Tuesday, May 31, 2011

Ikke så skidt endda

Jeg er fortrydeligt træt fordi den store nevø vækkede mig alt for tidligt i morges da han kaldte på sin mor og højlydt klagede over at have ondt i benet. Jeg er irriteret over at sidde med atter en råddent kedelig arbejdsopgave. Jeg er ærgerlig over altid at være hende der skal bede de ubehøvlede veninder, der taler ind over instruktørens anvisninger nede i centeret, om at klappe kaje. Jeg er gnaven over igen at blive smidt af huse fordi mit lønkammer skal okkuperes af andre.

Men det er også bare den dreng, som ved aflevering i fritten da jeg bare sagde hej hej i døren fordi han allerede var optaget af leg med et andet barn, løb efter mig og insisterede på farvelknus. Og jeg kunne tillade mig at flekse i dag og fik så en time i solen med kaffe og en bog. Og jeg reagerer i det mindste og indebrænder ikke over andres dårlige manerer. Og faktisk får jeg jo mulighed for at tilbringe tid med nogle andre mennesker jeg holder umådeligt meget af. 

Og i dag var der en ung fyr der piftede efter mig. Og jeg kvitterede med det største smil. For på denne her side af 30 er det sågu opførsel der skal opmuntres!

Thursday, May 26, 2011

Tag den, din tøjte

Jeg drømmer endnu. Og det pisser mig seriøst af! Det er jo løgn og latin. Det er ikke virkeligt. Det er reminiscenser af noget som aldrig fandtes andre steder end i mit hoved. Og jeg fungerer ad helvede til uden min gode nattesøvn. Og jeg har noget der ligner et voksenliv at passe. Med fuldtidsarbejde og gældsposter og forpligtelser. Så det kunne være ret dejligt hvis det gad holde op. Jeg har bare ikke kendt nogen kur. Indtil nu, altså.

Det er ikke fordi jeg nogensinde har set så meget som et eneste lillebitte klip af Oprahs talkshow. Jeg har naturligvis på en ufokuseret måde været opmærksom på at det fandtes, men altså - det er slet ikke gået op for mig præcis hvor stor en betydning hun og showet har haft. Indtil jeg faldt over Mighty Girl og hendes Oprah Gratitude Project. Det er stort set kun virkelig gode one liners der tilskrives Oprah. Ja ja - gu er det da klicheer, bevares. Men med fynd, klem, panache og præcision. Og der er særligt en jeg vil messe for mig selv til jeg falder i søvn:
If a man wants you, nothing can keep him away. If he doesn't, nothing can make him stay.  
Jeg føler mig overbevist om, at det nok skal sætte den lille, længselsfulde bitch af en teenager der hærger i min underbevidsthed, til vægs. Så jeg kan sove godt og drømme behageligt.

Wednesday, May 18, 2011

Copenhagen Dreaming

Igennem flere år kørte jeg rutinemæssigt mellem Vesterbro og Østerbro. På cyklen tog det bare 20 minutter gennem byen og selvom Blegdamsvej aldrig har været den mest interessante strækning i København, blev jeg altid så glad når jeg nærmede mig.

For henne på Sankt Hans Torv ligger den bygning hvori Dansk Musiker Forbund har til huse. Og den bygning lagde facade til min absolutte yndlingsgrafitti. Henslængt som en eftertanke, skrevet i forbifarten, i formskrift uden falbelader, stod i en enkelt sort ubrudt spraydåsestreg elsk.

Mit hjerte gav sig altid i et lille veltilfredst suk. Bydeformen, enkelheden, ukunstletheden. Så atypisk den var. Et lille punctum i den hverdagslige dagligdag. At den var utagget. At den til stadighed fik lov at stå uantastet. Flere år tror jeg.

For den findes selvfølgelig ikke mere. Eller rettere, den findes vel stadig underneden alt det ligegyldige crap som utilpassede, talentløse unge tror det er sjovt at forpeste byrummet med. Og den rinder mig i hu hver gang jeg kommer forbi. Og jeg smiler hver gang. Og takker i mit stille sind det ukendte ophav for den huskeplet. elsk.

Saturday, May 14, 2011

How the cookie crumbles

Jeg hoster lidt endnu. Og jeg kan høre nevøerne i det næste værelse. Og lørdag morgen i sengen med kaffe, udmeldt af dagen og familien lidt endnu, tænker jeg lige. Mærker efter. På bagsiden af en rebound fra rebounden.

Og det var sgu et tosset projekt i sig selv. For jeg var jo ambivalent. Men det kunne jo også bare have været så rart for selvfølelsen, hvis en sød og interessant fyr gerne ville have mig. Uagtet at den kvintessentielle trang og lyst til at komme nærmere manglede.

Og på den måde kan man lægge i kakkelovnen til en afvisning. Som svier. Lige meget hvad.

Setting yourself up for failure? UR doin it rite!

Tuesday, May 03, 2011

Gå væk gespenst

Jeg kan ikke iklæde mig gevandter som ikke er mine. Jeg kan ikke ikke være ærlig. Jeg kan til nød undlade at sige - og selv det er jeg dårlig til. Så jeg kom til at sige at jeg har gået til psykolog engang. Fordi det en integral del af en historie om min far som jeg tit fortæller for at illustrere hvorfra jeg kommer. Fra hvad jeg kommer. Hvor langt jeg er kommet. Og han var bare sød og omsorgsfuld da han så spurgte Men er du okay i dag?

Jeg ved ikke hvad det er. Men jeg ved at det ikke er sindssygt, stormende, hovedet under armen, voldsomt, vildt, uden forbehold og helt ude i hampen som sidst. Jeg ved at jeg smilede da jeg cyklede hjem. Jeg ved at jeg bryder mig om ham. Jeg ved at jeg ser frem til at tale med ham igen.

Så det er anden slags historie. Og det har jeg ret meget brug for. For jeg hjemsøges om natten af drømme om ting der kunne have været i det ulidelige land af hvis-hed. Med en døvstums gehør vælter mit ubevidste fantomfølelser ind over mig. I søvnen knitrer og tikker udslagene på håbefuldhedens  geigertæller. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal gardere mig mod den slags spøgelser. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tøjle maren.

Så jeg sætter min lid til en anden slags historie. Jeg sætter min lid til for en gangs skyld at være forsigtig, stille og rolig. Jeg sætter min lid til at der ikke er noget forgjort ved at en potentiel romance tjener to formål, så længe det ene mål ikke helliger midlet. Jeg sætter min lid til mit manglende talent for uoprigtighed.

Sunday, May 01, 2011

As if I didn't know...

Jeg er ingen overpakker, så jeg var i Amsterdam uden langærmede bluser. Det blev temmelig koldt en af dagene. Jeg fik det heller ikke varmere af at gå i sandaler. Så jeg kom hjem med en lille hoste.

Ikke så meget at jeg ikke kunne tage til træning fredag aften. Hos en ret så temmelig cute mandlig instruktør. Og med en lidt hyggelig og familiær tone imellem ham og os 7 deltagere skruede imponeringsfaktoren niveauet betydeligt i vejret.

Så jeg værkede lidt i går. Og havde lidt hovedpine. Og en en lidt værre hoste. Men jeg skulle ud med en veninde og jeg havde faktisk glædet mig. Så med to Panodiler og en stor Hoegaarden blev det en helt fin aften. Og vi drak hvidvin og snakkede og sladrede og røg cigaretter.

Og i dag vågnede jeg med en træls, træls hovedpine og en grim, grim hoste og en krop der gør decideret ondt i enhver fiber. Og jeg ved ikke hvor meget der skal tilskrives henholdsvis idiotisk overtræning af slappe muskler, idiotisk alkoholindtag på bund af paracetamol, idiotiske cigaretter som jeg meget godt kunne have undværet eller regulær sygdom.

Og jeg synes ikke rigtig at jeg kan tillade mig at ringe til min mor uden at vide det. For den gamle sygeplejerske vil jo spørge for at diagnosticere. Og jeg har brug for at hun har lidt ondt af mig. Ikke at hun tsk tsk'er og siger at jeg har bragt det over mig selv.