Arghbejde

Jeg er ikke bibliotekar. Hvis jeg havde villet være bibliotekar havde jeg ansøgt om optagelse på bibliotekskolen. Så havde jeg nok også været mere interesseret i organisering af dokumenter end jeg er. Desværre nærer ingen på min arbejdsplads den interesse heller, hvilket har afstedkommet en mildt sagt inkonsistent praksis for arkivering af dokumenter.

Og det har jeg så fået til opgave at råde bod på. I sidste uge var jeg sort af frustration indeni. For mage til mind-fucking-numbing arbejde har jeg ikke været udsat for siden jeg var student.

Jeg dobbelt- og krydstjekker kalendere halvandet år tilbage for bare at finde ud hvornår møderne er blevet holdt. Jeg støver rundt i mødeindkaldelser. Jeg går tiggergang hos deltagerne til de skide møder, for at de skal fiske deres rådne præsentationer og forbandede notater frem fra deres private desktops, drev og ind- og udbokse. Og så er jeg fandeme også nødt til at læse dagsordnerne og referaterne for at sikre at der ikke henvises til møder eller godkendes referater fra møder som ikke er i mit system.

I løbet af sidste uge overgik frustrationen til resignation der udviklede sig til en art zen med opgaven. Det er nok af et pillearbejde til at jeg ikke skal distraheres, men ikke en beskæftigelse der kræver så meget koncentration, at jeg ikke kan stoppe ipoddutter i ørerne og lytte til musik. Og selvom ingen siger tak eller rigtig værdsætter det, blev det jo heldigvis fredag.

Men det blev også mandag igen, og efter 10 stive timer med det i dag var jeg så grædefærdig af demotivation at det hele også bare kunne være fuldstændig ligegyldigt. Og jeg cyklede nedbøjet hjemad iklædt alt for varmt tøj. Og kastede opgivende morgenmad i indkøbskurven som en sølle substitut for aftensmad. Og bemærkede godt nok en afsindigt tiltrækkende mand i supermarkedet. Dog kiggede jeg ikke to gange eftersom jeg ikke engang havde gidet at tage cykelhjelmen af.

Men så stod han bagved mig oppe ved kassen, og da den indolente kasseekspedient kom til at indløse hans flaskebon på mit indkøb og jeg pludselig skyldte en afsindigt tiltrækkende mand 6 kroner, og han lo og smilende tog i mod mine 3 fedtede 2 kroner, kunne jeg ikke engang se ham i øjnene og smile tilbage.

Jeg skal simpelthen have et nyt arbejde.

Elskelig mandag

Sådan en mandag bliver meget mindre mandag når man bliver vækket af, at få kaffe på sengen og at vide at man er elsket.

Velduft

Man ved at man han har taget for meget toilettevand på, når man får ondt i hovedet af at sidde og lugte til sig selv.

Beauvoir re-visited

Der er ikke rigtig noget der dur. Ikke rigtig noget der er okay eller godt, endsige smukt eller fantastisk. Eller jo, det ved jeg da godt at der er, sådan objektivt. Men subjektivt er det bare sådan helt til hundene. Mit univers er fuld af kedelige tanker, opgivende suk og mismodige følelser.

Så da jeg træder af på naturens vegne og opdager en lille, rød plet i trussen ånder jeg lettet op. Ved behørig optællen af dage i kalenderen kan jeg konstatere at det passer med ægløsningen og at sortseeren ikke er mig. Det er bare hormoner! Således opløftet kan jeg nynne lidt igen og knarvornt notere at jeg er min krop intimt forbundet.

Allermest max mandag

Det er overhovedet ikke overraskende mandag når man opdager at ens køkkenloft er ved at falde ned samtidig med at man får besked om at den med længsel og glæde imødesete forlængede weekend m. kæreste i europæisk storby om en måned nok er aflyst.

Maddag

Det er sjovt nok en mandag, at man til et eksternt møde først på eftermiddagen, må møde op med en søndagsnyvasket bluse der har pletter efter både kaffe, sovs og mælk.

Mandagsmaul

Jeg bliver aldrig lykkelig med mandage. Og særligt i denne tid hvor jeg arbejder 8-18 holder jeg sådan set heller ikke ret meget af hverdagen. Eller det vil sige, jeg er stadig i en tilvænningsperiode. Tiden går jo med det arbejde der, og så skal der også leves liv ved siden af hvor man spiser og sover og ser mennesker og køber ind og passer hus og sine egne ting.

Men der er da formildende omstændigheder. Særligt lønchecken er en formidabel oplevelse. En hel del sejere end SU. Min første løn gik dog mestendels til at stoppe huller. Og købe tøj. Det jeg havde var ikke godt nok, forstået således at jeg simpelthen ikke havde havde rigtig kontorbeklædning. Hvis jeg skulle være passende påklædt var jeg nødt til at rykke ind i festafdelingen af min garderobe, og dér bliver det lynhurtigt for nedringet eller for opslidset. Jeg har ikke lige den store trang til at udklæde mig som the office ho, endsige den arbejdsmæssige tyngde og kompetance til at kunne slippe afsted med det.

Så jeg brugte en dag på at shoppe grundgarderobe: Pæne bukser, skjorter, pullovers, undertrøjer og des lige. Ret beset mangler jeg stadig et par sorte støvler og nogen strømpebukser i uld, der kan gå til de nederdele jeg allerede har, for det tilfælde at man kunne være så heldig at vinteren ikke kun vil bestå af regn og slud. Så slider jeg heller ikke nær så meget på det andet. For det er jo ikke fordi jeg er blevet nogen Rockefeller. Så er der heller ikke indkøbt mere tøj. Jeg skal vaske en gang om ugen, helst to, mindst 3 maskinfulde, for at holde mig nogenlunde kørende.

Og sådan en uge som sidste hvor jeg prioriterede at se mennekser jeg holder af fordi jeg endelig syntes at jeg havde overskud til at forholde mig til andet end søvn efter kl. 21.30, og weekenden gik op i hat og briller fordi det skal den jo også nogen gange og sidste weekend prioriterede jeg ligesom oprydning og rengøring...

Jeg har sat en mørk og en lys finvask over. Jeg mangler stadig en kulørt og en mørk kogevask. Og jeg er nødt til at vente til de er færdige så jeg kan få det hængt op eller smidt i tumbleren, ellers har jeg hverken kontorkluns morgens eller håndklæde at tørre mig med efter badet. Så det bliver sent. Det er derfor jeg ikke er glad for mandage. De er simpelthen så brutale at starte ugen med.

Ikke at jeg egentlig var i tvivl...

Man ved at det er mandag når man vågner med en knaldende hovedpine, og med al tydelighed er ved at tillægge sig myoser i kæbemusklerne.

Man ved at det er mandag når man under pakning af taske, må beslutte om afklippede cowboybukse-shorts eller ekstremt udtjente og malingsplettede Bruuns Bazaar sommerbukser er mindst upassende til senere udfoldelser i motionscenter.

Man ved at det er mandag når man i afsøgning af garderobe for bare remotely sporty clothing, støder på et sort, gammeldags bomuldslagen til en 90 centimeters madras, og absolut ingen erindring har om nogensinde at skulle have indkøbt det, endsige idé om hvorfor.

Man ved at det er mandag når man i morgentrafikken på vej til job pludselig spørger sig selv om hvad der egentlig nogensinde blev af Sølvpil. Og Falkeøje. Og tager sig selv i at tænke: Hvor er Falkeøje når man har brug for ham? I ramme alvor.

Man ved at det er mandag når morgenradioens afspilning Shakiras Hips Don't Lie og Chumbawambas I Get Knocked Down hænger fast, mixes sammen og kører i loop for det indre øre, og i øvrigt forekommer som totalt passende soundtrack.

Man ved at det er mandag når det man virkelig har brug for klokken 10.30 er en firedobbelt Bombay Sapphire, neat.

Korrektion: Falk. Han hedder bare Falk. Hesten hedder Ørneøje. Sølvpils hedder Stormvind. Og Månestråles puma hedder Tinka. Med tak til Nick.

En... slags ...start på dagen...

Man kan godt blive rigtig bekymret for hvordan resten af dagen vil udvikle sig, når man inden for de første 10 minutter efter at være stået ud af sengen in consecutive order:

• Snubler over en ledning
• Brænder sig på kogekedlen
• Spilder kaffebønner udover det hele
• Slår hovedet på kanten af en skabslåge
• Spilder en kop kaffe udover det hele

Just another manic Monday

Jeg stod faktisk bare og passede mig selv, som jeg ventede på at krydse ved grønt. Det ved jeg helt bestemt for jeg brugte stort set al energien på at kontrollere min irritation over en genstridig kontaktlinse i det højre øje. Måske blinkede jeg lidt for meget - eller måske han bare manglede nogen at tale med, ihvertfald forventede den ældre herre med tophue tydeligvis et svar da han temmelig højt sagde til mig: Pia Kjærsgaard slikker røven på kapitalen!

Jeg tror jeg skuffede fælt da jeg kun fik sagt: Ah hva?! Så efter han havde mumlet: Det er lort i karry... gentog han sin første sætning, denne gang i hvad der må karakteriseres som et brøl, og med tydelig sydsjællandsk dobbelttræk på vokalerne, for ligesom at understrege sin pointe: Pia Kjærsgaa-aard slikke-er røven på kapita-alen.

Jeg vidste virkelig ikke hverken hvad dét skulle hjælpe, eller hvad jeg skulle mene om sådan et udsagn, så jeg fik bare pippet et tøvende, uforpligtende: Javel...

Han rystede på hovedet af mig da vores veje skiltes. Han rystede på hovedet af mig!?