Vi tog til æ haw i dag. Ikke fjord eller bælt, eller det der latterlige brakvandsgennemløb de kalder Øresund, men Vesterhavet; hvor bølgen altid bruser og knækker i skumsprøjt ind over stranden på hvilken Atlanterhavsvolden stille forvitrer imens den glider ned af klitten - hvor marehalmen altid er strid, vandet så salt at huden bliver fedtet og høfderne faktisk har en funktion.
Nå, men på vejen kørte vi igennem det tørstende landbrugsland og jeg melder at hveden står flot, selvom man nok må regne med at kernerne bliver små i år. Vinterbyggen har haft godt af vejret og er næsten færdighøstet, det samme gælder frøgræsset, selvom udbyttet nok ikke bliver slet så stort. Majsen ser virkelig sølle ud de fleste steder og hvor den ikke gør kan man regne med at der er blevet vandet en masse. Faktisk har tørken nået det punkt hvor man må til at vælge hvilken afgrøde man vil forsøge at redde. Bladene på roerne er næsten klappet helt sammen ned over planten for at beskytte frugten.
Der er mere havre på markerne nu end tidligere fordi man er begyndt at fodre søerne med det, og triticalen, som kombinerer de bedste egenskaber fra hvede og rug, er ny - ihvertfald i.f.t. min barndom. Til gengæld er der næsten ingen ærter mere. Og Nørre Søller er så lille bitte et sted at man ikke må blinke når man kører igennem, ellers misser man det simpelthen.
No comments:
Post a Comment