Barnetro

Jeg tror at en af de største gaver jeg har modtaget fra min far er en troskyldig og urokkelig tro på retfærd. En af de sætninger som jeg endnu kan høre for mit indre øre er forsikringen Hvis bare du siger sandheden så sker der ikke noget. Historien går godt nok at jeg som barn altid liiiige forsigtigt skulle spørge om det nu også passede, men han bekræftede altid, at det hang sådan sammen. Hvis bare du siger sandheden så sker der ikke noget.

Så kunne man tillidsfuldt fortælle om det man havde gjort galt. Om at det ikke var med vilje, eller fordi man havde troet noget andet. Eller fordi at en af de andre havde gjort sådan og sådan - i de tilfælde hørte det så også med til sandheden at man måtte fortælle hvad man selv havde gjort for at det kom så vidt, for min far kunne ikke udstå børn der sladrede om de andre eller angav hinanden.

Det kan godt være at han blev gal over ulykkerne og man fik altid bud på at korrigere fejlen. Men man blev ikke straffet og de skrækkelige skænd faldt ikke. De var reserveret til når man handlede mod bedre vidende, eller hvis man forsøgte at skjule de slemme ting man havde lavet, eller Oh Skræk! hvis man ikke ville stå ved hvad man havde lavet når det blev opdaget. Det var den allerværste forbrydelse, ikke at ville stå ved sig selv, sine handlinger.

Jeg bærer det med mig i dag som en dyb, grundfæstet tillid. Jeg er ikke bange for autoritære instanser for eksempel. Jeg stoler på, at hvis jeg bare forklarer mig ordentligt, hvis bare jeg står ved mig selv, hvis jeg bare rimeligt fremlægger sagerne. Jamen, så sker der ikke noget, underforstået slemt. Så kan det ikke falde skidt tilbage på mig. Så kan det ikke gå helt galt.

Det giver mig en trolig omgang med mennesker i det hele taget, for selvfølgelig følger folk reglerne, det er jo reglerne. Og for de tilfælde at de ikke gør, bliver jeg nok ked og sur og vred og siger det. Men hvis de kommer til mig efterfølgende og siger sandheden, så sker der ikke noget.