Sunday, October 30, 2005

Dykænder

Man får et andet forhold til fjernsyn når man ser det så sjældent. Det er lis'som om jeg ikke rigtig kan hidse mig op over døde fugle på Anholt, lige efter indslaget om jordsskælvskatastrofen i Pakistan.

Saturday, October 29, 2005

Teknikaliteter

Er det helt eller halvt løgn, eller bare en omstrukturering af sandheden, når man undskylder sig sin rustne stemme med et 'jeg har været lidt syg' og det er tydeligt for enhver, at man befinder sig på det ubehagelige stadie mellem bagstiv og tømmermænd?

Falder the hangover-blues ind under kategorien trist & ked eller er man i sit behov for kys, kram, cola og kodymagnyler bare ynkelig?

Er det ansvarsfralæggende at bringe den uacceptable, men hævdvundne, undskyldning 'jeg var fuld' i spil, når man ude af stand til at træffe fornuftige beslutninger, efterfølgende skal mediere mellem følelserne af lettelse og ærgelse over at andre gjorde det for én?

Er det mest jammerligt ikke at vide hvad tranebærsaften blev medbragt til at blandes op med, eller ikke at have smagt pågældende drinks?

Og bryder man rent faktisk et princip om ikke at drikke det hippiestads mod blærebetændelse når man næste dag er for elendig til at gå i kiosken efter cola og iøvrigt ikke lider af nogen urinvejsinfektion?

Sådan som det nu må være

Så kom dog. Se nu hvordan det må være. Se nu hvad du nu ikke kan få. Gør som jeg siger. Bare gå fra mig. Det er som det må være. Og vid at ingen jeg ønsker er mere end dig.

Thursday, October 27, 2005

Glashuset

På det nye KUA overgår auditorierne og undervisninglokalerne klart førerbunkerens hvad angår komfort og AV udstyr. Til gengæld er akustikken helt igennem rædderlig i resten af de rum hvor man færdes.

Kantinen er forskrækkelig; larmen er ved frokosttid så infernalsk at man er nødsaget til at hæve stemmen betragteligt for at samtale med sin bordherre eller -dame. På den anden side er der så tyst som graven i de dele af bygningerne hvor underviserne har kontorer. Og så alligevel ikke, for på gangene ruller ekkoerne af væggene fra dæmpede samtaler, døre der går og hæles klik-klak på de hårde gulve. Der er åbent mellem etagerne, og det så snedigt indrettet at man ikke rigtig kan se gangområderne på de andre sale - undtaget noget af gulvarealet på nederste etage.
Som jeg fordrev ventetiden i 4.sals højde, lænede jeg mig lidt ud over rækværket i forsøget på at øjne, tja... noget andet end det jeg umiddelbart kunne se. Og det var i sidste sekund at jeg opdagede, at jeg i min distraktion stod og samlede sammen på en ordentlig spytklat og var liiige ved at have nok til at sende den flyvende ud i rummet, ned på underste etage.

På trods af manglen på gode sten at kaste, bliver man tilsyneladende aldrig rigtig for gammel til at skulle undersøge tyngdekraftens indvirkning på objekter.

Tuesday, October 25, 2005

Mayland my love

Jeg er kalenderfascist. Alle aftaler og aktiviteter kommer i kalenderen. Systemet er enkelt: hvis ikke det er i kalenderen - then it doesn't happen!

Månedsoversigten er et morads af farver, streger, bogstaver og ureglementerede forkortelser. Mine farvekoder, bogstavkoder, stregkoder, placeringskoder er totalt uigennemskuelige for andre end mig selv, og jeg indgår ingen, siger og skriver INGEN, aftaler uden at have tjekket og dobbelttjekket min kalender.

Det positive er, at jeg ikke bliver stresset selvom jeg har travlt - smadret efter en lang dag nogen gange, men ikke stresset. For det er nemmere at sige nej til forespørgsler. Det er nemmere at flytte og flexe på aftaler. Det er nemmere at undgå dobbelt- og tripelbookninger. Det er nemmere at indlægge bufferzoner. Det er nemmere at overskue så jeg også husker at gøre de sjove ting. Det er nemmere at sprede aktiviteter ud så der også er blanke dage bare til mig. Det er kort sagt nemmere at jonglere med min tid når jeg ved hvor den er og skal hen.

Det negative er, at når det så skrider, så skrider det også rigtig fucking meget!

I disse uger ligger det rigtig stramt med timerne på dagene, men det er okay for jeg er ikke nervøs for at glemme noget - aftalerne er jo i kalenderen og det er nemt at smide pik-pakket i tasken til dagens gøremål. Jeg har styr på stumperne!

Men idag skred det. Problemet var at jeg af uransagelige årsager havde fået stoppet 3 timer ind imellem kl. 11 og kl. 13. Ved opdagelsen af denne højst irregulative og ekstremt lokale udvidelse af tidszonen, måtte jeg tænke rigtig, rigtig hurtigt og løbe rigtig, rigtig stærkt i et forsøg på at make up for lost time.

På trods af en omrokering og et par lynhurtige fiksfakserier, endte jeg alligevel med at stå og råbe i en telefon: "Vi aftalte KVART over, nu er den TYVE over - hvis du FEM minutter over kan se at du IKKE KAN NÅ DET TIL KVART OVER, så har du KRAFTSPARKME BARE AT RINGE OG SIGE DET!!!

... mine bufferzoner skal vist være større for fremtiden.

Friday, October 21, 2005

Nordbrandt revisited

I sommers var jeg aldeles immobil i en uges tid, det var lige som vejret var bedst og jeg surmulede indendørs og så al det fjernsyn jeg overhovedet kunne søkke. Jeg så eksempelvis ret meget af Live8. Som jeg husker det var Bryan Ferry som vanligt über stilig, Robbie Williams skuffede fælt, tilgengæld rykkede The Who for hårdt og det var super cool at se Pink Floyd i legendarisk opstilling. Jeg husker også at jeg undrede mig over hvad der sker for nogen mænd når de når en vis alder, - hvad skal den bukselinning oppe ved navlen? Jeans skal hænge på hoften, uanset alder og statur, basta!

Jeg blev også lynhurtigt fanget af diverse småt lødige serier og programmer på TvDanmark. Jeg satte dog grænsen ved Glamour. Det vil jeg alligevel ikke have siddende på mig, der må være en kant! Men altså, da jeg i ramme alvor afsluttede en ellers glimrende telefonsamtale med ordene "Nej altså, nu kommer der McLeods Døtre!" kunne jeg godt se at det bare ikke dur. Jeg kan simpelthen ikke styre det der tvkiggeri.

Så da jeg flyttede i egen lejlighed for 2½ måneds tid siden valgte jeg ikke at anskaffe mig et fjernsyn. Og jeg har faktisk ikke, hånden på hjerte, savnet det. Der var en enkelt aften i august hvor jeg var totalt busted og godt lige kunne have brugt et par timers Desperate Housewifes eller Gilmore Girls. Jeg tænker egentlig sjældent over det manglende apperat i hverdagen - hvis man lige fratrækker den ene aften, hvor en 22-årig snedker fra Trørød forsøgte at score mig og afsøgningen af potentielle fælles referencepunkter nåede et all time low, da jeg sagde at jeg ikke havde fjernsyn.

Men i aften; ovenpå en sen aften og en tidlig morgen, en dum dag på job, en strabadserende tur til Hvidovre Hospital og udsigten til en hærskare af svære/kedelige/dumme burde-opgaver... Åh, hvor kunne jeg dog godt svømme hen i et par timers zapperi! Sætte liv og tanker på stand-by og bare blive underholdt.

Jeg føler mig som november, november, november, november...

Thursday, October 20, 2005

Faster fest

Jeg er ved at blive faster, og det er jo ikke fordi det kommer som nogen overraskelse. Den slags er jo undervejs i en 9 måneders tid, og jeg troede egentlig at jeg var helt cool med det og småt uinteresseret. Jeg har haft lidt svært ved at forholde mig til den alienagtige aktivitet under det udspændte maveskind, og jeg har et par gange tænkt at der i og for sig ligeså godt komme killinger ud af den der kuppelformede mave. Og NEJ, jeg vil ikke røre - jeg render sgu da ikke rundt og rager på folks maver!

Men nu er det så småt op over. Vandet er gået, og der er blevet kørt en strimmel (?) og til min store overraskelse er jeg helt oppe og ringe. I min nærmest ikke verbale hvine-fagte begejstring matcher jeg min knap 2-årige niece, når Morfar sender hende i chokoladehimmelen med uindskrænket adgang til slikskabet.

Men det er jo selvfølgelig også ganske gratis at henrykkes når det ikke er en selv der står for skud.

Update: 21.10.2006, kl.05.37, 3900 gram, 53 cm, inkl. tap

Wednesday, October 19, 2005

No-te-entiendo

Jeg håbede han ville ringe. Selvom det var et long-shot. Selvom omstændighederne og tiden ikke var til det. Fordi håbet er lysegrønt selvom skoven falmer trindt om land.

Og der er ikke kød nok på benet til at koge suppe af. Der er intet at begræde, ingen smerte, ingen sorg. Bare en lille hjemløs tristesse der løber om hjørner i følelsernes kringelkroge og hvisker no-te-entiendo, mens sindets gangvagter overbærende ser til med et skuldertræk - for de ved at omstændigheder og timing er undskyldninger som ingen vægt bærer når det kommer til stykket.

Mens jeg venter på at følelsen og intellektet falder ind i samme rytme, genlyder mine drømme om natten af dén hvisken: no-te-entiendo, no-te-entiendo, no-te-entiendo

Jeg kender dig ikke.

Wednesday, October 12, 2005

Måske derfor?

"Måske er det at skrive ensbetydende med at udfylde tilværelsens hvide pletter, tomrummet der med ét står på vid gab mellem timerne og dagene, mellem genstandene i et værelse, tomrummet der trækker alting med sig i en malstrøm af fortvivlelse og uendelig meningsløshed"
- f ra Claudio Magris' Donau

Sunday, October 09, 2005

18'eren

Jeg væltede næsten af grin da buschaufførens helvede; den mentalt forstyrrede passager som taler uophørligt med til den ene person som ikke har mulighed for at undslippe, højlydt fremturede med weekendens absolut fedeste kommentar: "I sidste uge sked jeg 4½ kg. lort!"

Monday, October 03, 2005

Krig og fred

Nogen gange, bare nogen gange, ville jeg ønske at jeg kunne gøre det lidt nemt for mig selv. Jeg ville ønske at jeg kunne tage et vue over gærdet og uden falbelader gå over til hvor det var lavest og springe let og elegant henover.

Sådan er det ikke. Jeg skal tilsyneladende tæske op og ned langs dét gærde for at finde det absolut højeste punkt, for så at tage tilløb og i adskillige omgange knalde direkte ind i muren, inden jeg med opydelsen af al viljestyrke og muskelkraft, bandende og pustende lige præcis kan kravle op over, og i anstrengelsen deraf skvatte forrevet og forslået ned på den anden side, uden overhovedet at have nået at nyde udsigten fra toppen.

Jeg ved godt at der på den anden side af min egen mentalmasochisme ligger en enorm tilfredsstillelse. At dér hvor det ramler for mig, dér hvor jeg ikke magter det, dér hvor jeg græder mine salte tårer og forbander min egen uformåenhed til helvede; fra dét rum går jeg stolt og kampberedt med knejsende nakke - and then I fucking nail it!

Jeg ved at det er sådan det fungerer. Og egentlig er det ikke så slemt. Men lige nu, på sådan en dejlig solbeskinnet oktoberdag, er det deprimerende, nedslående, forstemmende. Jeg vil gerne gemme mig under dynen og lade som om ingen krav og fordringer eksisterer. Jeg vil gerne spise kage og honningmadder og stryges blidt over håret. Det hele skal lis'som bare gå væk. Jeg orker bare ikke lige nu, vel?

Jeg skal lige hvile lidt. Jeg skal lige trække vejret dybt. Jeg skal lige tage mig selv i ed. Så rykker jeg i stilling, så laver jeg en køreplan for krig, så starter våbenfærden. Det er bliver okay, jeg ved det bliver okay. Men nogen gange gad jeg bare godt at jeg kunne gøre det lidt nemmere for mig selv.