Sunday, December 31, 2006

Status

Det er årets sidste dag og egentlig er det mest en lettelse; endelig er man færdig med at fucke det forløbne år op. Måske er dagene mellem jul og nytår lige præcis til for at man kan gøre status og slippe alt det skrammel og bøvl man har samlet og tilgive sig selv for det.

Det er i og for sig fuldstændig ligegyldigt om det er reelle eller indbildte forbrydelser og fuck-ups man har begået. Det er ligegyldigt hvis skyld det var. Det er ligegyldigt om det burde have været anderledes, kunne have været anderledes. For det er der jo, det ligger der jo, det er jo passeret.

Men når jeg slipper skam og skyld og brødbetyngelse. Når jeg tillader mig selv mine fejl. Når skyggerne af uret og fortrydelse letter. Så kan jeg mærke alt det der har været godt og rigtigt. Så kan jeg se hvad der er blevet mig givet, hvad jeg har opnået, hvad jeg har lært.

Og alt det kan jeg tage med ind i det nye år, som ligger der så fint og skal udbedres med en ny række forbrydelser og fuck-ups.

Saturday, December 30, 2006

Du skal ikke lade dem fortælle dig noget andet

Man kan sagtens koge pølser i en kogekande - også direkte fra frossen tilstand hvis det skal være.

(videre)

Sunday, December 24, 2006

Nynne go home

Jeg tog juleglad et glas rødvin med ud, for at få lidt ro til at skrive en "glædelig jul" besked til en herre jeg bryder mig overmåde om. Sagen er bare, at det er så fucking møg-mørkt på landet at det lykkedes mig at snuble over en palle, skvatte ind i brændestablen, spilde min vin udover over det hele og give mig selv et blåt øje.

Friday, December 22, 2006

Næste år

Tårer, snot og afstødt hud. Opkast. Bræk. Pis og lort. Ørevoks. Spyt. Slim. Sæd. Fortabt hår. Blod. Masser af blod. Menstruationsblod. Hjerteblod. Blod fra skæret af knive. blodudtrækninger. Væskende sår. Hudafskrabninger. Pus. Buler og blå mærker. Sved. Koldsved. Tung, salt sved. Sved fra i går. Sved fra i nat. Frisk sved. Belægninger på tænderne, på tungen. Feber. Betændelse.

Mere af det. Mere af mennesker. Mere krop. Flere ar. Værkende lemmer. Grimede ansigter.

Mere af alt det der skal vaskes af, vaskes rent, vaskes varmt og afslappet, for at man igen kan blive dejlig beskidt krop - spændt, tændt levende menneske.

Monday, December 18, 2006

Maddag

Det er sjovt nok en mandag, at man til et eksternt møde først på eftermiddagen, må møde op med en søndagsnyvasket bluse der har pletter efter både kaffe, sovs og mælk.

Wednesday, December 13, 2006

J for jävla

Det ligger i den musik som ubudt spiller op for mit indre øre. Det ligger i den parfume som jeg uden bevidst tanke vælger at bruge igen. Det ligger i en fremmed på gaden som jeg tror at genkende. Det ligger i mørket, i det afsluttende år, i skæret af panik og desperation bag ansigters resolutte glæden sig.

Det ligger som det man godt ved og har liiiige på tungen. Det ligger som den glemte ingediens der får det gode til at smage uforligneligt. Det ligger som barndomsminder bedst ladt alene. Det ligger som at ville væk derfra man ønskede sig hen. Det ligger som at blive kløet de steder på ryggen man ikke selv kan nå. Det ligger som vejrligets skiften i gamle skader.

Det ligger og roder rundt på grænsen af erkendelsen. Det er hedengangne juleromancer og nytårshåb. Det rasende, kolde skænderier i decemberstorm. Det er hede genforeninger under lune tæpper. Det er kolde fødder i små, fine sko. Det er snapsestyrt og ølstunts. Det er stjålne sommerfuglekys. Det er bræk i fremmede toiletter. Det er stormflod af tårer. Det er vild glæde. De bedste fester. Det er u- og tilfredstillet begær. Det er dramatiske break-ups. Det er stille sårbarhed.

Og det er irriterende. Det er nytteløs, uvillet nostalgi. Ufarlige spøgelser. Fantomsmerter af gamle helede sår. Fornemmelser af forlængst glemte detaljer. Det er velordnede arkivalier, nydeligt indekseret i et af de skabe man jævnligt åbner, som flyver rundt i lokalet fordi der blev gennemtræk på det forkerte tidspunkt.

Med PJ Harvey lukker jeg vinduet. Med middagsmad lukker jeg døren. Med støvsugning, opvask og aftaler om julegaveindkøb sætter jeg mig på gulvet og får bragt papirerne i orden, stakket aktpakkerne korrekt igen. Det er pisse irriterende men det vist i virkeligheden bare december.

Tuesday, December 12, 2006

Uengagerligt

Jeg behøver ikke at opleve Halleluja-koret fra Händels Messias udsat for gospel igen. Nogensinde.

Sunday, December 10, 2006

Weekend

Min seng er uredt, opvasken overhængende og solen som står ind på stuen og sovekammeret afslører i beskæmmende grad hvor påkrævende en vinduespolering efterhånden er. Jeg kan ikke helt tage mig af det endnu, jeg nusser bare lidt rundt.

Jeg nusser rundt fordi jeg behøver det. Jeg behøver at være selv for at lade ting synke ind. Ole nede i landsbyen derhjemme er så syg at de ikke regner med at han lever til jul. Han er yngre end min far. Sidste år i en af helligdagene døde Peter af et hjertestop, som de havde rejst sig efter maden. Han er også et par årgange yngre end min far. Både Ole og Peter har levet hårde liv, og jeg grunder over hvor hårdt min far har levet.

Min far. Som ikke længere er verdens stærkeste mand. Det gør mere ondt end jeg bryder mig om at indrømme. Jeg tænker på om jeg virkelig kontinuerligt skal befinde mig i opposition til manden, og så alligevel fortsat skal løbe i favnen på mænd som i mistænkelig grad minder om ham. Og om det måske er derfor. Og om det egentlig er så slemt.

Jeg tænker på om jeg kan lade vreden og ømheden få rettelig plads og balance i min kontakt med ham. Jeg kan godt når jeg er selv, når jeg taler om ham, når jeg tænker på ham. Men når vi er sammen kammer det ene altid helt over. Jeg bliver så gal, taler så hårdt, føler mig så skyldig, skammer mig - og kan med lige dele fryd, stolthed, irritation og sorg se hvor meget jeg ligner ham.

Jeg rejser mig med et suk for at overskue opvasken, åbne vinduerne og rede sengen. Jeg tænker lige kort over hvor fraværende min mor er i tankerne om det hele. Men det er okay. Jeg skal have tid selv, til at lade lade tingene synke ind.

Wednesday, December 06, 2006

Postpakke

Det er klart en luksus jeg har tilladt mig, særligt i denne måned hvor der er så mange andre at begave. Men den søndag morgen hvor jeg med lidt tømmermænd tog en pause fra omkringnusseriet og avislæsningen og lukkede mine øjne et øjeblik, mens jeg lå der på sofaen og klukkede af De Sorte Spejdere, var der en sang der smøg sig ud af æteren og bare stemte med alle fornemmelser og den særlige jeg var kroppen af der.

Med lidt research fik jeg opsporet hvad det egentlig var og stedet for indkøb af musikken. Det forekom umiddelbart lidt dyrt og ekstravagant sådan at bare at bestille een cd, men jeg kunne slet ikke slippe og var ligeglad. Den er blevet sendt langvejs fra, men i dag er en postpakke med Gary Jules' seneste album landet i min postkasse.

Som jeg lytter og lytter og lytter og slet ikke kan få nok af den sang som sætter så præcist lyd på min ro, min glæde, min forankring ved jeg, at jeg senere kan hente den frem og blive mindet om hvordan det skal føles, det her udramatiske velvære som jeg har fundet mig falling awake.