Wednesday, September 19, 2007

Hverdagens helte

Efter et par dage med BastaBumBarnet i min varetægt vil jeg gerne rette en stor tak til de mange hensynsfulde og hjælpsomme mennesker der hver dag lader sig befordre af den offentlige trafik.

Guderne skal vide at det er en prøvelse i sig selv, så utrolig mange tak til forretningsmanden som rejste sig for os her til morgen og den nydelige unge svenske mand der spurgte om jeg ville sitta bredvid barnat. Tak til bedstefaderen der sad ved siden af Bimsen i går som instinktivt rakte ud og holdt ved hende da jeg ikke selv kunne nå, og tak til Matas-pigen som smilede overbærende da hun fik klamme 3-års hænder i håret. Stor tak til den ældre dame som sludrede tålmodigt med barnet og tak til studinen som smilede opmuntrende til mig. Tak til alle dem som ikke tsktsk'ede, fnyste af forargelse eller rullede med øjnene af en uerfaren pendler med et træt, beskidt og genstridigt barn i myldretiden.

Til gengæld findes der et særligt sted i helvede for folk som er fuldstændig ligeglade med at der findes små mennesker under øjenhøjde og et særligt, særligt sted for folk som snerrer over at et børnehavebarn mister balancen i en fyldt bybus.

Friday, September 14, 2007

Gramatik

Det er nu så dejligt ironisk at man i reklamen for Samlerens bogklub i omtalen af Politikens håndbog i nudansk har stavet grammatik med et m.

Monday, September 10, 2007

Lærestreg

Man kan godt træne uden sin shuffle selvom det er irriterende at være tvangsidlagt til møgstationen the Voice som gjalder ud over hele centeret. Man kan også træne på trods af en glemt hårelastik - det er lidt irriterende i starten men så snart man har svedt sig lidt vådt hår til, lader det sig flette skubbe af vejen sådan nogenlunde. Man kan også godt træne med bare tæer i skoene når man har glemt strømperne.

Jeg vil bare opfordre til at man ikke lader adrenelinen og endorfinerne løbe af med sig så man overhører signalet fra fusserne om at det ikke er helt behageligt det her. Blodvabler og brandsår i svangen tager ikke alene forbandet lang tid om at hele, de gør med jævne mellemrum også ret ondt mens de gør det.

Sunday, September 02, 2007

Melder #6

Tanken tæller ikke en skid. Det er det den udmønter sig i der har betydning.