Udover børnevers fra De små synger og de lyde der kom fra børnetime husker jeg ikke megen musik i min barndom. Mine forældre havde godt nok en stak LP'er med Harry Belafonte liggende, men jeg husker ikke at de tog dem frem og spillede dem.
Jeg husker til gengæld at mine ældre søskende på et tidspunkt fik en ghettoblaster og to bånd, Whitney Houston og Shakin Stevens, som jeg smuglyttede til når de ikke var hjemme. Det reddede mig ikke alene nogen slag når jeg blev opdaget, men også et livslangt blødt punkt for Whitneys "I Wanna Dance With Somebody (Who Loves Me)" som faktisk ad omveje er endt i en til stadighed utilfredstillet trang til at eje My Love Is Your Love.
På et tidspunkt begyndte jeg selv at lytte til Ugens Top 40 på lokalradionen. Det var lørdag eller søndag eftermiddag, og den første sang jeg som ramte mig i en nærmest punctumsk dimension var Del Amitris Nothing Ever Happens. Jeg kunne ikke hverken høre eller forstå halvdelen af hvad der blev sunget, men jeg kan stadig huske at jeg fik gåsehud af den indledende guitar, at hvad der lyder som en harmonika gik lige i hjertet og at omkvædet havde en hypnotiserende kraft på mig.
Jeg optog det nummer fra radioen og voldlyttede til det. Siden rykkede min musiksmag videre, den første LP jeg købte for selvtjente penge var for eksempel Her Personal Pains Songs from Cinema Cafe. Men jeg fulgte med udgivelserne fra Del Amitri og jeg har aldrig helt sluppet. Faktisk vender jeg altid tilbage, med mellemrum bevares - men Dels dukker altid op igen.
Tror egentlig også at det første indledende optagebånd ligger på loftet og roder i en kasse med andre ting, som jeg heller ikke har kunnet få mig selv til at smide ud.
10 comments:
Hvad med Kim Larsen? Er du opdraget uden Kim? Jeg troede alle havde et Kim Larsen- / Gasolin-album som deres barndoms soundtrack? (Mit var Forklædt som voksen.)
Nu du siger det synes jeg godt at kunne huske noget med Familien skal skoven og Jutlandia, Men det har tilsyneladende ikke gjort det store indtryk...
Det er virkelig en skam.
Der er tilsyneladende noget der er gået helt galt i min opdragelse: Ingen Gasolin, ingen Elvis, ingen ABBA. Ingen Kylie, Jason hvem? - meget lidt Kim Larsen. Der er sådan set kun Whitney at skrive på kortet...
Men jeg havde en drabelig Beatles periode da jeg var 13, hjælper det?
Jeg synes du er lidt hård ved Whitney!
Jeg tror vi hørte radio, husker da Søndagskvisten, men det har bare ikke gjort særligt indtryk.
Min bror havde en overgang en passion for skotsk sækkepibemusik - tilgiv mig for ikke at have taget et blad ud af hans bog.
Altså, Whitney er jo virkelig håbløs (dog har jeg faktisk også en svaghed for 'My Love Is Your Love', altså bare dén sang).
Men nu er der vel ingen der ligefrem er stolte af deres musikalske baggrund. Da jeg voksede fra min fars Kim Larsen- og Sebastian-bånd, stod den på Roxette og Europe. Come on!
Vi skal bare prise os lykkelige for skiftet fra kasettebånd til cd'er, ellers ville alt det gamle snavs stadig have stået dér på hylden og været pinligt.
Gad vidst om det er derfor Nick ikke kunne lægge hus til middag - Nick, har du stadig båndoptager? Og bånd? Med Jason og Kylie?
Jeg synes ikke at det var så underholdende at det gør noget. Hrmpf - og det gælder også dig, Cyclone, Whitney er ikke håbløs. Eller ikke så håbløs, synes jeg, altså lis'som.
Og Nick - det kunne ellers have været SÅ sjovt!
...Ak ja, børn der plager får ingenting.
åh Nick - som altid den fuldendte gentleman, omend lidt nem at skræmme, måske?
Og okay så, Whitney er ude på et skråplan - men jeg vil altså stadig gerne eje My Love is Your Love. Hele albummet, Cyclone.
Bevares. Så er der vist ingen tvivl om værtindegaven når du inviterer hele blogosfæren på kaffe og kasettebånd.
Faktisk så kan jeg spille kassettebånd på min oldgamle ghettoblaster. Cd-fidusen funker ikke mere - men jeg kan spille kassettebånd.
Post a Comment