Kasse 1

Der er alt for mange ting der er diffuse i mit liv lige nu. Ting som angår mig. Som er vigtige for mig. Som er betydende for mig. Men som jeg ikke kan styre. Som jeg ikke kan kontrollere. Som jeg ikke har den ringeste indflydelse på.

Var det bare en enkelt ting der var uafklaret kunne jeg nok håndtere det. Men lige nu er der lidt for mange. På lidt for mange forskellige satelitter af det der på én gang ligger uden for min egen eksistens men alligevel udgør selve det fundament og den struktur som jeg lever og finder mig i.

Det er sådan det er at være menneske, jeg ved det godt. Det er et hverdagsligt liv, hvor jeg er dybt afhængig af folk og omstændigheder omkring mig. Jeg er ikke alene, - hvis jeg var kunne det være lige meget. Det er de relationer jeg indgår i som gør det hele værd. Og jeg kan sagtens teoretisere over det. Jeg kan egentlig godt analysere, perspektivere, diskutere og forstå. Og det er også vigtigt at kunne skille skidt fra kanel, at kende sin besøgelsestid. At kunne skelne mellem mig og dem og det og noget.

Og når det så er sagt står der alligevel kun én erfaring tilbage. At det gør ondt. At mange af de ting som jeg definerer mig i mod og med og på trods af og fordi og i mellem er... ikke. De er slørede, flydende og ubestemte. Jeg kan bare vente på at de løser sig, på den ene eller anden måde. At det går til levesiden. Eller det modsatte.

Og jeg er ved at gå til af ikke at kunne gøre fra eller til. Jeg bliver vanvittig af ikke at kunne fikse. Alting kan jo fikses, ikke?! Måske ikke præcis som man havde forestillet sig, men alting kan fikses! Come on - med lidt samarbejde kan vi nok få det til at funke, ikke?

Men ikke her, ikke denne gang, ikke med dette, disse ting. For det er ikke op til mig. Det er ikke min beslutning. Der er ingen aktion, ingen handling mulig. Jeg kan ikke handle - og ikke spilde. For når der handles, der spildes. Den slags spild kan jeg håndtere - for så valgte jeg jo. Hvis jeg vælger kan jeg bære omkostningen.

Jeg ville ønske at jeg kunne vaske mine hænder af det. Hele. Jeg ville ønske at jeg kunne skride. Pakke sammen og forlade. Gå. Forsvinde og drukne mig i nu et andet sted. Og faktisk så kan jeg. Ingen tvivl - jeg kunne pakke sammen og gå. Sikkert endda få støtte, hjælp og velsignelse til det.
Men det er ikke sådan det skal være. Det ved jeg også. Der er omkostninger ved livet - og måske særligt det hverdagslige. Og jeg må bare betale. Betale. Selvom det gør ondt og mig så bange.