Wednesday, August 30, 2006

Musikken, musikken

Udover børnevers fra De små synger og de lyde der kom fra børnetime husker jeg ikke megen musik i min barndom. Mine forældre havde godt nok en stak LP'er med Harry Belafonte liggende, men jeg husker ikke at de tog dem frem og spillede dem.

Jeg husker til gengæld at mine ældre søskende på et tidspunkt fik en ghettoblaster og to bånd, Whitney Houston og Shakin Stevens, som jeg smuglyttede til når de ikke var hjemme. Det reddede mig ikke alene nogen slag når jeg blev opdaget, men også et livslangt blødt punkt for Whitneys "I Wanna Dance With Somebody (Who Loves Me)" som faktisk ad omveje er endt i en til stadighed utilfredstillet trang til at eje My Love Is Your Love.

På et tidspunkt begyndte jeg selv at lytte til Ugens Top 40 på lokalradionen. Det var lørdag eller søndag eftermiddag, og den første sang jeg som ramte mig i en nærmest punctumsk dimension var Del Amitris Nothing Ever Happens. Jeg kunne ikke hverken høre eller forstå halvdelen af hvad der blev sunget, men jeg kan stadig huske at jeg fik gåsehud af den indledende guitar, at hvad der lyder som en harmonika gik lige i hjertet og at omkvædet havde en hypnotiserende kraft på mig.

Jeg optog det nummer fra radioen og voldlyttede til det. Siden rykkede min musiksmag videre, den første LP jeg købte for selvtjente penge var for eksempel Her Personal Pains Songs from Cinema Cafe. Men jeg fulgte med udgivelserne fra Del Amitri og jeg har aldrig helt sluppet. Faktisk vender jeg altid tilbage, med mellemrum bevares - men Dels dukker altid op igen.

Tror egentlig også at det første indledende optagebånd ligger på loftet og roder i en kasse med andre ting, som jeg heller ikke har kunnet få mig selv til at smide ud.

16 comments:

cyclone bill said...

Hvad med Kim Larsen? Er du opdraget uden Kim? Jeg troede alle havde et Kim Larsen- / Gasolin-album som deres barndoms soundtrack? (Mit var Forklædt som voksen.)

Terse said...

Nu du siger det synes jeg godt at kunne huske noget med Familien skal skoven og Jutlandia, Men det har tilsyneladende ikke gjort det store indtryk...

cyclone bill said...

Det er virkelig en skam.

Nick said...

Ah, de gode, gamle dage med blandede bånd. Kylie, Jason, Whitney. Skønne sager. Dog voksede jeg op med Elvis på LP. Og ABBA.

Terse said...

Der er tilsyneladende noget der er gået helt galt i min opdragelse: Ingen Gasolin, ingen Elvis, ingen ABBA. Ingen Kylie, Jason hvem? - meget lidt Kim Larsen. Der er sådan set kun Whitney at skrive på kortet...

Men jeg havde en drabelig Beatles periode da jeg var 13, hjælper det?

Nick said...

Jason Donovan! Han var endda kæreste med Kylie i en periode. Nuvel, jeg kan jo ikke klandre folk for ikke være være nok inde i poppens ædle verden. Guderne må vide, at jeg har forladt den for mange, mange år siden. Og det er vist godt nok.

Lidt synd, at der kun er Whitney (i øvrigt kom jeg lige til at taste forkert der og skrev 'Shitney', men jeg rettede det dog), men måske havde I ikke andet på fastlandet?

Terse said...

Jeg synes du er lidt hård ved Whitney!

Jeg tror vi hørte radio, husker da Søndagskvisten, men det har bare ikke gjort særligt indtryk.

Min bror havde en overgang en passion for skotsk sækkepibemusik - tilgiv mig for ikke at have taget et blad ud af hans bog.

cyclone bill said...

Altså, Whitney er jo virkelig håbløs (dog har jeg faktisk også en svaghed for 'My Love Is Your Love', altså bare dén sang).

Men nu er der vel ingen der ligefrem er stolte af deres musikalske baggrund. Da jeg voksede fra min fars Kim Larsen- og Sebastian-bånd, stod den på Roxette og Europe. Come on!

Vi skal bare prise os lykkelige for skiftet fra kasettebånd til cd'er, ellers ville alt det gamle snavs stadig have stået dér på hylden og været pinligt.

Gad vidst om det er derfor Nick ikke kunne lægge hus til middag - Nick, har du stadig båndoptager? Og bånd? Med Jason og Kylie?

Nick said...

@Terse: Men jeg skrev det jo heller ikke. Det var bare en underholdende tastefejl.

Jeg er slet ikke retro nok til at have båndoptager. Jeg mener, jeg har ikke engang et rigtigt anlæg men hører musik via iTunes. Men ellers en fin undskyldning, som jeg vil forsøge at bruge næste gang en hel gruppe mennesker forsøger at invitere sig hjem til mig.

Nick said...

Sidste del var naturligvis rettet mod CB...

Terse said...

Jeg synes ikke at det var så underholdende at det gør noget. Hrmpf - og det gælder også dig, Cyclone, Whitney er ikke håbløs. Eller ikke håbløs, synes jeg, altså lis'som.

Og Nick - det kunne ellers have været SÅ sjovt!

...Ak ja, børn der plager får ingenting.

Nick said...

Altså, jeg troede, at vi havde aftalt, at DU (jvf. plageriet) altid kunne komme forbi til vafler? Det er de andre, jeg er bange for...

I øvrigt er Whitney da netop i disse tider fuldkommen håbløs. Der var engang, hvor hun var uskyldsren og blid som et lam, men i post-heroinafhængighed / Bobby Brown-affæren, der kan hun da ikke siges at være meget mere end håbløs. Hvis blot vi kunne få de gamle dage tilbage.

Terse said...

åh Nick - som altid den fuldendte gentleman, omend lidt nem at skræmme, måske?

Og okay så, Whitney er ude på et skråplan - men jeg vil altså stadig gerne eje My Love is Your Love. Hele albummet, Cyclone.

cyclone bill said...

Bevares. Så er der vist ingen tvivl om værtindegaven når du inviterer hele blogosfæren på kaffe og kasettebånd.

Terse said...

Faktisk så kan jeg spille kassettebånd på min oldgamle ghettoblaster. Cd-fidusen funker ikke mere - men jeg kan spille kassettebånd.

Nick said...

Gentleman? Hurra! Det er jeg ikke blevet kaldt i lang tid. Nu er vaflerne i hvert fald sikrede... ;)