Wednesday, December 13, 2006

J for jävla

Det ligger i den musik som ubudt spiller op for mit indre øre. Det ligger i den parfume som jeg uden bevidst tanke vælger at bruge igen. Det ligger i en fremmed på gaden som jeg tror at genkende. Det ligger i mørket, i det afsluttende år, i skæret af panik og desperation bag ansigters resolutte glæden sig.

Det ligger som det man godt ved og har liiiige på tungen. Det ligger som den glemte ingediens der får det gode til at smage uforligneligt. Det ligger som barndomsminder bedst ladt alene. Det ligger som at ville væk derfra man ønskede sig hen. Det ligger som at blive kløet de steder på ryggen man ikke selv kan nå. Det ligger som vejrligets skiften i gamle skader.

Det ligger og roder rundt på grænsen af erkendelsen. Det er hedengangne juleromancer og nytårshåb. Det rasende, kolde skænderier i decemberstorm. Det er hede genforeninger under lune tæpper. Det er kolde fødder i små, fine sko. Det er snapsestyrt og ølstunts. Det er stjålne sommerfuglekys. Det er bræk i fremmede toiletter. Det er stormflod af tårer. Det er vild glæde. De bedste fester. Det er u- og tilfredstillet begær. Det er dramatiske break-ups. Det er stille sårbarhed.

Og det er irriterende. Det er nytteløs, uvillet nostalgi. Ufarlige spøgelser. Fantomsmerter af gamle helede sår. Fornemmelser af forlængst glemte detaljer. Det er velordnede arkivalier, nydeligt indekseret i et af de skabe man jævnligt åbner, som flyver rundt i lokalet fordi der blev gennemtræk på det forkerte tidspunkt.

Med PJ Harvey lukker jeg vinduet. Med middagsmad lukker jeg døren. Med støvsugning, opvask og aftaler om julegaveindkøb sætter jeg mig på gulvet og får bragt papirerne i orden, stakket aktpakkerne korrekt igen. Det er pisse irriterende men det vist i virkeligheden bare december.

No comments: