35 days later

Nu vil jeg gerne bare snart hjem til mig selv og ikke til andre. Nu vil jeg bare gerne snart kunne vælge mit eget selskab og ikke pådutte min tilstedeværelse andre. Nu vil jeg bare gerne snart ikke tage flere hensyn end dem til mig. Og ham.

For der skete noget ude på Nørrebro omkring Kristi Himmelfart. Og noget på Vesterbro til Distortion. Og hel masse i Nordvest efterfølgende. Latter. Historier. Samtale. Alvor. Sårbarhed. En fuldstændig forglemmelse af andet end nærhed. Noget der er helt nede på jorden og totalt flyvende ude i universet på den ubegribelige måde. Samtidig.

Jeg forsøgte virkelig at være langsom og forsigtig og at leve det efter devisen slow is better. Men lysende erkendelse tilsidesatte al tilbageholdenhed:

Det her er mig som jeg kender mig selv. Det her er mig som jeg helst vil være. Det her er mit allerbedste selv. Det her er mig uden forbehold. På godt og ondt. Og jeg er sammen med ham. I hans selskab har jeg det sådan. Er jeg sådan. Det her er mig sammen med ham.

Og det er så nemt, udramatisk, ukompliceret og enkelt. Frydefuldt og sjovt. Så rigtigt. Jeg anede ikke at det kunne være sådan. Men jeg kan anbefale det.

Copenhagen Dreaming

Igennem flere år kørte jeg rutinemæssigt mellem Vesterbro og Østerbro. På cyklen tog det bare 20 minutter gennem byen og selvom Blegdamsvej aldrig har været den mest interessante strækning i København, blev jeg altid så glad når jeg nærmede mig.

For henne på Sankt Hans Torv ligger den bygning hvori Dansk Musiker Forbund har til huse. Og den bygning lagde facade til min absolutte yndlingsgrafitti. Henslængt som en eftertanke, skrevet i forbifarten, i formskrift uden falbelader, stod i en enkelt sort ubrudt spraydåsestreg elsk.

Mit hjerte gav sig altid i et lille veltilfredst suk. Bydeformen, enkelheden, ukunstletheden. Så atypisk den var. Et lille punctum i den hverdagslige dagligdag. At den var utagget. At den til stadighed fik lov at stå uantastet. Flere år tror jeg.

For den findes selvfølgelig ikke mere. Eller rettere, den findes vel stadig underneden alt det ligegyldige crap som utilpassede, talentløse unge tror det er sjovt at forpeste byrummet med. Og den rinder mig i hu hver gang jeg kommer forbi. Og jeg smiler hver gang. Og takker i mit stille sind det ukendte ophav for den huskeplet. elsk.

Ved vejen

Jeg sætter fodspor i hjem som ikke er mine, drikker kaffe jeg ikke har indkøbt og sover i linned der har ligget fra sidst. Jeg åbner vinduer, skraber dråber af fliserne og går ned med affald. Jeg cykler mellem destinationer med solbriller på næsen og hjelm på hovedet og taske på bagagebæreren. Jeg er tilstede i solen på pladser, i parker, siddende på bænke, liggende på en plet græs. Jeg har en bog i tasken til selvsamme formål og småpenge i pungen til latte. Og musikken i ørerne.

Uafladeligt, evigt og altid med ipod i lommen og dutter i ørerne. På shuffle. Nogen gange er den magisk, den lille maskine og giver mig præcis hvad jeg har brug for - rytmen til tramp i pedalen, tekstmatch til tanker, melodiøs ro til afslapning. Andre gange er det djævlens tøjeri som skubber mig ud af balance med upassende melankoli, rockudladninger og freaking annoying indielort. Det er et under jeg ikke er styrtet endnu, koncentreret om at trykke næste og slet ikke opmærksom på trafikken.

Men jeg er på vej. Med cyklen tungt lastet og et uvant balancepunkt. I denne kommen og gåen mellem andres hjem. I dette vakuum af sted. Med smil på læben, latter i mundvigen og fregner på næsen. I uro, tvivl og tristesse. Med blæsten i håret, sus i skørterne og vinden hviskende omkring mig. Jeg er på vej. Tankefuld. Sproglig. Korporlig. Jeg er mig.

Gud er en ømhed af adresse varmt i lommen

Jeg er 33 år gammel og vagabonderer som en anden student. Mine ejendele er spredt ud på forskellige lokaliteter tværs over byen, mit eget selv udspændt mellem adresser af kærlighed.

Den adresse som er midlertidigt opgivet og udlånt i et øjebliks næstekærligt vanvid, som jeg faktisk aldrig regnede med at blive holdt op på. Og alligevel voksede det løfte fra 14 dage, til april, til to måneder og pludselig 3. Så jeg pakkede sammen i kasser og gjorde plads til andre i de rum, som aldrig helt fuldt føltes som mine, og overleverede mine nøgler med et lettelsens suk og behørigt økonomisk kompenseret.

Den adresse jeg flyttede tværs over byen til, med det allermest nødvendige, indeholdende rå mængder af kærlighed og hverdag og en 3-årig der er om muligt langsommere til at vågne end mig. Med rutiner og måltidspolitik og rengøring når det ikke nødvendigvis passer mig. Og aftensmad på en tallerken lige til at varme op når jeg ikke kan være hjemme på klokkeslettet og runde barnearme om halsen til farvel når jeg aflaster og afleverer i børnehave og på fritidshjem. Og mulighed for at gå uden at skulle forsvare og forklare.

Til den adresse jeg kan dukke uanmeldt op på, hvor jeg har min egen kaffekop og hjemmesko. Hvor jeg irriteret kan få lov at udbryde hvorfor helvede smider I ikke mælken ud når den er for gammel?! og blive tilgivet uden ord. En adresse som bliver mig betingelsesløst overladt, når indehaverne skal længere tid væk, hvor jeg må drikke øllerne i køleskabet og ryge på bagtrappen selvom jeg faktisk endelig er holdt op og egentlig betragter mig selv som ikke-ryger.

For der var også kortvarigt en anden adresse i atter en bydel, hvor jeg måtte sande at det der virker for godt til at være sandt, er for godt til at være sandt. Og at paralleluniverser kan piskes op på basis af én god date og et par hundrede sms'er fordelt over 8 dage. Og på trods af følelsen af at være kommet hjem i favnen på en høj og hærdebred mand, kan han godt holde om én uden at føle det samme.

Så jeg skal lige vende skråen. Jeg skal lige have lov at være lidt ked, skal lige have lov at slå mig selv oven i hovedet for ikke at passe bedre på mig selv, skal lige have lov at forbande den impuls der gør at alt hvad jeg føler partout skal falde ud af munden på mig. Og det gør jeg på bagtrappen mens jeg ryger og drikker andres øl. Hjemløst udspændt mellem adresser i København.

Tro

Jeg troede jeg kunne psyke mig selv så meget til at komme hjem til en halvtom lejlighed, at det ikke ville gøre så ondt når det skete.

Jeg troede at det var en god ide at få et lift med min bror og svigerinde, så jeg ikke behøvede at sidde i bus fuld af fremmede og græde gennem Odsherred hvor vi har været så ofte.

Jeg troede det ville være sundt at tage hjem til min familie hvor vi alle var samlet, give det lidt tid og blive elsket for min egen skyld.

Men det jeg fik, var lov til at se var mine søskende med deres familier og alt det jeg ikke får med ham, nor any time soon. Det jeg fik, var 4 timer i en bil med to mennesker der delte kærlige blikke og talte sammen om deres fremtidsdrømme, noget som jeg ikke længere kan med nogen.

Og intet, intet kunne have forberedt mig på at træde ind i en lejlighed som ikke er hjem fordi han ikke er der. Intet mål af tanker kunne have forberedt mig på den smerte som sendte mig gulvet ved oplevelsen af en amputeret lejlighed. For tanker er bare tanker og virkeligheden er, at det jeg i virkeligheden har, er et amputeret liv.

Nattero

Jeg holder af at sidde skrive om natten, fordi mørket der lukker sig om lejligheden og verdens velsignede ro stimulerer koncentrationen.

Men i dag fylder min underbo 24 år og holder selskab her til aften. Og med gæster i hvad man må formode er samme aldersklasse, er det ikke middag med stofservietter, sølvkandelabre og fratrædelse før midnat, med deraf højst lyden af opvask efter kl. 24. Næeh, de danser. Og råber. Og griner højlydt.

Jeg er altså ikke spor sur over deres støvletramp, hvineri og lyden af den tunge baslyd der ikke lader sig dæmpe nævneværdigt af ørepropper. Jeg kan nemlig godt huske en aften i min lejlighed hvor afspilningen af Anna Davids "Fuck dig" rundede en 20-25 stykker, med en pæn stigning i lydniveauet fra første til sidste gang. Vi prøvede at lære den udenad. En ambition der ikke blev hjulpet ret meget på vej af de mængder alkohol vi havde indtaget.

Så jeg klager ikke. Jeg er faktisk mest glad for at den samme sang endnu ikke er blevet afspillet to gange. Men jeg er ikke for fin til at stå tidligt op og støvsuge i morgen.

Hverdagens helte

Efter et par dage med BastaBumBarnet i min varetægt vil jeg gerne rette en stor tak til de mange hensynsfulde og hjælpsomme mennesker der hver dag lader sig befordre af den offentlige trafik.

Guderne skal vide at det er en prøvelse i sig selv, så utrolig mange tak til forretningsmanden som rejste sig for os her til morgen og den nydelige unge svenske mand der spurgte om jeg ville sitta bredvid barnat. Tak til bedstefaderen der sad ved siden af Bimsen i går som instinktivt rakte ud og holdt ved hende da jeg ikke selv kunne nå, og tak til Matas-pigen som smilede overbærende da hun fik klamme 3-års hænder i håret. Stor tak til den ældre dame som sludrede tålmodigt med barnet og tak til studinen som smilede opmuntrende til mig. Tak til alle dem som ikke tsktsk'ede, fnyste af forargelse eller rullede med øjnene af en uerfaren pendler med et træt, beskidt og genstridigt barn i myldretiden.

Til gengæld findes der et særligt sted i helvede for folk som er fuldstændig ligeglade med at der findes små mennesker under øjenhøjde og et særligt, særligt sted for folk som snerrer over at et børnehavebarn mister balancen i en fyldt bybus.

Tid til zen

Jeg har faktisk ikke noget imod hverken Getz & Gilberto eller Metallica. Men jeg har ret så meget imod dem samtidig fra henholdsvis open air wannabe bossa nova band og min demonstrativt for åbne vinduer højtspillende overbo.

Nihola - I hate you!

Jeg kan ingenlunde mønstre det samme velartikulerede had som mesteren. Men jeg begynder at forstå dig, Cyclone.

Harmen var voldsom og pulsen høj, da en satan på en nihola valgte at stoppe uden varsel på Østerbrogades cykelsti (indadgående retning) lige efter et lyskryds der netop var skiftet fra rød til grøn. Alle ved, eller kan tænke sig til, at lyskrydsskift i myldretiden almindeligvis afstedkommer flaskehalsproblemer. Og var det en nødsituation? Næeh nej, idioten stoppede for at foretage et opkald. Ikke engang besvare, men foretage et opkald.

Det værste er, at spaden kunne være kørt 25 meter længere frem og drejet ind til højre, og haft en rolig plet at ringe fra, uden at være til gene og/eller fare for andre cykelister. Jeg er stolt over at jeg halvhøjt fik råbt "Det der er ikke smart!" ind i hovedet på synderen. Ærgrer mig dog over at jeg ikke fik tæsket et par eder og forbandelser ind over også.

Jeg er meget utryg nu

Mit pas udløb i juni måned, men siden jeg først skal det bruge midt på denne måned tænkte jeg at det var bedst ikke at føje spot til skade for de glemsomme, frådende, familieferierende julimasser. Så glemte jeg det selvfølgelig selv. Heldigvis har jeg gode kolleger, så jeg brugte min frokostpause og fik lov at skulke lidt i den anden ende hvis der var brug for det.

Det var der egentlig ikke, sådan umiddelbart. Der var slet ingen kø og jeg havde både penge og papirer klar. Men så var fotoet ikke godt nok, mit hoved var ikke afbilledet i 30-35 mm. højde. Jeg fik aldeles nydelig behandling og anbefalet at rende op til fotoforretningen på Hovedbanegården, så jeg var sikker på at jeg endte med et billede der kunne bruges.

Som sagt så gjort. Det tog kun et kvarter, men da jeg kom tilbage var der selvfølgelig kø, så jeg slog mig ned og begyndte at kigge rundt. Det er et meget strengt rum, der på Halmtorvet. På den ene endevæg er der en mindetavle for den betjent der blev skudt af Blekingegadebanden i 1988. På den anden et forældet kort over København og forstæder. Så er den meget høje disk der, igennem hele rummet, og nummertrækningsmaskineriet, et cafebord med blanketter - men det er sådan set også det.

Altså lige bortset fra to plakater på den lange væg bag disken. Der er en nydelig betjent på hver. Og så står der tre ord med meget store typer. På den ene står der EMPATI TOLERANCE UDRYKNING på den anden VENLIGHED SERVICE ANHOLDELSE.

HVAD? Er det en intern huskeseddel? Forestiller det reklame? Måske en hvervekampagne? Hvad skal de plakater signalere?

- Bliv betjent! Vi servicerer med venlig anholdelse.
- Politiet! Tolerant udrykning med empati.

Min tillid til etaten er for nedadgående.

Til gården og til gaden

Min ejendom ligger klos op af en skole, så der plejer at være ro fra den kant i weekender og ferier. I denne ferie er der dog igangsat en gennemgribende renovering af bygningerne, så hvis jeg glemmer at lukke køkkenvinduerne inden jeg går i seng, bliver jeg gerne vækket 1 time tidligere end uret ringer.

Jeg er også nødt til at lukke vinduerne i stue og soveværelse om natten fordi jeg bor ved en af byens pladser. Selvom udendørsserveringen gudskelov tilendebringes kl. 00.00, har folk en belastende trang til at samles og synge/skændes/diskutere m.v. i deres højlydte fuldskab lige neden for mine vinduer.

I denne sommertid vågner jeg gerne faretruende nær et hedeslag ved 4-5 tiden om morgenen, men smækker så soveværelsesvinduerne op på vid gab og sover sødeligt indtil klokken slår. Undtagen her til morgen hvor lyde som jeg umiddelbart henførte til henholdvis en højtryksrenser og en motorsav flænsede min skønhedssøvn i stumper og stykker kl. o6.45.

Det føltes ret ondskabsfuldt og det var svært ikke at tage personligt... En af mine veninder har engang erklæret at den årle udførelse af støjende arbejdsopgaver må være arbejderklassens hævn. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret.

Haiku ho

Sommerhøj himmel,
brisen løfter kjolen op
- kort kig til trussen.

Nar'men - det har jo heller ikke noget med dig at gøre...

Klokken havde kun lige passeret midnat, da aftenens mest ucharmerende kommentar faldt fra en mand der var så way ahead of us på vej ud i hegnet, at han ikke kunne stå i baren:

Min kærste er gravid i 24. uge og går bare rundt og er tyk og fed og umulig derhjemme... - I har slet ingen problemer!

- Og syrenerne blomstrer så man bliver glad

Selvom det lønlige håb om en totalt lækker hårdag blev bitterligt knust i en regnbyge på vej til job, fik jeg dog et sommerkig af solen på vejen retur til domicilet og sandelig om ikke himmelen var blå og skyerne duvende hvide.

Liv og glade dage

Selvom det ikke er helt nemt at mingelere paraply, taske, indkøbspose og et tørrestativ, bliver jeg lykkelig gennem marv og ben af den dybe, tunge sommerregn. Jeg elsker at alting bliver anderledes. Verden er en anden, lugten bliver skarp og præcis, lyset diffust og blødt og lyden af vanddråber der drukner andre lyde. Jeg elsker at blive våd på vejen hjem; håret der klæber til hovedet, kold rislen ned ad ryggen, at blive så gennemblødt at det kan være ligemeget - man ligner alligevel en druknet mus og vandpytter hopper jo heller ikke i sig selv. Den kolde, fugtige gåsehud som ved hjemkomst og tøjskift gløder og bliver varm.

Flyverskjul

Med mellemrum savner jeg den følelse der gik i spænd med en linie som altid hang i tankerne, når jeg skulle fra et sted til et andet i en by hvor jeg næsten intet sprog havde: Går i gader med navne hvor ingen kender mit ... spekulerer endnu på hvorfra jeg har planket den.

På det jævne, på det jævne...

I går havde en mand havde taget sine undulater med i toget.

Onsdag havde vi hverken tasker eller store lommer, så strøgturen blev gennemført bærende på hhv. en svensknøgle og et umbraconøglesæt.

Tirsdag afsløredes en mildt intimiderende overordnet med små klynger af en 3-4 hår placeret i gittermønster over en ellers blank isse.

Mandag sås et lettere opkogt par i løbetøj gå og dele en bakke flødeboller midt på gaden.

Det er så skønt at der sker noget hele tiden.

Flyttehelvede

Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med; at mine sager på mirakuløs vis ville pakke sig selv ned og op i kasser? At afslibning ikke ville generere støv? At reoler efter et passende tidsrum ude af øje ville fremstå nymalede?

Under alle omstændigheder havde jeg ikke regnet med tilstadighed at rende svedig, støvet og beskidt rundt med værkende lemmer. Jeg havde ikke regnet med at iklæde mig forlængst kassereret og meget uklædeligt tøj mere end en uge efter officiel indflyting. Jeg havde ikke regnet med at rende forvirret rundt, og stikke hovedet i flyttekasser efter rent og nogenlunde nydeligt tøj og hvor-helvede-er-den-anden-sko, trekvarter inden at skulle møde på job - for til sidst resigneret at fiske det mindst beskidte op af vasketøjskurven og udsætte mig selv for en truckervask by proxy.

Grejer

Efter en endeløs række af kollegieværelser, delelejligheder og fremlejer har jeg endelig kroppen bag egen dør. Eller det vil sige; så småning om - der er jo så meget der skal fixes og males og ordnes og sættes op og slibes ned og rengøres og hold da op hvor pengene har fået ben at gå på. Dankortet gløder og ekspedienter tilsmiler mig huldsaligt når jeg ikke alene skal have materialer men også må sige at jeg ikke ejer grejerne. Det har faktisk været et stålsat princip,- ikke om jeg ville hverken eje eller håndtere grejer! Derfor har min værktøjskasse (kagedåse) kun indeholdt gaffa tape og IKEA umbraconøgler. Alt der har krævet betjening af mere intrikate instrumenter har jeg overladt til handymen og -kvinder i min omgangskreds. Så jeg har skam set masser af håndværksfaglig udførelse, og jeg er også rimelig god til at holde andres grejer. Men altså ejerskab og operation har jeg glad og gerne overladt andre.

Derfor stiller jeg mig også umanerligt undrende overfor de seneste dages voldsomme forandring af min karakter - det tangerer faktisk en personlighedsforstyrrelse; jeg er blevet grebet af et voldsomt begær efter at besidde værktøj. Jeg vil eje grejer. Jeg vil have mit eget værktøj. Og en kasse til det. Og nej, nej, nej, nej - ikke det der med en lille tøsehammer og en enkelt skruetrækker. Nix baby - vi snakker tommestok, waterpas, knibetang, vinkel, stemmejern, rørtang, svensknøgle, sav, nedstryger, en god tung hammer og skruetrækkere i adskillige størrelser. Vi snakker powertools, the works og alt det løse: rawplugs, søm, skruer, isoleringstape, bits, sandpapir, shellak, og alle de tingester, dippedutter og dingenoter som jeg ikke kan navngive endnu... p.t. vil jeg faktisk hellere have en ordentlig skruemaskine end et par nye sko. It's so weird!

Jeg har altid haft en smag der var svær at stemme af med en studenterøkonomi, men denne her nye besættelse er mig en dyr fornøjelse. Det skal jo være kvalitetsværktøj! Og når man påtænker at de seneste 10 års altid semi-permanente boligsituation har afstedkommet en lidt upraktisk mangel på møbler, strækkes finanserne til det yderste.

Måske man bare kunne arrangere løsøre feng shui med usynlige møbler?

Jazz festival

Der var mere sigøjner end jazz over det.

Verdensmusik equals crap.

Sådan er det. Det ved alle.