Saturday, October 16, 2010

Rain on my Parade

Det var 3 måneder siden i går. Og faktisk opdagede jeg det først i dag. Jeg er ikke okay endnu. Der er frakturer. Og tvivl og tanker og trøst. Og lange samtaler og indre monologer om det hele, om dengang, om ham og mig og nu. Men det er okay.

Jeg kan ikke helt med lejligheden endnu. Jeg kan ikke helt med mig selv endnu. Jeg prøver at komme i hu hvad det var jeg kunne lide ved mig selv. Det er vanskeligt at samle det jeg føler, siger, mener og gør og få det til at bevæge sig i nogenlunde samme retning.

Det er så svært at mærke mig selv, uden at det bliver i negation til ham og til de sidste 3 år - jeg købte en regnfrakke som jeg ved han ville have hadet, og kom hjem med noget som jeg ikke engang selv rigtig brød mig om. Jeg håber det ikke vil regne for meget i den kommende tid.

Sunday, October 03, 2010

Without

Da han gik i sommers tænkte jeg at selvom det var slemt, så ville det blive bedre senere. Der ville komme et tidspunkt hvor det ville blive okay. Hvor jeg ville blive okay. Og jeg tror jeg tænkte at der var et par måneder til.

Men det er stadig slemt. Jeg overhovedet ikke okay. Jeg er vred. Og jeg vred over at være vred. Jeg er ked af det. Jeg savner. Jeg sørger. Jeg allokerer skyld, skam og ansvar. Og til hverdag krammer jeg det hele ned i en lille og tæt kugle som jeg lader som ikke eksisterer. Så jeg kan få lov til at være lidt glad igen, så jeg kan få et glimt af muligheder, så det virker som om der er lidt overskud at trække på. Så jeg kan føle mig en lille smule normal.

Problemet med den strategi er bare, at den gør det hele til noget løgn. Og lige pludselig kan jeg ikke tåle at mærke noget som helst. For den kugle fuld af alle de ting et nasty break up på tre et halvt års dårligt parforhold udgør, lader sig ikke kontrollere. Det er der jo. Det siver ud og inficerer alt. Og hvis jeg tillader mig at være tilstede i mine egen følelser, er det dem jeg mærker. Og så er det i virkeligheden ikke smuler af glæde, muligheder, overskud og normalitet jeg forsøger at være i, men bare postulater jeg simulerer.

Han gik fra mig i sommers. Og allerinderst, under alle følelser og filtre, er jeg efterladt med fornemmelsen af at være gammel, dum og værdiløs. Det kommer til at tage meget mere end måneder at lave om på.

Friday, September 17, 2010

Musikken, musikken...

Der er gået to måneder. To måneder. Og jeg græder ikke mere. Jeg i mellem. Jeg knalder ud og ind mellem følelser. Men ingen er, lige nu, nogen der får mig til at græde.

Jeg tror nok at det er godt. Men her i mellem ved jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg er langt fra fred. Jeg er langt fra tilgivelse. Men lige så langt fra bitterhed. Og det er i det mindste, har jeg hørt, er godt.

Så det er nyt sted. Hvad gør man af sig selv på en fredag aften? Sådan først/midt i trediverne? Når man er forbi trangen til ensomhed, men ikke klar til kødbyen og slet ikke overvejer Vild med dans i TV? Hvad gør man så?

Jeg tester mig selv på musikken, og alle minder der tilhørerende. Ryger i smug for ingen andre end mig selv og min mor. Og forsøger at forestille mig andres skægstubbe under min hånd og på min krop.

Det er en forholdsvis skizofren oplevelse. Men jeg græder ikke. I det mindste græder jeg ikke. Nu.

Tuesday, August 31, 2010

På bjerget

Det føltes som om vi i fællesskab besluttede at bestige et bjerg. Det var ikke altid let, men vi var sammen om udfordringen. På et tidspunkt blev det vanskeligt, og jeg spurgte om han var okay, om alt var som det skulle være? Og han holdt mig i hånden og forsikrede mig om at det var det, at vi var sammen om det og at alt derfor nok skulle blive okay.

Og så besluttede han sig for at det ikke var sådan.

Men i stedet for at vende sig mod mig, i stedet for at sige lad os gøre det her på anden måde, i stedet for at sige hør, måske skulle vi have et kursus i bjergbestigning, sparkede han mig udover klippekanten. Med et skuldertræk vendte han sig om og slentrede ned af bjerget, uden et blik tilbage, med hænderne i lommen mens han fløjtede en lille, munter melodi.

Det er sådan det føles.

Tuesday, August 24, 2010

Pinen og Plagen

Smerten og sorgen vender og drejer sig og manifesterer sig i nye lag og sammensætninger. De kommer og går uforudset, ubudt og ukontrolleret. De antager skikkelse af forskellig styrke og omfang.

Til hverdag kommer jeg hjem fra arbejde og er fuldstændig udmattet af konstant at dobbelttjekke mig selv og håndtere mine følelser så de ikke løber over og forstyrrer mit arbejde, eller forholdet til kollegaer. Men jeg forsøger at takke ja til alle invitationer, jeg forsøger at distrahere mig selv. Jeg skal spise brunch med veninder. Jeg skal passe nevøerne. Jeg skal i biffen med Niecebarnet og hendes mor. Jeg skal i teatret med en veninde. Jeg skal begynde at gå til kor.

Jeg værker fra haleben til kraniekant og har et nyt hold i ryggen, nakken, lænden cirka hver uge – jeg løber til kiropraktoren konstant, og hun siger at det er psykisk stress. Hun siger at jeg skal forsøge at sove godt og nok. Det hjælper på det med assistance fra håndkøbsmedicin.

Jeg har tabt over 17 kilo siden april sidste år. Det var mere end planlagt – særligt med tanke på at 7 af dem er tabt i løbet af de sidste 8 uger. Det er ikke sundt, og diætisten har gjort mig opmærksom på at hvis kroppen ikke får de nødvendige næringsstoffer, så falder produktionen af serotonin. Det hjælper i hvert fald ikke på noget. Så jeg forsøger at spise ordentligt. Få de nødvendige kalorier fra de rigtige fødevarer.

Jeg forsøger at give slip. Jeg har forsøgt at arrangere at de sidste hængepartier ordnes uden kontakt. Hvad er der mere at sige mellem min bitterhed og hans bedrag? Jeg kan ikke komme i tanke om noget som helst han kunne sige der ville lindre min pine. Jeg kan ikke komme i tanke om noget jeg kunne sige som ikke allerede er sagt - for meget, for voldsomt, for vredt, for ondskabsfuldt.

Jeg kan ikke udholde tanken om at se ham. Jeg ved ikke hvad der ville være værst at se i hans ansigt; Venlighed? Mildhed? Vrede? Tålmod? Ligegyldighed? Ynk? Glæde over at være fri for mig, for det, for os? At han har det godt? At han har det skidt? Manglen på interesse? Mangel på tilstedevær? Der er ingen grund til at føje spot til skade.

Jeg forsøger at bilde mig selv ind at det er for det bedste. Jeg forsøger at overtale mig selv til at følelsen af at det ikke var det værd er ægte. Jeg forsøger at liste alle svigt, alle svagheder, alle brudte løfter, al initiativløshed, al ansvarsfraskrivning, al uformåenhed. Og det hjælper ikke rigtigt. For jeg kender mig selv godt nok til også at huske at jeg mente, troede og var overbevist om at han var stærk og modig og ærlig og generøs. Og jeg tror det kom et sted fra.

Thursday, August 19, 2010

The Saddest Song I've Got

Darling are you feeling
The same thing that I'm seeing
The troubles of the day
Took my breath away
Took my breath away
Now you're no longer talking
And I'm no longer hearing
There's nothing left to say
Said it anyway
Said it anyway
And I want you not
I need you not
I'm dying
Cos this is the saddest song I've got
The saddest song I've got
Darling are you healing
From all the scars appearing
Don't it hurt a lot
Don't know how it stops
Don't know how it stops
Now there's no sense in seeing
The colours of the morning
Can't hold the clouds at bay
Chase them all away
Chase them all away
And I'm frozen still
Unspoken still
Heartbroken
Remembering something I forgot
Something I forgot

A. Lennox fra albummet Bare

Wednesday, August 18, 2010

Kerte

De levende lys brænder, fordi der er så lidt elektrisk når de fleste af lamperne er taget ned og taget med. Jeg rydder op. Ikke fordi vasken er fuld, dyngerne ubestigelige eller fordi jeg får besøg og det trods alt er for pinligt at nogen skal se mig i sådan en svinesti. Jeg rydder op fordi det er rarest at stå op til. Jeg har også været i kælderen med mit vasketøj, fordi der var til et par vaske, og ikke fordi der ikke var mere tøj på hylderne. Jeg skriver en indkøbsseddel, for ikke bare blindt at smide ting i kurven som senere kommer i køleskabet og efter en rum tid dér, kommer i skraldespanden.

Jeg forsøger at tage musikken tilbage. Men jeg er ikke helt stærk nok endnu. Jeg undgår masser af albums. Særligt Azure Rays November EP som var soundtrack til den første gang han fortalte mig at han elskede mig. Jeg troede på ham dengang og jeg tror også at han mente det dengang. Han blev ved med at sige det og jeg blev ved med at tro på ham.

Til sidst tror jeg ikke at han mente det. Men han lod mig tro på at han elskede mig. Han lod mig tro på at han ville have en familie med mig.

I går reducerede den tanke mig til en skrøbelig, grådrystende skal af smerte og sorg. Det gør den nok også i morgen. Men i aften går jeg i kiosken og henter mælk til morgenkaffen.

Monday, August 16, 2010

Brillant comme une larme

Det gik ellers lige så godt. Men så rækker jeg i køkkenskabe efter ting der ikke længere er der. Så vågner jeg med et sug af af savn der får mig til at gispe efter vejret. Jeg forglemmer mig og noterer mig spørgsmål jeg skal huske at stille. Jeg læser bøger med scener der bringer mindelser om noget vi delte.

Jeg må huske at det alt sammen er i datid nu. Der er ikke noget tilbage i nutid. Heller ikke i fremtid. Undtagen tårer. Som jeg forsøger at minde mig om også vil blive lagt bag mig. Det virker bare som om der er så langt derhen.

Friday, August 06, 2010

Værelser

Den første uge, da jeg endnu hang til tørre, havde jeg håbet. Ugen efter var der praktiske ting jeg kunne kaste mig over. Så tog jeg hjem til forældrene og fik en lille smule respit - som så kom tilbage with a vengenance.

Nu er der er enkelte ting jeg mangler at aflevere; en t-shirt, en gammel bog han har arvet fra sin farmor, cykelnøglen, peanutbutter hjembragt fra en rejse overseas. Og så er der er enkelte ting som endnu skal afklares, ordnes eller afleveres til mig; sengen - hvad skal jeg give for den? Koncertbilletterne. Andelsbeviset, pantebrevet og lånet. Back up af alle billederne. Klapstolene og de to lamper på loftet.

Og så holder det op. Så er der ikke mere at hage sig fast i. Så er der kun denne lejlighed som jeg aldrig rigtig brød mig om, som aldrig rigtig voksede på mig og blev min. Men det er den lige om lidt. Og jeg går rundt i den.

Gangen er bare et rum. Badeværelset virker sådan da. Køkkenet er næsten okay. I soveværelset står min nye kommode ubrugt hen, men i den kan da i det mindste fyldes. Dagligstuen og spisestuen er helvede, hvor ubrugt rum, tomme kabelbakker og huller i væggen skriger af fravær.

Og jeg griber mig selv i at ønske at han aldrig havde været her til at skabe dette fravær nu. Jeg griber mig selv i at ønske at jeg aldrig havde mødt ham. Jeg griber mig selv i at ønske ikke at kunne huske at vi var lykkelige og gode for hinanden engang.

Jeg vil bare have at det holder op. Denne smerte, denne sorg, disse tårer, dette savn, denne magtesløshed, denne meningsløshed. Det gør så ondt og det bliver ved og ved og ved.

Intet kan være det værd.

Tuesday, August 03, 2010

Pinebænken

Hvis bare jeg havde været mildere...
Hvis bare jeg havde været blidere...
Hvis bare jeg havde været sjovere...
Hvis bare jeg havde været mere tålmodig...
Hvis bare jeg havde spurgt mere...
Hvis bare jeg havde lyttet mere...
Hvis bare jeg havde været mere glad for mit job...
Hvis bare jeg havde været mere rummelig...
Hvis bare jeg kunnet havet slippe mere...
Hvis bare jeg havde passet mig selv noget mere...
Hvis bare jeg ikke havde presset så hårdt...
Hvis bare jeg ikke havde været så skrap...

Sunday, August 01, 2010

Tro

Jeg troede jeg kunne psyke mig selv så meget til at komme hjem til en halvtom lejlighed, at det ikke ville gøre så ondt når det skete.

Jeg troede at det var en god ide at få et lift med min bror og svigerinde, så jeg ikke behøvede at sidde i bus fuld af fremmede og græde gennem Odsherred hvor vi har været så ofte.

Jeg troede det ville være sundt at tage hjem til min familie hvor vi alle var samlet, give det lidt tid og blive elsket for min egen skyld.

Men det jeg fik, var lov til at se var mine søskende med deres familier og alt det jeg ikke får med ham, nor any time soon. Det jeg fik, var 4 timer i en bil med to mennesker der delte kærlige blikke og talte sammen om deres fremtidsdrømme, noget som jeg ikke længere kan med nogen.

Og intet, intet kunne have forberedt mig på at træde ind i en lejlighed som ikke er hjem fordi han ikke er der. Intet mål af tanker kunne have forberedt mig på den smerte som sendte mig gulvet ved oplevelsen af en amputeret lejlighed. For tanker er bare tanker og virkeligheden er, at det jeg i virkeligheden har, er et amputeret liv.

Tuesday, July 27, 2010

Tid

Det var jo ikke fordi der ikke var problemer, det ved jeg godt. Men den 6. juli sitrede jeg fortrøstningsfuldt af gnist og lyst. Den 17. juli blev jeg forladt.

Jeg begriber ikke hvad der skete i mellemtiden. 11 dage. 1½ uge. Elleve dage! Og ingen forklaring. Ingen vilje til at gøre noget anderledes. Ingen trøst. Ingen tak. Bare 3½ år på møddingen. På 11 dage.

Sunday, July 18, 2010