Friday, December 30, 2005

Skrammer

Der skal ikke så meget til at give mig blå mærker. Støder jeg nok ind i noget til at ømme mig, har vi balladen. Så jeg har altid et par stykker på kroppen. For tiden passer de sig selv. Jeg noterer mig plamagen og tjekker måske farvekoden i badet om morgenen, men jeg lægger egentlig ikke mærke til dem. Her vintertids dækkes huden jo godt af, - og som overmåde kuldskær regerer de langærmede bomuldst-shirts.

Det er noget andet om sommeren. I nederdele, sommerkjoler, stroptoppe og kortærmede vises skindet og de blå mærker titter frit frem. Så går jeg rundt med plamager i changerende nuancer af blåt, lilla, grønligt og gult. Gerne på skinnebenene fordi jeg knaldede ind i pedalerne på cyklen. Og til grillaftner på fælleden, i bikini på stranden eller henover hvidvinen til frokost bider mennesker mærke i vævets ødelæggelse og rækker ud.

Nogen gange stryges der blidt over stedet og konstateres omsorgsfuldt, andre gange trykkes der på ømheden med et tankeløst, overflødigt 'gør det ondt?'. Og svaret bliver et smertesudbrud som irritabel bekræftelse, med appendiks: 'ikke når der ikke rages på det'.

Det er det samme med de blå mærker på følelsen. Mentalt iklæder jeg mig vinterantræk, for så længe der ikke skubbes til ømheden i hjertet, falmer det blå-lilla over i grøn-gule nuancer uden dramatik. Aftrykkene af de stød og slag man nu engang redder sig, må gerne forsvinde umærkeligt. Jeg behøver ikke mærke at det gør ondt undervejs - I bruise easily as it is og det gjorde nas nok first time around.

Thursday, December 29, 2005

Og vejret...

Rytmen i linjen: 'Der er intet i verden så stille som sne' kan genbruges til det mindst lige så sande udsagn: 'Der er intet så godt for humøret som sex'.

Monday, December 26, 2005

Hjemme

Jeg kommer et sted fra. Og der har jeg været hjemme julen over. Derovre er man 'selv' eller 'jenne' når man er alene. Man er så god som sit ord. Og det holder man. Der diskuteres bonitet og hektarpriser. Det siges om en familie at de er så jordbegærlige at de ikke har nok før de har 5 alen over sig. Og sådan er det. Ligesom alle de andre ting der siges om denne eller hin slægt.

Man kommer i forsamlingshuset når der er arrangementer. Der ønskes tillykke med dåb og konfirmation fra alle naboer, der iøvrigt tælles i en radius af ca. 5 kilometer. Der er stuvende fuldt i kirken til begravelser. Man er ikke alene med mindre man holder sig 'jenne' og ikke kommer i forsamlingshuset. Og så er man ærlig talt lidt sær.

Derovre betyder det noget hvor du kommer fra. Og hvad du kommer af. Ophavet bærer en vægt langt ud over en selv. Jeg er nogens datter. Nogens søster. Jeg kommer et sted fra og af noget og nogen. Det betyder ikke rigtig noget hvad jeg ellers laver derovre i København. Hvad jeg studerer. Hvad jeg arbejder med. Hvad jeg vælger selv.

Det tager altid lidt tid at vænne sig til. I begge ender af rejsen. Gerne en lille time hvor jeg føler mig småt grædefærdig og gennemsigtig. Jeg skal have lidt tid. Lidt ro. Til at komme mig over at være fremmed for mig selv. Et fremmed sted.

Saturday, December 24, 2005

Julefragmenter

- Det er derfor andeelskere elsker and.

- Der er AL for meget kød på det skrog!

- Jeg tror godt jeg kunne knække dine kraveben... Må jeg godt prøve? - Bare det ene?

- drikker du øl?! - Man er da nødt til at være fuld for at komme igennem julen i det her hus...

Wednesday, December 21, 2005

Melder #2

Suppespaghetti kan ikke gøre det ud for rigtig pasta, selvom man har drukket rigtig, rigtig meget snaps (som jo hjælper rigtig, rigtig meget mod forkølelse).

...Heller ikke selvom man hører Jeff Buckley temmelig højt. Ret så tidligt om morgenen.

Monday, December 19, 2005

Opdagelser

Når man i længere tid ignorerer kroppens basale behov for søvn, mad og hvile tikker regningen ind på et tidspunkt.

Vel forsynet med køkkenrulle, hovedpinepiller, hostestillende håndkøbsmedicin, dubiøse naturlægemidler, varme sokker, halstørklæde og drops & halspastiller i bredt sortiment, hengiver jeg mig til kroppens hævn i form af tilstoppede luftveje, røde øjne, løbende næse, ru hals, ømme muskler, hovedpine, træthed, generel utilpashed og den der særlige varme på mørke øjenlåg.

Og jeg kan ikke smage en skid og noterer mig, at konsistensen på føden pludselig bliver altafgørende når appetitløsheden trods alt skal overvindes:
  • Ost har en klam konsistens.
  • Æbler er bare rigtig mærkelige i munden.
  • Gulerødder knaser for meget.
Tilgengæld:
  • Makrel i tomat på rugbrød giver et interessant spil af gumlen på trådhed af makrellen og sejt flydende tomat med bund i rugbrødet.
  • Den gode appelsin har en perfekt balance mellem blødhed, saftighed og tyggelighed.
  • Kærnemælk ligger godt fyldigt rundt i munden.
...På trods af nye sanselige erfaringer udi det kulinariske, ville jeg dog foretrække snotfri slimhinder.

Saturday, December 17, 2005

Melder

Præfabrikeret dry martini af tvivlsom karakter kan bringes til et nogenlunde niveau af drikværdighed med rigelige mængder lime og indian tonic water.

Monday, December 12, 2005

Beskæmmet

Min Mor. Hun har haft ringet en del gange i løbet af de sidste 3 ugers tid. Jeg har ligget underdrejet.

Der var den der konference og de akademiske ambitioner. Der har været arbejde. Meget af det. Der har været besøg fra Amerika. Der har været septemberplanlagte teaterture. En enkelt julefrokost. Der har været familiefødselsdage. Der har været eksamenslæsning og afleveringer. Med dertilhørende biblioteker og bøger. Og søvnløse nætter.

Lige i fredags ringede hun kl. 16.08. Præcis i det øjeblik jeg opdagede at biblioteket lukker kl. 16 om fredagen, ikke kl. 17 som på de andre hverdage. Det var ikke sådan en helt vildt sej samtale jeg dér fik kørt af. Det fik jeg dårlig samvittighed over da jeg senere talte med søsteren min. Men var ret så optaget af at lave work around på det faktum at min hjembestilte bog stadig lå på biblioteket og ikke på mit skrivebord. Der var nemlig en aflevering på uni idag. Jeg sov fra 05-07 imorges. Med rovdriften på en venindes analytiske sans lykkedes det endda at få et helt hæderligt produkt ud af feberredningen.

Efter frokost med en anden veninde og en lille lur tænkte jeg at det var på tide lige at få gang i rundringningen til alle de mennesker, jeg på forskammeligste vis har ignoreret m.m. de sidste par uger.

Min mor stod først på listen. Søster havde sagt at hun har været syg. And, oh my god, the guilt! Hun har faktisk været syg i samfulde tre uger siden sidste rigtige samtale. På den lidt bekymrende måde. Så hun har været træt og trist og deprimeret og savnet sine børn.

... og jeg har været fortravlet. Og snuppet hende af. Og ikke lyttet. Ikke så meget som i 5 minutter. SKYLD med SKYLD på. På den onde måde. Som skærer et lille hul i hjertet. Særligt når hun i al oprigtighed får sagt 'Jamen - det skal du ikke tænke på, du har jo også dit eget'.

Men Mamma! Om forladelse? Undskyld!

... Er vi square når du senere, som reaktion på billederne fra barnebarnets fødselsdag, får fortalt mig at jeg ser forfærdelig ud? - Eller var det på den bekymrede, yngelplejende måde?

Friday, December 09, 2005

Længsler

Venner fra det store udland kiggede forbi det københavnske, når de nu alligevel var i Europa. Den sidste store tur de var på gik til Pakistan. De planlægger Afrika næst.

Jeg har lige modtaget rejsebrev fra en veninde i Sydamerika. Det er sommer der nu.

Jeg læser Mann og skal på biblioteket i morgen.

Det er næsten ikke til at bære.

Det tror jeg egentlig ikke...

Gad vide om det egentlig har været nogen særlig sej julefrokost når jeg, iøvrigt totalt ude af kontekst henover cykeloplåsning, overvejer om det er hawaii- eller dilddip jeg bedst kan lide når det kommer til stykket?

Sunday, December 04, 2005

Jul i blogland 4 december

Det er jo ikke fordi jeg ikke holder af lysene. Kongens Nytorv er en fryd at skue. Særligt efter D'angleterre har skiftet sidste års corny kaminildstema ud med et knap så smagløst karruseltema. Magasins outline af bygningen er eventyrlig. Selv franskmændene i det Thott'ske Palæ har sat lys i vinduerne. Det havde de jo faktisk ikke behøvet.

Det er heller ikke fordi jeg ikke forgriber mig på brunkager, pebernødder og vanillekranse. Eller holder af duften af kanel, gran og appelsinskaller. Eller gerne vil klippe klistre og drikke glögg og spise æbleskiver. Eller bryder mig om at finde og købe den helt rigtige gave. Eller nyder lyden af salmerne og julesangene. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil hygge mig med mennesker jeg holder af. Det er ikke fordi at de stålsatte traditioner irriterer mig så overmåde meget. Det er ikke fordi jeg har noget imod jul.

Der er bare det ved det, at december er en umulig måned.

December er så kort. Det er som om det først er når klokken slår midnat til den 1. december at det går op for folk at året næsten er omme. Kunne det eventuelt ikke have været forudset - bare så'n midt i november? Det er som om det skal blive jul inden alle de deadlines der knytter sig til årsskiftet antager alvorlig skikkelse for folk. Der er dobbelt så meget arbejde, og halvt så mange dage at udføre det i. Ikke alene holdes der lukket den 24. Der er også den 25. og den 26. Folk vil også gerne gå tidligt, eller komme sent, for at jule den til afslutning i daginstitutioner. De vil gerne afspadsere i dagene efter skolernes ferie starter. Og i tiden mellem jul og nytår ligger kontorerne mørke og forladte hen.

December er studentens svøbe. Semesterlivet slår så hårdt. Oktobermåneds off-hand eksamenstilmelding langer ud efter én, med de formelle krav man dengang letsindigt rystede af sig i tanken om at der var lang, lang tid til de skulle indfries. Det er i december at man finder ud af at det, på trods af adskillige års gang på universitetet, igen er lykkedes én at glemme en forholdsvis enkel, men dog betydningsbærende, papirmæssig procedure. Det er i december man opdager at man faktisk overhovedet ikke forstod septembers forelæsninger, og at resten af årets undervisning fik dybde af de tekster og at man virkelig er ude hvor man ikke kan bunde.

December er selskabelighedens måned. Og vil alle ikke nødig sætte sig udenfor fællesskabet? Det ér bare sjovere at have været der, end at høre om det. Og indtil sommerfesten er det julefrokosten der tegner referencerammen for de sociale interaktioner som gør det lidt skæggere at arbejde sammen med kollegaerne. Det er der man får mulighed for at få sin opfattelse af folk nuanceret, at opdyrke relationer med mennesker som man ellers ikke plejer omgang med. Og det er bare sværere at gøre på apolli-fucking-naris når der står snaps ved kuverterne.

December er så mørk! Jeg skal SOVE så meget mere end resten af året for bare at hænge sådan nogenlunde sammen. Og så bliver tiden så kort, så kort. Endnu kortere. Og imellem arbejdspresset, læsepresset, og selskabelighedspresset bliver juleriet bare endnu et pres med sine fordringer om tvangshygge og tvungholden af traditioner.

Det er derfor at jeg holder så meget af lysene. Det er derfor at julemånedens aller-allerbedste dag er den 21. december. Med et suk holder jeg lysfest i lettelse over at det da ikke bliver værre nu.


5 december hos Mie

Saturday, December 03, 2005

Bjergtaget

...og når man overspringshandler får man nogen gange meget mere end hvad man lagde penge på disken for.

Svenskens "Tv-dans, direkte fra et fængsel i Tallin" viste sig at være et smukt lille dansedrama, optaget on location i Tartu fængslet i Estland. Med kroppens ord og dansens sprogtone tematiseredes menneskelige vilkår som frihed, tilfangetagelse, kærlighed, svigt, mening, håbløshed, udfrielse, befrielse, elskov.

I musikkens rytmik præciserede kroppens bevægelse tankens flugt og følelsernes diffuse væsen.
Endelig forstår jeg hvad så latterligt lille et fag som 'Dansens æstetik og historie' skal gøre godt for.

Update: faktisk hedder det 'Dansevidenskab' i dag. Det lyder lidt åndet.
...Rettelse: mere åndet.

Friday, December 02, 2005

Hvad svensken går og pusler med

Kunne måske tiltuske mig en lille tv-pause i aften og tjekker programoversigten. På Sverige 2 kommer der:
20.00 Another
Tv-dans, direkte fra et fængsel i Tallin.
'Måske' er røget ud af overvejelserne. Jeg simpelthen vide hvad svensk fjernsyn kan få ud af så ulige størrelser som dans, fængsel og Tallin på direkte tv!

Citrus anno 1838

Og Orangens søde skive
I din Purpurmunds Indfatning
Fik, for Tabet af sin Guldhud,
En guddommelig Erstatning
uddrag af E. Aarestrups En Middag (fra Digte)

Der var lis'som noget andet over at spise appelsiner i gamle dage.

...hvælver mit bryst til et *suk*

Thursday, December 01, 2005

Apropos leversvigt

Organdonation: If you want to recieve - you've gotta be ready to give!