Friday, November 02, 2007

De gode, de onde og de virkelig grimme

Mens højtiden tilstunder i frisættelsen af den evindelige juleøl, muntrer jeg mig imellem de almindelige overspringshandlinger med genlæsning af gamle universitesopgaver. Det er en assorteret samling af mere eller mindre holdbart akademisk tilsnit.

Jeg var som førsteårsstuderende tilsyneladende ikke bange for at favne opgaveemnerne, så jeg har uden nogen videre anfægtelse bare kaldt en lille 5 siders opgave Den franske revolution. I den serie finder man også Absolutisme og Feudalisme ligeledes på 5 sider hver, og tilsyneladende så fyldestgørende redegjort for at der åbenbart ingen trang føltes til afgrænsende eller forklarende underoverskrifter.

Norges selvstændighedstab i 1536 er derimod specifikt nok, og jeg husker endnu hvor glad jeg var for den opgave. Den burde vistnok have handlet om Christian IV, men aldeles symptomatisk endte jeg med at om noget temmelig perifert fra århundredet før. Men jeg nød at skrive den og entusiasmen kan da også genfindes i et uakademisk stort antal udråbstegn fordelt jævnt i teksten samt brug af kursiv strategiske steder.

Jeg blev bachelor med en helt ekstremt kedelig og langtrukken affære om Den store arabiske revolte 1936-39. På det tidspunkt var der kun sideantal i kravsspecifikationen på opgaver og i den tid det tog at skrive den, mistede jeg fuldstændig evnen til at redigere i og ikke mindst slette fra teksten. Den blev på 31 sider med Times New Roman, punkt 11, enkelt linieafstand uden indryk.

Til gengæld var resten af mine opgaver det semester yderst barberede, og jeg var endda så skamløs at kopiere uhæmmet fra en essay i 'feministisk videnskabsteori og kønsforskning' til en opgave i 'humanistisk videnskabsteori' kan jeg se. Til gengæld fandt jeg det da ingenlunde for lidt at redegøre for Foucaults magtteori i standpunktsfeminismens optik på 3 sider.

Åh ja, jeg ville ønske at jeg stadig var ligeså uskyldsren, clouless og frygtløs i Akademia. Og at jeg kunne drikke mig ned i snebajere sammen med en masse andre der var det samme.

Friday, October 12, 2007

Post-pubertet

Jeg skriver speciale. Endnu. Og det er skammeligt. Synes jeg. Jeg har ikke ord for at beskrive helt præcist hvor skrækkeligt det er at møde mennesker som undrende og uden bagtanker siger ting såsom Jeg troede da at du havde afleveret?! Hvornår startede du? og Var det ikke meningen at...? og den slags. Så jeg er et jævnt forfærdeligt menneske nu om dage.

Jeg svinger mellem rasende irriteret pubertær umulighed, hvor jeg end ikke forsøger at være rimelig, til tudevorn følelsesmæssigt skrøbelig undskyldning for mig selv. Gerne indenfor en 5 minutters tid. Jeg tror det er ret hårdt for mine omgivelser og i et af mine få mere mentalt sunde øjeblikke, fik jeg sagt til den herre det oftest går ud over, at jeg mente at det var svært for nogen at gøre noget som helst rigtigt i tiden, og jeg var altså ked af at det gik så meget ud over ham.

Belært af tidligere erfaringer undlod han klogeligt at gå yderligere i dialog, for ligesom ikke at give mig brændstof til endnu en tirade af den ene eller anden slags, men sagde bare at det var han glad for at høre. Det ledte mig så til gengæld til en langstrakt tårevædet taknemlighedstale.

... Jeg sagde jo lige at det var svært for nogen at gøre noget rigtigt.

Monday, October 08, 2007

Allermest max mandag

Det er overhovedet ikke overraskende mandag når man opdager at ens køkkenloft er ved at falde ned samtidig med at man får besked om at den med længsel og glæde imødesete forlængede weekend m. kæreste i europæisk storby om en måned nok er aflyst.

Wednesday, September 19, 2007

Hverdagens helte

Efter et par dage med BastaBumBarnet i min varetægt vil jeg gerne rette en stor tak til de mange hensynsfulde og hjælpsomme mennesker der hver dag lader sig befordre af den offentlige trafik.

Guderne skal vide at det er en prøvelse i sig selv, så utrolig mange tak til forretningsmanden som rejste sig for os her til morgen og den nydelige unge svenske mand der spurgte om jeg ville sitta bredvid barnat. Tak til bedstefaderen der sad ved siden af Bimsen i går som instinktivt rakte ud og holdt ved hende da jeg ikke selv kunne nå, og tak til Matas-pigen som smilede overbærende da hun fik klamme 3-års hænder i håret. Stor tak til den ældre dame som sludrede tålmodigt med barnet og tak til studinen som smilede opmuntrende til mig. Tak til alle dem som ikke tsktsk'ede, fnyste af forargelse eller rullede med øjnene af en uerfaren pendler med et træt, beskidt og genstridigt barn i myldretiden.

Til gengæld findes der et særligt sted i helvede for folk som er fuldstændig ligeglade med at der findes små mennesker under øjenhøjde og et særligt, særligt sted for folk som snerrer over at et børnehavebarn mister balancen i en fyldt bybus.

Friday, September 14, 2007

Gramatik

Det er nu så dejligt ironisk at man i reklamen for Samlerens bogklub i omtalen af Politikens håndbog i nudansk har stavet grammatik med et m.

Monday, September 10, 2007

Lærestreg

Man kan godt træne uden sin shuffle selvom det er irriterende at være tvangsidlagt til møgstationen the Voice som gjalder ud over hele centeret. Man kan også træne på trods af en glemt hårelastik - det er lidt irriterende i starten men så snart man har svedt sig lidt vådt hår til, lader det sig flette skubbe af vejen sådan nogenlunde. Man kan også godt træne med bare tæer i skoene når man har glemt strømperne.

Jeg vil bare opfordre til at man ikke lader adrenelinen og endorfinerne løbe af med sig så man overhører signalet fra fusserne om at det ikke er helt behageligt det her. Blodvabler og brandsår i svangen tager ikke alene forbandet lang tid om at hele, de gør med jævne mellemrum også ret ondt mens de gør det.

Sunday, September 02, 2007

Melder #6

Tanken tæller ikke en skid. Det er det den udmønter sig i der har betydning.

Wednesday, August 29, 2007

Hår(d)t efterår

Der er forskel på at konstatere at for eksempel en jumbojet kan flyve og på at forstå hvorfor den gør det. At forstå hvorfor den konstaterbart flyvende jumbojet kan flyve, får den ikke til at flyve mindre eller mere eller højere eller noget. Men der er forskel på at konstatere og at forstå hvorfor. Sådan er det nu altså bare.

Flyvemaskiner tilside er der også enorm forskel på at konstatere at min nye frisure er tung, uklædelig og fuldstændig uhåndterlig, til at forstå hvorfor jeg selv insisterede på at pandehåret lige skal være lidt kortere. Til gengæld ved jeg at håret gror langsommere om vinteren end om sommeren, så det er jo helt fint at man nu kan mærke efteråret i luften om morgenen.

Sunday, August 26, 2007

Tidszoner

Det er ikke noget jeg senere kan huske at jeg har gjort, men jeg må jo have tjekket på et tidspunkt for jeg ved hvad klokken er dér. Jeg kan ikke helt lure hvorfor, for det er egentlig ikke noget der bliver brugt til noget. Alligevel bærer jeg det med mig. Som en art dobbelt tidsligt bogholderi noterer jeg mig altid hvad klokken må være for ham når jeg kigger på uret hos mig.

Saturday, August 25, 2007

Samfundets bærme

Jeg skal være den sidste til at sige et ondt ord om den nye rygelovgivning, men de afledte effekter - herre jemini! Intet gør mig så ond i sulet som vanskelig afgang til Morpheus' rige på grund af rygende værtshusgængere, det rakkerpak, som samles på pladsen foran min ejendom og i deres fuld- og dårskab råber og skriger og berøver pæne mennesker deres nattesøvn. Må de lide af verdens ondeste tømmermænd!

Wednesday, August 22, 2007

Begær. Filosofisk set

I would not say that desire makes the body ambiguous or equivocal, but rather that it renders it I-me together with I-you. A double intention animates me: I want to return to myself, in myself, and I want to be with you.
fra L. Irigarays To Be Two

Thursday, August 16, 2007

Lortekarm(a)

Jeg ville sådan set bare skrive en sød besked til kæresten og rakte ned i tasken efter mobilen. I processen med at udføre den forholdsvis simple manøvre overså jeg vindueskarmen og knaldede øjenbrynskraniekanten durk ind i den. Jeg gider ret godt ikke få et blåt øje igen.

Wednesday, August 08, 2007

Tid til zen

Jeg har faktisk ikke noget imod hverken Getz & Gilberto eller Metallica. Men jeg har ret så meget imod dem samtidig fra henholdsvis open air wannabe bossa nova band og min demonstrativt for åbne vinduer højtspillende overbo.

Løn som forskyldt

Til den første fest i gymnasiet i sin tid var vi klædt ud som cowboydere & indianere. Selve festen husker jeg ikke i nærmere detaljer, på grund af de betragtelige mængder ildvand der blev konsumeret i skikkelse af Strohrom drukket direkte fra flasken. Jeg har ikke siden følt nogen særlig trang til videreudforskning af den østrigske nationaldriks lyksaligheder, selvom følgerne dagen derpå fortaber sig nådigt i glemslens tåger.

Jeg spekulerer lidt på hvor lang tid der skal gå før Mnemosyne forbarmer sig og slipper taget i visse af søndagens begivenheder. Jeg har stadig alt for fine flashbacks fra den natlige ekskursion til badeværelset, i hvilken jeg kastede adskillige nyligt indtagne drinks op, alt imens jeg flæbende skiftevis undskyldte min ucharme og erklærede min kærlighed til den herre som aede mig på ryggen, holdt mit hår og forsikrede mig om at det var okay.

Til gengæld tror jeg han tog det lidt ilde op længere opad dagen da jeg fra min immobile fosterstilling på sengen, kun holdt op med at vånde mig for bede ham holde op med at tygge sin chips så højt.

Tuesday, July 31, 2007

Storstärk i STHLM

- De svenske killarne er ikke særliglig snygga, mest bare fimsede

- Det selvom de har tatoveringer allesammen, også tjejerne

- Men de taler et underbart charmerende svensk, alla ihop

- Og "katten efter musen" får udvidet betydning når man ved hvad mus er slang for

Friday, July 20, 2007

Ilde hørt

- Moster?! Du trænger til at få støvsuget. Der er krummer over det hele!
Niecebarn 3½ år

Sunday, July 15, 2007

Gravøl

Jeg medgiver at det ikke alene er en kende morbidt men også endnu et skridt på vejen til at ligne min mormor, de øvrige manifesteret ved længselsfulde blikke rettet mod rullemaskinen i vaskekælderen samt ubændig trang til the med frokosten, men jeg læser altså dødsannoncerne i avisen.

For det meste er det gamle mennesker der dør og begravelsesinformationen ledsages ofte af variationer over elsket og savnet og en bunke pårørende er skrevet på som afsendere. Det generer mig ikke synderligt, men jeg bider gerne mærke i fornavnene og funderer over hvilke der mon kommer de næste generationer til gavn, hvis jeg da ikke direkte morer mig over tidligere tiders navneskikke.

Jeg får et lille stik i hjertet over de notitser hvor eventuelle pårørende bliver bedt om at henvende sig til kommunen, og bliver også berørt af de voksne der dør med, må man formode, endnu ikke voksne børn, for slet ikke at tale om de gange der er et barn imellem de annoncerede. Men det der altid får det til at gibbe i mig med en særlig heftig omgang memento mori er når teenagere og unge voksne i tyverne skal bisættes. Jeg tænker altid at bare hun da nåede at elske og blev elsket lige tilbage eller gid han nåede at opleve kærligheden i al sin almindelighed.

Det er lidt fjollet for jeg kan ikke tillade mig at sætte kriterier for det gode liv på andres vegne, men det har været en lille hemmelig frygt jeg selv gik rundt med: Tænk hvis jeg aldrig skulle opleve den der gensidige kærlighed mellem voksne ligeværdige og fejlbarlige parter? Det er til lettelse, ro og dyb glæde at jeg kan stede den frygt til ro.

Monday, July 09, 2007

Også du...

Vejret var godt og iført over-alls og bevæbnet med bidetang hjalp jeg med at trække hegn af havretoften. Imellem småsnak om kvierne, historier fra landsbyen og generel info om rigets beskaffenhed kom faderbindingen flintrende ud af ingenting og ramte lige i nakken, da nedrykningen af et særligt genstridigt stykke tråd reddede mig bemærkningen: Rart at se en pige med håndelag ...men du er jo også min datter. Ak ja.

Tuesday, July 03, 2007

Hvordan ellers?!

Jeg har en frisk basilikum stående i køkkenet der, ifølge den miljøvenlige PVC-fri emballage, er - dyrket ved brug af biologiske metoder.

Saturday, June 23, 2007

Melder #5

Man ved at man er blevet gammel på den uigenkaldeligt voksne måde, når det er nemmere at forholde sig til folks årgang end deres alder.

Monday, April 30, 2007

Our Endless Numbered Days

I min vindueskarm ligger 4 bøger som jeg læser i på skift når jeg har tid, men oftest når jeg ikke har. Essays om Tyskland i trediverne, noveller i samling, en engelsk lufthavnsindkøbt tragisk-romantisk paperback og en død mands sidste digte. Jeg er så glad for den digter som ser så meget i så lidt og siger så meget med så lidt:

Et navn og et til.
Et par, siges det
i et kendt forsøg
på ental.
Men vi er ikke
alene to, men tre.
Det, der forbinder os,
står også imellem os,
en skikkelse forgudet,
smukke Og.
K. Bondebjerg: Et navn og et til fra Søndag efter midnat

Tuesday, March 20, 2007

And flights of angels sing thee to thy rest!

Resten er ikke nødvendigvis stilhed. Måske. Måske ikke. Eventuelt. Kunne hænde. Ved ikke.

Sunday, March 18, 2007

Så kend da havet i dig selv

Hør Vesterhavets bølger går
mod Jyllands ryg, hvor skibe står
til havs for blæst og brise.
Se skyer rejser sig til fjeld
i køligt gry, i flammekvæld,
på horisontens frise.
Hvor måger kendte land engang,
der digter storm og sø en sang,
en fremtidens folkevise.
Hør Vesterhavets bølger af Halfdan Rasmussen, 1.vers
Melodi: Thomas Alvad, nr. 5 i 555 sange

Thursday, March 15, 2007

Brud/stykker

Jeg ved ikke hvornår det præcis sætter ind, måske er det på kanten af erkendt vågen, måske er det i drømme. I hvertfald forlader søvnen mig ofte med musik for det indre øre, og når det er Nick Drake ved jeg at det bliver en god dag. Den anden dag vågnede jeg måske af irritation over ikke at kunne finde melodien til en linie som lød: I køligt gry, i flammekvæld.

Diverse faktiske eftersøgninger har ikke hjulpet mig synderligt, men ved neddykning i de mentale arkivskabe har meodien og flere dele af sangen indfundet sig Hvor måger kendte land engang/der digter storm og sø en sang/en fremtidens folkevise lyder ihvertfald slutningen på et af versene. Jeg tror også at jeg har fundet starten: På Jyllands kyst hvor skibe står/til havs for blæst og brise. De næste linier er forsvundet, men så kommer der noget med horisontens frise. Jeg er overbevist om at jeg har samlet den op fra skoletidens morgensang og at den må findes i starten af den hæderkronede 555 sange. Jeg må lade det fare for nu, men jeg ved at det vil ligge og nage indtil jeg kommer i tanke om det på et tidspunkt hvor jeg kan eftersøge det nærmere.

Et andet vers, som jeg ikke kan finde ophavet til eller resten af, har jeg en fornemmelse af må være Aarestrup. Det kunne det i alle tilfælde godt være: Der er en plet i dit øje/der er en bleghed på din kind/som viser klart og nøje/der hviler noget på dit sind. Sådan cirka går det og der må være mere. I årevis er det dukket op med jævne mellemrum, og sig nærmer tiden hvor jeg må have mysteriet opklaret. Jeg kan under alle omstændigheder ikke komme i tanke om et mere passende tidspunkt.

Tuesday, March 13, 2007

Det allersværeste

- Jeg ville bare ønske at der var noget at tilgive...

- Hvad med dig selv?

Sunday, March 11, 2007

Hvordan går det?

Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det går fint, alt taget i betragtning. Jeg ville ønske at jeg kunne småsludre pænt, interessere mig og dele en latter. Jeg ville ønske at jeg kunne give udtryk for venskabelighed eller i det mindste bare være lidt venlig. Men det gør bare så ondt. At fortrænge fordobler, og der er ingen trøst.

Det går vist bare fik jeg svaret. Hvad skulle jeg ellers sige? Jeg vil ikke lyve, ikke dér. Elendigt, miserabelt og/eller af helvede til var også sandfærdige alternativer, men ville i den sociale konvention fordre videre spørgsmål og en interaktion jeg ikke kan bære. Skulle jeg da berette hvor meget forårsvejret virker som et slag i ansigtet? Skulle jeg da bede om en forklaring? Skulle jeg da sige hvor meget jeg savner?

Der findes jo ikke noget gensvar på de udsagn. Ikke noget gensvar ihvertfald som ville gøre mindre ondt end overhovedet at sige de ting højt. Og på et tidspunkt holder min hage op med at dirre og min stemme op med at skælve. Indtil da går det vist bare.

Saturday, March 10, 2007

Ikke engang tæt på

...Og jeg fik fornøjelsen af anerkendende blikke og skægge historier; om hvordan 4.klasses hårde drenge bryder sammen når mor skal informeres, om hvor meget der skal pakkes ned når der skal renoveres for skimmelsvamp og om hvordan man kun kan afsløre meget når man har udviklet et kompas at ens job kan henregnes under kategorien "hemmelig identitet": Du kunne jo komme fra en konkurrerende organisation! Jeg fik fornøjelsen af at møde en som kender en, jeg kender derhjemme fra, og fornøjelsen af at seriøst at diskutere implikationerne af mit felt. Jeg fik fornøjelsen af fine, elegante, pænt underspillede komplimenter og fornøjelsen af brovten præcis som jeg synes det er alt for sjovt. Alligevel står der kun tilbage hvor meget ingen var ham.

Friday, March 09, 2007

Dancing with disaster

Jeg er en pindarm, hvorfor jeg hader træningen af bi- og triceps af et godt hjerte, til gengæld er det umanerligt tilfredsstillende når kroppen værker. Det gør den meget i tiden. Jeg shopper bøger til en grad så det er svært forsvare på trods af fagligheden og det igangværende speciale. Jeg har stort set aftaler ud af huset hver aften de næste 10 dage. Mit hjem skinner og der er intet tøj i vasketøjskurven. Det er sikkert en dårlig idé at gå på bar, men det slår en fredag aften i lejligheden med adskillige længder. Der er også grænser for hvor ofte man kan skrubbe gulvet på hænder og knæ.

Thursday, March 08, 2007

Distanz und Nähe

Jeg er jo også lettet. Tynget af tristhed og en tilbagetrængte følelser. Men også lettet.

Fornemmelsen af at komme til sig selv igen er en lettelse. Og svært bekymrende, for hvor har jeg dog været så? Hvad har jeg budt mig selv? Jeg er ked af det. Ked af at jeg åbenbart kan slå mig selv så meget ud af kurs. Ked af at jeg først selv kan se det nu. Ked af at jeg ikke magter nærhed uden at skulle distancere mig fra den. Ked af at jeg fordrer at andre skal se igennem det for mig. Ked af at mine tårer er mine egne og ikke kommer andre ved. Ked af at beskylde andre for en brøde jeg selv begår.

Jeg siger ikke at det var gået alligevel. Jeg siger ikke at det var nogens skyld. Jeg siger ikke at ansvaret ikke deles. Jeg siger bare at jeg er ked af det. Og forvirret. Men mest bare ked af det.

Wednesday, March 07, 2007

Fattet, fornuftig, fucked

Der er musik det gør for ondt at lytte til. Der er billeder på nethinden som bringer mig i knæ. Der er tanker som giver mig ondt i maven. Ting i lejligheden som jeg ikke kan holde ud at se på.

Mest af alt skal jeg fungere. Mest af alt har jeg brug for at fungere. Så jeg spiller ikke den musik. Jeg forviser de billeder, undertrykker de tanker. Tingene er blevet smidt ud - det er ikke fordi der var så meget. Jeg forsøger at holde selvransagelsen på et minimum, forsøger at afholde mig fra at analysere og krydstjekke og megareflektere. Det bliver jo ikke anderledes nu og der er ingen skyld at placere.

Jeg ved godt at jeg forcerer og jeg ved også at der kommer en reaktion på det. Men senere, okay? Bare senere, ikke nu, ikke i denne uge. Jeg skal fungere nu, og det er jo ikke fordi det er mig fremmed, been there before, done that before - here we go again og jeg er jo ikke 16 mere og man dør ikke af det. Det er ikke sjovt, men man dør ikke af det. Det går over.

Det der nager mig mest er faktisk at jeg har været her før. Det nager mig at I know the drill til en grad så jeg kan udsætte mine reaktioner til et mere praktisk tidspunkt. Men jeg tænker; ville jeg ikke først have været et skarn hvis ikke jeg havde turdet stole på det? Da det var der, ville jeg så ikke først have været et skarn hvis ikke jeg havde turdet håbe og tro?

Tuesday, March 06, 2007

Monday, March 05, 2007

Selvtilstrækkelighed

På sekunder skifter jeg fra en resignation der mønstrer både tålmod og respit, til cool rationale der laver handlingsplaner, punktopstillinger og pros & cons, henover fuldstændig opløst gråd og hud der gør ondt af længsel. Jeg når omkring pubertært selvhad og -bebrejdelser i et øjeblik inden jeg lander på håb og fortrøstningsfuldhed der er overbevist om at vi nok skal finde ud af det - altså lige indtil tvivlen får fod på tankerne og jeg får en mavepumper af de mindelser. Men så kommer jeg i tanke om urimeligheden ved at skære over én kam og skyde andre motiver i skoene og hvad bilder jeg mig egentlig ind... Og så finder jeg på upassende overdrivelser ad absurdum for bare at have lidt at grine af inden overvejelser om hvad-nu-hvis praktikaliteter og rædslen over impending doom reducerer mig til en pøl tudesnot.

Jeg mener at kunne huske at sætningen "helvede er de andre" skal tilskrives Sartre og det er jo så rigtigt hvis man anskuer livet fra en eksistensialistisk vinkel. For min part kan bare jeg konstatere at jeg klarer det helt fint selv.

Sunday, March 04, 2007

Let's trade skins

Jeg ved ikke om mine fejl er begået i god tro, af instinkt eller slet og ret dumhed. Jeg ved egentlig ikke om der overhovedet er nogen fejl at sætte fingre på. Mine eller andres. Jeg ved ikke om hvorvidt omstændighederne kunne have ædt et overskud som burde have været allokeret andetsteds. Jeg ved ikke om der er blevet sagt for meget, eller om der er blevet sagt for lidt, eller om mine ord har fyldt for meget, eller for forkert. Jeg er fuldstændig flippet rundt og ved ikke hvad der er rigtigt og forkert, kender ikke ret fra vrang.

Måske er det bare som det må være. Måske. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at ansvarsfordelingen er mellem to. Og jeg ved at jeg er så træt, så træt, så træt og at jeg må sove nu. Det er godt at sove. Og helt forfærdeligt at vågne igen.

Friday, March 02, 2007

Erkendelser

Hvis intentionen er ikke at falde for klicheen og blive kærestetyk, så er det nok en god ide at sløjfe chokoladekiksene til morgenmad. Og bastognekiksene til frokost. Og se at komme afsted til træning.

Tuesday, February 27, 2007

Det er da ligesom med landkort

Er jeg seriøst den eneste der bruger de dertil indrettede folder til pæn og nydelig sammenlægning af blå Ikea indkøbs(vasketøjs)pose efter brug?

Monday, February 26, 2007

To be washed away slow

Når der er for lidt plads under min hud. Når der er for mange følelser i maven og for mange tanker i hovedet. Når jeg dræner mig selv for energi og alligevel ikke kender rist eller ro. Når jeg driver for vinden og mig selv til vanvid. Når jeg ikke ved om jeg rækker armene frem for at værge for mig, skubbe væk, blive samlet op eller holdt om. Når jeg har mistet jordforbindelsen. Når jeg igen skramler rundt og bøvler. Når jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere at det ikke er spøgeværk. Når jeg ikke er sikker på hvem jeg kan tillade mig at belemre. Så hjælper PJ altid. Jeg ved ikke hvorfor Angelene, Leah, Elise og Catherine et al. beroliger mig, men sådan er det.

Friday, February 23, 2007

Kein Kinderlakritz

Primo januar ville jeg lave en aftale om at gå ud og drikke et par bajere med en god ven. Vi snakkede frem og tilbage og endte med at finde en dato medio februar der passede os begge. Noget overrasket og lettere frustreret spurgte jeg om hvornår i al verden vi havde fået så travlt, at vi måtte planlægge 5-6 uger frem i tiden for et par timers hyggeligt samvær på en almindelig hverdagsaften. Hans lakoniske svar lød noget i retningen af: Siden vi blev voksne - vi har bare så svært ved at se det i øjnene.

I nat forsøgte jeg at skrive en ansøgning til en stilling som jeg er blevet opfordret til at søge. Den er blevet ikke-skrevet i de sidste 14 dage, og således også i nat, hvor jeg bare fik mere og mere ondt i maven og henad klokken 04 hastede på toilettet for at lette presset fra min forkrampede mavesæk. Mens jeg stod og mærkede efter om der var mere som skulle kastes op, faldt det mig ind, at det job der, det ville virkelig gøre mine forældre stolte om jeg fik det.

Jeg kan sagtens forstille mig i det job, jeg kan sagtens have lyst til at bestride det, og jeg kan sagtens drømme om de muligheder det vil give. Men jeg har faktisk slet ikke lyst til det i øjeblikket. I nat opdagede jeg at den primære, omend hidtil ubevidste, årsag til at attrå den stilling var at gøre mine forældre stolte.

Det er muligt at vi har har svært acceptere at vi er blevet voksne, men hold da helt op hvor kan det være lige så svært, at se i øjnene at man altid, altid, altid vil være sine forældres barn.

Thursday, February 22, 2007

Trøstetid

Da jeg hostede og hostede og hostede var det uhyggeligt at bemærke hvor sort det slim der kom op af lungerne var, og jeg var glad og lettet over at være holdt op med at ryge. Det er jeg stadig, selvom det egentlig ikke er noget jeg egentlig render og bider mærke i henover den almindelige dagligdag.

Men jeg husker mig selv på det. Husker mig selv på, at det er dejligt ikke at skulle åbne vinduerne prompte når jeg kommer hjem, fordi lejligheden lugter af røg. Husker mig selv på, at det indtil for nylig ikke var normalt at have kontanter i pungen så længe af gangen som det er tilfældet nu. Jeg kan også mærke det når jeg har været ude på barer: Mine tømmermænd er lige pludselig til at overse dagen efter, men hold da op hvor ens tøj bare lugter herregrimt - og håret, totalt klamt dér. Forbløffende nok er det ikke noget problem at holde sig fra smøgerne selvom jeg drikker alkohol, heller ikke selvom selskabet ryger.

Så egentlig er det bare vel og nemt med det. Jeg var motiveret og klar til at holde op og så gjorde jeg det uden de store falbelader - og nu er jeg så ikke-ryger uden de store falbelader. Jeg savner ikke at ryge.

Men nogen gange savner jeg mine cigaretter. Nogen gange savner jeg den pause, tænketid og trøst som en smøg var. Nogen gange er altid når jeg er ked af det.

Friday, February 09, 2007

Lort!

Jeg er skide fucking møgsur. Pisse røvhamrende knotten. I løbet af natten er jeg blevet rigtig forkølet. Faktisk vågnede jeg henad 02 og måtte knalde et par panodiler og en ibumetin i bøtten fordi jeg var øm over det hele, også indeni - det føltes som om mine bronkier var i færd med at emigrere. Og sig mig lige engang, er det ikke meningen at rygestop skal hjælpe på det hele, hva? HVA?! Jeg føler mig snydt, SNYDT og er simpelthen så helt igennem gal, at jeg føler trang til at smide om mig med eder og forbandelser til og over sagesløse fremmede. Alternativt mumle forargelige obskøniteter på grænsen til det hørbare.

Wednesday, February 07, 2007

Tada!

Tilsyneladende er det noget af en videnskab at holde op med at ryge. Det er jeg sådan set meget glad for at jeg ikke vidste før jeg gjorde det, for det havde jeg da slet ikke kunnet overskue.

Men der er altså nogen ting der er løgn: en umiddelbar smøgtrang går ikke over i løbet af 2 minutter - den kan kraftstejleme vare i timevis! Slimhinderne i mundhulen skriger på at blive voldtaget af kradsbørstig, ildelugtende, sundhedsskadelig, liflig, delikat, vidunderlig cigaretrøg. Ak ja. Der er også grænser for hvad man lis'som lærer om sig selv, jeg føler mig ihverfald ikke specielt mere fri eller uafhængig. Jeg synes sådan set også godt at nogen kunne have sagt noget om at ansigtetet hjemsøges af filipenser inden den sunde kulør indfinder sig, og at man periodevis får temmelig meget luft i tarmene.

Men ret skal være ret, det der med stemmen og lugtesansen har en møgforkølelse sat en stopper for oplevelsen af. Jeg går udfra at at det også er dens skyld at jeg får propper i ørene og må sige hvabehar? hele tiden - for rygestop har da vist aldrig påvirket hørelsen. Og jeg har altså fået at vide at min ånde generelt er blevet markant bedre, og det tidligere end dag 8 som der ellers reklameres med. Og alle de penge jeg har sparet på cigaretterne er fluks blevet omsat til tøj i udsalgets sidste dage. Som belønning, forstås.

I næste uge har jeg besluttet at jeg må få en manicure. Men kun hvis jeg kan vinde konkurrencen med mig selv om at indtage det første nikotinpræparat senere og senere for hver dag. I dag blev klokken 13.20 og jeg drak endda to kopper kaffe i morges.

Jeg er holdt op med at ryge og jeg er totalt selvglad over det. Jeg tænker lidt på hvor ussel jeg er når jeg i smug hoverer helt vildt meget over hvor dygtig jeg er. Det er lidt usselt, for faktisk synes jeg at det forholdsvis nemt. Hvilket sådan set også er lidt usselt. Men det gør ikke så meget - jeg er lidt ussel, men røgfri. Hæ.

Monday, January 29, 2007

Monster's ball

Jeg tænker på min mors hænder, hendes duft og latter. Jeg tænker på dengang min far vækkede mig og tog mig på armen for at vise et søvndrukkent barn årets første lam fra køkkenvinduet. Jeg lytter til P2 og laver øllebrød. Jeg lægger tøj sammen, støvsuger og skriver en indkøbsseddel. Jeg tager fat på stakken af papirer, går tur i mørket og får postet de breve som skal sendes.

Tanker om tryghed, comfort food, vellyd uden mindelser. Rutinemæssige aktiviteter, orden i bagkataloget, fremadrettede nødvendigheder, kroppen i bevægelse.

Jeg kan ikke lige finde ud af det. Jeg er lidt noget rod. Det er så uvant. Jeg er et føleuhyre med tentakler ud over det hele. Jeg reagerer på alting. Som en allergisk reaktion slår jeg ud. Og for ikke at slå nogen, trækker jeg mig. Ind i en egen cirkel hvor kontroldyret går frit uden fare for andre. Hvor uroen lindres, smerter svækkes og bange anelser lægges til ro.

Saturday, January 27, 2007

Lige sent nok

En overset sideeffekt ved den globale opvarmning og den deraf følgende nådige vinter, er et fucked up sæsonhumør. Solen står smuk og frostklar og der ligger et par kønne centimeter sne over det hele - og jeg føler en vild trang til at jule.

Tuesday, January 23, 2007

Summen af delene...

Det var med en lettelse der tangerede nydelse at jeg gav mig hen i rollen som hverdagsarbejdende fuldtidsansat. Det var ubeskriveligt skønt at slippe forestillingen om at være potentielt falleret evighedsstudent og indtræde i et arbejdsfællesskab med her-og-nu betydning langt ud over egen sfære. At få titel, status og løncheck. At være høj på lange arbejdsdage, begrave sig i petitesser af vigtighed for et stort billede, se det nyttede.

Det var befriende at slippe for mig selv, mine egne studentikose overvejelser, ikke at have tid til endeløse bekymringer om hvad der dog skal blive af mig, på alle de niveauer som det overhovedet er muligt. Bare at få trykket på pauseknappen for al den evindelige selvrefleksion som har en tendens til at løbe af med mig og lander mig i et hul der når halvvejs til Kina.

Det gav jo sig selv. Der var arbejde. Så de nødvendige ting som søvn og mad. Derefter de selvcentrerede, genopladende funktionsaktiviter som motion, avislæsning og falden i staver. Til sidst de sjovere ting som venner, veninder, familie, fredagsøl og fester. Og at få det hele til at fungere og gå op i en højere enhed krævede struktur og prioritering. Men det gav jo sig selv. Ikke så meget pis og pjat: Rammerne givet - skravér felterne!

Ikke at det ikke var hårdt og frustrerende at starte på arbejde og lære så meget nyt. Ikke at jeg ikke betvivlede mine evner og var bange for at være udygtig og utilstrækkelig. Ikke at det nye regimente ikke kostede i privatlivet. Ikke at jeg ikke var ked af at melde fra hvor jeg plejer at melde til.

Men det var mig så godt. Det gjorde mig så godt. Den glæde, den forankring, den ro. At lade ting falde på plads af sig selv. Uden utidig indblanding af mig selv. Og så at få skrevet den opgave, som ingen vegne kom sidste år og som af forskellige årsager rent faktisk heller ikke blev afleveret i sommers. Selvfølgelig blev den da ikke god. På 2-3 dage kan jeg ikke skrive noget af den kaliber der er decideret godt. Men den blev et ret godt overslag på synopsen til specialet.

Specialet. Som skal startes den 1. februar. Og afleveres d. 31. maj. Og som jeg glæder mig til at fordybe mig i. Nu. Giv mig tre måneder og jeg er syg af bekymring. Og stresset. Og vred over at have givet mig selv så stram en tidsplan. Men i alle himmelens riger og lande hvor er det dog godt at glæde sig til. Nu. Blandt så meget andet.

Sunday, January 21, 2007

Gu er du sgu da ej

Jeg har en svaghed for perfiditeter. Jeg bliver fuldstændig tøsefnisende når normalt pæne mennesker er så gennemgnavne at de skamløst siger det mest ondskabsfulde om folk der ofte ikke selv kan gøre for det. Jeg elsker de mavesure kommentarer der er så langt ude at man ikke kan tage det alvorligt, men som afsenderen ikke desto mindre mener i sit sjæls inderste netop i det sekund det bliver sagt.

Det er fordi det er så vidunderligt frigørende med de små punkter af dyb ufokuseret surhed. Det er så skønt når folk tillader sig at vise sig i al fejlbarlighed. Og det gør ingen ondt, eftersom de pæne mennesker ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig at konfrontere de omtalte.

Hvad jeg til gengæld på ingen måde kan tolerere er, når folk er grundløst pissestride overfor andre tilstedeværende og så bagefter føler trang til at forsikre om at: "Jeg er faktisk meget sød". Well, hvis du virkelig er så sød try to be the fuck nicer then. Eller hold din store kæft lukket.

Friday, January 19, 2007

Lige ved og næsten

Gad vidst hvor tæt man egentlig er på at blive kørt ned, når fremmed dame på fortorv hviner af forskrækkelse på ens vegne, og ukendt mand med cykelhjelm taler beroligende til en ved næste lyskryds...

Wednesday, January 17, 2007

My Lady Story

Da han kom hjem, gik han straks til pigens billed og lagde
sig hos det og gav det et kys. Og det var, som han mærkede varme.
Han prøver igen, og kærtegner nu også billedets bryster.
Under hans kærtegn svinder det hårde i benet og blødner,
synker under hans finger og gir sig, som voks fra Hymettus
blir blødt i varmen fra solen og kan modelleres i hånden
til mange forskellige former og føjer sig ved at håndteres.

Han undrer sig, tør ikke tro det og frygter at håbe forgæves.
Kærligt klapper han atter og atter den elskede genstand. -
Levende var den; og åren pulserer under hans finger.

Teksstykket kommer fra Ovids forvandlinger, udgaven fra 1989. Det er fra Tiende sang, vers 280-290, et uddrag af Pygmalion. Det er den myte der er forlægget til My Fair Lady. Eller retteligt er musicalen baseret på teaterstykket af George Bernard Shaw som hedder Pygmalion.

Damebladet er en af urmytens konsekvenser, og selvfølgelig læser jeg dameblade, men det er sjældent for det giver mig kvalme. Dybest set er det en perversitet at sidde og kigge på glittede billeder af tøj og make-up og allehånde dyre produkter og opbyggelige historier og tips og tricks der skal gøre mig til en elsket genstand. Det er en perversitet at begære det. For det gør jeg. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg kan ikke andet hvis jeg på nogen måde skal give mening i verden.

Sunday, January 14, 2007

Kiss your darlings

Det mest værdifulde jeg lærte på første semester, for så vidt angår det akademiske, kan summes op i den læresætning jeg har båret med mig lige siden: kill your darlings. Det handler i al enkelhed om at man skal gennemgå sine produktioner med kritiske øjne og luge ud i de informationer, analyser, vendinger, detaljer etc. som intet bidrager til hovedfremstillingen, men som man bare helt vildt gerne vil have med.

Favoritbidderne er ofte kuriosa, noget man synes er totalt skægt når man har siddet og knoklet indgående rundt med et stofområde i nogen tid. Det kan også være kilden til den indledende undren som siden viste sig overflødig. Eller sidebemærkninger som perspektiverer detaljer ud i det obskure. Det er nice-to-know som må vige for at gøre need-to-know tydeligere og mere overskuelig

Det er altid med et stik i hjertet at jeg slår mine darlings ihjel, og den anden dag måtte jeg sande at henvisningen til láadan, fra en artikel venligt suppleret af bagmanden hertil, var en tangent som 14 sider ikke levnede plads til.

For láadan er interessant. Et konstrueret sprog som specifikt er designet med henblik på at kunne rumme kvinders erfaring, hvorfor der for eksempel findes forskellige ord som enkeltvis dækker nogle af de komplekse følelser som det at være gravid kan indeholde: "at være gravid for første gang", "at være udmattet og træt gravid", "at være lykkeligt gravid". Tilsyneladende skulle halehadihahal (arbejde der konstant bliver afbrudt) og doólelasholan (endelig alene, efter trættende folk) også være særlige kvindelige erfaringer, og faktisk synes jeg der mening i at skelne mellem odithámála (at kærtegne med tungen) og odámála (at kærtegne med munden, kys). Til gengæld kan jeg ikke helt gennemskue hvilket koncept ewomil dækker over. Jeg kan ikke rigtig finde danske ord for den engelske oversættelse - "animal husbandry".

Men jeg kan sagtens komme i tanke om andre erfaringer som der passende kunne opfindes enkeltstående ord for at dække: Urolig for at være gravid p.g.a. af svigtende prævention (væsensforskellig fra urolig for at være gravid p.g.a. manglende prævention) eller stille tilfredshed ved at udføre en perfekt parallelparkering (eller den måske mere anvendelige ønske om at udføre en perfekt parallelparkering) for bare at nævne nogen få.

Saturday, January 13, 2007

September encore, en corps

Opvasken står og står, vasketøjskurven har top på, der er beskidte fodspor i gangen og jeg burde virkelig se og få betalt de regninger, men jeg sidder og er så nysselig i den fineste udsalgsindkøbte kjole og lytter til musik som giver mig gåsehud, tårer i øjnene, sommerfugle i maven og længsler efter steder jeg aldrig har været. Septemberpiger varer ikke ved, men måske det kunne hænde at novemberdrenge gør?

Tuesday, January 09, 2007

Hep!

Jeg er ikke helt præcist klar over hvordan 3½ sammenhængende, 2 muligvis overflødige og 5 siders løse notater skal blive til en mindst 14 siders opgave af acceptabelt akademisk niveau til aflevering torsdag kl. 12.

Men jeg vil tro det inkluderer et par søvnløse nætter, masser af kaffe og en høj grad af panisk hamren i tastaturet. Og muligvis et mirakel på linie med at vinde den store gevinst i lotto. Men det er der jo også nogen der gør fra tid til anden.

Sunday, January 07, 2007

Subjekt-objekt

Jeg er utidig, småt besværlig og let fraværende. Jeg kan ikke få greb om tankerne, ikke kaste det i sprog så jeg selv forstår billederne. Jeg summer omkring og starter for at stoppe og starte igen. Der er noget der er galt men jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det er. Jeg mister fokus og lader mig distrahere. Tænker tilbage og går i cirkler, er egentlig okay med hvad der er, men det er bare ikke nok. Godt begyndt er halvt fuldendt, men halvt fuldendt er bare ikke halvvejs godt nok. Men det er det jo aldrig. Det er aldrig fuldendt. Man sætter bare grænsen et sted og håber at det accepteres.

Men alligevel er jeg er queasy og irritabel og det føles som om jeg ikke kan finde hjem. Ikke at jeg er faret vild heller, eller er lost. Men jeg skal balancere og jeg er ikke sikker på at det er den rigtige knivsæg jeg forsøger at gøre det på.

Tuesday, January 02, 2007

Gode venner med totusindeogsyv

På denne dag som ikke alene har været første arbejdsdag efter ferien, men også dagen for årets første:
  • Tvivl (man tager da afstand fra noget, ikke sandt? Da ikke til, vel?)
  • Tur på loftet (med ekstrastolene fra julefrokosten)
  • Gulvvask (tiltrængt efter selvsamme julefrokost)
  • Tøjvask (koge- og mørk finvask)
  • Træning (- fik mig til at ønske at jeg var død i går da jeg troede at jeg skulle)
Er det vist passende at liste det nye års hensigter og forsæt - jeg er alligevel altid mere off-beat end med på det:
  • Færdiggøre mit studie
  • Få et fast arbejde
  • Fylde 30
  • Løse mysterierne f.s.v.a. hvis/vis & nogen/nogle - alternativt lære at sætte komma
  • Vinde i lotto