It's Funny Because it's True

- Du behøver ikke være urolig for om din verden bliver indskrænket, den er indskrænket.

- ...?!

- Ja, når du fortæller om din dag handler det om hvornår og hvor meget han har sovet, spist og skidt...

Bundle of Joy

Vi begynder lige så stille at finde ud af det. Begge to, alle tre, hele familen og mig. Jeg tror efterhånden jeg er landet, selvom det hele selvfølgelig kokser i præcis det øjeblik jeg begynder at føle mig bare lidt kompetent. Lige som jeg tror at nu har jeg regnet det ud, så sker der noget nyt. Og fantastisk. Og noget der bare gør det rigtig svært igen.

Det er mere hårdt end jeg overhovedet kunne have forestille mig på forhånd. Og langt mere vidunderligt og forunderligt end jeg drømte om. Og det jeg troede ville blive vanskeligt er nemt og det jeg troede ville være let er kompliceret.

Selvom moderskabet ikke kom fuldt monteret og jeg lige skulle finde samlevejledningen, er det enkelt: Der er ikke andre end mig der kan være hans mor. Det er på forhånd givet og ingen kan gøre det bedre end mig. Jeg er hans mor, det er ikke spor svært.

Men de andres roller... Hans far og hans søstre for eksempel. De var det jo i for vejen, så jeg regnede ikke med at det kunne være problematisk. Jeg skænkede det end ikke en tanke. Men bare fordi hans søstre er hinandens søstre i for vejen og bare fordi hans far er far i for vejen, så er det jo lige så nyt for dem at være hans far og hans søster som det er for mig at være hans mor.

Men vi finder ud af det. Lige så stille. Det er glimtvis rædselsfuldt, for det meste helt fint og hver dag med øjeblikke af tindrende lykke når han smiler og ler til mig eller hans far og søstre. Fiseprinsen, gylpegøjen, svesken og baryleren, mit godt to måneder gamle, fire et halvt kilo tunge drengebarn af en søn.

As if I didn't know...

Jeg er ingen overpakker, så jeg var i Amsterdam uden langærmede bluser. Det blev temmelig koldt en af dagene. Jeg fik det heller ikke varmere af at gå i sandaler. Så jeg kom hjem med en lille hoste.

Ikke så meget at jeg ikke kunne tage til træning fredag aften. Hos en ret så temmelig cute mandlig instruktør. Og med en lidt hyggelig og familiær tone imellem ham og os 7 deltagere skruede imponeringsfaktoren niveauet betydeligt i vejret.

Så jeg værkede lidt i går. Og havde lidt hovedpine. Og en en lidt værre hoste. Men jeg skulle ud med en veninde og jeg havde faktisk glædet mig. Så med to Panodiler og en stor Hoegaarden blev det en helt fin aften. Og vi drak hvidvin og snakkede og sladrede og røg cigaretter.

Og i dag vågnede jeg med en træls, træls hovedpine og en grim, grim hoste og en krop der gør decideret ondt i enhver fiber. Og jeg ved ikke hvor meget der skal tilskrives henholdsvis idiotisk overtræning af slappe muskler, idiotisk alkoholindtag på bund af paracetamol, idiotiske cigaretter som jeg så meget godt kunne have undværet eller regulær sygdom.

Og jeg synes ikke rigtig at jeg kan tillade mig at ringe til min mor uden at vide det. For den gamle sygeplejerske vil jo spørge for at diagnosticere. Og jeg har brug for at hun har lidt ondt af mig. Ikke at hun tsk tsk'er og siger at jeg har bragt det over mig selv.

Gud er en ømhed af adresse varmt i lommen

Jeg er 33 år gammel og vagabonderer som en anden student. Mine ejendele er spredt ud på forskellige lokaliteter tværs over byen, mit eget selv udspændt mellem adresser af kærlighed.

Den adresse som er midlertidigt opgivet og udlånt i et øjebliks næstekærligt vanvid, som jeg faktisk aldrig regnede med at blive holdt op på. Og alligevel voksede det løfte fra 14 dage, til april, til to måneder og pludselig 3. Så jeg pakkede sammen i kasser og gjorde plads til andre i de rum, som aldrig helt fuldt føltes som mine, og overleverede mine nøgler med et lettelsens suk og behørigt økonomisk kompenseret.

Den adresse jeg flyttede tværs over byen til, med det allermest nødvendige, indeholdende rå mængder af kærlighed og hverdag og en 3-årig der er om muligt langsommere til at vågne end mig. Med rutiner og måltidspolitik og rengøring når det ikke nødvendigvis passer mig. Og aftensmad på en tallerken lige til at varme op når jeg ikke kan være hjemme på klokkeslettet og runde barnearme om halsen til farvel når jeg aflaster og afleverer i børnehave og på fritidshjem. Og mulighed for at gå uden at skulle forsvare og forklare.

Til den adresse jeg kan dukke uanmeldt op på, hvor jeg har min egen kaffekop og hjemmesko. Hvor jeg irriteret kan få lov at udbryde hvorfor helvede smider I ikke mælken ud når den er for gammel?! og blive tilgivet uden ord. En adresse som bliver mig betingelsesløst overladt, når indehaverne skal længere tid væk, hvor jeg må drikke øllerne i køleskabet og ryge på bagtrappen selvom jeg faktisk endelig er holdt op og egentlig betragter mig selv som ikke-ryger.

For der var også kortvarigt en anden adresse i atter en bydel, hvor jeg måtte sande at det der virker for godt til at være sandt, er for godt til at være sandt. Og at paralleluniverser kan piskes op på basis af én god date og et par hundrede sms'er fordelt over 8 dage. Og på trods af følelsen af at være kommet hjem i favnen på en høj og hærdebred mand, kan han godt holde om én uden at føle det samme.

Så jeg skal lige vende skråen. Jeg skal lige have lov at være lidt ked, skal lige have lov at slå mig selv oven i hovedet for ikke at passe bedre på mig selv, skal lige have lov at forbande den impuls der gør at alt hvad jeg føler partout skal falde ud af munden på mig. Og det gør jeg på bagtrappen mens jeg ryger og drikker andres øl. Hjemløst udspændt mellem adresser i København.

Receiver is king!

For nylig blev jeg begavet med endnu en niece - 8 pund, 53 centimeter. Hun har en storebror på 2½ og da han så babyen for første gang, stillede han et spørgsmål der i den grad illustrerer behovet for at dobbelttjekke forståelsen af de forklaringer man giver små børn:

Er dens mor blevet væk?

Attaboy! 

Tro

Jeg troede jeg kunne psyke mig selv så meget til at komme hjem til en halvtom lejlighed, at det ikke ville gøre så ondt når det skete.

Jeg troede at det var en god ide at få et lift med min bror og svigerinde, så jeg ikke behøvede at sidde i bus fuld af fremmede og græde gennem Odsherred hvor vi har været så ofte.

Jeg troede det ville være sundt at tage hjem til min familie hvor vi alle var samlet, give det lidt tid og blive elsket for min egen skyld.

Men det jeg fik, var lov til at se var mine søskende med deres familier og alt det jeg ikke får med ham, nor any time soon. Det jeg fik, var 4 timer i en bil med to mennesker der delte kærlige blikke og talte sammen om deres fremtidsdrømme, noget som jeg ikke længere kan med nogen.

Og intet, intet kunne have forberedt mig på at træde ind i en lejlighed som ikke er hjem fordi han ikke er der. Intet mål af tanker kunne have forberedt mig på den smerte som sendte mig gulvet ved oplevelsen af en amputeret lejlighed. For tanker er bare tanker og virkeligheden er, at det jeg i virkeligheden har, er et amputeret liv.

Sommer gebis

Reproduktionen af en illustration der ledsager anmeldelsen til børnebogen Garmanns Sommer, der er anmeldes i dagens Weekendavis, viser et barn der ser på glasset hvor et gebis ligger nedsænket vand. Jeg dvæler ved billedet og kan ikke lade være med at mindes min egen barndoms fascination ved at se farfar og farmor tage deres tænder ud og børste dem, der udenfor munden.

Og selvom jeg kan mærke den specialefremkaldte hypersensitivitet overfor billedets elementer, selvom jeg bevidst må afholde mig fra billedanalyse og fortolkning og selvom jeg ikke kan skrive mig udenom en hvis akademisk sprogbrug i en beskrivelse af oplevelsen, så er det fantastisk at kunne læse avis igen. Det er dybt tilfredstillende bare at læse en avis.

Og det er en jublende fornemmelse at associationerne ved den enkle gerning rækker tilbage til engang før jeg gik skole. Og det er helt igennem vidunderligt igen at kunne se glimt af mig selv som mere og andet end en forfærdelig og forfærdende specialestuderende.

Ilde hørt

- Moster?! Du trænger til at få støvsuget. Der er krummer over det hele!
Niecebarn 3½ år

Også du...

Vejret var godt og iført over-alls og bevæbnet med bidetang hjalp jeg med at trække hegn af havretoften. Imellem småsnak om kvierne, historier fra landsbyen og generel info om rigets beskaffenhed kom faderbindingen flintrende ud af ingenting og ramte lige i nakken, da nedrykningen af et særligt genstridigt stykke tråd reddede mig bemærkningen: Rart at se en pige med håndelag ...men du er jo også min datter. Ak ja.

Kein Kinderlakritz

Primo januar ville jeg lave en aftale om at gå ud og drikke et par bajere med en god ven. Vi snakkede frem og tilbage og endte med at finde en dato medio februar der passede os begge. Noget overrasket og lettere frustreret spurgte jeg om hvornår i al verden vi havde fået så travlt, at vi måtte planlægge 5-6 uger frem i tiden for et par timers hyggeligt samvær på en almindelig hverdagsaften. Hans lakoniske svar lød noget i retningen af: Siden vi blev voksne - vi har bare så svært ved at se det i øjnene.

I nat forsøgte jeg at skrive en ansøgning til en stilling som jeg er blevet opfordret til at søge. Den er blevet ikke-skrevet i de sidste 14 dage, og således også i nat, hvor jeg bare fik mere og mere ondt i maven og henad klokken 04 hastede på toilettet for at lette presset fra min forkrampede mavesæk. Mens jeg stod og mærkede efter om der var mere som skulle kastes op, faldt det mig ind, at det job der, det ville virkelig gøre mine forældre stolte om jeg fik det.

Jeg kan sagtens forstille mig i det job, jeg kan sagtens have lyst til at bestride det, og jeg kan sagtens drømme om de muligheder det vil give. Men jeg har faktisk slet ikke lyst til det i øjeblikket. I nat opdagede jeg at den primære, omend hidtil ubevidste, årsag til at attrå den stilling var at gøre mine forældre stolte.

Det er muligt at vi har har svært acceptere at vi er blevet voksne, men hold da helt op hvor kan det være lige så svært, at se i øjnene at man altid, altid, altid vil være sine forældres barn.

Weekend

Min seng er uredt, opvasken overhængende og solen som står ind på stuen og sovekammeret afslører i beskæmmende grad hvor påkrævende en vinduespolering efterhånden er. Jeg kan ikke helt tage mig af det endnu, jeg nusser bare lidt rundt.

Jeg nusser rundt fordi jeg behøver det. Jeg behøver at være selv for at lade ting synke ind. Ole nede i landsbyen derhjemme er så syg at de ikke regner med at han lever til jul. Han er yngre end min far. Sidste år i en af helligdagene døde Peter af et hjertestop, som de havde rejst sig efter maden. Han er også et par årgange yngre end min far. Både Ole og Peter har levet hårde liv, og jeg grunder over hvor hårdt min far har levet.

Min far. Som ikke længere er verdens stærkeste mand. Det gør mere ondt end jeg bryder mig om at indrømme. Jeg tænker på om jeg virkelig kontinuerligt skal befinde mig i opposition til manden, og så alligevel fortsat skal løbe i favnen på mænd som i mistænkelig grad minder om ham. Og om det måske er derfor. Og om det egentlig er så slemt.

Jeg tænker på om jeg kan lade vreden og ømheden få rettelig plads og balance i min kontakt med ham. Jeg kan godt når jeg er selv, når jeg taler om ham, når jeg tænker på ham. Men når vi er sammen kammer det ene altid helt over. Jeg bliver så gal, taler så hårdt, føler mig så skyldig, skammer mig - og kan med lige dele fryd, stolthed, irritation og sorg se hvor meget jeg ligner ham.

Jeg rejser mig med et suk for at overskue opvasken, åbne vinduerne og rede sengen. Jeg tænker lige kort over hvor fraværende min mor er i tankerne om det hele. Men det er okay. Jeg skal have tid selv, til at lade lade tingene synke ind.

Tungt

Jeg bad engang min far om jeg måtte få den gamle boremaskine, da han købte en ny. Han sagde at det måtte jeg godt, - og så gav han den alligevel senere til min bror. Da jeg fuld af retfærdig harme spurgte til det, sagde min far med oprigtig undren Jamen, hvad skal du med en boremaskine? Du ringer da bare til din bror...

Det var den dag jeg besluttede at holde op med at prøve at bevise noget på den konto. Det var den dag jeg besluttede aldrig mere at bære noget tungt. Så i går aftes da jeg havde hele min famile på besøg og manglede stolene på loftet for at kunne bænke dem alle, sendte jeg min bror afsted efter dem. Jeg glemte at få mine nøgler igen. Han ringede da de var vel hjemme for at fortælle mig at han havde glemt at give mig mine nøgler tilbage.

Vi mødtes i formiddags over en brunch og jeg fik mine nøgler og vi tilbragte et par hyggelige timer sammen. Vi sludrede om studier og fordomme og kærligheden. Om folk vi kender og håndværkere og penge og vejret. Om familie og sange og arbejde. Særligt om arbejde.

Jeg har en evalueringssamtale i morgen. Og jeg har selv bedt om det. Og lige nu ville jeg ønske at jeg havde ladet være. Lige nu kan jeg kun huske alt det der næsten gik galt, alle de fejl jeg har lavet, alt det jeg mangler at afslutte. Alt det jeg ikke gør godt nok og alt det jeg ikke kan. Det værste er at det i virkeligheden nok ikke er så slemt. Jeg tror faktisk ikke at jeg har lavet noget rent galt. Og alligevel sidder jeg her med et bankende hjerte og gennemgår minutiøst de sidste to måneder for at finde fejlene.

Det kan godt være at jeg har opgivet nogen form for håndværksmæssigt værd. Det kan godt være at jeg beder dem der stærkere end mig om at bære de tunge ting. Men jeg kan ikke frigøre mig fra at skulle bevise noget.

Barnetro

Jeg tror at en af de største gaver jeg har modtaget fra min far er en troskyldig og urokkelig tro på retfærd. En af de sætninger som jeg endnu kan høre for mit indre øre er forsikringen Hvis bare du siger sandheden så sker der ikke noget. Historien går godt nok at jeg som barn altid liiiige forsigtigt skulle spørge om det nu også passede, men han bekræftede altid, at det hang sådan sammen. Hvis bare du siger sandheden så sker der ikke noget.

Så kunne man tillidsfuldt fortælle om det man havde gjort galt. Om at det ikke var med vilje, eller fordi man havde troet noget andet. Eller fordi at en af de andre havde gjort sådan og sådan - i de tilfælde hørte det så også med til sandheden at man måtte fortælle hvad man selv havde gjort for at det kom så vidt, for min far kunne ikke udstå børn der sladrede om de andre eller angav hinanden.

Det kan godt være at han blev gal over ulykkerne og man fik altid bud på at korrigere fejlen. Men man blev ikke straffet og de skrækkelige skænd faldt ikke. De var reserveret til når man handlede mod bedre vidende, eller hvis man forsøgte at skjule de slemme ting man havde lavet, eller Oh Skræk! hvis man ikke ville stå ved hvad man havde lavet når det blev opdaget. Det var den allerværste forbrydelse, ikke at ville stå ved sig selv, sine handlinger.

Jeg bærer det med mig i dag som en dyb, grundfæstet tillid. Jeg er ikke bange for autoritære instanser for eksempel. Jeg stoler på, at hvis jeg bare forklarer mig ordentligt, hvis bare jeg står ved mig selv, hvis jeg bare rimeligt fremlægger sagerne. Jamen, så sker der ikke noget, underforstået slemt. Så kan det ikke falde skidt tilbage på mig. Så kan det ikke gå helt galt.

Det giver mig en trolig omgang med mennesker i det hele taget, for selvfølgelig følger folk reglerne, det er jo reglerne. Og for de tilfælde at de ikke gør, bliver jeg nok ked og sur og vred og siger det. Men hvis de kommer til mig efterfølgende og siger sandheden, så sker der ikke noget.

Frikadellen

Min ærede hr. Fader er af den formening at jeg vil brænde op i helvede for forbrydelser mod Frikadellen. Denne ædle nationalspises ingredienser må tilsyneladende ikke være andet end svinefars, løg, æg, salt og peber og variationer af tilsnittet mel/havregryn/rasp og vand/mælk/fløde/danskvand.

Min brøde går i al sin enkelhed på at jeg ikke alene har tendens til, men faktisk ikke kan afholde mig fra, at forurene Frikadellen med hvidløg, chili, rød peber, rosmarin, sennep, lime, honning, persille, feta, karry, dild og alskens dårligdom. Lige bortset fra den med persille/sennep/honning nægter han at spise Frikadellen når jeg har haft fingrene i farsen. I forsvaret for at spise lige præcis den Forbrydelse mod Frikadellen argumenterer han for, at det ikke er krydderier som sådan og at persillen jo er hjemmehørende disse himmelstrøg.

Sjovt nok er jeg ligeglad. Særligt når det småtspisende, knap 3-årige niecebarn glad spiser op. Og uden at kny spiser både mere broccoli og adskillige kartofler for at få 2 mere af dem med rosmarin og hvidløg.

Det handler om at være tryg

Det buldrer, brager, tordner, lyner, blæser hårdt og pisøsregner. Jeg har slukket for musikken og lysene. Vinduerne står på klem.

Fordi jeg husker at være en lille pige der gik tur med sin far i uvejr for fornøjelsens skyld og fordi jeg husker fornemmelsen af hans barkede næve om min hånd, er den slags vejr noget af det bedste jeg kender.

Work around

Jeg løber ned til mirabelletræet, vender om og drejer til højre omkring Gyvelbakker. Ved korsvejen fortsætter jeg lige ud langs majsen og vender om når jeg når op til landevejen. Jeg fortsætter forbi indkørslen og øger skridtlængden og tæsker derudaf til jeg når nr.3 hvor jeg vender om og lunter tilbage.

Det ville være en fornærmelse mod konceptet at sige at jeg holder formen ved lige, men jeg øver mig på at få styr på vejrtrækningen. Jeg får lidt ro, lov til at være selv og sat gang fordøjelsen.

I et hus med 8 voksne, et blebarn, en pottetrænende 2-årig og eet toilet, får jeg simpelthen forstoppelse af mangel på fred til at forrette min nødtørft. ..Om man så lister op om natten når hele huset sover, er der en goddamn køter til at skubbe døren op og forstyrre.

A little less conversation

Der er ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu. Nogen ting er onde fordi de er uafklarede, og det er svært at håndtere at det er de altså bare. Andre ting er onde fordi de har vokset sig onde - de mentale barrierer der har rejst sig forekommer uoverstigelige, og det er ikke spor fedt at sidde med fornemmelsen af you broke it, you go fix når værktøjskassen er gået i baglås. De slemmeste ting er onde fordi at sådan er livet nu engang. Det er fanden rend'me satan tæsk'me uretfærdigt, men der er ikke noget at gøre ved det.

Så er der alle de ting der bliver onde, fordi ting af første onde orden trækker overskuddet ud af mig. Situationer som jeg ellers plejer at kunne håndtere på på gavnlig og betimelig facon, går totalt haywire. I ren og skær afmagt løber jeg direkte tilbage i gamle mønstre, for mønstre behøver ikke at være hensigtsmæssige for at være trygge.

Og det bliver kun grimmere fordi jeg har mistet min proportionssans. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue hvad der er okay at pisse op og ned af væggene over, og hvad der ikke er. Jeg kan simpelthen ikke kende forskel på en honest mistake og et freudian slip. Jeg kan simpelthen ikke regne ud hvornår jeg skal lade tingene fare, og hvornår det er okay at forfølge dem.

Og så bliver alting meget værre end det i virkeligheden er. Eller også forekommer de ikke nær så slemme som de burde. Jeg ved ikke hvad der er hvad. Jeg aner det virkelig ikke... Jeg vil gerne bede om lidt respit - for der er virkelig ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu.

Kasse 1

Der er alt for mange ting der er diffuse i mit liv lige nu. Ting som angår mig. Som er vigtige for mig. Som er betydende for mig. Men som jeg ikke kan styre. Som jeg ikke kan kontrollere. Som jeg ikke har den ringeste indflydelse på.

Var det bare en enkelt ting der var uafklaret kunne jeg nok håndtere det. Men lige nu er der lidt for mange. På lidt for mange forskellige satelitter af det der på én gang ligger uden for min egen eksistens men alligevel udgør selve det fundament og den struktur som jeg lever og finder mig i.

Det er sådan det er at være menneske, jeg ved det godt. Det er et hverdagsligt liv, hvor jeg er dybt afhængig af folk og omstændigheder omkring mig. Jeg er ikke alene, - hvis jeg var kunne det være lige meget. Det er de relationer jeg indgår i som gør det hele værd. Og jeg kan sagtens teoretisere over det. Jeg kan egentlig godt analysere, perspektivere, diskutere og forstå. Og det er også vigtigt at kunne skille skidt fra kanel, at kende sin besøgelsestid. At kunne skelne mellem mig og dem og det og noget.

Og når det så er sagt står der alligevel kun én erfaring tilbage. At det gør ondt. At mange af de ting som jeg definerer mig i mod og med og på trods af og fordi og i mellem er... ikke. De er slørede, flydende og ubestemte. Jeg kan bare vente på at de løser sig, på den ene eller anden måde. At det går til levesiden. Eller det modsatte.

Og jeg er ved at gå til af ikke at kunne gøre fra eller til. Jeg bliver vanvittig af ikke at kunne fikse. Alting kan jo fikses, ikke?! Måske ikke præcis som man havde forestillet sig, men alting kan fikses! Come on - med lidt samarbejde kan vi nok få det til at funke, ikke?

Men ikke her, ikke denne gang, ikke med dette, disse ting. For det er ikke op til mig. Det er ikke min beslutning. Der er ingen aktion, ingen handling mulig. Jeg kan ikke handle - og ikke spilde. For når der handles, der spildes. Den slags spild kan jeg håndtere - for så valgte jeg jo. Hvis jeg vælger kan jeg bære omkostningen.

Jeg ville ønske at jeg kunne vaske mine hænder af det. Hele. Jeg ville ønske at jeg kunne skride. Pakke sammen og forlade. Gå. Forsvinde og drukne mig i nu et andet sted. Og faktisk så kan jeg. Ingen tvivl - jeg kunne pakke sammen og gå. Sikkert endda få støtte, hjælp og velsignelse til det.
Men det er ikke sådan det skal være. Det ved jeg også. Der er omkostninger ved livet - og måske særligt det hverdagslige. Og jeg må bare betale. Betale. Selvom det gør ondt og mig så bange.

Talehandling

Efter 1½ døgn som fuldtidshverdagsbarnepige for niecebarnet, har jeg ikke alene lært at forkælelse og vægelsind kommer tilbage with a vengeance, mine forældre er også retrospektivt totalt tilgivet for:

• Nej betyder nej!
• Børn der plager får ingenting!
• Fordi jeg siger det!

- Kærligheden til barnet er intakt og grænseløs, tålmodet en kende slidt.

Relativitetspraksis

Det kan med sikkerhed konstateres, at et barn kan konsumere dobbelt så meget is som den dobbelt så høje voksne. Under de rette omstændigheder, i.e. fraværet af det mødrende ophav, kan et barn med en fjerdedel kropsvægt af den voksnes spise fire gange så meget is som denne.