Sunday, September 03, 2006

Lad tiden gå

Jeg har ryddet ud. Jeg har rationaliseret mig frem til en slags ro. Jeg har holdt mig travl. Jeg har forsat dagligdagen. Jeg har flyttet det hen til generaliseret, småfilosoferende snak om tilværelsens almindelige udfordringer. Jeg har været igennem det fra ende til anden så loyalt som jeg kunne. Jeg har glædet mig over og til en pludseligt opstået mulighed for at afprøve en anden slags drøm. Jeg har opvejet ulemperne og brugt tid på at eksponere dem uden bitterhed. Jeg har forsøgt ikke at begå de samme fejl som jeg har gjort før.

Og alligevel. Så alligevel har jeg ikke ryddet godt nok op. Af al rationalisering, intellektualisering, bearbejdning og forståelse jeg kan mønstre. Af alle tricks og tips jeg kan applikere. Af alle andre drømme. Af al tidligere dyrekøbt erfaring og denne gang ikke begåede fejl. Af alt det skal der kun et lille-bitte, for uger siden begået, sjuskeri til at bringe fraværet op igen.

Fraværet af den anerkendelse, den genkendelse, de øjne, den latter, de hænder, de arme, den favn, den krop, den glæde, de bevægelser, den profil, den mund, de kærtegn, den stemme, de værdier, den varme, den duft, de drømme, den hud.

Det må godt blive i morgen nu. Og i næste uge. Og helst oktober snart.

3 comments:

cyclone bill said...

Ja, det er nasty. Man ved godt det går over med tiden, men man kan ikke rigtig sige eller gøre noget; bare vente.

Jeg er dog sikker på at det ikke skader at gå en tur i blæsevejret.

Pernille said...

Hvor er det bare noget... FUCK!... at følelser tager så lang tid. I hvert fald når det er de triste af slagsen, der er tale om. Men husk nu at få følt tristheden alligevel, så slipper den jo heldigvis hurtigere op...

De bedste tanker hér fra!

Terse said...

@Cyclone: Yes sir! Very nasty indeed. Og blæsevejr er godt. Det er dobbelt op på træning også.

@Lomme: Tak - du har ret. Og man skal så også passe på at det tristhed dér ikke får sit eget liv. Balancering på en knivsæg, det er hvad det er.