Friday, July 08, 2011

35 days later

Nu vil jeg gerne bare snart hjem til mig selv og ikke til andre. Nu vil jeg bare gerne snart kunne vælge mit eget selskab og ikke pådutte min tilstedeværelse andre. Nu vil jeg bare gerne snart ikke tage flere hensyn end dem til mig. Og ham.

For der skete noget ude på Nørrebro omkring Kristi Himmelfart. Og noget på Vesterbro til Distortion. Og hel masse i Nordvest efterfølgende. Latter. Historier. Samtale. Alvor. Sårbarhed. En fuldstændig forglemmelse af andet end nærhed. Noget der er helt nede på jorden og totalt flyvende ude i universet på den ubegribelige måde. Samtidig.

Jeg forsøgte virkelig at være langsom og forsigtig og at leve det efter devisen slow is better. Men lysende erkendelse tilsidesatte al tilbageholdenhed:
Det her er mig som jeg kender mig selv. Det her er mig som jeg helst vil være. Det her er mit allerbedste selv. Det her er mig uden forbehold. På godt og ondt. Og jeg er sammen med ham. I hans selskab har jeg det sådan. Er jeg sådan. Det her er mig sammen med ham.
Og det er så nemt, udramatisk, ukompliceret og enkelt. Frydefuldt og sjovt. Så rigtigt. Jeg anede ikke at det kunne være sådan. Men jeg kan anbefale det.

Thursday, June 16, 2011

Søndag 23.37

- Hvad laver du ude i bryggerset, lydløs som en ninja?

- ... ... ???

- Sagde jeg det højt?

Wednesday, June 01, 2011

Lutrende ord

Som balsam for sjælen efter mange dagens boksen frem og tilbage med al for megen og al for detaljeret information fra de sædvanligvis ikke særskilt selvreflekterende ingeniører:
- Have I been helpful? Or just nerdy?

Tuesday, May 31, 2011

Ikke så skidt endda

Jeg er fortrydeligt træt fordi den store nevø vækkede mig alt for tidligt i morges da han kaldte på sin mor og højlydt klagede over at have ondt i benet. Jeg er irriteret over at sidde med atter en råddent kedelig arbejdsopgave. Jeg er ærgerlig over altid at være hende der skal bede de ubehøvlede veninder, der taler ind over instruktørens anvisninger nede i centeret, om at klappe kaje. Jeg er gnaven over igen at blive smidt af huse fordi mit lønkammer skal okkuperes af andre.

Men det er også bare den dreng, som ved aflevering i fritten da jeg bare sagde hej hej i døren fordi han allerede var optaget af leg med et andet barn, løb efter mig og insisterede på farvelknus. Og jeg kunne tillade mig at flekse i dag og fik så en time i solen med kaffe og en bog. Og jeg reagerer i det mindste og indebrænder ikke over andres dårlige manerer. Og faktisk får jeg jo mulighed for at tilbringe tid med nogle andre mennesker jeg holder umådeligt meget af. 

Og i dag var der en ung fyr der piftede efter mig. Og jeg kvitterede med det største smil. For på denne her side af 30 er det sågu opførsel der skal opmuntres!

Thursday, May 26, 2011

Tag den, din tøjte

Jeg drømmer endnu. Og det pisser mig seriøst af! Det er jo løgn og latin. Det er ikke virkeligt. Det er reminiscenser af noget som aldrig fandtes andre steder end i mit hoved. Og jeg fungerer ad helvede til uden min gode nattesøvn. Og jeg har noget der ligner et voksenliv at passe. Med fuldtidsarbejde og gældsposter og forpligtelser. Så det kunne være ret dejligt hvis det gad holde op. Jeg har bare ikke kendt nogen kur. Indtil nu, altså.

Det er ikke fordi jeg nogensinde har set så meget som et eneste lillebitte klip af Oprahs talkshow. Jeg har naturligvis på en ufokuseret måde været opmærksom på at det fandtes, men altså - det er slet ikke gået op for mig præcis hvor stor en betydning hun og showet har haft. Indtil jeg faldt over Mighty Girl og hendes Oprah Gratitude Project. Det er stort set kun virkelig gode one liners der tilskrives Oprah. Ja ja - gu er det da klicheer, bevares. Men med fynd, klem, panache og præcision. Og der er særligt en jeg vil messe for mig selv til jeg falder i søvn:
If a man wants you, nothing can keep him away. If he doesn't, nothing can make him stay.  
Jeg føler mig overbevist om, at det nok skal sætte den lille, længselsfulde bitch af en teenager der hærger i min underbevidsthed, til vægs. Så jeg kan sove godt og drømme behageligt.

Wednesday, May 18, 2011

Copenhagen Dreaming

Igennem flere år kørte jeg rutinemæssigt mellem Vesterbro og Østerbro. På cyklen tog det bare 20 minutter gennem byen og selvom Blegdamsvej aldrig har været den mest interessante strækning i København, blev jeg altid så glad når jeg nærmede mig.

For henne på Sankt Hans Torv ligger den bygning hvori Dansk Musiker Forbund har til huse. Og den bygning lagde facade til min absolutte yndlingsgrafitti. Henslængt som en eftertanke, skrevet i forbifarten, i formskrift uden falbelader, stod i en enkelt sort ubrudt spraydåsestreg elsk.

Mit hjerte gav sig altid i et lille veltilfredst suk. Bydeformen, enkelheden, ukunstletheden. Så atypisk den var. Et lille punctum i den hverdagslige dagligdag. At den var utagget. At den til stadighed fik lov at stå uantastet. Flere år tror jeg.

For den findes selvfølgelig ikke mere. Eller rettere, den findes vel stadig underneden alt det ligegyldige crap som utilpassede, talentløse unge tror det er sjovt at forpeste byrummet med. Og den rinder mig i hu hver gang jeg kommer forbi. Og jeg smiler hver gang. Og takker i mit stille sind det ukendte ophav for den huskeplet. elsk.

Saturday, May 14, 2011

How the cookie crumbles

Jeg hoster lidt endnu. Og jeg kan høre nevøerne i det næste værelse. Og lørdag morgen i sengen med kaffe, udmeldt af dagen og familien lidt endnu, tænker jeg lige. Mærker efter. På bagsiden af en rebound fra rebounden.

Og det var sgu et tosset projekt i sig selv. For jeg var jo ambivalent. Men det kunne jo også bare have været så rart for selvfølelsen, hvis en sød og interessant fyr gerne ville have mig. Uagtet at den kvintessentielle trang og lyst til at komme nærmere manglede.

Og på den måde kan man lægge i kakkelovnen til en afvisning. Som svier. Lige meget hvad.

Setting yourself up for failure? UR doin it rite!

Tuesday, May 03, 2011

Gå væk gespenst

Jeg kan ikke iklæde mig gevandter som ikke er mine. Jeg kan ikke ikke være ærlig. Jeg kan til nød undlade at sige - og selv det er jeg dårlig til. Så jeg kom til at sige at jeg har gået til psykolog engang. Fordi det en integral del af en historie om min far som jeg tit fortæller for at illustrere hvorfra jeg kommer. Fra hvad jeg kommer. Hvor langt jeg er kommet. Og han var bare sød og omsorgsfuld da han så spurgte Men er du okay i dag?

Jeg ved ikke hvad det er. Men jeg ved at det ikke er sindssygt, stormende, hovedet under armen, voldsomt, vildt, uden forbehold og helt ude i hampen som sidst. Jeg ved at jeg smilede da jeg cyklede hjem. Jeg ved at jeg bryder mig om ham. Jeg ved at jeg ser frem til at tale med ham igen.

Så det er anden slags historie. Og det har jeg ret meget brug for. For jeg hjemsøges om natten af drømme om ting der kunne have været i det ulidelige land af hvis-hed. Med en døvstums gehør vælter mit ubevidste fantomfølelser ind over mig. I søvnen knitrer og tikker udslagene på håbefuldhedens  geigertæller. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal gardere mig mod den slags spøgelser. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tøjle maren.

Så jeg sætter min lid til en anden slags historie. Jeg sætter min lid til for en gangs skyld at være forsigtig, stille og rolig. Jeg sætter min lid til at der ikke er noget forgjort ved at en potentiel romance tjener to formål, så længe det ene mål ikke helliger midlet. Jeg sætter min lid til mit manglende talent for uoprigtighed.

Sunday, May 01, 2011

As if I didn't know...

Jeg er ingen overpakker, så jeg var i Amsterdam uden langærmede bluser. Det blev temmelig koldt en af dagene. Jeg fik det heller ikke varmere af at gå i sandaler. Så jeg kom hjem med en lille hoste.

Ikke så meget at jeg ikke kunne tage til træning fredag aften. Hos en ret så temmelig cute mandlig instruktør. Og med en lidt hyggelig og familiær tone imellem ham og os 7 deltagere skruede imponeringsfaktoren niveauet betydeligt i vejret.

Så jeg værkede lidt i går. Og havde lidt hovedpine. Og en en lidt værre hoste. Men jeg skulle ud med en veninde og jeg havde faktisk glædet mig. Så med to Panodiler og en stor Hoegaarden blev det en helt fin aften. Og vi drak hvidvin og snakkede og sladrede og røg cigaretter.

Og i dag vågnede jeg med en træls, træls hovedpine og en grim, grim hoste og en krop der gør decideret ondt i enhver fiber. Og jeg ved ikke hvor meget der skal tilskrives henholdsvis idiotisk overtræning af slappe muskler, idiotisk alkoholindtag på bund af paracetamol, idiotiske cigaretter som jeg meget godt kunne have undværet eller regulær sygdom.

Og jeg synes ikke rigtig at jeg kan tillade mig at ringe til min mor uden at vide det. For den gamle sygeplejerske vil jo spørge for at diagnosticere. Og jeg har brug for at hun har lidt ondt af mig. Ikke at hun tsk tsk'er og siger at jeg har bragt det over mig selv.

Monday, April 25, 2011

Ved vejen

Jeg sætter fodspor i hjem som ikke er mine, drikker kaffe jeg ikke har indkøbt og sover i linned der har ligget fra sidst. Jeg åbner vinduer, skraber dråber af fliserne og går ned med affald. Jeg cykler mellem destinationer med solbriller på næsen og hjelm på hovedet og taske på bagagebæreren. Jeg er tilstede i solen på pladser, i parker, siddende på bænke, liggende på en plet græs. Jeg har en bog i tasken til selvsamme formål og småpenge i pungen til latte. Og musikken i ørerne.

Uafladeligt, evigt og altid med ipod i lommen og dutter i ørerne. På shuffle. Nogen gange er den magisk, den lille maskine og giver mig præcis hvad jeg har brug for - rytmen til tramp i pedalen, tekstmatch til tanker, melodiøs ro til afslapning. Andre gange er det djævlens tøjeri som skubber mig ud af balance med upassende melankoli, rockudladninger og freaking annoying indielort. Det er et under jeg ikke er styrtet endnu, koncentreret om at trykke næste og slet ikke opmærksom på trafikken.

Men jeg er på vej. Med cyklen tungt lastet og et uvant balancepunkt. I denne kommen og gåen mellem andres hjem. I dette vakuum af sted. Med smil på læben, latter i mundvigen og fregner på næsen. I uro, tvivl og tristesse. Med blæsten i håret, sus i skørterne og vinden hviskende omkring mig. Jeg er på vej. Tankefuld. Sproglig. Korporlig. Jeg er mig.

Sunday, April 24, 2011

Syndernes forladelse

Jeg var i kirke skærtorsdag og fandt ro i ritualet og lyttede til en prædiken om nåde. Om Jesus der indstiftede nadveren med Judas forræderen siddende ved bordet. Om brødet der blev brudt og vinen der blev budt. Og jeg gik til alters med tanke på det fællesskab og den dybde der er i Jesu Kristi legeme og Jesu Kristi blod. Og jeg lod velsignelsen skylle over mig med inderlig fryd og dyb tilfredsstillelse.

Og det er så mærkeligt at kunne sit fadervor, sin trosbekendelse, alle svar og gensvar fra menigheden, Oh du guds lam og ikke rigtig ville være ved det. Ikke at ville bekende sig. At holde det diskret. Ikke at sige det højt. Og ikke være sikker på at mene det.

Den præst jeg har løst sognebånd til tager det ikke så højtideligt. At tro er også at vantro. Eller at vantro er også at tro. Jeg står og tripper ved de fyrretyve favne. Angst for at kaste mig ud. Angst for at lade være. Jeg har mig mistænkt for at komme til at stå her altid. I denne uro. I denne mangel på integritet. I denne higen, denne trang, denne længsel. Med korte intervaller af afklaret ro og uhøjtidelig inderlighed.

Og så er svaret jo alligevel givet. For i mellemtiden, i den oscillering, går jeg med jo med Herrens ansigt lysende over mig. Velsignet. Bevaret. Nådegivet.

Saturday, April 23, 2011

Peter Pan syndrom

For ikke så længe siden, genså jeg en af min ungdoms elskede. Og det er længe, længe siden sidst. Og jeg blev så glad for det er jo ikke fordi jeg ikke holder af ham. Eller holder af mig selv som jeg var engang. Dengang. Og det var med næeh og ih og åh og hvad laver du nu? Og aldrig var jeg færdig med at tale om mig og klar til at lytte til ham førend han fortalte om sin dårlige ryg. Om sin dårlige ryg?!

Jeg sværger, jeg har ikke set ham i 5 - måske nærmere 6 - år. Og det første han vælger at fortælle mig om er sin dårlige ryg. Og jeg ved at han har været på de vilde vover. Jeg ved han har boet udenlands, bestredet spændende, internationale jobs, er kommet hjem igen, haft kærester op og ned, har købt ny lejlighed og og og. Og så vælger han at fortælle om sin dårlige ryg.

Men bevares. Det der fylder er det der er nærmest. Og det er jo ikke fordi jeg ikke selv har haft min gang hos kiropraktoren. Årene mærkes og tandlægeregningen bliver også kun større. Og vi drak rødvin og sludrede og lo. Og guderne skal vide at jeg aldrig har set smukkere mand. Smuk og maskulin og sjov og stjernebegavet.

Og på et tidspunkt sagde han Du ligner dig selv, du er helt som jeg husker dig. Og jeg blev helt paf. For jeg havde det jo præcis på samme måde. Han lignede sig selv. Selvfølgelig talte han først om sin dårlige ryg. Selvfølgelig var han stadig gudesmuk. Selvfølgelig fik han sine omgivelser til at le. Selvfølgelig var jeg dybt forelsket i ham engang. Dengang. Men jeg sagde da så meget, pænt i lige måde. For det var jo sandt. Det var jo det jeg mente.

Men for fanden da ikk'os. Efter 5 måske 6 år. Det er sgu da ingen kompliment. Ingen kompliment overhovedet. Og han ligner stadig sig selv fordi han mente det som sådan.

Tuesday, April 19, 2011

Spildt mælk

I en 2 gange tre-værelses på Vesterbro har jeg fået ferie og nyder mørket. Jeg er alene hjemme og natten er min egen. Og jeg havde glemt hvor meget af et nattedyr jeg faktisk er. Hvor befordrende det er for eftertanken. For roen, accepten og mit behov for at kaste ting i sprog.

Det var en rebound. Jeg ved det godt. En afsindig mængde følelser krammet ind og komprimeret på 14 dage. Og fordi det var så sindssygt satte jeg det ind i den ramme jeg kender, parforholdet, selvom virkeligheden ikke kunne bære det. Selvom jeg godt kunne mærke at det var lidt off indimellem, og ikke helt rimeligt eller med den rette resonans. Bare fordi mønstre er trygge behøver de ikke at være hensigtsmæssige.

Jeg forsøgte at undgå det. Jeg troede at jeg havde regnet den ud. Jeg troede at når bare man siger det højt behøver man ikke falde i fælden. For da andre begyndte at synes det var på tide at jeg skubbede lidt til civilstanden, undslog jeg mig. Jeg sagde at det ikke nyttede noget fordi jeg bare ville kaste mig ukritisk i armene på den første mand der var bare lidt sød ved mig.

Og så gjorde jeg det alligevel. Fordi jeg havde brug for det stormende. For beundring. Berøring. Anerkendelse. Omsorg. Gåsehud. Sommerfugle i maven. At give slip. Blive holdt om, holdt fast. Blive set, høre en andens hjerte slå. Tale. Lytte. Lugte. Latter. Lys. Leg. Kys. Fryd. Elektricitet.

Det gjorde mig godt. Og så holdt det op. Og jeg ringede til en veninde i går, fordi jeg var så træt af det føleri. Irriteret over ikke at have noget at have det i. Og hun forsikrede mig om at det værste var overstået. 72 timer siden det holdt op - så var der rundt regnet 48 timer til det er overstået. Og ja, det normaliserer sig igen, det liv. Og det er okay. Jeg fortryder det ikke. Vi havde åbenbart brug for at bruge hinanden. Og det gjorde vi i rigt og lige mål. Så. Det er okay.

Men jeg er ked af at det lige skulle være ham. For han var ikke den første mand. Og jeg var ikke ukritisk. Og han var ikke bare lidt sød ved mig. Han var den bedste mand. Fundamentalt. Jeg ville gerne have haft, at en anden havde været den rebound. Så jeg havde muligheden for at møde ham på ny, under andre omstændigheder, uden denne historie klæbende til kroppen. I det her normale liv.

Sunday, April 17, 2011

Gud er en ømhed af adresse varmt i lommen

Jeg er 33 år gammel og vagabonderer som en anden student. Mine ejendele er spredt ud på forskellige lokaliteter tværs over byen, mit eget selv udspændt mellem adresser af kærlighed.

Den adresse som er midlertidigt opgivet og udlånt i et øjebliks næstekærligt vanvid, som jeg faktisk aldrig regnede med at blive holdt op på. Og alligevel voksede det løfte fra 14 dage, til april, til to måneder og pludselig 3. Så jeg pakkede sammen i kasser og gjorde plads til andre i de rum, som aldrig helt fuldt føltes som mine, og overleverede mine nøgler med et lettelsens suk og behørigt økonomisk kompenseret.

Den adresse jeg flyttede tværs over byen til, med det allermest nødvendige, indeholdende rå mængder af kærlighed og hverdag og en 3-årig der er om muligt langsommere til at vågne end mig. Med rutiner og måltidspolitik og rengøring når det ikke nødvendigvis passer mig. Og aftensmad på en tallerken lige til at varme op når jeg ikke kan være hjemme på klokkeslettet og runde barnearme om halsen til farvel når jeg aflaster og afleverer i børnehave og på fritidshjem. Og mulighed for at gå uden at skulle forsvare og forklare.

Til den adresse jeg kan dukke uanmeldt op på, hvor jeg har min egen kaffekop og hjemmesko. Hvor jeg irriteret kan få lov at udbryde hvorfor helvede smider I ikke mælken ud når den er for gammel?! og blive tilgivet uden ord. En adresse som bliver mig betingelsesløst overladt, når indehaverne skal længere tid væk, hvor jeg må drikke øllerne i køleskabet og ryge på bagtrappen selvom jeg faktisk endelig er holdt op og egentlig betragter mig selv som ikke-ryger.

For der var også kortvarigt en anden adresse i atter en bydel, hvor jeg måtte sande at det der virker for godt til at være sandt, er for godt til at være sandt. Og at paralleluniverser kan piskes op på basis af én god date og et par hundrede sms'er fordelt over 8 dage. Og på trods af følelsen af at være kommet hjem i favnen på en høj og hærdebred mand, kan han godt holde om én uden at føle det samme.

Så jeg skal lige vende skråen. Jeg skal lige have lov at være lidt ked, skal lige have lov at slå mig selv oven i hovedet for ikke at passe bedre på mig selv, skal lige have lov at forbande den impuls der gør at alt hvad jeg føler partout skal falde ud af munden på mig. Og det gør jeg på bagtrappen mens jeg ryger og drikker andres øl. Hjemløst udspændt mellem adresser i København.

Sunday, April 03, 2011

Receiver is king!

For nylig blev jeg begavet med endnu en niece - 8 pund, 53 centimeter. Hun har en storebror på 2½ og da han så babyen for første gang, stillede han et spørgsmål der i den grad illustrerer behovet for at dobbelttjekke forståelsen af de forklaringer man giver små børn:

Er dens mor blevet væk?

Attaboy! 

Thursday, March 24, 2011

Tungetale

Strøsukker er et dejligt ord vi siger for lidt - s t r ø s u k k er.

Det løber rundt i munden; fra tyssende S til tungespids T med et hurtigt lob til rare, rullende R med et drop i kæben og rundede læber på øehende Ø, så genbesøges hvisle S, og på et yndigt, åehende U rammer man allerbagerst på tungen et kvikt, kækt knækkende dobbelt K inden sidste stavelse åndes ud i det lidet definerbare århende E R.

Strøsukker. Et godt ord vi bruger for lidt. ...Stødt melis har bare ikke det samme twang til sig.

Monday, March 21, 2011

Arghbejde

Jeg er ikke bibliotekar. Hvis jeg havde villet være bibliotekar havde jeg ansøgt om optagelse på bibliotekskolen. Så havde jeg nok også været mere interesseret i organisering af dokumenter end jeg er. Desværre nærer ingen på min arbejdsplads den interesse heller, hvilket har afstedkommet en mildt sagt inkonsistent praksis for arkivering af dokumenter.

Og det har jeg så fået til opgave at råde bod på. I sidste uge var jeg sort af frustration indeni. For mage til mind-fucking-numbing arbejde har jeg ikke været udsat for siden jeg var student.

Jeg dobbelt- og krydstjekker kalendere halvandet år tilbage for bare at finde ud hvornår møderne er blevet holdt. Jeg støver rundt i mødeindkaldelser. Jeg går tiggergang hos deltagerne til de skide møder, for at de skal fiske deres rådne præsentationer og forbandede notater frem fra deres private desktops, drev og ind- og udbokse. Og så er jeg fandeme også nødt til at læse dagsordnerne og referaterne for at sikre at der ikke henvises til møder eller godkendes referater fra møder som ikke er i mit system.

I løbet af sidste uge overgik frustrationen til resignation der udviklede sig til en art zen med opgaven. Det er nok af et pillearbejde til at jeg ikke skal distraheres, men ikke en beskæftigelse der kræver så meget koncentration, at jeg ikke kan stoppe ipoddutter i ørerne og lytte til musik. Og selvom ingen siger tak eller rigtig værdsætter det, blev det jo heldigvis fredag.

Men det blev også mandag igen, og efter 10 stive timer med det i dag var jeg så grædefærdig af demotivation at det hele også bare kunne være fuldstændig ligegyldigt. Og jeg cyklede nedbøjet hjemad iklædt alt for varmt tøj. Og kastede opgivende morgenmad i indkøbskurven som en sølle substitut for aftensmad. Og bemærkede godt nok en afsindigt tiltrækkende mand i supermarkedet. Dog kiggede jeg ikke to gange eftersom jeg ikke engang havde gidet at tage cykelhjelmen af.

Men så stod han bagved mig oppe ved kassen, og da den indolente kasseekspedient kom til at indløse hans flaskebon på mit indkøb og jeg pludselig skyldte en afsindigt tiltrækkende mand 6 kroner, og han lo og smilende tog i mod mine 3 fedtede 2 kroner, kunne jeg ikke engang se ham i øjnene og smile tilbage.

Jeg skal simpelthen have et nyt arbejde.

Tuesday, March 08, 2011

Nemesis - hybris

Ingen hest gør så ondt at falde fra som den høje.

Til gengæld behøver man da ikke bekymre sig om at komme op på den igen.