Saturday, September 23, 2006

...varer ikke ved - men det er en hemmelighed

Jeg har lige grinet til Travis' cover af Britneys ...Baby One More Time. Vinduerne står på vid gab. Papirerne flyver mig om ørerne, mens jeg danser rundt med gulvskrubben. Under radioens snak og sange kan jeg høre bladenes whoosh. Jeg kan se den blå, blå himmel. Jeg er i rart hjemmetøj, ansigtet er rent uden kontor make-up, håret uredt og fugtigt. Jeg kan konstatere at mine potteplanter har det meget bedre nu hvor jeg ikke har tid at rende og vande dem hele tiden - og jeg spekulerer på om der er mere jeg næsten kvæler i misforstået omsorg? Men der er septemberblæst og septemberhimmel og septembersol og jeg er forbløffende tømmermandsfri på trods af gårsdags heftige ekspeditter og underboens alt, alt for tidlige, larmende lejlighedsrenovation.

Lad det være som det er. Lad det være som det er. Hvad vi ikke kan tilgive forsinker os. Og jeg er bare lykkelig i al sin almindelighed mellem nullermænd som næsten gør mig bange, vasketøj der skal ordnes, biografaftaler der skal holdes og opvask der har stået hele ugen.

7 comments:

Anonymous said...

Det er derfor der findes så mange digte om september. Måneden gør noget ved én. Og du har beskrevet det meget smukt og præcist.

Terse said...

Det gør den nemlig - og tak.

Suzy-Hang-Around said...

Dejligt stemningsbillede, som jeg indtog iklædt ditto blødt hjemmetøj og nyvasket hår. Men i mangel af ventende opvask fandt jeg vaffelhjernet frem. Uhmmmm! Husk at du stadig må låne :-)

Terse said...

Uhm vafler. Med blåbærsyltetøj mmmmhhh.

Der er nogen der har lovet mig vafler...

maria said...

Levende og malende skrevet, lad os få mere af det :)

Nick said...

Jeg føler mig sært ramt med den vaffel-kommentar der. ;)

Terse said...

@Maria: Jeg skal forsøge.

@Nick: Så er mit boldøje ikke slet så slemt ;o)