Thursday, June 29, 2006

Inddirekt

Jeg så Kongen vender tilbage i går aftes. Eller det vil sige jeg så 3 kvarter af den og hoppede så lidt frem og tilbage for den er både lidt uhyggelig og meget lang. Og så kender jeg jo slutningen - jeg er ikke så tålmodig med det, så.

Jeg ved godt at den måde at se film på ødelægger stemningen, men det er faktisk også lidt den måde jeg læser romaner på. Hvis det ikke er virkelig velskrevet- så begynder jeg at kede mig på et tidspunkt. Så knalder jeg slutningen og det sidste kapitel af, flipper måske lidt rundt og læser snippets her og der, og så gider jeg ikke læse det jeg mangler fordi øhm... nu kender jeg plottet og slutningen og kan regne mig frem til handlingen - lad vær med at spild min tid!

Det er derfor jeg så godt kan lide Svend Åge - historierne falder så sjældent straight forward. Jeg har forsøgt med min sædvanlige metode, men det holder bare ikke. Man kan simpelthen ikke regne ud hvad der er sket på de mellemliggende sider. Slutningen giver ikke mening uden resten. Egentlig købte jeg Mine syvogtyve sansers elskede på den vidunderlige titel, men den fungerer lidt på samme måde. Handlingen er brudt i stykker og karakterernes motiver og bevægegrunde ligger i en mosaik som dæmrer efterhånden, men først står helt klar til sidst. Ligesom mosaikken ligger stykkerne lidt fra hinanden, billedet er ikke helt, der er plads mellem linierne hvor det meste står.

Sådan kan jeg lide det. Sådan bliver jeg fanget. Når motivet bliver klart fordi det udenom beskrives. Når funktionerne tegner det'et. Og sådan er det i det hele taget for mig.

Det er en tillidsgerning, for man forlader sig på en mellemmenneskelig erfaring for hvordan ting skal tolkes. Det er en tillidsgerning, for man åbner for at andre kan putte nyt ind i de erfaringer. Det er en tillidsgerning, for man slipper styringen og kontrollen og lader andre være til. Det er en tillidsgerning, for det er risikofyldt - misforståelserne skriger på at ske og merde! Hvor kan det gå gruelig galt.

2 comments:

Nick said...

Jeg har det lidt på samme måde. Jeg orker simpelthen ikke at læse 500 sider af en 600 sider lang kleppert, hvis det kun er de sidste 50 sider, der er virkelig gode. Jeg har fået anbefalet nogle stykker gennem tiden, hvor ordene "man skal lige gennem de første 200 sider, men så bliver den også helt fantatisk". Jeg har aldrig gidet at læse dem. Det er jo spild af tid. Måske er jeg krævende, men det kan ikke passe, at der skal 200 siders forspil til, før det virkelig begynder at rykke - så skal der i hvert fald være mening med galskaben.

Terse said...

Lige mine ord. Det er derfor jeg finder noveller så besnærende. Og lyrik. Den stramme form lader så meget tilbage at forestille sig. Der er plads, plads, plads til alt det uskrevne. Og hvis det er dårligt er min tabte tid da til at overskue.

Dét og så hardcore synsvinkel, eller det labyrintiske.

Jeg har fået anbefalet Krat i dag, og er netop igang med Den ugudelige farce af Madsen. Kan anbefales.