Sunday, April 30, 2006

Yentl yentl

Vi fik besked på at trække vejret. Ind gennem næsen og helt ned i maven og ud gennem munden. Vi skulle "plugge ind" i vores livskraft med den ene hånd på hjertet og den anden på navlen. Så skulle vi lade som om vi var dyr i Afrikas jungle, og sætte lyd på. Det var uhyggeligt svært at holde masken til at starte med.

Vi skulle være tilstede i vores eget nærvær, og give nærværet videre. Med vores hænder åbne og håndfladerne vendt mod den anden, skulle vi mødes i stille dans, med blikket hvilende i den andens øjne. Det var det mest angstprovokerende overhovedet. At se fremmede mennesker i øjnene med et åbent sind og blik, og fastholde det i eget nærvær og deres. Jeg var skræmt fra vid og sans og perspirerede af anstrengelsen. Og meget glad for at min stud.psyk. veninde hvislede noget om "..uetisk..manglende rammer..helt forkert fremgangsmåde..".

At omfavne fremmede mennesker i et forårskram var ikke halvt så slemt. Heller ikke selvom man også skulle være tilstede i det i lige lovlig lang tid, og stå så tæt at man kunne mærke den andens mave. Hvad der tilgengæld var grænseoverskridende ud i det vilde, var igen at stå over for fremmede mennesker og lade dem give sig deres accept af én. Nærvær i øjnene, hænder strygende håret, berøringer på arme og hals, kærtegn i ansigtet - alt blidt som af en elsker. Jeg kunne ikke give halvt så meget ømhed tilbage, jeg var simpelthen så rystet.

Og så dansede vi. Og drak litervis af vand. Og svedte. Sveden haglede af kroppen. Håret blev gennemblødt, trusser og bh kunne vrides, toppen klæbede til huden, mine jeans skulle vrikkes og rulles af ved toiletbesøg. Under svedlugten var der en distinkt lugt af røgelse i hele lokalet, og kanel fra Chai'en som havde brygget hele dagen i chairummet. Der var kvinder i selskabskjoler, og nogen med batikfarvet tøj. Der var en mand i strikkede bukser (!) og én der var udklædt som leopard, og en enkelt i jakkesæt.

Der var mennesker i alle aldre. Der var rigtig mange bare fødder. Det var fandme flippet. Jeg skal afsted igen.

Thursday, April 27, 2006

Hvad r mest irriterende?

  • Jeg høre hvad du siger
  • Jeg køre nu

Vs.

  • Jeg kan kører nu
  • Jeg kan hører hvad du siger

Tuesday, April 25, 2006

Kloshold

Jeg kan bedst håndtere noveller og digte. Helst digte, og ikke de lange der breder sig over flere sider. Jeg kan bedst lide at oplevelsen er hurtig og flyvende. Selv i sin dvælen og langsommelighed er digtet en hurtig og flyvende oplevelse. Og man kan læse igen og igen, og bliver aldrig helt væk fra virkeligheden.

Når jeg virkelig læser, ikke studerer – det er en analytisk gebet, som at læse, læse, læse fordi jeg mener det, er det aldrig i det offentlige rum. Dér bliver jeg pludselig så malplaceret. Snip, snap og jeg er ude af trit med den virkelighed jeg befinder mig i. Selvom jeg måske kun har siddet i et kvarter ser jeg op og er utryg fordi verden ikke længere stemmer med min fornemmelse, som ligger i fiktionen, som jo bare er papir og sværte og derfor ikke virkelig, men bare noget man læser. Det er ustabilt. Det er ubehageligt som kvalme der ikke rigtig vil udmønte sig i egentlig reaktion. Som hovedpine der ikke rigtig vil blive til noget man kan tage piller imod. Jeg bryder mig ikke om det.

Skal jeg læse, virkelig læse, stjæler jeg tiden til mig selv, hjemme. Der står tingene fast omkring mig. Der bliver tingene stående og forandrer sig ikke uden mig. Verden stemmer når jeg ser op fra min bog. Og jeg kan trisse omkring med min refleksion i ro og mag og komme til mig selv som det passer mig. Og sig.

Monday, April 24, 2006

Just another manic Monday

Jeg stod faktisk bare og passede mig selv, som jeg ventede på at krydse ved grønt. Det ved jeg helt bestemt for jeg brugte stort set al energien på at kontrollere min irritation over en genstridig kontaktlinse i det højre øje. Måske blinkede jeg lidt for meget - eller måske han bare manglede nogen at tale med, ihvertfald forventede den ældre herre med tophue tydeligvis et svar da han temmelig højt sagde til mig: Pia Kjærsgaard slikker røven på kapitalen!

Jeg tror jeg skuffede fælt da jeg kun fik sagt: Ah hva?! Så efter han havde mumlet: Det er lort i karry... gentog han sin første sætning, denne gang i hvad der må karakteriseres som et brøl, og med tydelig sydsjællandsk dobbelttræk på vokalerne, for ligesom at understrege sin pointe: Pia Kjærsgaa-aard slikke-er røven på kapita-alen.

Jeg vidste virkelig ikke hverken hvad dét skulle hjælpe, eller hvad jeg skulle mene om sådan et udsagn, så jeg fik bare pippet et tøvende, uforpligtende: Javel...

Han rystede på hovedet af mig da vores veje skiltes. Han rystede på hovedet af mig!?

Tillykke Skipper

Hvad man dog ikke finder i gemmerne... Bortset fra punkterne 6 og 7 holder denne ønskeseddel vel egentlig endnu, eller bliver der udsendt en ny, fælles én til kalaset?
  1. Guns guns guns og kanoner
  2. Det legitime voldsmonopol
  3. Pratikplads/mesterlære som demagog
  4. Ankerbolten til Storebæltsbroen
  5. Terror netværk (bare et lille et)
  6. En eunuk + Harem
  7. Bogen How to stay cool in the prescence of good looking girls på dansk: Jern læg dig
  8. En absolut komplet brugsanvisning til kvinder
  9. En diamant maskine! Nej, ikke for egen vinding men for verden
  10. For små sko
  11. Tidsmaskine
  12. Jørgen Leisner

Thursday, April 20, 2006

Misantropen

Hvorfor bliver jeg så perlende lattermild i konfrontationen med den indædte foragt? Den slebne perfiditet hensætter mig i en henrykt overstadighed og det mavesure, pessimistiske udsyn gør mig munter og glad.

Sardonisk kynisme i lækker melodisk rockindpakning; ingen gør det mere elegant end Jim O'Rourke:
These things I say, may seem to offend
But not half as much, as I’d like to intend
Listening to you, reminds me of
A motor’s endless drone
And how the deaf are so damn lucky
uddrag af Memory Lame - fra Insignificance

Tuesday, April 18, 2006

Flyverskjul

Med mellemrum savner jeg den følelse der gik i spænd med en linie som altid hang i tankerne, når jeg skulle fra et sted til et andet i en by hvor jeg næsten intet sprog havde: Går i gader med navne hvor ingen kender mit ... spekulerer endnu på hvorfra jeg har planket den.

Saturday, April 15, 2006

Deadline

Jeg har haft tømmermænd. Jeg har lavet et rigtigt aftensmåltid m. kartofler, sovs, kød og grøntsager. Jeg har sludret med folk jeg ikke har set længe. Jeg har skrevet et par mails der var overdue. Jeg har tilbragt tid med familien. Jeg har strikket. Jeg har taget opvasken. Jeg har skiftet sengetøj. Jeg har ryddet op. Jeg har vasket et par maskinfulde tøj og alt det jeg har haft liggende til håndvask i evigheder. Jeg har vandet potteplanterne.

Jeg er begyndt at læse, og har derefter skimmet og pletlæst et par bøger som jeg burde have været igennem forlængst - kan med nu med sindsro og ren samvittighed sige at British-goth krimi, med et tvist af lesbian lovestory ikke er min deal.

Jeg har funderet over tragiske kærlighedssange. Cat Stevens tager prisen for den absolut sjoveste med I love my Dog. Tindersticks river stadig hjertet ud af brystet på mig når jeg virkelig lytter efter. Annie Lennox har med Bare begået det mest helstøbte album om sagen.

Jeg har filet negle og lagt neglelak - uagtet hvad man skulle tro er det aktiviteter man skal tage sig tid til, hvis man ikke bryder sig om at forekomme indolent og uopdragen i det offentlige rum.
Jeg tror jeg har opbrugt min kvote af overspringshandlinger.

Thursday, April 13, 2006

Damn it!

Jeg bliver så irriteret. Det der startede ganske uskyldigt ud med en halv snes bajere i godt selskab udartede sig til en barhængeraften, hvor det pludselig forekom aldeles meningsfuldt at kvæle shots med ild i. Jeg ville virkelig gerne kunne pinpointe det præcise øjeblik på sådan en aften, hvor man bliver så klog, at er fuldstændigt logisk at drikke brændende alkohol. Det øjeblik hvor ræsonnementet er komplet med sammenhæng, årsag og konsekvens og giver mening. For det må det jo gøre, ellers gør man det vel for fanden ikke.

Jeg ville så gerne kunne holde fast i det tidspunkt, så der i det mindste kunne være en god grund til at vågne med brandvabler i munden.

Tuesday, April 11, 2006

Irreduktibelt

Hvis jeg har nogen hemmeligheder som jeg ikke har fortalt nogen, så har jeg glemt hvad det var. Men jeg har erindringer som jeg aldrig har fortalt nogen om. Ikke af uvilje, ikke fordi det er pinligt, men fordi de ikke kan beskrives.

Det er små billeder af oplevelser, der står som tableuer i min hukommelse. Mentale snapshots. Jeg tror at vide at det er sandt, at jeg virkelig har oplevet det, at det virkelig fandtes sådan som det knivskarpt står i min erindring. Men der findes ingen at spørge om det virkelig var sådan. Om det virkelig var sådan det gik for sig. For det er almindelige hændelser som de mennesker jeg var sammen med ikke tænkte videre over. Eller også kendte jeg dem ikke. Eller jeg var alene.

Jeg kan ikke gengive de nøjagtige følelser omkring optrinnene. De er så dagligdags at jeg ikke har bidt mærke i det præcist, eller også er de så særlige at der ikke kan sættes ord på. Følelserne modsætter sig fremstillelse og bliver diffuse. Så er der bare billederne tilbage og beskrivelserne af dem er enten banale eller højtragende. De ord der kan vælges vil altid blive uretfærdige efterrationaliseringer.

Jeg hæger om de billeder. De er mine.

Sunday, April 09, 2006

Tømmermændstanker

Jeg ved ikke helt under hvilken kategori gårsdagens scoringsforsøg skal rubriceres.
  • Ville det anklagende tonefald i indgangsreplikken "du ligner en lærer" kvalificere det til kamikaze?
  • Skulle det vilde udtryk i øjnene da det lykkedes ungersvenden at deducere sig frem til at jeg er mindst 27 rykke det over i en afart af det pubertære?
  • Eller var det bare halvhjertet når han endte med at spørge om jeg skulle med på Sørens Værtshus?

Friday, April 07, 2006

Det er ikke dig, det er mig

Det må stoppe nu. Selvom det har været sjovt, er omkostningerne efterhånden blevet for store. Næste gang må jeg melde hus forbi. Jeg må træde i karakter og modstå presset, også selvom det er fristende og synes som en good idea at the time. Det kan bare ikke blive ved på denne måde.

Jeg kan ikke mere. Jeg magter det ikke længere. Det må gå forbi mellem os. Det er slut nu.

Farvel Tequila.

Wednesday, April 05, 2006

Føj!

Fra barnsben er det blevet tampet ind i mig at dyr skal passes ordentligt. Det er umælende skabninger som skal behandles derefter. Det er også blevet mig understreget at selvom børn først bliver rigtige mennesker på den anden side af 150 centimeters højde, så kan de ikke selv gøre for det. Gang på gang er det ligeledes blevet mig pointeret at høflig optræden ikke koster noget. Derfor er venlig, velopdragen adfærd en selvfølge i omgang med alle mennesker.

Så jeg er god mod dyr, sød mod børn og temmelig dydig hvad angår gode manerer.

Men der er bare én slags mennesker jeg overhovedet ikke kan tage. Anorektikere. Jeg kan simpelthen ikke fordrage deres attitude. Den der ekstremt kontrollerede og kontrollerende, altid og evige forsvarsposition. Den hårde, selvgode arrogance. Den medlidende, nedladende bevågenhed overfor andres svagheder. Den nidkære opmærksomhed på hvad der spises. Jeg får en nærmest ubetvingelig trang til at smække dem en på skrinet, ruske dem, gribe dem i kravetøjet og råbe: "VÅGN OP! Du er jo GRIM! Dine knogler stikker ud, dine hænder er for store og det ser ud som om du har vand i hovedet!". Lige ind i ansigtet på dem.

Jeg er overbevist om at den fjendtlighed skinner igennem. Og jeg er ligeså overbevist om at de værste af dem fortæller sig selv at jeg bare er skinsyg. Hvilket kun pisser mig mere af. Gu fanden er jeg da ej. Hvordan skulle jeg dog kunne være jaloux på mennesker der er så svage at de ikke magter livet? Som kun magter kontrol over det lille, bitte område som er kroppen? Som nægter sig selv adgang til al den glæde og sansning som er hjemmehørende, tilhørende kroppen? Som i første og sidste instans er situ for alt?

Selvom jeg godt ved at de er angste, smertende mennesker, med syge sind og forkvaklede syn på deres mishandlede kroppe. Selvom jeg godt ved at det er en forfærdelig sygdom, at være så ulykkelig og magtesløs at det eneste man kan opponere mod og med er ens egen krop. Selvom jeg godt ved at nogen faktisk er så ramte at de dør af det. Så kan jeg simpelthen ikke tage den psykiske mekanisme der ophøjer den livsfornægtende praksis at sulte sig selv, til en art åndsaristokrati.

Jeg kan kun med nød og næppe afholde mig fra at tale om mad: min salig mormors fantastiske forlorne skilpadde, friskbagt brød med havrehalmsrøget ost, klar suppe med hjemmelavede melboller, nyopgravede kartofler m. dild & smør og skinke til, varm æblekage med creme fraiche, kærnemælkshorn m. perlesukker, røget ål og æggestand på godt rugbrød, mør oksefilet og god rødvin, friske asparges og fjordrejer. Jeg får lyst til at tvære flødeskumskager ud i synet på dem.

Jeg er et slet menneske. Et slet menneske.

Tuesday, April 04, 2006

Sysselsat

Jeg er gået igang med at strikke. Lidt for at tilfredsstille den frådende 50'er madwoman som holder til in the attic af mine hjernevindinger, men mest for at træne tålmod, fokus og mit greb om proces. Det er ved at være på tide at jeg rent faktisk oparbejder en slags tålmodighed istedet for maskeret stædighed. Evnen til at fokusere er heller ikke ringe at have i bagagen, og det er efterhånden gået op for mig at resultatet nogen gange afhænger overhængende af processen.

Et værdigt projekt med mange dimensioner. Siden der ovenikøbet var et par garnnøgler at tiltuske mig, og min ærede fru moder kunne slå maskerne op - jamen, så var der da ikke andet for end at gå i gang. Så jeg har siddet og øvet mig i at processe, fokusere og være tålmodig. Og det går sådan set meget fint hvis man ser bort fra det krampagtige i min fremtoning. Det er ligefrem hyggeligt at sidde der og nørkle højre pind gennem masken, hente garnet over på den og slippe den gamle maske af venstre pind.

Lige indtil jeg opdager at nok er hænderne optaget, men jeg sidder og nynner med på musikken der spiller og smiler lidt af de tanker der ubudt dukker op hid og did. De originale 20 masker er på 15 centimeter vokset til 24, og det der skulle blive til et halstørklæde er kun svagt tekstillignende.

Resultatet er rigtignok afhængig af processen, og fokus er godt at have. Det går ikke særlig godt med nogen af delene, men nu er jeg tilgengæld blevet stædig.

Sunday, April 02, 2006

Erkendelse

Alt for skræmmende for nylig gik det op for mig, at tavshed ikke nødvendigvis er huller der skal dækkes over eller fyldes op. Tværtimod kan det være pauser at mærke efter i.

Det forklarer en del.