Det er mest når det igen er mørkt for tidligt. Det er mest når jeg er træt for tidligt. Denne vægtløse tilstand af ikke tilstedeværelse. Jeg kan lægge hovedet i hænderne, jeg kan trække benene op under mig, jeg kan høre min egne skridt henover gulvet - men det føles bare som noget udefra.
Det er ikke fremmedgørelse. Der er ingen afgrundsdyb afmagt som hvisker hvad laver jeg dog her? Eller en stemme som siger det højt frem for sig mens blikket er indstillet på uendelighed. For når det er den slags fremmedgørelse, så er der også erkendelsen af et andet sted man bør være. Et andet sted hvor man ikke er.
Det er ikke det. Og det er heller ikke tomhed. Det er ikke den fortabte meningsløshed, ikke ulykkeligheden over ikke at have. Med tomheden findes også bevidstheden om hvad fylde er. Eller hvad man tror at vide fylde er. Erkendelse af hvad man ikke har.
Det er erkendelsen af at dette er stedet. Erkendelsen af at have. Og så følelsen af manglende kropslig forankring. På sig pressende bevidsthed om isolation som vilkår. En forskudthed. En nøgtern afklarethed over det at være selv, uden andre. Og samtidig en trang til at blive rykket ind i kroppen igen, af en anden end en selv. En berøring. Af ingen bestemt, men ikke ligegyldigt hvem.
And then I wonder who I am, without the warm touch of your hand
No comments:
Post a Comment