Friday, June 30, 2006

Krop skaber klæder

Jeg elsker at dappe direkte fra badet ind i mine værelser. Jeg holder af mærke mit drivvåde hår og se mine våde fodspor på gulvene. Det ligger både en rest af barnlig trodsighed i det, for det gør man altså ikke, og en dyb tilfredsstillelse ved at vide at dér var jeg for et øjeblik siden.

Og nogen gange som jeg tørrer mig foran spejlet i soveværelset, lægger jeg håndklædet fra mig og tager et godt langt blik på min nøgne krop. Jeg glædes ved alt det der er pænt. Og glædes over at jeg ser det først. Jeg har dejligt hår, gode skuldre, pæne arme, smalle håndled. Jeg har nydeligt markerede kraveben, fortrinlige bryster og en udmærket talje. Jeg velproportioneret og har en fin benlængde. Mine fødder har en smuk svang.

Jeg er efterhånden blevet dygtig til at købe tøj til min krop. Godt tøj. Tøj med et snit der fremhæver kvaliteterne og camuflerer det modsatte.Tøj af stof jeg synes er rart at mærke mod min hud. Tøj der følger moden uden at være slave af den. Tøj der får mig til at føle mig velklædt, tilpas og tilpasset om jeg skal befinde mig på kontor, til fest, i byrum, på uni, til familiefest, reception, bar et cetera und so weiter.

Men lige i tiden mager det sig ikke - mit tøj og min krop i forening. Nøgen foran spejlet synes jeg egentlig ikke at jeg er for blød eller for rund. Men i mit tøj, der snærer om kurverne de forkerte steder, kan jeg se at jeg er for tyk. I bluser der gør min barm vulgært stor, i bukser hvor kødet buler over linningen, i nederdele der falder forkert er jeg utilpas. Og dermed dårligt klædt og helt forkert.

Det er faktisk overhovedet ikke spor rimeligt. Ikke overfor mine smukke tekstiler som passede da jeg købte dem. Ikke overfor min krop som jeg kan lide. Ikke overfor mig som har besvær nok med at være til i tiden. Selvom det ikke huer mig, må jeg smide håndklædet i ringen og selv følge efter. Jeg vil helst blive ved med at dappe drivende våd gennem rummene og tørre mig foran spejlet.

4 comments:

Anonymous said...

"Baby, du er en fest i de bukser!"
;)

Terse said...

Jeg ved næsten ikke hvad der er værst: at få svar på spørgsmål man ikke stiller, eller at stille spørgsmål man ikke vil høre svaret på.

:o)

Terse said...

Okay, vil faktisk godt vide hvilket spørgsmål, der kunne afstedbringe sådan et svar...

Kimpo said...

Smukke testikler?? Moderne tider!