Mandagsmaul

Jeg bliver aldrig lykkelig med mandage. Og særligt i denne tid hvor jeg arbejder 8-18 holder jeg sådan set heller ikke ret meget af hverdagen. Eller det vil sige, jeg er stadig i en tilvænningsperiode. Tiden går jo med det arbejde der, og så skal der også leves liv ved siden af hvor man spiser og sover og ser mennesker og køber ind og passer hus og sine egne ting.

Men der er da formildende omstændigheder. Særligt lønchecken er en formidabel oplevelse. En hel del sejere end SU. Min første løn gik dog mestendels til at stoppe huller. Og købe tøj. Det jeg havde var ikke godt nok, forstået således at jeg simpelthen ikke havde havde rigtig kontorbeklædning. Hvis jeg skulle være passende påklædt var jeg nødt til at rykke ind i festafdelingen af min garderobe, og dér bliver det lynhurtigt for nedringet eller for opslidset. Jeg har ikke lige den store trang til at udklæde mig som the office ho, endsige den arbejdsmæssige tyngde og kompetance til at kunne slippe afsted med det.

Så jeg brugte en dag på at shoppe grundgarderobe: Pæne bukser, skjorter, pullovers, undertrøjer og des lige. Ret beset mangler jeg stadig et par sorte støvler og nogen strømpebukser i uld, der kan gå til de nederdele jeg allerede har, for det tilfælde at man kunne være så heldig at vinteren ikke kun vil bestå af regn og slud. Så slider jeg heller ikke nær så meget på det andet. For det er jo ikke fordi jeg er blevet nogen Rockefeller. Så er der heller ikke indkøbt mere tøj. Jeg skal vaske en gang om ugen, helst to, mindst 3 maskinfulde, for at holde mig nogenlunde kørende.

Og sådan en uge som sidste hvor jeg prioriterede at se mennekser jeg holder af fordi jeg endelig syntes at jeg havde overskud til at forholde mig til andet end søvn efter kl. 21.30, og weekenden gik op i hat og briller fordi det skal den jo også nogen gange og sidste weekend prioriterede jeg ligesom oprydning og rengøring...

Jeg har sat en mørk og en lys finvask over. Jeg mangler stadig en kulørt og en mørk kogevask. Og jeg er nødt til at vente til de er færdige så jeg kan få det hængt op eller smidt i tumbleren, ellers har jeg hverken kontorkluns morgens eller håndklæde at tørre mig med efter badet. Så det bliver sent. Det er derfor jeg ikke er glad for mandage. De er simpelthen så brutale at starte ugen med.

Krop skaber klæder

Jeg elsker at dappe direkte fra badet ind i mine værelser. Jeg holder af mærke mit drivvåde hår og se mine våde fodspor på gulvene. Det ligger både en rest af barnlig trodsighed i det, for det gør man altså ikke, og en dyb tilfredsstillelse ved at vide at dér var jeg for et øjeblik siden.

Og nogen gange som jeg tørrer mig foran spejlet i soveværelset, lægger jeg håndklædet fra mig og tager et godt langt blik på min nøgne krop. Jeg glædes ved alt det der er pænt. Og glædes over at jeg ser det først. Jeg har dejligt hår, gode skuldre, pæne arme, smalle håndled. Jeg har nydeligt markerede kraveben, fortrinlige bryster og en udmærket talje. Jeg velproportioneret og har en fin benlængde. Mine fødder har en smuk svang.

Jeg er efterhånden blevet dygtig til at købe tøj til min krop. Godt tøj. Tøj med et snit der fremhæver kvaliteterne og camuflerer det modsatte.Tøj af stof jeg synes er rart at mærke mod min hud. Tøj der følger moden uden at være slave af den. Tøj der får mig til at føle mig velklædt, tilpas og tilpasset om jeg skal befinde mig på kontor, til fest, i byrum, på uni, til familiefest, reception, bar et cetera und so weiter.

Men lige i tiden mager det sig ikke - mit tøj og min krop i forening. Nøgen foran spejlet synes jeg egentlig ikke at jeg er for blød eller for rund. Men i mit tøj, der snærer om kurverne de forkerte steder, kan jeg se at jeg er for tyk. I bluser der gør min barm vulgært stor, i bukser hvor kødet buler over linningen, i nederdele der falder forkert er jeg utilpas. Og dermed dårligt klædt og helt forkert.

Det er faktisk overhovedet ikke spor rimeligt. Ikke overfor mine smukke tekstiler som passede da jeg købte dem. Ikke overfor min krop som jeg kan lide. Ikke overfor mig som har besvær nok med at være til i tiden. Selvom det ikke huer mig, må jeg smide håndklædet i ringen og selv følge efter. Jeg vil helst blive ved med at dappe drivende våd gennem rummene og tørre mig foran spejlet.

Klæder skaber folk

Jeg mangler en underkjole. Den jeg har er ved at være slidt op. Det er en arvesag fra min salig mormor og by the looks of it sandsynligvis fra før krigen. Den er præcis som en underkjole skal være: dybt udringet m. spaghettistropper, kort m. diskrete blonder, af blødt, stærkt stof med fine, fine sømme og så sidder den som støbt og gør dét perfekt som en underkjole skal; være ulastelig usynlig under kjolen. Alle kjoler, uagtet snit og stof.

Nu mangler jeg en ny. Sømmene er ved at skride helt ud, hvor de ikke allerede er gået, og stoffet er så tyndslidt at de ikke kan syes op igen. Internettet er ikke til megen hjælp.

Alle moderne underkjoler der findes, er tilsyneladende fabrikeret med et formål som er den perfekte underkjoles antitese. De er blondehelveder i afskyelige kulører og/eller douce og mauve nuancer, med sløjfer og hægter og bindebånd af uhyrlige dimensioner. Antageligvis er det meningen at de skal ses og ved synet opfordre til at blive pillet af af kroppen. Det skal vel forestille sexet lingeri.

Problemet er at jeg ikke mangler sexet lingeri. Jeg mangler fornuftigt undertøj. Praktisk og diskret. ...Et eller andet sted på Frederiksberg må der vel ligge en butik der forhandler den slags mormorgarments.

Udsalg

Der er en hårfin grænse mellem power-shopping og shopping-frenzy. Man gør klogt i at forsøge at balancere på den knivsæg. Særligt når man skal til møde i banken first thing mandag morgen.