Friday, June 30, 2006

Krop skaber klæder

Jeg elsker at dappe direkte fra badet ind i mine værelser. Jeg holder af mærke mit drivvåde hår og se mine våde fodspor på gulvene. Det ligger både en rest af barnlig trodsighed i det, for det gør man altså ikke, og en dyb tilfredsstillelse ved at vide at dér var jeg for et øjeblik siden.

Og nogen gange som jeg tørrer mig foran spejlet i soveværelset, lægger jeg håndklædet fra mig og tager et godt langt blik på min nøgne krop. Jeg glædes ved alt det der er pænt. Og glædes over at jeg ser det først. Jeg har dejligt hår, gode skuldre, pæne arme, smalle håndled. Jeg har nydeligt markerede kraveben, fortrinlige bryster og en udmærket talje. Jeg velproportioneret og har en fin benlængde. Mine fødder har en smuk svang.

Jeg er efterhånden blevet dygtig til at købe tøj til min krop. Godt tøj. Tøj med et snit der fremhæver kvaliteterne og camuflerer det modsatte.Tøj af stof jeg synes er rart at mærke mod min hud. Tøj der følger moden uden at være slave af den. Tøj der får mig til at føle mig velklædt, tilpas og tilpasset om jeg skal befinde mig på kontor, til fest, i byrum, på uni, til familiefest, reception, bar et cetera und so weiter.

Men lige i tiden mager det sig ikke - mit tøj og min krop i forening. Nøgen foran spejlet synes jeg egentlig ikke at jeg er for blød eller for rund. Men i mit tøj, der snærer om kurverne de forkerte steder, kan jeg se at jeg er for tyk. I bluser der gør min barm vulgært stor, i bukser hvor kødet buler over linningen, i nederdele der falder forkert er jeg utilpas. Og dermed dårligt klædt og helt forkert.

Det er faktisk overhovedet ikke spor rimeligt. Ikke overfor mine smukke tekstiler som passede da jeg købte dem. Ikke overfor min krop som jeg kan lide. Ikke overfor mig som har besvær nok med at være til i tiden. Selvom det ikke huer mig, må jeg smide håndklædet i ringen og selv følge efter. Jeg vil helst blive ved med at dappe drivende våd gennem rummene og tørre mig foran spejlet.

Thursday, June 29, 2006

Inddirekt

Jeg så Kongen vender tilbage i går aftes. Eller det vil sige jeg så 3 kvarter af den og hoppede så lidt frem og tilbage for den er både lidt uhyggelig og meget lang. Og så kender jeg jo slutningen - jeg er ikke så tålmodig med det, så.

Jeg ved godt at den måde at se film på ødelægger stemningen, men det er faktisk også lidt den måde jeg læser romaner på. Hvis det ikke er virkelig velskrevet- så begynder jeg at kede mig på et tidspunkt. Så knalder jeg slutningen og det sidste kapitel af, flipper måske lidt rundt og læser snippets her og der, og så gider jeg ikke læse det jeg mangler fordi øhm... nu kender jeg plottet og slutningen og kan regne mig frem til handlingen - lad vær med at spild min tid!

Det er derfor jeg så godt kan lide Svend Åge - historierne falder så sjældent straight forward. Jeg har forsøgt med min sædvanlige metode, men det holder bare ikke. Man kan simpelthen ikke regne ud hvad der er sket på de mellemliggende sider. Slutningen giver ikke mening uden resten. Egentlig købte jeg Mine syvogtyve sansers elskede på den vidunderlige titel, men den fungerer lidt på samme måde. Handlingen er brudt i stykker og karakterernes motiver og bevægegrunde ligger i en mosaik som dæmrer efterhånden, men først står helt klar til sidst. Ligesom mosaikken ligger stykkerne lidt fra hinanden, billedet er ikke helt, der er plads mellem linierne hvor det meste står.

Sådan kan jeg lide det. Sådan bliver jeg fanget. Når motivet bliver klart fordi det udenom beskrives. Når funktionerne tegner det'et. Og sådan er det i det hele taget for mig.

Det er en tillidsgerning, for man forlader sig på en mellemmenneskelig erfaring for hvordan ting skal tolkes. Det er en tillidsgerning, for man åbner for at andre kan putte nyt ind i de erfaringer. Det er en tillidsgerning, for man slipper styringen og kontrollen og lader andre være til. Det er en tillidsgerning, for det er risikofyldt - misforståelserne skriger på at ske og merde! Hvor kan det gå gruelig galt.

Wednesday, June 28, 2006

Tidsrøver

Jeg stjæler tiden. Jeg røver dagen. Jeg trykker på pauseknappen. Jeg holder fri. Helt fri.

Jeg ville ønske at jeg kunne tage til Vesterhavet med den indbyggede, mentale mulighed for at helt til Asien ...Men siden det ikke er muligt er det også okay bare at slukke telefonen og tage en ud-af-huset oplevelse. Det er jo en ø det her, der må jo være en slags hav at finde - og jeg kommer jo nok alligevel ikke rundt om Sjælland på en dag.

Tuesday, June 27, 2006

A little less conversation

Der er ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu. Nogen ting er onde fordi de er uafklarede, og det er svært at håndtere at det er de altså bare. Andre ting er onde fordi de har vokset sig onde - de mentale barrierer der har rejst sig forekommer uoverstigelige, og det er ikke spor fedt at sidde med fornemmelsen af you broke it, you go fix når værktøjskassen er gået i baglås. De slemmeste ting er onde fordi at sådan er livet nu engang. Det er fanden rend'me satan tæsk'me uretfærdigt, men der er ikke noget at gøre ved det.

Så er der alle de ting der bliver onde, fordi ting af første onde orden trækker overskuddet ud af mig. Situationer som jeg ellers plejer at kunne håndtere på på gavnlig og betimelig facon, går totalt haywire. I ren og skær afmagt løber jeg direkte tilbage i gamle mønstre, for mønstre behøver ikke at være hensigtsmæssige for at være trygge.

Og det bliver kun grimmere fordi jeg har mistet min proportionssans. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue hvad der er okay at pisse op og ned af væggene over, og hvad der ikke er. Jeg kan simpelthen ikke kende forskel på en honest mistake og et freudian slip. Jeg kan simpelthen ikke regne ud hvornår jeg skal lade tingene fare, og hvornår det er okay at forfølge dem.

Og så bliver alting meget værre end det i virkeligheden er. Eller også forekommer de ikke nær så slemme som de burde. Jeg ved ikke hvad der er hvad. Jeg aner det virkelig ikke... Jeg vil gerne bede om lidt respit - for der er virkelig ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu.

Monday, June 26, 2006

Forgabt og forrevet

Vi er de omstændelige dyr.
Vi tænker under vores hår.
Vi medfører os selv
og indebærer de andre.

Forgabte, forrevne,
besøger vi hinandens øjne.
Synets farver bløder i os.
Vi husker hvert sting,
hvert aftørret kys.
Hvad vi ikke kan tilgive,
forsinker os
K. Bondebjerg: Vi er de omstændelige dyr fra Luften omkring dine læber

Sunday, June 25, 2006

Thursday, June 22, 2006

Yndlingsaversioner

Jeg kan håndtere broderi anglaise. Jeg kan godt lide hæklede borter. Rigtige, ægte kniplinger er håndværk af så enestående kvalitet at det bare altid er eksklusivt. Jeg synes egentlig at blonder i al diskretion hører hjemme på undertøjet, men en velplaceret én af slagsen kan godt give det twist som løfter tekstiler over det middelmådige.

Men flæser. FLÆSER! Flæser gør intet godt for noget. Flæser er forfærdelige. Flæser er overflødige. Alting ser bedre ud uden flæser. Flæser er tacky. Flæser er corny. Flæser burde forbydes.

Jeg hader flæser!

Wednesday, June 21, 2006

She will be the beautiful object

Woman? "Doesn't exist". She borrows the disguise which she is required to assume. She mimes the role imposed upon her. The only thing really expected of her is that she maintain, without fail, the circulation of pretense by enveloping herself in femininity.
fra L. Irigarays This Sex Which Is Not One

Tuesday, June 20, 2006

At lære er at ville

I sin tid var der egentligt ikke noget valg om hvorvidt jeg skulle læse videre eller ej. Det lå ligesom i luften at en lang videregående uddannelse var eneste mulighed. Min familie forventede det, mine lærere forventede det, jeg forventede det.

At jeg startede på et humanistisk universitetsstudium lå egentlig også i kortene med mine dårlige tal i fysik, matematik og kemi. Jeg var i sin tid startet på den matematiske linie i ren og skær gru over prospektet ved at skulle sidde i en (næsten) ren pigeklasse som sproglig. Om jeg skulle sidde og kæmpe med matematik/fysik/kemi eller latin/fransk/tysk var hip som hap, så jeg fik min studentereksamen med beskæmmende ringe naturfaglige karakterer. Så den dør var ligesom lukket på forhånd, og i øvrigt kendte jeg nogen der læste humaniora.

At jeg startede på det fag som jeg gjorde, var en ren tilfældighed. Det var en bog jeg læste, som optog mig meget. Og så valgte jeg fag efter forfatterens fag. Ræsonnementet var så naivt som det kan blive for en uerfaren ungdom - sådan en bog ville jeg også skrive. Det var mest en dagdrøm, og temmelig fantasiforladt også, men egentlig et meget godt billede på hvad jeg troede at en uddannelse kunne og burde give, når man nu ikke ville være gymnasielærer; en bog - det er da til at tage og føle på. Så har man lavet noget, bygget noget håndgribeligt.

Min eneste egentlige ambition som udkrystalliseredes i løbet af det første semester, var at blive bachelor på normeret tid. Det blev jeg også, med hiv og sving og i dén grad så snert som det overhovedet kan blive. Ad lidt omveje endte jeg så senere på en overbygning henad det æstetiske. Det har varet lidt (for) længe efterhånden, og mine forældre ved stadig ikke hvad jeg egentlig læser. Vi siger bare at det er dansk og lader det være ved det. Jeg har for længst sluppet både min sorg og mit raseri over at de ikke kan forstå eller relatere til det.

Indenfor en overskuelig fremtid burde jeg blive færdig. Med et papir som jeg skal ud og argumentere for kvaliteterne af. Jeg er egentlig ikke urolig for ikke at få job som sådan, men jeg er lidt bekymret over ikke at vide hvad jeg drømmer om. Jeg har tumultariske forventninger og tågede forhåbninger. Det skal nu nok gå; jeg er også begavet med en evne til at være lykkelig i den forhåndenværende situation, og investeret med en tyrkertro på mit eget anlæg for at forandre den situation som jeg nu engang ikke kan være lykkelig med og i.

Men for nylig gik det op for mig, både af egen og andres drift, at jeg ville være blevet en dygtig jurist. Jeg elsker at nørkle med teknikaliteter, jeg er god til at sætte mig ind i store sagskomplekser, jeg kan lide tolkningen af regler, jeg tænker i konsekvenser, forklar-begrund-argumentér er mother's milk for mig, dybt i hjertet er jeg vist egentlig en værre pedantiker og jeg nærer ingen illusioner om at retfærdighed kan ydes med lovens bogstav. Jeg ville nok have slået mig voldsomt i tøjret og være blevet en lousy jurastuderende, men egentlig ville det nok have passet mig bedre. At få tømme i og rammer for min flyvske refleksion og sensibilitet med hard core pensum og deadlines.

Det er umiddelbart for sent nu, og det er kun med et lille stik af ærgelse at jeg lader det fare. For jeg ville ikke have kunnet vælge det. Jeg kendte ikke til jurister, jeg kendte ingen jurister og ville ikke være advokat. Hvordan skulle jeg dog kunne forestille mig at læse jura dengang? Jeg kan kun drømme så langt som erfaringerne rækker, der er grænser for hvad og hvordan jeg kan tænke.

Derfor vil jeg lære nyt. Derfor skal jeg opsøge det fremmede. Derfor jeg forsøge at forstå.

Tilbyd mig noget jeg ikke selv kan se! Forklar mig noget jeg ikke kan forstå! Vis mig noget Andet! Også selvom jeg kvier mig og er skeptisk og prompte synes at afvise. Jeg skal bare lige vænne mig til tanken. Jeg er bare forsigtig fordi jeg er bange for det ukendte, utryg ved det jeg ikke har erfaring med og ræd for at fejle.

Men den største rædsel er dog ikke at vide at være lukket inde i boksen. Den største rædsel er blindhed overfor andre muligheder. Den største rædsel er ikke at kunne vælge til og fra. Den største rædsel er mangel på forestilling til at drømme noget andet.

Friday, June 16, 2006

Freitag - frei Tag?

Jeg spekulerer på om det er en total falliterklæring at sidde alene hjemme en fredag aften og i ramme alvor efterprøve om det er sennep, rød eller grøn pesto der gør sig bedst på rugbrødden under den småsmeltede ost, eller om jeg kan rubricere det under kvalitetstid-for-mig-selv efter en lang arbejdsdag, når jeg nu knalder 2 glas rødvin og Weekendavisen oven i dealen.

...Eftersom jeg skal op klokken fucking lort i morgen tidlig kunne det selvfølgelig også være mit overjeg som havde taget førergreb på situationen. Hun er en skrap kælling på størrelse med det afrikanske kontinent. Og ikke så begavet, men satans snu.

Kontortid

Hvis jeg kan nå at drikke 3 kopper kaffe og gøre mig super sharp på lækkerfronten, inden jeg kører på arbejde - så har jeg klart været for tidligt oppe!

Wednesday, June 14, 2006

Kasse 1

Der er alt for mange ting der er diffuse i mit liv lige nu. Ting som angår mig. Som er vigtige for mig. Som er betydende for mig. Men som jeg ikke kan styre. Som jeg ikke kan kontrollere. Som jeg ikke har den ringeste indflydelse på.

Var det bare en enkelt ting der var uafklaret kunne jeg nok håndtere det. Men lige nu er der lidt for mange. På lidt for mange forskellige satelitter af det der på én gang ligger uden for min egen eksistens men alligevel udgør selve det fundament og den struktur som jeg lever og finder mig i.

Det er sådan det er at være menneske, jeg ved det godt. Det er et hverdagsligt liv, hvor jeg er dybt afhængig af folk og omstændigheder omkring mig. Jeg er ikke alene, - hvis jeg var kunne det være lige meget. Det er de relationer jeg indgår i som gør det hele værd. Og jeg kan sagtens teoretisere over det. Jeg kan egentlig godt analysere, perspektivere, diskutere og forstå. Og det er også vigtigt at kunne skille skidt fra kanel, at kende sin besøgelsestid. At kunne skelne mellem mig og dem og det og noget.

Og når det så er sagt står der alligevel kun én erfaring tilbage. At det gør ondt. At mange af de ting som jeg definerer mig i mod og med og på trods af og fordi og i mellem er... ikke. De er slørede, flydende og ubestemte. Jeg kan bare vente på at de løser sig, på den ene eller anden måde. At det går til levesiden. Eller det modsatte.

Og jeg er ved at gå til af ikke at kunne gøre fra eller til. Jeg bliver vanvittig af ikke at kunne fikse. Alting kan jo fikses, ikke?! Måske ikke præcis som man havde forestillet sig, men alting kan fikses! Come on - med lidt samarbejde kan vi nok få det til at funke, ikke?

Men ikke her, ikke denne gang, ikke med dette, disse ting. For det er ikke op til mig. Det er ikke min beslutning. Der er ingen aktion, ingen handling mulig. Jeg kan ikke handle - og ikke spilde. For når der handles, der spildes. Den slags spild kan jeg håndtere - for så valgte jeg jo. Hvis jeg vælger kan jeg bære omkostningen.

Jeg ville ønske at jeg kunne vaske mine hænder af det. Hele. Jeg ville ønske at jeg kunne skride. Pakke sammen og forlade. Gå. Forsvinde og drukne mig i nu et andet sted. Og faktisk så kan jeg. Ingen tvivl - jeg kunne pakke sammen og gå. Sikkert endda få støtte, hjælp og velsignelse til det.
Men det er ikke sådan det skal være. Det ved jeg også. Der er omkostninger ved livet - og måske særligt det hverdagslige. Og jeg må bare betale. Betale. Selvom det gør ondt og mig så bange.

Tuesday, June 13, 2006

Imperiøst

Godt nok portrætterede Colin Farrel Alexander den Store som hæsblæsende homoseksuel, men den gode Alexander nåede faktisk at formere sig. Men barnet blev cruelly murdered som der står i mit gamle oversigtsværk om Western Society. Da jeg i sin tid læste det første gang, blev jeg meget berørt af det faktum, at et barn blev slået ihjel uden at have gjort sig skyldig i noget som helst. Men jeg blev også opmærksom på idiotien ved at fælde en tåre over et enkelt barns død for 2300 år siden.

I dag bliver jeg egentlig mest irriteret over brugen af et ord så værdiladet som cruelly. Og manglen på præcision. Alexander havde faktisk 2 sønner og de blev begge myrdet i 309 før Kristi fødsel. Og deres mødre med. Dynastiske magtspil dér.

Monday, June 12, 2006

Jeg er ikke helt sikker på at jeg elsker den slags samtaler

Eller: At skulle arbejde i heden gør kontorfolk spidse

- Nå! Jeg havde ellers vænnet mig til at herrerne var galante og holdt dørene for damerne!

- Kun for pæne piger!

- ...?

- ...!


[Note: Et kort sekund overvejede jeg at forfølge emnet. Men da det kom til stykket blev jeg enig med mig selv om at lade den falde. Either way ville jeg nok ikke bryde mig om svaret... For slet ikke at tale om en evt. forklaring]

Saturday, June 10, 2006

Føl på tværs

Der er en uhellig tendens til at føle helt vildt meget i tiden. Jeg kan ikke så godt tage det. Faktisk irriterer det mig grænseløst. Der er jo det med følelser, at de er en aldeles subjektiv oplevelse som ikke behøver kvalifikation for at være der. Man behøver ikke argumentere for hvorfor man føler som man gør. De er der jo bare, de der følelser. Alligevel forlanger folk tit at man skal forholde sig til det. Det gider jeg ikke. Jeg kan ikke gøre noget ved at nogen føler sig vrede, kede, glade, sårede, forvirrede, usikre, generte etc. etc.

For følelser foregår inde i mennesker. Det er en indre ting. Det er usigeligt privat og aldeles uigennemtrængeligt for udenforstående. Og alle andre mennesker er udenfor-stående. Og alligevel bedes man igen og igen om at kunne forholde sig til folks følelser. Jeg bliver skide sur for det er ansvarsforflygtende. Det er sgu da for helvede dine følelser, så tag dem dog på dig. Skub dem ikke op i mit ansigt, jeg kan ikke deale med dem. Jeg_kan_ikke_føle_dine_følelser!

Men:

- Hvis du er vred kan jeg måske høre hvorfor.
- Hvis du er ked kan jeg måske trøste dig.
- Hvis du er glad kan jeg måske dele din glæde.
- Hvis du er såret kan jeg måske lægge en forbinding.
- Hvis du er forvirret kan jeg måske opklare.
- Hvis du er usikker kan jeg måske bekræfte.
- Hvis du er genert kan jeg måske gøre dig tryg.

Forlang ikke det umulige. Føl i din egen tid. Vær i min.

Stairway to heaven

Så gå dog ordentligt på de trapper! Hold OP med at trampe! Alle trapper! NU!
  • Løft benet, hele benet, fra hoften
  • Brug musklerne i ballen og låret
  • Vip foden op og ned i takt med trinnene
  • Gå på fodballen- ikke hælen
Det er din krop, ikke en sæk kartofler for satan! Det handler om fucking balance! Det er jo pisse enkelt.

Thursday, June 08, 2006

Talehandling

Efter 1½ døgn som fuldtidshverdagsbarnepige for niecebarnet, har jeg ikke alene lært at forkælelse og vægelsind kommer tilbage with a vengeance, mine forældre er også retrospektivt totalt tilgivet for:
  • Nej betyder nej!
  • Børn der plager får ingenting!
  • Fordi jeg siger det!
- Kærligheden til barnet er intakt og grænseløs, tålmodet en kende slidt.

Tuesday, June 06, 2006

Haiku ho

Sommerhøj himmel,
brisen løfter kjolen op
- kort kig til trussen.

Sunday, June 04, 2006

I orden

Jeg samler tøjet op stykke for stykke og lægger det sammen og lægger det ind i skabet og tænker igen at jeg burde få ryddet op og ryddet ud. Jeg retter på sagerne på kommoden, sætter det i en slags orden, og tænker at jeg kan mit Fader Vor og min Trosbekendelse, og sukker fordi det kan jeg jo ikke - det er så sjældent jeg kan mene det.
Der er tidspunkter hvor jeg føler mig nærmere mig selv end ellers og jeg kigger mig omkring på de ting jeg ejer som synes at forlade deres pladser når jeg ikke holder øje. Men det er jo bare mig der smider sager fra mig og det er okay. Og jeg samler igen op stykke for stykke og folder og lægger på plads.

Nar'men - det har jo heller ikke noget med dig at gøre...

Klokken havde kun lige passeret midnat, da aftenens mest ucharmerende kommentar faldt fra en mand der var så way ahead of us på vej ud i hegnet, at han ikke kunne stå i baren:

Min kærste er gravid i 24. uge og går bare rundt og er tyk og fed og umulig derhjemme... - I har slet ingen problemer!

Friday, June 02, 2006

En... slags ...start på dagen...

Man kan godt blive rigtig bekymret for hvordan resten af dagen vil udvikle sig, når man inden for de første 10 minutter efter at være stået ud af sengen in consecutive order:
  • Snubler over en ledning
  • Brænder sig på kogekedlen
  • Spilder kaffebønner udover det hele
  • Slår hovedet på kanten af en skabslåge
  • Spilder en kop kaffe udover det hele

Thursday, June 01, 2006

La femme n'existe pas?!

Ved gennemgang af dagens skriftlige produktion kan det konstateres, at jeg konsekvent har skrevet Kvinde, Kvinder, Kvinderne og Bryst, Bryster, Brysterne og Brystvorte aldeles uden skelen til de almindelige regler for at lade ord starte med stort bogstav.

Jeg går udfra, at det er en ubevidst reaktion på at det nok alligevel ville være for næsvist at skrive
Lacan.

Derfor skal det nu rettes alligevel...

Lacan n'est pas tout
Lorte Lacan, cancan, Ha!
Fader, fallos, fjols