Monday, April 25, 2011

Ved vejen

Jeg sætter fodspor i hjem som ikke er mine, drikker kaffe jeg ikke har indkøbt og sover i linned der har ligget fra sidst. Jeg åbner vinduer, skraber dråber af fliserne og går ned med affald. Jeg cykler mellem destinationer med solbriller på næsen og hjelm på hovedet og taske på bagagebæreren. Jeg er tilstede i solen på pladser, i parker, siddende på bænke, liggende på en plet græs. Jeg har en bog i tasken til selvsamme formål og småpenge i pungen til latte. Og musikken i ørerne.

Uafladeligt, evigt og altid med ipod i lommen og dutter i ørerne. På shuffle. Nogen gange er den magisk, den lille maskine og giver mig præcis hvad jeg har brug for - rytmen til tramp i pedalen, tekstmatch til tanker, melodiøs ro til afslapning. Andre gange er det djævlens tøjeri som skubber mig ud af balance med upassende melankoli, rockudladninger og freaking annoying indielort. Det er et under jeg ikke er styrtet endnu, koncentreret om at trykke næste og slet ikke opmærksom på trafikken.

Men jeg er på vej. Med cyklen tungt lastet og et uvant balancepunkt. I denne kommen og gåen mellem andres hjem. I dette vakuum af sted. Med smil på læben, latter i mundvigen og fregner på næsen. I uro, tvivl og tristesse. Med blæsten i håret, sus i skørterne og vinden hviskende omkring mig. Jeg er på vej. Tankefuld. Sproglig. Korporlig. Jeg er mig.

Sunday, April 24, 2011

Syndernes forladelse

Jeg var i kirke skærtorsdag og fandt ro i ritualet og lyttede til en prædiken om nåde. Om Jesus der indstiftede nadveren med Judas forræderen siddende ved bordet. Om brødet der blev brudt og vinen der blev budt. Og jeg gik til alters med tanke på det fællesskab og den dybde der er i Jesu Kristi legeme og Jesu Kristi blod. Og jeg lod velsignelsen skylle over mig med inderlig fryd og dyb tilfredsstillelse.

Og det er så mærkeligt at kunne sit fadervor, sin trosbekendelse, alle svar og gensvar fra menigheden, Oh du guds lam og ikke rigtig ville være ved det. Ikke at ville bekende sig. At holde det diskret. Ikke at sige det højt. Og ikke være sikker på at mene det.

Den præst jeg har løst sognebånd til tager det ikke så højtideligt. At tro er også at vantro. Eller at vantro er også at tro. Jeg står og tripper ved de fyrretyve favne. Angst for at kaste mig ud. Angst for at lade være. Jeg har mig mistænkt for at komme til at stå her altid. I denne uro. I denne mangel på integritet. I denne higen, denne trang, denne længsel. Med korte intervaller af afklaret ro og uhøjtidelig inderlighed.

Og så er svaret jo alligevel givet. For i mellemtiden, i den oscillering, går jeg med jo med Herrens ansigt lysende over mig. Velsignet. Bevaret. Nådegivet.

Saturday, April 23, 2011

Peter Pan syndrom

For ikke så længe siden, genså jeg en af min ungdoms elskede. Og det er længe, længe siden sidst. Og jeg blev så glad for det er jo ikke fordi jeg ikke holder af ham. Eller holder af mig selv som jeg var engang. Dengang. Og det var med næeh og ih og åh og hvad laver du nu? Og aldrig var jeg færdig med at tale om mig og klar til at lytte til ham førend han fortalte om sin dårlige ryg. Om sin dårlige ryg?!

Jeg sværger, jeg har ikke set ham i 5 - måske nærmere 6 - år. Og det første han vælger at fortælle mig om er sin dårlige ryg. Og jeg ved at han har været på de vilde vover. Jeg ved han har boet udenlands, bestredet spændende, internationale jobs, er kommet hjem igen, haft kærester op og ned, har købt ny lejlighed og og og. Og så vælger han at fortælle om sin dårlige ryg.

Men bevares. Det der fylder er det der er nærmest. Og det er jo ikke fordi jeg ikke selv har haft min gang hos kiropraktoren. Årene mærkes og tandlægeregningen bliver også kun større. Og vi drak rødvin og sludrede og lo. Og guderne skal vide at jeg aldrig har set smukkere mand. Smuk og maskulin og sjov og stjernebegavet.

Og på et tidspunkt sagde han Du ligner dig selv, du er helt som jeg husker dig. Og jeg blev helt paf. For jeg havde det jo præcis på samme måde. Han lignede sig selv. Selvfølgelig talte han først om sin dårlige ryg. Selvfølgelig var han stadig gudesmuk. Selvfølgelig fik han sine omgivelser til at le. Selvfølgelig var jeg dybt forelsket i ham engang. Dengang. Men jeg sagde da så meget, pænt i lige måde. For det var jo sandt. Det var jo det jeg mente.

Men for fanden da ikk'os. Efter 5 måske 6 år. Det er sgu da ingen kompliment. Ingen kompliment overhovedet. Og han ligner stadig sig selv fordi han mente det som sådan.

Tuesday, April 19, 2011

Spildt mælk

I en 2 gange tre-værelses på Vesterbro har jeg fået ferie og nyder mørket. Jeg er alene hjemme og natten er min egen. Og jeg havde glemt hvor meget af et nattedyr jeg faktisk er. Hvor befordrende det er for eftertanken. For roen, accepten og mit behov for at kaste ting i sprog.

Det var en rebound. Jeg ved det godt. En afsindig mængde følelser krammet ind og komprimeret på 14 dage. Og fordi det var så sindssygt satte jeg det ind i den ramme jeg kender, parforholdet, selvom virkeligheden ikke kunne bære det. Selvom jeg godt kunne mærke at det var lidt off indimellem, og ikke helt rimeligt eller med den rette resonans. Bare fordi mønstre er trygge behøver de ikke at være hensigtsmæssige.

Jeg forsøgte at undgå det. Jeg troede at jeg havde regnet den ud. Jeg troede at når bare man siger det højt behøver man ikke falde i fælden. For da andre begyndte at synes det var på tide at jeg skubbede lidt til civilstanden, undslog jeg mig. Jeg sagde at det ikke nyttede noget fordi jeg bare ville kaste mig ukritisk i armene på den første mand der var bare lidt sød ved mig.

Og så gjorde jeg det alligevel. Fordi jeg havde brug for det stormende. For beundring. Berøring. Anerkendelse. Omsorg. Gåsehud. Sommerfugle i maven. At give slip. Blive holdt om, holdt fast. Blive set, høre en andens hjerte slå. Tale. Lytte. Lugte. Latter. Lys. Leg. Kys. Fryd. Elektricitet.

Det gjorde mig godt. Og så holdt det op. Og jeg ringede til en veninde i går, fordi jeg var så træt af det føleri. Irriteret over ikke at have noget at have det i. Og hun forsikrede mig om at det værste var overstået. 72 timer siden det holdt op - så var der rundt regnet 48 timer til det er overstået. Og ja, det normaliserer sig igen, det liv. Og det er okay. Jeg fortryder det ikke. Vi havde åbenbart brug for at bruge hinanden. Og det gjorde vi i rigt og lige mål. Så. Det er okay.

Men jeg er ked af at det lige skulle være ham. For han var ikke den første mand. Og jeg var ikke ukritisk. Og han var ikke bare lidt sød ved mig. Han var den bedste mand. Fundamentalt. Jeg ville gerne have haft, at en anden havde været den rebound. Så jeg havde muligheden for at møde ham på ny, under andre omstændigheder, uden denne historie klæbende til kroppen. I det her normale liv.

Sunday, April 17, 2011

Gud er en ømhed af adresse varmt i lommen

Jeg er 33 år gammel og vagabonderer som en anden student. Mine ejendele er spredt ud på forskellige lokaliteter tværs over byen, mit eget selv udspændt mellem adresser af kærlighed.

Den adresse som er midlertidigt opgivet og udlånt i et øjebliks næstekærligt vanvid, som jeg faktisk aldrig regnede med at blive holdt op på. Og alligevel voksede det løfte fra 14 dage, til april, til to måneder og pludselig 3. Så jeg pakkede sammen i kasser og gjorde plads til andre i de rum, som aldrig helt fuldt føltes som mine, og overleverede mine nøgler med et lettelsens suk og behørigt økonomisk kompenseret.

Den adresse jeg flyttede tværs over byen til, med det allermest nødvendige, indeholdende rå mængder af kærlighed og hverdag og en 3-årig der er om muligt langsommere til at vågne end mig. Med rutiner og måltidspolitik og rengøring når det ikke nødvendigvis passer mig. Og aftensmad på en tallerken lige til at varme op når jeg ikke kan være hjemme på klokkeslettet og runde barnearme om halsen til farvel når jeg aflaster og afleverer i børnehave og på fritidshjem. Og mulighed for at gå uden at skulle forsvare og forklare.

Til den adresse jeg kan dukke uanmeldt op på, hvor jeg har min egen kaffekop og hjemmesko. Hvor jeg irriteret kan få lov at udbryde hvorfor helvede smider I ikke mælken ud når den er for gammel?! og blive tilgivet uden ord. En adresse som bliver mig betingelsesløst overladt, når indehaverne skal længere tid væk, hvor jeg må drikke øllerne i køleskabet og ryge på bagtrappen selvom jeg faktisk endelig er holdt op og egentlig betragter mig selv som ikke-ryger.

For der var også kortvarigt en anden adresse i atter en bydel, hvor jeg måtte sande at det der virker for godt til at være sandt, er for godt til at være sandt. Og at paralleluniverser kan piskes op på basis af én god date og et par hundrede sms'er fordelt over 8 dage. Og på trods af følelsen af at være kommet hjem i favnen på en høj og hærdebred mand, kan han godt holde om én uden at føle det samme.

Så jeg skal lige vende skråen. Jeg skal lige have lov at være lidt ked, skal lige have lov at slå mig selv oven i hovedet for ikke at passe bedre på mig selv, skal lige have lov at forbande den impuls der gør at alt hvad jeg føler partout skal falde ud af munden på mig. Og det gør jeg på bagtrappen mens jeg ryger og drikker andres øl. Hjemløst udspændt mellem adresser i København.

Sunday, April 03, 2011

Receiver is king!

For nylig blev jeg begavet med endnu en niece - 8 pund, 53 centimeter. Hun har en storebror på 2½ og da han så babyen for første gang, stillede han et spørgsmål der i den grad illustrerer behovet for at dobbelttjekke forståelsen af de forklaringer man giver små børn:

Er dens mor blevet væk?

Attaboy!