Ildrødt og stenhårdt

Baby sover sin formiddagslur og jeg sidder og masserer  mine bryster. Det er helt vildt meget mindre sexet end det lyder, eftersom massagen skyldes brystbetændelse og alene afstedkommer at mine ildrøde, stenhårde bryster bliver lidt mere ildrøde og lidt mindre stenhårde.

Det er den tredje brystbetændelse og denne gang var jeg så syg at  jeg ikke kunne stå oprejst uden at besvime. Vagtlægen som jeg ringede til kl. 02 lørdag nat var så fræk at stille spørgsmålstegn ved om jeg nu rent faktisk havde brystbetændelse hvorfor jeg spurgte ham om han nogensinde havde haft en?! Han tog det meget pænt og udskrev bredspektret pencillin til mig. Som gudskelov virker og bevirker at mine bryster nu er mere er ømme end gør ondt.

Denne gang sætter det en definitiv stopper for amningen. Eller "amningen" for faktisk har Æskeskildpadden nægtet at spise ved brystet den sidste måned. Næ nej, hvorfor dog bøvle med nedløbsrefleks og arbejde hårdt med både at suge og sutte for at få mad, når flasken serverer det hele på den halve tid uden alt det arbejde! Så moderen har med knust hjerte troligt malket ud og serveret modermælken på flaske og suppleret op med erstatning.

Han er hele tiden blevet suppleret med erstatning fordi jeg efter de første to brystbetændelser ikke havde mælk nok og ikke havde styr på hvordan jeg øgede produktionen. Og da den rent faktisk øgedes, fik jeg genstridig svamp og ungen fik trøske og så faldt den igen. Og så ville han ikke tage brystet. Han skreg og ormede sig og lavede flitsbuen når jeg lagde ham til og jeg græd og bandede for der var jo mælk i brystet goddammit! Og følte mig som en fiasko.

Jeg har ikke oplevet noget ammepoliti, men er tværtimod blevet forsikret om fra flere sider at  moderskabet ikke sidder i brysterne. Og jeg ved godt og er helt enig. Min kærlige mand er lettet over at det er slut nu, det har også gjort ham ondt at se mig kæmpe så hårdt og forgæves. Jeg er ikke lettet, jeg er bare ked af det. Helt vildt ked af at jeg ikke kunne nære mit barn ved mit bryst. Helt vildt ked af at jeg ikke med viljestyrke og vejledning kunne få et godt ammeforløb. Jeg slipper det med sorg.

Og føler mig fjollet, for drengen er jo ligeglad. Han trives med flaske og den skemad vi er begyndt på. Han er rigtig glad for grød men anskuer kartoffelmos som en klar dealbreaker. Og ærlig talt er det vist en lige så vigtig opgave at give ham appetit på fast føde. Jeg har også hørt at flaskebørn kan blive udmærkede mennesker.

As if I didn't know...

Jeg er ingen overpakker, så jeg var i Amsterdam uden langærmede bluser. Det blev temmelig koldt en af dagene. Jeg fik det heller ikke varmere af at gå i sandaler. Så jeg kom hjem med en lille hoste.

Ikke så meget at jeg ikke kunne tage til træning fredag aften. Hos en ret så temmelig cute mandlig instruktør. Og med en lidt hyggelig og familiær tone imellem ham og os 7 deltagere skruede imponeringsfaktoren niveauet betydeligt i vejret.

Så jeg værkede lidt i går. Og havde lidt hovedpine. Og en en lidt værre hoste. Men jeg skulle ud med en veninde og jeg havde faktisk glædet mig. Så med to Panodiler og en stor Hoegaarden blev det en helt fin aften. Og vi drak hvidvin og snakkede og sladrede og røg cigaretter.

Og i dag vågnede jeg med en træls, træls hovedpine og en grim, grim hoste og en krop der gør decideret ondt i enhver fiber. Og jeg ved ikke hvor meget der skal tilskrives henholdsvis idiotisk overtræning af slappe muskler, idiotisk alkoholindtag på bund af paracetamol, idiotiske cigaretter som jeg så meget godt kunne have undværet eller regulær sygdom.

Og jeg synes ikke rigtig at jeg kan tillade mig at ringe til min mor uden at vide det. For den gamle sygeplejerske vil jo spørge for at diagnosticere. Og jeg har brug for at hun har lidt ondt af mig. Ikke at hun tsk tsk'er og siger at jeg har bragt det over mig selv.

Spildt mælk

I en 2 gange tre-værelses på Vesterbro har jeg fået ferie og nyder mørket. Jeg er alene hjemme og natten er min egen. Og jeg havde glemt hvor meget af et nattedyr jeg faktisk er. Hvor befordrende det er for eftertanken. For roen, accepten og mit behov for at kaste ting i sprog.

Det var en rebound. Jeg ved det godt. En afsindig mængde følelser krammet ind og komprimeret på 14 dage. Og fordi det var så sindssygt satte jeg det ind i den ramme jeg kender, parforholdet, selvom virkeligheden ikke kunne bære det. Selvom jeg godt kunne mærke at det var lidt off indimellem, og ikke helt rimeligt eller med den rette resonans. Bare fordi mønstre er trygge behøver de ikke at være hensigtsmæssige.

Jeg forsøgte at undgå det. Jeg troede at jeg havde regnet den ud. Jeg troede at når bare man siger det højt behøver man ikke falde i fælden. For da andre begyndte at synes det var på tide at jeg skubbede lidt til civilstanden, undslog jeg mig. Jeg sagde at det ikke nyttede noget fordi jeg bare ville kaste mig ukritisk i armene på den første mand der var bare lidt sød ved mig.

Og så gjorde jeg det alligevel. Fordi jeg havde brug for det stormende. For beundring. Berøring. Anerkendelse. Omsorg. Gåsehud. Sommerfugle i maven. At give slip. Blive holdt om, holdt fast. Blive set, høre en andens hjerte slå. Tale. Lytte. Lugte. Latter. Lys. Leg. Kys. Fryd. Elektricitet.

Det gjorde mig så godt. Og så holdt det op. Og jeg ringede til en veninde i går, fordi jeg var så træt af det føleri. Irriteret over ikke at have noget at have det i. Og hun forsikrede mig om at det værste var overstået. 72 timer siden det holdt op - så var der rundt regnet 48 timer til det er overstået. Og ja, det normaliserer sig igen, det liv. Og det er okay. Jeg fortryder det ikke. Vi havde åbenbart brug for at bruge hinanden. Og det gjorde vi i rigt og lige mål. Så. Det er okay.

Men jeg er ked af at det lige skulle være ham. For han var ikke den første mand. Og jeg var ikke ukritisk. Og han var ikke bare lidt sød ved mig. Han var den bedste mand. Fundamentalt. Jeg ville gerne have haft, at en anden havde været den rebound. Så jeg havde muligheden for at møde ham på ny, under andre omstændigheder, uden denne historie klæbende til kroppen. I det her normale liv.

Tungetale

Strøsukker er et dejligt ord vi siger for lidt - s t r ø s u k k er.

Det løber rundt i munden; fra tyssende S til tungespids T med et hurtigt lob til rare, rullende R med et drop i kæben og rundede læber på øehende Ø, så genbesøges hvisle S, og på et yndigt, åehende U rammer man allerbagerst på tungen et kvikt, kækt knækkende dobbelt K inden sidste stavelse åndes ud i det lidet definerbare århende E R.

Strøsukker. Et godt ord vi bruger for lidt. ...Stødt melis har bare ikke det samme twang til sig.

Pinen og Plagen

Smerten og sorgen vender og drejer sig og manifesterer sig i nye lag og sammensætninger. De kommer og går uforudset, ubudt og ukontrolleret. De antager skikkelse af forskellig styrke og omfang.

Til hverdag kommer jeg hjem fra arbejde og er fuldstændig udmattet af konstant at dobbelttjekke mig selv og håndtere mine følelser så de ikke løber over og forstyrrer mit arbejde, eller forholdet til kollegaer. Men jeg forsøger at takke ja til alle invitationer, jeg forsøger at distrahere mig selv. Jeg skal spise brunch med veninder. Jeg skal passe nevøerne. Jeg skal i biffen med Niecebarnet og hendes mor. Jeg skal i teatret med en veninde. Jeg skal begynde at gå til kor.

Jeg værker fra haleben til kraniekant og har et nyt hold i ryggen, nakken, lænden cirka hver uge – jeg løber til kiropraktoren konstant, og hun siger at det er psykisk stress. Hun siger at jeg skal forsøge at sove godt og nok. Det hjælper på det med assistance fra håndkøbsmedicin.

Jeg har tabt over 17 kilo siden april sidste år. Det var mere end planlagt – særligt med tanke på at 7 af dem er tabt i løbet af de sidste 8 uger. Det er ikke sundt, og diætisten har gjort mig opmærksom på at hvis kroppen ikke får de nødvendige næringsstoffer, så falder produktionen af serotonin. Det hjælper i hvert fald ikke på noget. Så jeg forsøger at spise ordentligt. Få de nødvendige kalorier fra de rigtige fødevarer.

Jeg forsøger at give slip. Jeg har forsøgt at arrangere at de sidste hængepartier ordnes uden kontakt. Hvad er der mere at sige mellem min bitterhed og hans bedrag? Jeg kan ikke komme i tanke om noget som helst han kunne sige der ville lindre min pine. Jeg kan ikke komme i tanke om noget jeg kunne sige som ikke allerede er sagt - for meget, for voldsomt, for vredt, for ondskabsfuldt.

Jeg kan ikke udholde tanken om at se ham. Jeg ved ikke hvad der ville være værst at se i hans ansigt; Venlighed? Mildhed? Vrede? Tålmod? Ligegyldighed? Ynk? Glæde over at være fri for mig, for det, for os? At han har det godt? At han har det skidt? Manglen på interesse? Mangel på tilstedevær? Der er ingen grund til at føje spot til skade.

Jeg forsøger at bilde mig selv ind at det er for det bedste. Jeg forsøger at overtale mig selv til at følelsen af at det ikke var det værd er ægte. Jeg forsøger at liste alle svigt, alle svagheder, alle brudte løfter, al initiativløshed, al ansvarsfraskrivning, al uformåenhed. Og det hjælper ikke rigtigt. For jeg kender mig selv godt nok til også at huske at jeg mente, troede og var overbevist om at han var stærk og modig og ærlig og generøs. Og jeg tror det kom et sted fra.

Stress

Det minder om vindmøllerne på naboens mark 400 meter væk når vingerne swusj-swusjer i vinden. Eller som roterbladene fra helikopteren der flyver lavt for at lande på Rigshospitalets tag. Eller lidt som den rytmiske støj på Portisheads Machine Gun. Det er i hvertfald de associationer jeg får når jeg ligger på grænsen til søvn og lytter med et halv øre til mit bankende hjerte.

Beauvoir re-visited

Der er ikke rigtig noget der dur. Ikke rigtig noget der er okay eller godt, endsige smukt eller fantastisk. Eller jo, det ved jeg da godt at der er, sådan objektivt. Men subjektivt er det bare sådan helt til hundene. Mit univers er fuld af kedelige tanker, opgivende suk og mismodige følelser.

Så da jeg træder af på naturens vegne og opdager en lille, rød plet i trussen ånder jeg lettet op. Ved behørig optællen af dage i kalenderen kan jeg konstatere at det passer med ægløsningen og at sortseeren ikke er mig. Det er bare hormoner! Således opløftet kan jeg nynne lidt igen og knarvornt notere at jeg er min krop intimt forbundet.

Lærestreg

Man kan godt træne uden sin shuffle selvom det er irriterende at være tvangsidlagt til møgstationen the Voice som gjalder ud over hele centeret. Man kan også træne på trods af en glemt hårelastik - det er lidt irriterende i starten men så snart man har svedt sig lidt vådt hår til, lader det sig flette skubbe af vejen sådan nogenlunde. Man kan også godt træne med bare tæer i skoene når man har glemt strømperne.

Jeg vil bare opfordre til at man ikke lader adrenelinen og endorfinerne løbe af med sig så man overhører signalet fra fusserne om at det ikke er helt behageligt det her. Blodvabler og brandsår i svangen tager ikke alene forbandet lang tid om at hele, de gør med jævne mellemrum også ret ondt mens de gør det.

Erkendelser

Hvis intentionen er ikke at falde for klicheen og blive kærestetyk, så er det nok en god ide at sløjfe chokoladekiksene til morgenmad. Og bastognekiksene til frokost. Og se at komme afsted til træning.

Lort!

Jeg er skide fucking møgsur. Pisse røvhamrende knotten. I løbet af natten er jeg blevet rigtig forkølet. Faktisk vågnede jeg henad 02 og måtte knalde et par panodiler og en ibumetin i bøtten fordi jeg var øm over det hele, også indeni - det føltes som om mine bronkier var i færd med at emigrere. Og sig mig lige engang, er det ikke meningen at rygestop skal hjælpe på det hele, hva? HVA?! Jeg føler mig snydt, SNYDT og er simpelthen så helt igennem gal, at jeg føler trang til at smide om mig med eder og forbandelser til og over sagesløse fremmede. Alternativt mumle forargelige obskøniteter på grænsen til det hørbare.

Næste år

Tårer, snot og afstødt hud. Opkast. Bræk. Pis og lort. Ørevoks. Spyt. Slim. Sæd. Fortabt hår. Blod. Masser af blod. Menstruationsblod. Hjerteblod. Blod fra skæret af knive. blodudtrækninger. Væskende sår. Hudafskrabninger. Pus. Buler og blå mærker. Sved. Koldsved. Tung, salt sved. Sved fra i går. Sved fra i nat. Frisk sved. Belægninger på tænderne, på tungen. Feber. Betændelse.

Mere af det. Mere af mennesker. Mere krop. Flere ar. Værkende lemmer. Grimede ansigter.

Mere af alt det der skal vaskes af, vaskes rent, vaskes varmt og afslappet, for at man igen kan blive dejlig beskidt krop - spændt, tændt levende menneske.

Universets hævn

Af alle de ting voksne mennesker kan fejle i denne verden, er lussingesyge nok den mest latterlige. Som der står i de leksikalske opslag man kan google sig frem til, er sygdomsforløbet mildt. Lettere ømhed i leddene, svag feber og udslet på kinderne.

På jobbet i dag gik jeg godt nok og frøs som en lille hund, men jeg følte mig også lettere opkogt og havde det temmelig varmt, - ømheden i kroppen tilskrev jeg gårsdags excesser på cyklen i motionscenteret. Sidst på formiddagen var utilpasheden dog så overhængende og varmen så ubehagelig at jeg måtte på det lille hus for at pøse vand i hovedet. Synet der mødte mig i spejlet var... Altså, nu er jeg fra naturens hånd lettere rødmosset henover æblekinderne, men jeg så ud som om jeg havde fået sådan en på skrinet. Adskillige gange. Af en der arbejder lige godt med venstre som højre hånd. Så jeg gik hjem i seng.

Så nu ligger jeg her og føler dels, at jeg skulker med mit milde sygdomsforløb dels, at universets karmapolice har taget røven på mig - nok kan jeg være øretæveindbydende men ligefrem at kvittere med lussingesyge synes jeg er at overtrække kontoen.

Og jeg har endda aldrig fået en tilfredsstillende forklaring på hvorfor små hunde skulle fryse mere end store.

Don't miss you at all

Det er mest når det igen er mørkt for tidligt. Det er mest når jeg er træt for tidligt. Denne vægtløse tilstand af ikke tilstedeværelse. Jeg kan lægge hovedet i hænderne, jeg kan trække benene op under mig, jeg kan høre min egne skridt henover gulvet - men det føles bare som noget udefra.

Det er ikke fremmedgørelse. Der er ingen afgrundsdyb afmagt som hvisker hvad laver jeg dog her? Eller en stemme som siger det højt frem for sig mens blikket er indstillet på uendelighed. For når det er den slags fremmedgørelse, så er der også erkendelsen af et andet sted man bør være. Et andet sted hvor man ikke er.

Det er ikke det. Og det er heller ikke tomhed. Det er ikke den fortabte meningsløshed, ikke ulykkeligheden over ikke at have. Med tomheden findes også bevidstheden om hvad fylde er. Eller hvad man tror at vide fylde er. Erkendelse af hvad man ikke har.

Det er erkendelsen af at dette er stedet. Erkendelsen af at have. Og så følelsen af manglende kropslig forankring. På sig pressende bevidsthed om isolation som vilkår. En forskudthed. En nøgtern afklarethed over det at være selv, uden andre. Og samtidig en trang til at blive rykket ind i kroppen igen, af en anden end en selv. En berøring. Af ingen bestemt, men ikke ligegyldigt hvem.

And then I wonder who I am, without the warm touch of your hand

Konfrontation

Jeg bryder mig ikke særligt om at se på mig selv i spejlene når jeg holdtræner. Det er ingen fornøjelse. Og det bringer mig direkte tilbage til tiden da jeg gik på efterskole. Det var principielt en skole der lagde lige vægt på idrætslige, praktiske og boglige fag. I realiteten var lærerne store på det idrætslige. Så man endte med hovedvægten der nærmest uden selv at lægge mærke til det. Jeg havde 12 timers idræt og gymnastik om ugen, foruden de timer der foregik om aftenen.

Jeg var glad for det. Særligt gymnastikken kunne jeg lide. Eller jeg blev glad for det. Det var egentlig så befriende med ordenen på det. For det første havde de tvære teenagerne ingen mulighed for at gemme deres kropslige usikkerhed og mindreværdskomplekser væk i løs påklædning - kroppen skulle nu engang stoppes ned i stramt gymnastiktøj. For det andet var der ingen diskussion om hierakiet - de dygtigste fik fløjpladserne og så blev resten fordelt bagud med de dårligste bagerst. Jeg stod for det meste i anden bagerste række.

Efter jul begyndte vi at træne foran spejle - og så var det jeg begyndte at forstå hvorfor jeg stod næsten bagerst. Min kropsfornemmelse var bare ikke noget at skrive hjem om. Når jeg troede at jeg præcist kopierede vores lærers strakte arme, var mine bøjede. Alt det jeg troede jeg gjorde korrekt så bare ud ad helvede til. Og for det tilfælde at mine arme var præcist placeret, var min fodstilling forkert. Min kropslige koordinationsevne var bare så ringe.

Jeg havde luret at min kropshukommelse var nærmest ikke-eksisterende. Det var et slid der affødte gråd og tænders gnidsel at lære serierne. Mismodet var overhængende når de andre gik i bad og jeg måtte bede en veninde om at løbe det hele igennem med mig igen L A N G S O M T. Jeg omfattede vores gymnastiklærer med absolut had, når hun ændrede rækkefølgerne i serierne midt i det hele.

Og så kom spejlene til. Hold kæft hvor jeg tudede. Og så blev jeg rasende. Og så startede hele turen igen med at låne musikkene af læreren og bede de dygtige veninder om at blive et kvarter ekstra, eller bruge en mellemtime, sammen med mig så jeg kunne få det lært. Jeg er enormt glad for at det kunne betale sig - for jeg endte oppe i andenforreste række. Og jeg tror nok at vores gymnastiklærer var så hard-core at det ikke var en belønning for indsatsen som sådan. Og så blev jeg glad for det. Og stolt ved det.

Når jeg i dag ser mig i spejlene under træningen ser jeg mig som jeg er. Langlemmet, kejtet, upræcis. Ude af takt med musikken - ikke overhængende meget, men det øjeblik det tager mig at kigge ned, op og ud for at kontrollere om nu mine arme og ben gør som det er meningen.

Det er sjældent rart at blive konfronteret med. Jeg kan blive så ked af det og tænke at det er vildt uretfærdigt at jeg er så dårlig til det, når nu de andre er så cool. Og så lige pludselig passer det alligevel. Så passer mine trin med de 8 man skal tælle til. Så kan jeg høre musikken passe til mine bevægelser. Og jeg kan se at min holdning er rigtig, ligesom instruktørens. Jeg kan mærke trækket i kroppen der hvor hun siger det skal være. Og så bliver jeg glad igen. Altså, lige indtil der kommer noget nyt på tapetet.

Det kommer aldrig til at falde mig naturligt. Jeg har intet talent. Jeg er langsom. Jeg skal have det ind med ske. Jeg skal arbejde mig igennem bunker af mismod. Jeg skal løbe panden mod en mur utallige gange. Jeg skal bide tænderne sammen. Jeg skal se mig selv være dårlig til det, så jeg ikke kan bilde mig ind at det er okay som det er.

Blomsterdal

Udover 4 glas velsmagende syltetøj lavet af selvplukkede blåbær, de obligatoriske toldfrie indkøb, en nice sensommersolbrændthed og fantastiske naturoplevelser har jeg hjemtaget en bog fra det norske. Den blev hustandsomdelt som gave til deg som der står på omslaget.

Første sætning lyder Hvem var den mannen? Men 16-årige Elisabeth er jo en pæn pige og derfor lidt sløv i optrækket. Tomine, til gengæld, er jo bare kokkepige så på side 25 trækker hun fra, ganske vist alene, men alligevel: Hånden hennes fant den veien den pleide å ta når hun fikk disse tankene. Hun var hoven og våt, og det tok ikke mange minuttene før hun skalv og ristet i sit eget grep. På side 32 bliver Elisabeth så endelig kysset af ham manden fra første sætning, hun giver sig skam ikke uden kamp men da han la armene om henne og presset munnen mot hennes, glemte hun alt og skilte leppene for å ta imot tungen hans.

Jeg mistede tålmodigheden med Elisabeth et al. på side 35 og sprang direkte til slutningen af bogen. På side 238 viser det sig at selv den ærbare strenge moder, Margot, har noget kørende med chaufføren Han hadde latt henne smake riset som et uskikkelig barn, og hun husket den søte svien. Og så er jeg endda gået glip af rundt regnet 200 sider.

Jeg kan kun begynde at gisne om hvor meget undertrykt seksualitet der findes i Norge når Lengselens makt - første bog i ny serie man kan tegne abonnement på - bliver hustandsomdelt. Og gad vide hvad det egentlig siger om os når den bog der hustandsomdeles her til lands er Lars Larsens selvbiografi.

Pros & cons

Der er fordele og ulemper ved regelmæssig motion. Jeg kan for eksempel konstatere at mine svedkirtler er fuldt funktionsdygtige. Ærlig talt har jeg dem lidt mistænkt for at forsøge at imponere mig - eller måske er det bare min krop der går i defense mode og forsøger at overbevise mig om at nu må kvoten da være nået, så gider du godt lis'som holde op med det der!? Min puls kan også knaldes op på hidtil usete højder og hold da op hvor bliver jeg rød i hovedet. Jeg tror rent faktisk at det var af æstetiske hensyn jeg i sin tid opgav det der sportshalløj. Dét og måske det totale fravær af talent.

Pulsen falder efterhånden som man er færdig og den normale ansigtsfarve vender også tilbage pø om pø. Svederiet varer forever. Jeg tog tid den anden dag og 1½ time efter jeg var stoppet svedte jeg endnu. Jeg synes faktisk det er temmelig klamt, men trøster mig med at det skulle være så sundt og udrensende med al det vand man så til gengæld knalder i bøtten. Den lille djævel der sidder på min skulder og hvæser Så gå dog i sauna hvis du er så pisse-begejstret for at svede! har jeg hidtil haft held til at overhøre.

Der findes også andre pay-offs. En nuser instruktør med nydelig popo og en virkelig god stemme for eksempel, og det faktum at der er andre tilstede som er endnu mere håbløse end mig. Det sidste skal man bestemt ikke underkende værdien af. Derudover får jeg det så rart bagefter, altså når svederiet endelig er ophørt. Det psykiske velvære er helt i top og jeg falder dejligt hurtigt i søvn og sover virkelig godt i den fysisk udasede tilstand. For slet ikke at tale om at jeg igen begynder at føle mig ganske tilpas i tøj der ellers var røget nederst i bunken.

Noget der på den anden side er lidt problematisk er, at jeg lige pludselig får så meget energi. Musklerne vil jo bruges igen og jeg bliver helt rastløs af at sidde stille for længe. Og jeg er blevet opmærksom på at en vis ..kropsbevidsthed.. begynder at gøre sig gældende. Men det der er værst er faktisk at jeg er ved at blive så harmonisk. I dag greb jeg mig selv i at udbryde ih du fredsens! Hvad bliver det næste? Milde skaber? Du altforbarmede? Jeg mister totalt min kant hvis det bliver ved.

Krop skaber klæder

Jeg elsker at dappe direkte fra badet ind i mine værelser. Jeg holder af mærke mit drivvåde hår og se mine våde fodspor på gulvene. Det ligger både en rest af barnlig trodsighed i det, for det gør man altså ikke, og en dyb tilfredsstillelse ved at vide at dér var jeg for et øjeblik siden.

Og nogen gange som jeg tørrer mig foran spejlet i soveværelset, lægger jeg håndklædet fra mig og tager et godt langt blik på min nøgne krop. Jeg glædes ved alt det der er pænt. Og glædes over at jeg ser det først. Jeg har dejligt hår, gode skuldre, pæne arme, smalle håndled. Jeg har nydeligt markerede kraveben, fortrinlige bryster og en udmærket talje. Jeg velproportioneret og har en fin benlængde. Mine fødder har en smuk svang.

Jeg er efterhånden blevet dygtig til at købe tøj til min krop. Godt tøj. Tøj med et snit der fremhæver kvaliteterne og camuflerer det modsatte.Tøj af stof jeg synes er rart at mærke mod min hud. Tøj der følger moden uden at være slave af den. Tøj der får mig til at føle mig velklædt, tilpas og tilpasset om jeg skal befinde mig på kontor, til fest, i byrum, på uni, til familiefest, reception, bar et cetera und so weiter.

Men lige i tiden mager det sig ikke - mit tøj og min krop i forening. Nøgen foran spejlet synes jeg egentlig ikke at jeg er for blød eller for rund. Men i mit tøj, der snærer om kurverne de forkerte steder, kan jeg se at jeg er for tyk. I bluser der gør min barm vulgært stor, i bukser hvor kødet buler over linningen, i nederdele der falder forkert er jeg utilpas. Og dermed dårligt klædt og helt forkert.

Det er faktisk overhovedet ikke spor rimeligt. Ikke overfor mine smukke tekstiler som passede da jeg købte dem. Ikke overfor min krop som jeg kan lide. Ikke overfor mig som har besvær nok med at være til i tiden. Selvom det ikke huer mig, må jeg smide håndklædet i ringen og selv følge efter. Jeg vil helst blive ved med at dappe drivende våd gennem rummene og tørre mig foran spejlet.

Peristaltik m.v.

Efter kollegaens hårrejsende og detaljerede beretning om en tarmskylning kan jeg med fast overbevisning erklære, at dét er en oplevelse jeg mere end godvilligt lader mig gå forbi.

Ved nærmere eftertanke figurerer det lavement som gravide på landets fødegange udsættes for, heller ikke særlig prominent i de efterfølgende fødselshistorier der ellers ikke skorter på rædselsvækkende og klamme detaljer om slim, blod og kødets skrøbelighed - i bogstaveligste forstand.

I det hele taget; det der med navlestrengen - det er sgu da ulækkert som nogen vil gemme den og hvad sidder moderkagen egentlig fast i?

Føj!

Fra barnsben er det blevet tampet ind i mig at dyr skal passes ordentligt. Det er umælende skabninger som skal behandles derefter. Det er også blevet mig understreget at selvom børn først bliver rigtige mennesker på den anden side af 150 centimeters højde, så kan de ikke selv gøre for det. Gang på gang er det ligeledes blevet mig pointeret at høflig optræden ikke koster noget. Derfor er venlig, velopdragen adfærd en selvfølge i omgang med alle mennesker.

Så jeg er god mod dyr, sød mod børn og temmelig dydig hvad angår gode manerer.

Men der er bare én slags mennesker jeg overhovedet ikke kan tage. Anorektikere. Jeg kan simpelthen ikke fordrage deres attitude. Den der ekstremt kontrollerede og kontrollerende, altid og evige forsvarsposition. Den hårde, selvgode arrogance. Den medlidende, nedladende bevågenhed overfor andres svagheder. Den nidkære opmærksomhed på hvad der spises. Jeg får en nærmest ubetvingelig trang til at smække dem en på skrinet, ruske dem, gribe dem i kravetøjet og råbe: "VÅGN OP! Du er jo GRIM! Dine knogler stikker ud, dine hænder er for store og det ser ud som om du har vand i hovedet!". Lige ind i ansigtet på dem.

Jeg er overbevist om at den fjendtlighed skinner igennem. Og jeg er ligeså overbevist om at de værste af dem fortæller sig selv at jeg bare er skinsyg. Hvilket kun pisser mig mere af. Gu fanden er jeg da ej. Hvordan skulle jeg dog kunne være jaloux på mennesker der er så svage at de ikke magter livet? Som kun magter kontrol over det lille, bitte område som er kroppen? Som nægter sig selv adgang til al den glæde og sansning som er hjemmehørende, tilhørende kroppen? Som i første og sidste instans er situ for alt?

Selvom jeg godt ved at de er angste, smertende mennesker, med syge sind og forkvaklede syn på deres mishandlede kroppe. Selvom jeg godt ved at det er en forfærdelig sygdom, at være så ulykkelig og magtesløs at det eneste man kan opponere mod og med er ens egen krop. Selvom jeg godt ved at nogen faktisk er så ramte at de dør af det. Så kan jeg simpelthen ikke tage den psykiske mekanisme der ophøjer den livsfornægtende praksis at sulte sig selv, til en art åndsaristokrati.

Jeg kan kun med nød og næppe afholde mig fra at tale om mad: min salig mormors fantastiske forlorne skilpadde, friskbagt brød med havrehalmsrøget ost, klar suppe med hjemmelavede melboller, nyopgravede kartofler m. dild & smør og skinke til, varm æblekage med creme fraiche, kærnemælkshorn m. perlesukker, røget ål og æggestand på godt rugbrød, mør oksefilet og god rødvin, friske asparges og fjordrejer. Jeg får lyst til at tvære flødeskumskager ud i synet på dem.

Jeg er et slet menneske. Et slet menneske.

Memento mori

Åh ja - det kan jo også gøres meget behageligt: la petite mort