Tungt

Jeg bad engang min far om jeg måtte få den gamle boremaskine, da han købte en ny. Han sagde at det måtte jeg godt, - og så gav han den alligevel senere til min bror. Da jeg fuld af retfærdig harme spurgte til det, sagde min far med oprigtig undren Jamen, hvad skal du med en boremaskine? Du ringer da bare til din bror...

Det var den dag jeg besluttede at holde op med at prøve at bevise noget på den konto. Det var den dag jeg besluttede aldrig mere at bære noget tungt. Så i går aftes da jeg havde hele min famile på besøg og manglede stolene på loftet for at kunne bænke dem alle, sendte jeg min bror afsted efter dem. Jeg glemte at få mine nøgler igen. Han ringede da de var vel hjemme for at fortælle mig at han havde glemt at give mig mine nøgler tilbage.

Vi mødtes i formiddags over en brunch og jeg fik mine nøgler og vi tilbragte et par hyggelige timer sammen. Vi sludrede om studier og fordomme og kærligheden. Om folk vi kender og håndværkere og penge og vejret. Om familie og sange og arbejde. Særligt om arbejde.

Jeg har en evalueringssamtale i morgen. Og jeg har selv bedt om det. Og lige nu ville jeg ønske at jeg havde ladet være. Lige nu kan jeg kun huske alt det der næsten gik galt, alle de fejl jeg har lavet, alt det jeg mangler at afslutte. Alt det jeg ikke gør godt nok og alt det jeg ikke kan. Det værste er at det i virkeligheden nok ikke er så slemt. Jeg tror faktisk ikke at jeg har lavet noget rent galt. Og alligevel sidder jeg her med et bankende hjerte og gennemgår minutiøst de sidste to måneder for at finde fejlene.

Det kan godt være at jeg har opgivet nogen form for håndværksmæssigt værd. Det kan godt være at jeg beder dem der stærkere end mig om at bære de tunge ting. Men jeg kan ikke frigøre mig fra at skulle bevise noget.