Jeg ruller mig sammen som en killing. Bøjer hænderne indad. Lukker øjnene og synker ind i følelserne i maven og forsøger at udrede dem.
Hvad hører hvortil? Hvad er mit? Hvad er nyt? Hvad fødes af omstændigheder udover min egen sfære? Hvilke gamle sår er sprunget op? Hvad er tåbelig såret stolthed? Hvad kan jeg tilgive mig selv? Hvad kan jeg forlades? Hvilke vilkår omkring mig kan jeg ændre? Hvad kan løses? Hvad skal slippes? Hvad kan repareres? Skal noget smides ud? Går jeg forkert i verden? Siden jeg fortsat snubler og snubler og falder. Lærer jeg nok? Eller slår jeg mig bare grundløst?
Og jeg håber det er forbigående. Jeg håber jeg falder i søvn i processen. Jeg håber at jeg vågner glad igen.
2 comments:
Igen så smukt og præcist udtrykt. Du skriver ting, der virkelig er værd at læse. Men Av! AvAvAvAvAv for pokker da!
Jaeh... lidt pokkers er det... Men heldigvis er det jo også øjebliksbilleder. Forsøget på at sætte de forfløjne, løsagtige følelser på faste ord og gøre det håndterbart.
Det glæder mig meget at du finder det læsværdigt.
Post a Comment