Saturday, July 23, 2005

Udsalg

Der er en hårfin grænse mellem power-shopping og shopping-frenzy. Man gør klogt i at forsøge at balancere på den knivsæg. Særligt når man skal til møde i banken first thing mandag morgen.

Wednesday, July 20, 2005

Tys

Schyyy.. tal sagte.. gå stille omkring mig.. drømte mig onde drømme i nat, og vågnede så ulykkelig til morgen.

Monday, July 11, 2005

Mene mene tekel ufarsin

Jeg har en mærkværdig hukommelse - det er de særeste ting der dukker op nu og da. "Mene mene tekel ufarsin" dukker op med jævne mellemrum, og jeg ved at det er et bibelcitat, men jeg har absolut ingen erindring om hvordan det nogensinde er endt i bøtten på mig, endsige hvad det betyder. Og det selvom jeg ved at jeg tjekker det hver gang, og at svaret nødvendigvis blive det samme. En hurtig google og et tjekopslag i min bibel afslører at det er fra Daniels bog (5.25).

Jeg ved så nu, at det (groft omskrevet og uden smålig skelen til bibelsk eksegese) betegner 'skriften på væggen' og betyder 'vejet og fundet for let'. Altså, det ved jeg indtil den information igen er min hukommelse undsluppet og der tilbage kun står det gådefulde og uforståelige "mene mene tekel ufarsin".

Et andet citat der rumler bag min alabasterpande i disse dage er egentlig et brudstykke "... af en adresse varmt i lommen". Men det er noget andet med det - jeg ved at det er fra et Michael Strunge digt, jeg mener at der i samme digt berettes om en togtur og noget med Berlin. Jeg synes at kunne huske at der i samme samling optræder en kvinde i et andet digt som har farvet sit hår "Sonnengold". Jeg ved det står på højre side i sidste halvdel af samlingen.
Jeg kunne nok godt sidde her bag skærmen og trawle igennem hvad google kaster op og finde digtet i sin helhed. Men det gider jeg ikke.

Det jeg har lyst til knytter sig nemlig til alt det andet som jeg husker "... af en adresse varmt i lommen" på. Jeg har lyst til at tage de tynde lyseblå og -røde digtsamlinger frem, indkøbt i en lind strøm af dybtfølte anfald af Weltschmerz og Sturm & Drang som er så betegnende for den pure ungdom. Jeg har lyst til at bladre og læse og genkende og støde på plasticsol og kalejdoskop og betændte øjne og "..om natten er vore hjerter..". Jeg har lyst til at have de små hæfter liggende omkring og læse et tilfældigt digt når jeg i abstraktion samler en bog op som jeg er på vej ud af døren.

Boligmæssigt befinder jeg mig p.t. i et halfway house hvorfor de fleste af mine bøger, ikke medregnet fagbøger og opslagsværker, ligger forladte i kasser og venter på fremtidige reoler. Hvorfor jeg har fundet det nødvendigt at medtage Biblen på mit midlertidige logi og ikke mine digtsamlinger må Gud vide. Bogstavelig talt.

Saturday, July 09, 2005

Dybt vand

Det er simpelthen for kedeligt at afholde sig fra at komme ud hvor man ikke kan bunde. Det handler jo sådan set bare om ikke at drukne ..og eventuelt om at komme ind på land igen.

Alors?

Svømmeundervisning!

Wednesday, July 06, 2005

Jazz festival

Der var mere sigøjner end jazz over det.

Verdensmusik equals crap.

Sådan er det. Det ved alle.

Tuesday, July 05, 2005

Kønnenes kamp

Efter en alt for lang weekend med alt for godt vejr til min immobile tilstand tog jeg på arbejde mandag. Jeg havde en tid hos lægen kl. 14 som så svagt chokeret ud da jeg sagde at jeg havde været på arbejde om formiddagen. Han brugte tid på omhyggeligt at forklare mig at en blottet fraktur ikke er spøgeværk, og selvom der ville være bedre plads i stiletten såfremt jeg fik sat tåen af, ville der være meget lidt fod tilbage at bære stilet på, hvis en eventuel koldbrand skulle hænde at brede sig.

Jeg er sygemeldt resten af ugen.

Men jeg er nu alligevel glad for at jeg tog på arbejde - så fik jeg da i det mindste mulighed for igen at notere mig at drenge og pigers inbyrdes aktion er væsensforskellig. Aldrig så snart havde jeg fortalt historien om den ulyksalige tå før pigerne lagde hovedet svagt på skrå og tilbød trøstende og opmuntrende bemærkninger. D'herrer derimod kunne straks divertere med græsselige historier om blodforgiftninger, bylder og alskens kvæstelser og krigssår - den ene værre end den anden - iblandet en enkelt opklarende udveksling om hvorvidt 'rosen' omtaltes som sygdom eller uartig artefakt.

Det sidste kunne jeg godt have været foruden.

Saturday, July 02, 2005

Når lægen griner...

Jeg havde ellers glædet mig til weekenden: at tulle alene rundt i KBH, at nyde det gode vejr i sandal og sommerkjole, at feste i den lyse nat, at sludre med veninderne, at flirte med drengene, at drikke kølig hvidvin til frokost - kort sagt: glæde, lys, latter og leg.

Men sådan kommer det ikke til at gå. Jeg har været udsat for et absurd hændeligt uheld. Et uheld så fjollet at at lægen grinede højt da jeg ringede og satte ham ind i sagen, og mindeligt bad om at jeg spørger efter at komme i konsultation hos ham når jeg skal 'tilses af egen læge' i næste uge. Han kunne nemlig med det samme henvise til skadestuen på Bispebjerg Hospital og forudse at jeg skulle røngtenfotograferes og eventuelt sys, hvorefter man bliver henvist til egen læge for at få disse eventuelle sting fjernet.

Jeg skulle ikke sys, så galt gik det dog ikke. Men jeg har tilgengæld tilbragt 5 ½ time på skadestuen idag. Fra 9.30 til 15.00. Uden mad. Men jeg huskede en bog - man har vel sine prioriteringer iorden. Ole Jastraus deroute var dog ikke opløftende lekture i denne situation, men bragte mig alligevel nærmere mine med-ventende skadestuekombattanter. Så kunne vi sidde dér med kafkaske trængsler i hu, mens vi sammenlignede de rædderlige skader, og snakkede om Ole Ernst i filmatiseringen.

Jeg græd af ren og skær sult og selvmedlidenhed da jeg var nødt til at ringe min mor op, for at spørge om jeg nogensinde har fået en stivkrampevaccination og hun var så moderligt trøstende og sagde "jamen lille skat" med den der omsorgsfulde, medfølende stemme, og jeg ville bare have at hun var der til at puste på såret og stryge mig over håret og trøste mig med stærke, varme hænder og få alting til at blive bedre. For det gjorde virkelig ondt og jeg havde ventet virkelig længe og jeg syntes ikke det var spor sjovt mere og jeg blødte stadig som en stukken gris.

Jeg skal holde mig i ro i weekenden, med såret over hjertehøjde. Hvis det begynder at dunke voldsomt eller hvis hævelsen breder sig skal jeg søge læge straks. På mandag skal jeg tilses af egen læge (den hund) og jeg skal tage antibiotika i 10 dage. Det er procedure . Der skal jo nødig gå koldbrand i det.

Jeg har nemlig pådraget mig et åbent benbrud.

Da jeg åbnede køleskabet for at tage mælk ud til kaffen her til morgen faldt en flaske hvidvin ned fra øverste hylde og knaldede ned på min langetå. Med åbent benbrud på min næststørste tå til følge.

Og latter fra min læge ikke at forglemme.