uret ringer.

Jeg er også nødt til at lukke vinduerne i stue og soveværelse om natten fordi jeg bor ved en af byens pladser. Selvom udendørsserveringen gudskelov tilendebringes kl. 00.00, har folk en belastende trang til at samles og synge/skændes/diskutere m.v. i deres højlydte fuldskab lige neden for mine vinduer.

I denne sommertid vågner jeg gerne faretruende nær et hedeslag ved 4-5 tiden om morgenen, men smækker så soveværelsesvinduerne op på vid gab og sover sødeligt indtil klokken slår. Undtagen her til morgen hvor lyde som jeg umiddelbart henførte til henholdvis en højtryksrenser og en motorsav flænsede min skønhedssøvn i stumper og stykker kl. o6.45.

Det føltes ret ondskabsfuldt og det var svært ikke at tage personligt... En af mine veninder har engang erklæret at den årle udførelse af støjende arbejdsopgaver må være arbejderklassens hævn. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret.

Pros & cons

Der er fordele og ulemper ved regelmæssig motion. Jeg kan for eksempel konstatere at mine svedkirtler er fuldt funktionsdygtige. Ærlig talt har jeg dem lidt mistænkt for at forsøge at imponere mig - eller måske er det bare min krop der går i defense mode og forsøger at overbevise mig om at nu må kvoten da være nået, så gider du godt lis'som holde op med det der!? Min puls kan også knaldes op på hidtil usete højder og hold da op hvor bliver jeg rød i hovedet. Jeg tror rent faktisk at det var af æstetiske hensyn jeg i sin tid opgav det der sportshalløj. Dét og måske det totale fravær af talent.

Pulsen falder efterhånden som man er færdig og den normale ansigtsfarve vender også tilbage pø om pø. Svederiet varer forever. Jeg tog tid den anden dag og 1½ time efter jeg var stoppet svedte jeg endnu. Jeg synes faktisk det er temmelig klamt, men trøster mig med at det skulle være så sundt og udrensende med al det vand man så til gengæld knalder i bøtten. Den lille djævel der sidder på min skulder og hvæser Så gå dog i sauna hvis du er så pisse-begejstret for at svede! har jeg hidtil haft held til at overhøre.

Der findes også andre pay-offs. En nuser instruktør med nydelig popo og en virkelig god stemme for eksempel, og det faktum at der er andre tilstede som er endnu mere håbløse end mig. Det sidste skal man bestemt ikke underkende værdien af. Derudover får jeg det så rart bagefter, altså når svederiet endelig er ophørt. Det psykiske velvære er helt i top og jeg falder dejligt hurtigt i søvn og sover virkelig godt i den fysisk udasede tilstand. For slet ikke at tale om at jeg igen begynder at føle mig ganske tilpas i tøj der ellers var røget nederst i bunken.

Noget der på den anden side er lidt problematisk er, at jeg lige pludselig får så meget energi. Musklerne vil jo bruges igen og jeg bliver helt rastløs af at sidde stille for længe. Og jeg er blevet opmærksom på at en vis ..kropsbevidsthed.. begynder at gøre sig gældende. Men det der er værst er faktisk at jeg er ved at blive så harmonisk. I dag greb jeg mig selv i at udbryde ih du fredsens! Hvad bliver det næste? Milde skaber? Du altforbarmede? Jeg mister totalt min kant hvis det bliver ved.

Festival

Copenhagen Jazz Festival er en skøn opfindelse. Man kan tage ud efter arbejde, høre god musik og drikke bajere. Man kan tage videre og spise godt til små penge, drikke flere øl og næsten ikke fryse selvom man sidder udenfor. Man kan drikke flere øl endnu og grine, pjatte, le og smile til de søde mænd. Og når man fryser nok og kommer i tanke om at man skal op på arbejde i morgen, så er man ikke mere end et kvarter fra den lune seng og det er ikke engang rigtig sent så der er ingen grund til at få dårlig samvittighed over bajerne. Copenhagen Jazz Festival er en skøn opfindelse.

Nej, jeg kan ikke lige placere det på et kort...

...Men jeg har altid svar på rede hånd:

- Ved du hvor Ballerup ligger?

- Jaeh, altså... uden for København.

- Øøøh.. Hva?

- På den grønne s-togs linie.

Letpåvirkelig

Der findes film jeg ikke må se igen. Out of Africa for eksempel. Jeg har vel set den en 3-5 gange og jeg stortuder på rystemåden hver gang. Det er der sådan set ikke noget slemt ved. Det der er helt galt er at følelsen fortsætter når filmen er slut. I ugevis bagefter bliver jeg så ufatteligt trist når jeg tænker på den. Sådan helt dybt ind i sjælen. Virkelig, virkelig ked af det. Uden sammenhæng med mit liv i øvrigt. Det hjælper overhovedet ikke at jeg godt kender filmen og ved hvad der sker. Det hjælper overhovedet ikke at fortælle mig selv at det bare er film, og at det slet ikke foregik på den måde i virkeligheden. På et tidspunkt måtte jeg simpelthen give fortabt og tage en beslutning om bare ikke at se den igen.

Nu kan jeg så udvide listen med bøger. Jeg har læst Den engelske patient. Det gør jeg aldrig igen.

Let gang på jord

Jeg bar gårsdagens irritable rastløshed med natten over. Og var også muggen over at der ikke var morgenmad til kontormødet som vanligt. Den ene kollega havde været oppe hele natten med sine umulige unger, en anden var punkteret på vej til job. Vi havde en masse dårligt humør at dele og multiplicere i refleksionen.

En tredie kollega, en ældre herre, kommenterede at han havde set mig udenfor arbejdspladsen i går, og sådan lidt i forsvarsposition replicerede jeg, at jeg skam også havde hilst på ham - om ikke han havde set det? Jo da sagde han - det er sgu så sjældent at smukke unge kvinder hilser på een nu om dage, så det husker man! Han havde det mest charmerende glimt i øjet, så jeg kunne ikke andet end at overgive mig og slå smut med øjnene mens jeg svarede: Det forstår jeg ikke, du er da sådan en flot mand!

Principielt ligger potentialet for sex til grund for al flirten. Og potentialet for sex står og falder med attraktion og begær. Men luften behøver ikke være tung af usagte løfter og uudtalte ønsker. Der behøver ikke falde tvetydige udsagn, åbne spørgsmål, tavse invitationer eller kærtegn kamufleret som tilfældige berøringer.

Flirten kan også være lillebitte og uskyldig. Uden andet potentiale end det der ligger fuldstændigt hypotetisk i et parallelunivers på tværs af tid og sted. Flirten kan også bare være den ganske enkle, uforpligtende, gensidige anerkendelse af den anden som seksuelt væsen. Som attraktiv og begærbar, hvorend teoretisk.

For så kan man opleve at frustrationer opløses i smil, latter og leg. Og dagene bliver så utroligt meget nemmere at gå i, når bagagen bliver lettere.

Utidig

Jeg er rastløs. Jeg går omkring i cirkler - gør lidt her, lidt der og ikke rigtig noget færdigt. Har ikke lyst til selskab, gider ikke være alene. Har ikke lyst til at gå ud, har ikke ro til sengs. Træt men ikke søvnig. Føler fredag, kender torsdag. Tankerne smutter hid og did, og kan ikke holdes fast. Det er ligesom at komme hjem fra indkøb med rosiner for femte gang i træk, men uden de elektriske pærer som man har manglet ligeså mange gange.

Findes koncentrisk uden cirkel? Hvor går grænsen mellem drøm og fantasi? Kan tålmod og stædighed skelnes fra hinanden i funktionen? Hvorfra stammer udtrykket at løbe solen sort? Hvorfor bruges underkastelse og overgivelse synonymt med hinanden? Kunne en husbåd være et fedt sted at bo? Hvornår bliver brug til mis-? Hvad er den definitoriske forskel på undren og nysgerrighed? Hvad er det for noget snask der sidder fast i bunden af min køkkenvask? Og kan jeg monstro vaske op uden at slå noget i stykker af irritation lige nu?

Ikke at jeg egentlig var i tvivl...

Man ved at det er mandag når man vågner med en knaldende hovedpine, og med al tydelighed er ved at tillægge sig myoser i kæbemusklerne.

Man ved at det er mandag når man under pakning af taske, må beslutte om afklippede cowboybukse-shorts eller ekstremt udtjente og malingsplettede Bruuns Bazaar sommerbukser er mindst upassende til senere udfoldelser i motionscenter.

Man ved at det er mandag når man i afsøgning af garderobe for bare remotely sporty clothing, støder på et sort, gammeldags bomuldslagen til en 90 centimeters madras, og absolut ingen erindring har om nogensinde at skulle have indkøbt det, endsige idé om hvorfor.

Man ved at det er mandag når man i morgentrafikken på vej til job pludselig spørger sig selv om hvad der egentlig nogensinde blev af Sølvpil. Og Falkeøje. Og tager sig selv i at tænke: Hvor er Falkeøje når man har brug for ham? I ramme alvor.

Man ved at det er mandag når morgenradioens afspilning Shakiras Hips Don't Lie og Chumbawambas I Get Knocked Down hænger fast, mixes sammen og kører i loop for det indre øre, og i øvrigt forekommer som totalt passende soundtrack.

Man ved at det er mandag når det man virkelig har brug for klokken 10.30 er en firedobbelt Bombay Sapphire, neat.

Korrektion: Falk. Han hedder bare Falk. Hesten hedder Ørneøje. Sølvpils hedder Stormvind. Og Månestråles puma hedder Tinka. Med tak til Nick.

Krop skaber klæder

Jeg elsker at dappe direkte fra badet ind i mine værelser. Jeg holder af mærke mit drivvåde hår og se mine våde fodspor på gulvene. Det ligger både en rest af barnlig trodsighed i det, for det gør man altså ikke, og en dyb tilfredsstillelse ved at vide at dér var jeg for et øjeblik siden.

Og nogen gange som jeg tørrer mig foran spejlet i soveværelset, lægger jeg håndklædet fra mig og tager et godt langt blik på min nøgne krop. Jeg glædes ved alt det der er pænt. Og glædes over at jeg ser det først. Jeg har dejligt hår, gode skuldre, pæne arme, smalle håndled. Jeg har nydeligt markerede kraveben, fortrinlige bryster og en udmærket talje. Jeg velproportioneret og har en fin benlængde. Mine fødder har en smuk svang.

Jeg er efterhånden blevet dygtig til at købe tøj til min krop. Godt tøj. Tøj med et snit der fremhæver kvaliteterne og camuflerer det modsatte.Tøj af stof jeg synes er rart at mærke mod min hud. Tøj der følger moden uden at være slave af den. Tøj der får mig til at føle mig velklædt, tilpas og tilpasset om jeg skal befinde mig på kontor, til fest, i byrum, på uni, til familiefest, reception, bar et cetera und so weiter.

Men lige i tiden mager det sig ikke - mit tøj og min krop i forening. Nøgen foran spejlet synes jeg egentlig ikke at jeg er for blød eller for rund. Men i mit tøj, der snærer om kurverne de forkerte steder, kan jeg se at jeg er for tyk. I bluser der gør min barm vulgært stor, i bukser hvor kødet buler over linningen, i nederdele der falder forkert er jeg utilpas. Og dermed dårligt klædt og helt forkert.

Det er faktisk overhovedet ikke spor rimeligt. Ikke overfor mine smukke tekstiler som passede da jeg købte dem. Ikke overfor min krop som jeg kan lide. Ikke overfor mig som har besvær nok med at være til i tiden. Selvom det ikke huer mig, må jeg smide håndklædet i ringen og selv følge efter. Jeg vil helst blive ved med at dappe drivende våd gennem rummene og tørre mig foran spejlet.

Inddirekt

Jeg så Kongen vender tilbage i går aftes. Eller det vil sige jeg så 3 kvarter af den og hoppede så lidt frem og tilbage for den er både lidt uhyggelig og meget lang. Og så kender jeg jo slutningen - jeg er ikke så tålmodig med det, så.

Jeg ved godt at den måde at se film på ødelægger stemningen, men det er faktisk også lidt den måde jeg læser romaner på. Hvis det ikke er virkelig velskrevet- så begynder jeg at kede mig på et tidspunkt. Så knalder jeg slutningen og det sidste kapitel af, flipper måske lidt rundt og læser snippets her og der, og så gider jeg ikke læse det jeg mangler fordi øhm... nu kender jeg plottet og slutningen og kan regne mig frem til handlingen - lad vær med at spild min tid!

Det er derfor jeg så godt kan lide Svend Åge - historierne falder så sjældent straight forward. Jeg har forsøgt med min sædvanlige metode, men det holder bare ikke. Man kan simpelthen ikke regne ud hvad der er sket på de mellemliggende sider. Slutningen giver ikke mening uden resten. Egentlig købte jeg Mine syvogtyve sansers elskede på den vidunderlige titel, men den fungerer lidt på samme måde. Handlingen er brudt i stykker og karakterernes motiver og bevægegrunde ligger i en mosaik som dæmrer efterhånden, men først står helt klar til sidst. Ligesom mosaikken ligger stykkerne lidt fra hinanden, billedet er ikke helt, der er plads mellem linierne hvor det meste står.

Sådan kan jeg lide det. Sådan bliver jeg fanget. Når motivet bliver klart fordi det udenom beskrives. Når funktionerne tegner det'et. Og sådan er det i det hele taget for mig.

Det er en tillidsgerning, for man forlader sig på en mellemmenneskelig erfaring for hvordan ting skal tolkes. Det er en tillidsgerning, for man åbner for at andre kan putte nyt ind i de erfaringer. Det er en tillidsgerning, for man slipper styringen og kontrollen og lader andre være til. Det er en tillidsgerning, for det er risikofyldt - misforståelserne skriger på at ske og merde! Hvor kan det gå gruelig galt.

Tidsrøver

Jeg stjæler tiden. Jeg røver dagen. Jeg trykker på pauseknappen. Jeg holder fri. Helt fri.

Jeg ville ønske at jeg kunne tage til Vesterhavet med den indbyggede, mentale mulighed for at gå helt til Asien ...Men siden det ikke er muligt er det også okay bare at slukke telefonen og tage en ud-af-huset oplevelse. Det er jo en ø det her, der må jo være en slags hav at finde - og jeg kommer jo nok alligevel ikke rundt om Sjælland på en dag.

A little less conversation

Der er ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu. Nogen ting er onde fordi de er uafklarede, og det er svært at håndtere at det er de altså bare. Andre ting er onde fordi de har vokset sig onde - de mentale barrierer der har rejst sig forekommer uoverstigelige, og det er ikke spor fedt at sidde med fornemmelsen af you broke it, you go fix når værktøjskassen er gået i baglås. De slemmeste ting er onde fordi at sådan er livet nu engang. Det er fanden rend'me satan tæsk'me uretfærdigt, men der er ikke noget at gøre ved det.

Så er der alle de ting der bliver onde, fordi ting af første onde orden trækker overskuddet ud af mig. Situationer som jeg ellers plejer at kunne håndtere på på gavnlig og betimelig facon, går totalt haywire. I ren og skær afmagt løber jeg direkte tilbage i gamle mønstre, for mønstre behøver ikke at være hensigtsmæssige for at være trygge.

Og det bliver kun grimmere fordi jeg har mistet min proportionssans. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue hvad der er okay at pisse op og ned af væggene over, og hvad der ikke er. Jeg kan simpelthen ikke kende forskel på en honest mistake og et freudian slip. Jeg kan simpelthen ikke regne ud hvornår jeg skal lade tingene fare, og hvornår det er okay at forfølge dem.

Og så bliver alting meget værre end det i virkeligheden er. Eller også forekommer de ikke nær så slemme som de burde. Jeg ved ikke hvad der er hvad. Jeg aner det virkelig ikke... Jeg vil gerne bede om lidt respit - for der er virkelig ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu.

Forgabt og forrevet

Vi er de omstændelige dyr.
Vi tænker under vores hår.
Vi medfører os selv
og indebærer de andre.

Forgabte, forrevne,
besøger vi hinandens øjne.
Synets farver bløder i os.
Vi husker hvert sting,
hvert aftørret kys.
Hvad vi ikke kan tilgive,
forsinker os

K. Bondebjerg: Vi er de omstændelige dyr fra Luften omkring dine læber

D er irriterende, men hva' mest?

• Vidterlig
• Grandgivelig
• Aldmindelig

Vs.

• Manglene
• Inlæring
• bevisthed
  

Yndlingsaversioner

Jeg kan håndtere broderi anglaise. Jeg kan godt lide hæklede borter. Rigtige, ægte kniplinger er håndværk af så enestående kvalitet at det bare altid er eksklusivt. Jeg synes egentlig at blonder i al diskretion hører hjemme på undertøjet, men en velplaceret én af slagsen kan godt give det twist som løfter tekstiler over det middelmådige.

Men flæser. FLÆSER! Flæser gør intet godt for noget. Flæser er forfærdelige. Flæser er overflødige. Alting ser bedre ud uden flæser. Flæser er tacky. Flæser er corny. Flæser burde forbydes.

Jeg hader flæser!

She will be the beautiful object

Woman? "Doesn't exist". She borrows the disguise which she is required to assume. She mimes the role imposed upon her. The only thing really expected of her is that she maintain, without fail, the circulation of pretense by enveloping herself in femininity.

fra L. Irigarays This Sex Which Is Not One

At lære er at ville

I sin tid var der egentligt ikke noget valg om hvorvidt jeg skulle læse videre eller ej. Det lå ligesom i luften at en lang videregående uddannelse var eneste mulighed. Min familie forventede det, mine lærere forventede det, jeg forventede det.

At jeg startede på et humanistisk universitetsstudium lå egentlig også i kortene med mine dårlige tal i fysik, matematik og kemi. Jeg var i sin tid startet på den matematiske linie i ren og skær gru over prospektet ved at skulle sidde i en (næsten) ren pigeklasse som sproglig. Om jeg skulle sidde og kæmpe med matematik/fysik/kemi eller latin/fransk/tysk var hip som hap, så jeg fik min studentereksamen med beskæmmende ringe naturfaglige karakterer. Så den dør var ligesom lukket på forhånd, og i øvrigt kendte jeg nogen der læste humaniora.

At jeg startede på det fag som jeg gjorde, var en ren tilfældighed. Det var en bog jeg læste, som optog mig meget. Og så valgte jeg fag efter forfatterens fag. Ræsonnementet var så naivt som det kan blive for en uerfaren ungdom - sådan en bog ville jeg også skrive. Det var mest en dagdrøm, og temmelig fantasiforladt også, men egentlig et meget godt billede på hvad jeg troede at en uddannelse kunne og burde give, når man nu ikke ville være gymnasielærer; en bog - det er da til at tage og føle på. Så har man lavet noget, bygget noget håndgribeligt.

Min eneste egentlige ambition som udkrystalliseredes i løbet af det første semester, var at blive bachelor på normeret tid. Det blev jeg også, med hiv og sving og i dén grad så snert som det overhovedet kan blive. Ad lidt omveje endte jeg så senere på en overbygning henad det æstetiske. Det har varet lidt (for) længe efterhånden, og mine forældre ved stadig ikke hvad jeg egentlig læser. Vi siger bare at det er dansk og lader det være ved det. Jeg har for længst sluppet både min sorg og mit raseri over at de ikke kan forstå eller relatere til det.

Indenfor en overskuelig fremtid burde jeg blive færdig. Med et papir som jeg skal ud og argumentere for kvaliteterne af. Jeg er egentlig ikke urolig for ikke at få job som sådan, men jeg er lidt bekymret over ikke at vide hvad jeg drømmer om. Jeg har tumultariske forventninger og tågede forhåbninger. Det skal nu nok gå; jeg er også begavet med en evne til at være lykkelig i den forhåndenværende situation, og investeret med en tyrkertro på mit eget anlæg for at forandre den situation som jeg nu engang ikke kan være lykkelig med og i.

Men for nylig gik det op for mig, både af egen og andres drift, at jeg ville være blevet en dygtig jurist. Jeg elsker at nørkle med teknikaliteter, jeg er god til at sætte mig ind i store sagskomplekser, jeg kan lide tolkningen af regler, jeg tænker i konsekvenser, forklar-begrund-argumentér er mother's milk for mig, dybt i hjertet er jeg vist egentlig en værre pedantiker og jeg nærer ingen illusioner om at retfærdighed kan ydes med lovens bogstav. Jeg ville nok have slået mig voldsomt i tøjret og være blevet en lousy jurastuderende, men egentlig ville det nok have passet mig bedre. At få tømme i og rammer for min flyvske refleksion og sensibilitet med hard core pensum og deadlines.

Det er umiddelbart for sent nu, og det er kun med et lille stik af ærgelse at jeg lader det fare. For jeg ville ikke have kunnet vælge det. Jeg kendte ikke til jurister, jeg kendte ingen jurister og ville ikke være advokat. Hvordan skulle jeg dog kunne forestille mig at læse jura dengang? Jeg kan kun drømme så langt som erfaringerne rækker, der er grænser for hvad og hvordan jeg kan tænke.

Derfor vil jeg lære nyt. Derfor skal jeg opsøge det fremmede. Derfor må jeg forsøge at forstå.

Tilbyd mig noget jeg ikke selv kan se! Forklar mig noget jeg ikke kan forstå! Vis mig noget Andet! Også selvom jeg kvier mig og er skeptisk og prompte synes at afvise. Jeg skal bare lige vænne mig til tanken. Jeg er bare forsigtig fordi jeg er bange for det ukendte, utryg ved det jeg ikke har erfaring med og ræd for at fejle.

Men den største rædsel er dog ikke at vide at være lukket inde i boksen. Den største rædsel er blindhed overfor andre muligheder. Den største rædsel er ikke at kunne vælge til og fra. Den største rædsel er mangel på forestilling til at drømme noget andet.

Freitag - frei Tag?

Jeg spekulerer på om det er en total falliterklæring at sidde alene hjemme en fredag aften og i ramme alvor efterprøve om det er sennep, rød eller grøn pesto der gør sig bedst på rugbrødden under den småsmeltede ost, eller om jeg kan rubricere det under kvalitetstid-for-mig-selv efter en lang arbejdsdag, når jeg nu knalder 2 glas rødvin og Weekendavisen oven i dealen.

...Eftersom jeg skal op klokken fucking lort i morgen tidlig kunne det selvfølgelig også være mit overjeg som havde taget førergreb på situationen. Hun er en skrap kælling på størrelse med det afrikanske kontinent. Og ikke så begavet, men satans snu.

Kontortid

Hvis jeg kan nå at drikke 3 kopper kaffe og gøre mig super sharp på lækkerfronten, inden jeg kører på arbejde - så har jeg klart været for tidligt oppe!

Kasse 1

Der er alt for mange ting der er diffuse i mit liv lige nu. Ting som angår mig. Som er vigtige for mig. Som er betydende for mig. Men som jeg ikke kan styre. Som jeg ikke kan kontrollere. Som jeg ikke har den ringeste indflydelse på.

Var det bare en enkelt ting der var uafklaret kunne jeg nok håndtere det. Men lige nu er der lidt for mange. På lidt for mange forskellige satelitter af det der på én gang ligger uden for min egen eksistens men alligevel udgør selve det fundament og den struktur som jeg lever og finder mig i.

Det er sådan det er at være menneske, jeg ved det godt. Det er et hverdagsligt liv, hvor jeg er dybt afhængig af folk og omstændigheder omkring mig. Jeg er ikke alene, - hvis jeg var kunne det være lige meget. Det er de relationer jeg indgår i som gør det hele værd. Og jeg kan sagtens teoretisere over det. Jeg kan egentlig godt analysere, perspektivere, diskutere og forstå. Og det er også vigtigt at kunne skille skidt fra kanel, at kende sin besøgelsestid. At kunne skelne mellem mig og dem og det og noget.

Og når det så er sagt står der alligevel kun én erfaring tilbage. At det gør ondt. At mange af de ting som jeg definerer mig i mod og med og på trods af og fordi og i mellem er... ikke. De er slørede, flydende og ubestemte. Jeg kan bare vente på at de løser sig, på den ene eller anden måde. At det går til levesiden. Eller det modsatte.

Og jeg er ved at gå til af ikke at kunne gøre fra eller til. Jeg bliver vanvittig af ikke at kunne fikse. Alting kan jo fikses, ikke?! Måske ikke præcis som man havde forestillet sig, men alting kan fikses! Come on - med lidt samarbejde kan vi nok få det til at funke, ikke?

Men ikke her, ikke denne gang, ikke med dette, disse ting. For det er ikke op til mig. Det er ikke min beslutning. Der er ingen aktion, ingen handling mulig. Jeg kan ikke handle - og ikke spilde. For når der handles, der spildes. Den slags spild kan jeg håndtere - for så valgte jeg jo. Hvis jeg vælger kan jeg bære omkostningen.

Jeg ville ønske at jeg kunne vaske mine hænder af det. Hele. Jeg ville ønske at jeg kunne skride. Pakke sammen og forlade. Gå. Forsvinde og drukne mig i nu et andet sted. Og faktisk så kan jeg. Ingen tvivl - jeg kunne pakke sammen og gå. Sikkert endda få støtte, hjælp og velsignelse til det.
Men det er ikke sådan det skal være. Det ved jeg også. Der er omkostninger ved livet - og måske særligt det hverdagslige. Og jeg må bare betale. Betale. Selvom det gør ondt og mig så bange.