Thursday, November 30, 2006

Det var bare lige en enkelt...

Hvad er den diminutive form af tømmermænd? Tømmerdrenge? Tømmermændette? Tømmermændschen?

Saturday, November 25, 2006

Melder #4

Man får ret så temmelig hurtigt ret så temmelig nok af friskkogte klejner.

Friday, November 24, 2006

Black Power

Engang for snart længe siden prøvede jeg at sidde i et hjørne af mit daværende bosted og ikke kunne overskue at gå ned og hente mælk. Jeg kunne simpelthen ikke overskue den myriade at små handlinger der skulle til for at få nå det objektive mål "at have mælk i køleskabet". At rejse sig op, at afføre sig nattøjet, at påklæde sig, at finde pungen frem, nøglerne, at åbne døren, at gå ud af den, at låse efter sig, at gå ned af trapperne, hen ad gaden, ind i butikken, hen til køleskabene, udtage mælken, stille sig op i kassekøen, betale, gå ud af butikken, hjem, op ad trappen, låse op, tage overtøjet af, sætte mælken i køleskabet.

Jeg drak min kaffe sort. Og græd og græd og græd. Rædslen var overhængende. Og det var rædsel, ikke angst, men regulær rædsel. Rædsel over at kunne splitte et så enkelt handlingsforløb til atomer. Rædsel over ikke at kunne samle det igen. Rædsel over at det var mit liv. Rædsel over at møde sig selv dér. Så langt fra alt hvad man bilder sig ind at være. Tror sig at være.

Mit selvbillede gik ikke itu dér, det var gradvist blevet slået i stykker henover en periode før, og jeg havde længe skåret mig på stumperne. Men omstændighederne ved den sorte kaffe den dag, gjorde mig bevidst om det. Det var et stort stykke arbejde at få tingene til at stemme igen.

Det var en arkæologisk udgravning af den anden verden. Det var et renoveringsprojekt. En genopbygning. Det var et pillearbejde at tingene efter i sømmene. Og det blev en vane. En vane at grave dybt, en vane at gå efter i detaljen, en vane at se tingene fra en anden vinkel end den gængse, en vane at at efterprøve, en vane at se efter fejl og mangler at rette. Det blev en vane at noget var galt. Det blev en vane at jeg skulle rette det.

Og så skulle jeg den anden vej. Lære at stole på at arbejdet var gjort så godt at jeg ikke behøvede at dobbelttjekke. Lære at jeg ikke er ansvarlig for alting. Lære at bumps & cracks ikke behøver at gøre konstruktionen ustabil. Lære at tingene nogen gange bare er hvad de ser ud til. Lære at det er okay at drikke sin kaffe sort, fordi man ikke gider rejse sig og gå i Brugsen efter mælk.

Thursday, November 23, 2006

Universets hævn

Af alle de ting voksne mennesker kan fejle i denne verden, er lussingesyge nok den mest latterlige. Som der står i de leksikalske opslag man kan google sig frem til, er sygdomsforløbet mildt. Lettere ømhed i leddene, svag feber og udslet på kinderne.

På jobbet i dag gik jeg godt nok og frøs som en lille hund, men jeg følte mig også lettere opkogt og havde det temmelig varmt, - ømheden i kroppen tilskrev jeg gårsdags excesser på cyklen i motionscenteret. Sidst på formiddagen var utilpasheden dog så overhængende og varmen så ubehagelig at jeg måtte på det lille hus for at pøse vand i hovedet. Synet der mødte mig i spejlet var... Altså, nu er jeg fra naturens hånd lettere rødmosset henover æblekinderne, men jeg så ud som om jeg havde fået sådan en på skrinet. Adskillige gange. Af en der arbejder lige godt med venstre som højre hånd. Så jeg gik hjem i seng.

Så nu ligger jeg her og føler dels, at jeg skulker med mit milde sygdomsforløb dels, at universets karmapolice har taget røven på mig - nok kan jeg være øretæveindbydende men ligefrem at kvittere med lussingesyge synes jeg er at overtrække kontoen.

Og jeg har endda aldrig fået en tilfredsstillende forklaring på hvorfor små hunde skulle fryse mere end store.

Monday, November 13, 2006

Bulletiner fra kontoret #3

På den ene side har jeg meget lidt lyst til at blive ved et par timer endnu. På den anden side gider jeg så absolut heller ikke møde kl. 07 imorgen tidlig og rende forvirret rundt som en hovedløs høne for at blive færdig til tiden.

På den ene side er det nok ikke et sundhedstegn at vække sig selv om natten p.g.a. drømme om arbejdet. På den anden side er nogen af drømmene virkelig interessante.

På den ene side er det nok ikke skide smart at jeg i mit stille sind tænker "sagen lukkes i næste uge, sagen lukkes i næste uge, sagen lukkes i næste uge". På den anden side ophører ansættelsen jo allerede 1. februar.

På den ene side er jeg en interesseret, dedikeret, ansvarsfuld og kompetent medarbejder. På den anden side er jeg måske bare snotstupid på egne vegne.

Wednesday, November 08, 2006

Bulletiner fra kontoret - papirudgave

Emne: SV: blokering af mail

Jvf. nedenstående kan jeg desværre ikke modtage dine mails. Jeg afventer
papirudgave.

Mvh

-------------------------------------------------------------

Emne: blokering af mail


Vores firewall er ret hidsig og derfor kan jeg ikke modtage den mail du har afsendt.

Hvis der er flere vedhæftninger vil jeg bede dig sende dem seperat i hver sin mail, evt. med nummererede emner, så er nemmere at finde ud af hvilken vedhæftning systemet ikke vil æde.

Alternativt vil jeg bede dig om at konvertere filerne til word, hvis det kan lade sig gøre.

Sidste mulighed er den gode gamle; at jeg får tilsendt papirudgave m. snailmail.

mvh

Tuesday, November 07, 2006

Thursday, November 02, 2006

Ubetimelig

Man lærer at passe sin seng når det bliver så mørkt så tidligt. Og når man skal op kl. 06 for at møde på arbejde på et tidspunkt, hvor man har en rimelig chance for at ringe folk op i deres arbejdstid derovre i Asien. Og det hjælper også ret meget ikke at have nogen computer.

Og selvfølgelig var det ikke ham den nuser-nørdede der tog i mod den. Eller ham den kompetente in charge. Eller bare ham den joviale med situationsfornemmelse. Næeh nej, det var skam ham den bebumsede, ildelugtende, dårligt klædte nyansatte som fuckede kvitteringen op først, og derefter printeren alt i mens han beflirtede mig på ucharmerende facon. Lorte karma.