Der skal ikke så meget til at give mig blå mærker. Støder jeg nok ind i noget til at ømme mig, har vi balladen. Så jeg har altid et par stykker på kroppen. For tiden passer de sig selv. Jeg noterer mig plamagen og tjekker måske farvekoden i badet om morgenen, men jeg lægger egentlig ikke mærke til dem. Her vintertids dækkes huden jo godt af, - og som overmåde kuldskær regerer de langærmede bomuldst-shirts.
Det er noget andet om sommeren. I nederdele, sommerkjoler, stroptoppe og kortærmede vises skindet og de blå mærker titter frit frem. Så går jeg rundt med plamager i changerende nuancer af blåt, lilla, grønligt og gult. Gerne på skinnebenene fordi jeg knaldede ind i pedalerne på cyklen. Og til grillaftner på fælleden, i bikini på stranden eller henover hvidvinen til frokost bider mennesker mærke i vævets ødelæggelse og rækker ud.
Nogen gange stryges der blidt over stedet og konstateres omsorgsfuldt, andre gange trykkes der på ømheden med et tankeløst, overflødigt 'gør det ondt?'. Og svaret bliver et smertesudbrud som irritabel bekræftelse, med appendiks: 'ikke når der ikke rages på det'.
Det er det samme med de blå mærker på følelsen. Mentalt iklæder jeg mig vinterantræk, for så længe der ikke skubbes til ømheden i hjertet, falmer det blå-lilla over i grøn-gule nuancer uden dramatik. Aftrykkene af de stød og slag man nu engang redder sig, må gerne forsvinde umærkeligt. Jeg behøver ikke mærke at det gør ondt undervejs - I bruise easily as it is og det gjorde nas nok first time around.
Friday, December 30, 2005
Thursday, December 29, 2005
Og vejret...
Rytmen i linjen: 'Der er intet i verden så stille som sne' kan genbruges til det mindst lige så sande udsagn: 'Der er intet så godt for humøret som sex'.
Monday, December 26, 2005
Hjemme
Jeg kommer et sted fra. Og der har jeg været hjemme julen over. Derovre er man 'selv' eller 'jenne' når man er alene. Man er så god som sit ord. Og det holder man. Der diskuteres bonitet og hektarpriser. Det siges om en familie at de er så jordbegærlige at de ikke har nok før de har 5 alen over sig. Og sådan er det. Ligesom alle de andre ting der siges om denne eller hin slægt.
Man kommer i forsamlingshuset når der er arrangementer. Der ønskes tillykke med dåb og konfirmation fra alle naboer, der iøvrigt tælles i en radius af ca. 5 kilometer. Der er stuvende fuldt i kirken til begravelser. Man er ikke alene med mindre man holder sig 'jenne' og ikke kommer i forsamlingshuset. Og så er man ærlig talt lidt sær.
Derovre betyder det noget hvor du kommer fra. Og hvad du kommer af. Ophavet bærer en vægt langt ud over en selv. Jeg er nogens datter. Nogens søster. Jeg kommer et sted fra og af noget og nogen. Det betyder ikke rigtig noget hvad jeg ellers laver derovre i København. Hvad jeg studerer. Hvad jeg arbejder med. Hvad jeg vælger selv.
Det tager altid lidt tid at vænne sig til. I begge ender af rejsen. Gerne en lille time hvor jeg føler mig småt grædefærdig og gennemsigtig. Jeg skal have lidt tid. Lidt ro. Til at komme mig over at være fremmed for mig selv. Et fremmed sted.
Man kommer i forsamlingshuset når der er arrangementer. Der ønskes tillykke med dåb og konfirmation fra alle naboer, der iøvrigt tælles i en radius af ca. 5 kilometer. Der er stuvende fuldt i kirken til begravelser. Man er ikke alene med mindre man holder sig 'jenne' og ikke kommer i forsamlingshuset. Og så er man ærlig talt lidt sær.
Derovre betyder det noget hvor du kommer fra. Og hvad du kommer af. Ophavet bærer en vægt langt ud over en selv. Jeg er nogens datter. Nogens søster. Jeg kommer et sted fra og af noget og nogen. Det betyder ikke rigtig noget hvad jeg ellers laver derovre i København. Hvad jeg studerer. Hvad jeg arbejder med. Hvad jeg vælger selv.
Det tager altid lidt tid at vænne sig til. I begge ender af rejsen. Gerne en lille time hvor jeg føler mig småt grædefærdig og gennemsigtig. Jeg skal have lidt tid. Lidt ro. Til at komme mig over at være fremmed for mig selv. Et fremmed sted.
Saturday, December 24, 2005
Julefragmenter
- Det er derfor andeelskere elsker and.
- Der er AL for meget kød på det skrog!
- Jeg tror godt jeg kunne knække dine kraveben... Må jeg godt prøve? - Bare det ene?
- drikker du øl?! - Man er da nødt til at være fuld for at komme igennem julen i det her hus...
- Der er AL for meget kød på det skrog!
- Jeg tror godt jeg kunne knække dine kraveben... Må jeg godt prøve? - Bare det ene?
- drikker du øl?! - Man er da nødt til at være fuld for at komme igennem julen i det her hus...
Wednesday, December 21, 2005
Melder #2
Suppespaghetti kan ikke gøre det ud for rigtig pasta, selvom man har drukket rigtig, rigtig meget snaps (som jo hjælper rigtig, rigtig meget mod forkølelse).
...Heller ikke selvom man hører Jeff Buckley temmelig højt. Ret så tidligt om morgenen.
...Heller ikke selvom man hører Jeff Buckley temmelig højt. Ret så tidligt om morgenen.
Monday, December 19, 2005
Opdagelser
Når man i længere tid ignorerer kroppens basale behov for søvn, mad og hvile tikker regningen ind på et tidspunkt.
Vel forsynet med køkkenrulle, hovedpinepiller, hostestillende håndkøbsmedicin, dubiøse naturlægemidler, varme sokker, halstørklæde og drops & halspastiller i bredt sortiment, hengiver jeg mig til kroppens hævn i form af tilstoppede luftveje, røde øjne, løbende næse, ru hals, ømme muskler, hovedpine, træthed, generel utilpashed og den der særlige varme på mørke øjenlåg.
Og jeg kan ikke smage en skid og noterer mig, at konsistensen på føden pludselig bliver altafgørende når appetitløsheden trods alt skal overvindes:
Vel forsynet med køkkenrulle, hovedpinepiller, hostestillende håndkøbsmedicin, dubiøse naturlægemidler, varme sokker, halstørklæde og drops & halspastiller i bredt sortiment, hengiver jeg mig til kroppens hævn i form af tilstoppede luftveje, røde øjne, løbende næse, ru hals, ømme muskler, hovedpine, træthed, generel utilpashed og den der særlige varme på mørke øjenlåg.
Og jeg kan ikke smage en skid og noterer mig, at konsistensen på føden pludselig bliver altafgørende når appetitløsheden trods alt skal overvindes:
- Ost har en klam konsistens.
- Æbler er bare rigtig mærkelige i munden.
- Gulerødder knaser for meget.
- Makrel i tomat på rugbrød giver et interessant spil af gumlen på trådhed af makrellen og sejt flydende tomat med bund i rugbrødet.
- Den gode appelsin har en perfekt balance mellem blødhed, saftighed og tyggelighed.
- Kærnemælk ligger godt fyldigt rundt i munden.
Saturday, December 17, 2005
Melder
Præfabrikeret dry martini af tvivlsom karakter kan bringes til et nogenlunde niveau af drikværdighed med rigelige mængder lime og indian tonic water.
Monday, December 12, 2005
Beskæmmet
Min Mor. Hun har haft ringet en del gange i løbet af de sidste 3 ugers tid. Jeg har ligget underdrejet.
Der var den der konference og de akademiske ambitioner. Der har været arbejde. Meget af det. Der har været besøg fra Amerika. Der har været septemberplanlagte teaterture. En enkelt julefrokost. Der har været familiefødselsdage. Der har været eksamenslæsning og afleveringer. Med dertilhørende biblioteker og bøger. Og søvnløse nætter.
Lige i fredags ringede hun kl. 16.08. Præcis i det øjeblik jeg opdagede at biblioteket lukker kl. 16 om fredagen, ikke kl. 17 som på de andre hverdage. Det var ikke sådan en helt vildt sej samtale jeg dér fik kørt af. Det fik jeg dårlig samvittighed over da jeg senere talte med søsteren min. Men var ret så optaget af at lave work around på det faktum at min hjembestilte bog stadig lå på biblioteket og ikke på mit skrivebord. Der var nemlig en aflevering på uni idag. Jeg sov fra 05-07 imorges. Med rovdriften på en venindes analytiske sans lykkedes det endda at få et helt hæderligt produkt ud af feberredningen.
Efter frokost med en anden veninde og en lille lur tænkte jeg at det var på tide lige at få gang i rundringningen til alle de mennesker, jeg på forskammeligste vis har ignoreret m.m. de sidste par uger.
Min mor stod først på listen. Søster havde sagt at hun har været syg. And, oh my god, the guilt! Hun har faktisk været syg i samfulde tre uger siden sidste rigtige samtale. På den lidt bekymrende måde. Så hun har været træt og trist og deprimeret og savnet sine børn.
... og jeg har været fortravlet. Og snuppet hende af. Og ikke lyttet. Ikke så meget som i 5 minutter. SKYLD med SKYLD på. På den onde måde. Som skærer et lille hul i hjertet. Særligt når hun i al oprigtighed får sagt 'Jamen - det skal du ikke tænke på, du har jo også dit eget'.
Men Mamma! Om forladelse? Undskyld!
... Er vi square når du senere, som reaktion på billederne fra barnebarnets fødselsdag, får fortalt mig at jeg ser forfærdelig ud? - Eller var det på den bekymrede, yngelplejende måde?
Der var den der konference og de akademiske ambitioner. Der har været arbejde. Meget af det. Der har været besøg fra Amerika. Der har været septemberplanlagte teaterture. En enkelt julefrokost. Der har været familiefødselsdage. Der har været eksamenslæsning og afleveringer. Med dertilhørende biblioteker og bøger. Og søvnløse nætter.
Lige i fredags ringede hun kl. 16.08. Præcis i det øjeblik jeg opdagede at biblioteket lukker kl. 16 om fredagen, ikke kl. 17 som på de andre hverdage. Det var ikke sådan en helt vildt sej samtale jeg dér fik kørt af. Det fik jeg dårlig samvittighed over da jeg senere talte med søsteren min. Men var ret så optaget af at lave work around på det faktum at min hjembestilte bog stadig lå på biblioteket og ikke på mit skrivebord. Der var nemlig en aflevering på uni idag. Jeg sov fra 05-07 imorges. Med rovdriften på en venindes analytiske sans lykkedes det endda at få et helt hæderligt produkt ud af feberredningen.
Efter frokost med en anden veninde og en lille lur tænkte jeg at det var på tide lige at få gang i rundringningen til alle de mennesker, jeg på forskammeligste vis har ignoreret m.m. de sidste par uger.
Min mor stod først på listen. Søster havde sagt at hun har været syg. And, oh my god, the guilt! Hun har faktisk været syg i samfulde tre uger siden sidste rigtige samtale. På den lidt bekymrende måde. Så hun har været træt og trist og deprimeret og savnet sine børn.
... og jeg har været fortravlet. Og snuppet hende af. Og ikke lyttet. Ikke så meget som i 5 minutter. SKYLD med SKYLD på. På den onde måde. Som skærer et lille hul i hjertet. Særligt når hun i al oprigtighed får sagt 'Jamen - det skal du ikke tænke på, du har jo også dit eget'.
Men Mamma! Om forladelse? Undskyld!
... Er vi square når du senere, som reaktion på billederne fra barnebarnets fødselsdag, får fortalt mig at jeg ser forfærdelig ud? - Eller var det på den bekymrede, yngelplejende måde?
Friday, December 09, 2005
Længsler
Venner fra det store udland kiggede forbi det københavnske, når de nu alligevel var i Europa. Den sidste store tur de var på gik til Pakistan. De planlægger Afrika næst.
Jeg har lige modtaget rejsebrev fra en veninde i Sydamerika. Det er sommer der nu.
Jeg læser Mann og skal på biblioteket i morgen.
Det er næsten ikke til at bære.
Jeg har lige modtaget rejsebrev fra en veninde i Sydamerika. Det er sommer der nu.
Jeg læser Mann og skal på biblioteket i morgen.
Det er næsten ikke til at bære.
Det tror jeg egentlig ikke...
Gad vide om det egentlig har været nogen særlig sej julefrokost når jeg, iøvrigt totalt ude af kontekst henover cykeloplåsning, overvejer om det er hawaii- eller dilddip jeg bedst kan lide når det kommer til stykket?
Sunday, December 04, 2005
Jul i blogland 4 december
Det er jo ikke fordi jeg ikke holder af lysene. Kongens Nytorv er en fryd at skue. Særligt efter D'angleterre har skiftet sidste års corny kaminildstema ud med et knap så smagløst karruseltema. Magasins outline af bygningen er eventyrlig. Selv franskmændene i det Thott'ske Palæ har sat lys i vinduerne. Det havde de jo faktisk ikke behøvet.
Det er heller ikke fordi jeg ikke forgriber mig på brunkager, pebernødder og vanillekranse. Eller holder af duften af kanel, gran og appelsinskaller. Eller gerne vil klippe klistre og drikke glögg og spise æbleskiver. Eller bryder mig om at finde og købe den helt rigtige gave. Eller nyder lyden af salmerne og julesangene. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil hygge mig med mennesker jeg holder af. Det er ikke fordi at de stålsatte traditioner irriterer mig så overmåde meget. Det er ikke fordi jeg har noget imod jul.
Der er bare det ved det, at december er en umulig måned.
December er så kort. Det er som om det først er når klokken slår midnat til den 1. december at det går op for folk at året næsten er omme. Kunne det eventuelt ikke have været forudset - bare så'n midt i november? Det er som om det skal blive jul inden alle de deadlines der knytter sig til årsskiftet antager alvorlig skikkelse for folk. Der er dobbelt så meget arbejde, og halvt så mange dage at udføre det i. Ikke alene holdes der lukket den 24. Der er også den 25. og den 26. Folk vil også gerne gå tidligt, eller komme sent, for at jule den til afslutning i daginstitutioner. De vil gerne afspadsere i dagene efter skolernes ferie starter. Og i tiden mellem jul og nytår ligger kontorerne mørke og forladte hen.
December er studentens svøbe. Semesterlivet slår så hårdt. Oktobermåneds off-hand eksamenstilmelding langer ud efter én, med de formelle krav man dengang letsindigt rystede af sig i tanken om at der var lang, lang tid til de skulle indfries. Det er i december at man finder ud af at det, på trods af adskillige års gang på universitetet, igen er lykkedes én at glemme en forholdsvis enkel, men dog betydningsbærende, papirmæssig procedure. Det er i december man opdager at man faktisk overhovedet ikke forstod septembers forelæsninger, og at resten af årets undervisning fik dybde af de tekster og at man virkelig er ude hvor man ikke kan bunde.
December er selskabelighedens måned. Og vil alle ikke nødig sætte sig udenfor fællesskabet? Det ér bare sjovere at have været der, end at høre om det. Og indtil sommerfesten er det julefrokosten der tegner referencerammen for de sociale interaktioner som gør det lidt skæggere at arbejde sammen med kollegaerne. Det er der man får mulighed for at få sin opfattelse af folk nuanceret, at opdyrke relationer med mennesker som man ellers ikke plejer omgang med. Og det er bare sværere at gøre på apolli-fucking-naris når der står snaps ved kuverterne.
December er så mørk! Jeg skal SOVE så meget mere end resten af året for bare at hænge sådan nogenlunde sammen. Og så bliver tiden så kort, så kort. Endnu kortere. Og imellem arbejdspresset, læsepresset, og selskabelighedspresset bliver juleriet bare endnu et pres med sine fordringer om tvangshygge og tvungholden af traditioner.
Det er derfor at jeg holder så meget af lysene. Det er derfor at julemånedens aller-allerbedste dag er den 21. december. Med et suk holder jeg lysfest i lettelse over at det da ikke bliver værre nu.
5 december hos Mie
Det er heller ikke fordi jeg ikke forgriber mig på brunkager, pebernødder og vanillekranse. Eller holder af duften af kanel, gran og appelsinskaller. Eller gerne vil klippe klistre og drikke glögg og spise æbleskiver. Eller bryder mig om at finde og købe den helt rigtige gave. Eller nyder lyden af salmerne og julesangene. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil hygge mig med mennesker jeg holder af. Det er ikke fordi at de stålsatte traditioner irriterer mig så overmåde meget. Det er ikke fordi jeg har noget imod jul.
Der er bare det ved det, at december er en umulig måned.
December er så kort. Det er som om det først er når klokken slår midnat til den 1. december at det går op for folk at året næsten er omme. Kunne det eventuelt ikke have været forudset - bare så'n midt i november? Det er som om det skal blive jul inden alle de deadlines der knytter sig til årsskiftet antager alvorlig skikkelse for folk. Der er dobbelt så meget arbejde, og halvt så mange dage at udføre det i. Ikke alene holdes der lukket den 24. Der er også den 25. og den 26. Folk vil også gerne gå tidligt, eller komme sent, for at jule den til afslutning i daginstitutioner. De vil gerne afspadsere i dagene efter skolernes ferie starter. Og i tiden mellem jul og nytår ligger kontorerne mørke og forladte hen.
December er studentens svøbe. Semesterlivet slår så hårdt. Oktobermåneds off-hand eksamenstilmelding langer ud efter én, med de formelle krav man dengang letsindigt rystede af sig i tanken om at der var lang, lang tid til de skulle indfries. Det er i december at man finder ud af at det, på trods af adskillige års gang på universitetet, igen er lykkedes én at glemme en forholdsvis enkel, men dog betydningsbærende, papirmæssig procedure. Det er i december man opdager at man faktisk overhovedet ikke forstod septembers forelæsninger, og at resten af årets undervisning fik dybde af de tekster og at man virkelig er ude hvor man ikke kan bunde.
December er selskabelighedens måned. Og vil alle ikke nødig sætte sig udenfor fællesskabet? Det ér bare sjovere at have været der, end at høre om det. Og indtil sommerfesten er det julefrokosten der tegner referencerammen for de sociale interaktioner som gør det lidt skæggere at arbejde sammen med kollegaerne. Det er der man får mulighed for at få sin opfattelse af folk nuanceret, at opdyrke relationer med mennesker som man ellers ikke plejer omgang med. Og det er bare sværere at gøre på apolli-fucking-naris når der står snaps ved kuverterne.
December er så mørk! Jeg skal SOVE så meget mere end resten af året for bare at hænge sådan nogenlunde sammen. Og så bliver tiden så kort, så kort. Endnu kortere. Og imellem arbejdspresset, læsepresset, og selskabelighedspresset bliver juleriet bare endnu et pres med sine fordringer om tvangshygge og tvungholden af traditioner.
Det er derfor at jeg holder så meget af lysene. Det er derfor at julemånedens aller-allerbedste dag er den 21. december. Med et suk holder jeg lysfest i lettelse over at det da ikke bliver værre nu.
5 december hos Mie
Saturday, December 03, 2005
Bjergtaget
...og når man overspringshandler får man nogen gange meget mere end hvad man lagde penge på disken for.
Svenskens "Tv-dans, direkte fra et fængsel i Tallin" viste sig at være et smukt lille dansedrama, optaget on location i Tartu fængslet i Estland. Med kroppens ord og dansens sprogtone tematiseredes menneskelige vilkår som frihed, tilfangetagelse, kærlighed, svigt, mening, håbløshed, udfrielse, befrielse, elskov.
I musikkens rytmik præciserede kroppens bevægelse tankens flugt og følelsernes diffuse væsen.
Endelig forstår jeg hvad så latterligt lille et fag som 'Dansens æstetik og historie' skal gøre godt for.
Update: faktisk hedder det 'Dansevidenskab' i dag. Det lyder lidt åndet.
...Rettelse: mere åndet.
Svenskens "Tv-dans, direkte fra et fængsel i Tallin" viste sig at være et smukt lille dansedrama, optaget on location i Tartu fængslet i Estland. Med kroppens ord og dansens sprogtone tematiseredes menneskelige vilkår som frihed, tilfangetagelse, kærlighed, svigt, mening, håbløshed, udfrielse, befrielse, elskov.
I musikkens rytmik præciserede kroppens bevægelse tankens flugt og følelsernes diffuse væsen.
Endelig forstår jeg hvad så latterligt lille et fag som 'Dansens æstetik og historie' skal gøre godt for.
Update: faktisk hedder det 'Dansevidenskab' i dag. Det lyder lidt åndet.
...Rettelse: mere åndet.
Friday, December 02, 2005
Hvad svensken går og pusler med
Kunne måske tiltuske mig en lille tv-pause i aften og tjekker programoversigten. På Sverige 2 kommer der:
20.00 Another'Måske' er røget ud af overvejelserne. Jeg må simpelthen vide hvad svensk fjernsyn kan få ud af så ulige størrelser som dans, fængsel og Tallin på direkte tv!
Tv-dans, direkte fra et fængsel i Tallin.
Citrus anno 1838
Og Orangens søde skive
I din Purpurmunds Indfatning
Fik, for Tabet af sin Guldhud,
En guddommelig Erstatning
I din Purpurmunds Indfatning
Fik, for Tabet af sin Guldhud,
En guddommelig Erstatning
uddrag af E. Aarestrups En Middag (fra Digte)
Der var lis'som noget andet over at spise appelsiner i gamle dage.
...hvælver mit bryst til et *suk*
Der var lis'som noget andet over at spise appelsiner i gamle dage.
...hvælver mit bryst til et *suk*
Thursday, December 01, 2005
Wednesday, November 30, 2005
Servicemeddelelse
Om man skulle føle trang til at tage livet af sig på tøsemanér, så brug kodymagnyler.
Paracetamol går lige i leveren, og det må være utroligt nedern at vågne og fortryde, for så at stille træskoene på et leversvigt. Acetylsalicylsyre tilgengæld knalder nyrene ud - det er lidt nemmere for lægevidenskaben at lave work around på.
Tjaaa... måske er defenestrering at foretrække hvis man virkelig mener det. Ikke så lang tid at fortryde i, ikke så nemt at circumvente når det først er sat i værk.
Paracetamol går lige i leveren, og det må være utroligt nedern at vågne og fortryde, for så at stille træskoene på et leversvigt. Acetylsalicylsyre tilgengæld knalder nyrene ud - det er lidt nemmere for lægevidenskaben at lave work around på.
Tjaaa... måske er defenestrering at foretrække hvis man virkelig mener det. Ikke så lang tid at fortryde i, ikke så nemt at circumvente når det først er sat i værk.
Monday, November 28, 2005
Iner 2
INER-TI
Regn-øksen klirrer om grotten, jeg støder mod
pillers inferno.
Skovene under mit ansigt har nåle
der syr gennem hånden og dækker mig helt.
Sov med dunk af år
og ville iagtage floder, en ør geograf
Men kan ikke stå op fra mit flæske-blå hul.
Trilafonens jonglør,
og de badende holder på vædede kort.
Som kamelerne vandrer vi baglæns inat og inat.
Regn-øksen klirrer om grotten, jeg støder mod
pillers inferno.
Skovene under mit ansigt har nåle
der syr gennem hånden og dækker mig helt.
Sov med dunk af år
og ville iagtage floder, en ør geograf
Men kan ikke stå op fra mit flæske-blå hul.
Trilafonens jonglør,
og de badende holder på vædede kort.
Som kamelerne vandrer vi baglæns inat og inat.
fra S. Grotrians TI
...Grotrian gør mig godt når det er skidt. Det giver sgu heller ikke mening. Men rytmen er uovertruffen.
Thursday, November 24, 2005
Timing
Vi har allesammen 24 timer til rådighed i døgnet. 7 dage om ugen. Hverken mere eller mindre. Sådan er det. Det ved alle.
Så at sige at man ikke har tid er derfor en omskrivning af sandheden; i virkeligheden prioriterer man jo bare. Man skal naturligvis spise og sove i et vist omfang. Men egentlig er det meste et spørgsmål om prioritering. Og så bliver svaret har ikke tid på forespørgsler om selskab med én til en omskrivning af prioriterer dig ikke.
Alle har forhåbentligt mennesker i livet, som forstår at selvom har ikke tid i bund og grund betyder prioriterer dig ikke, så er det også med et indforstået lige nu i appendiks. Og den slags mennesker er også dem man altid kan finde tid til, hvis det virkelig brænder på.
Men den slags mennesker er for det meste i undertal. For det meste skal man være forsigtig med har ikke tid som forklaring, for det åbner formelt samtalen for et krav om kvalifikation af udsagnet. Og damn it det kan være svært. Man siger jo netop har ikke tid fordi man ønsker at udskrive til dig af samtalen. Det er jo bare en konvention. En implicit afvisning. En høflig undslåen sig.
At kvalificere det reelle plan af prioriterer dig ikke, indebærer en diskvalifikation af mennesket overfor én. Og det er de færreste som syntes det er helt vildt sjovt. Man kan rode sig ud i lange, dumme forklaringer som kun gør ondt værre. For slet ikke at tale om at man kan blive fanget i at love noget senere, for det er jo lige nu man ikke har tid.
Og det skal man være forsigtig med, for der findes mennesker som man bare aldrig får tid til. Ever. Og så handler det jo i bund og grund om at man ikke har lyst.
Måske man skulle sige det i stedet for.
Så at sige at man ikke har tid er derfor en omskrivning af sandheden; i virkeligheden prioriterer man jo bare. Man skal naturligvis spise og sove i et vist omfang. Men egentlig er det meste et spørgsmål om prioritering. Og så bliver svaret har ikke tid på forespørgsler om selskab med én til en omskrivning af prioriterer dig ikke.
Alle har forhåbentligt mennesker i livet, som forstår at selvom har ikke tid i bund og grund betyder prioriterer dig ikke, så er det også med et indforstået lige nu i appendiks. Og den slags mennesker er også dem man altid kan finde tid til, hvis det virkelig brænder på.
Men den slags mennesker er for det meste i undertal. For det meste skal man være forsigtig med har ikke tid som forklaring, for det åbner formelt samtalen for et krav om kvalifikation af udsagnet. Og damn it det kan være svært. Man siger jo netop har ikke tid fordi man ønsker at udskrive til dig af samtalen. Det er jo bare en konvention. En implicit afvisning. En høflig undslåen sig.
At kvalificere det reelle plan af prioriterer dig ikke, indebærer en diskvalifikation af mennesket overfor én. Og det er de færreste som syntes det er helt vildt sjovt. Man kan rode sig ud i lange, dumme forklaringer som kun gør ondt værre. For slet ikke at tale om at man kan blive fanget i at love noget senere, for det er jo lige nu man ikke har tid.
Og det skal man være forsigtig med, for der findes mennesker som man bare aldrig får tid til. Ever. Og så handler det jo i bund og grund om at man ikke har lyst.
Måske man skulle sige det i stedet for.
Sunday, November 20, 2005
Splid
For det meste befinder jeg mig i et felt af fredelig ihukommelse af fortiden, frydefuld forventning til fremtiden og lykkelig forvisning om nutiden. Og det er godt. Jeg lever vel i viden om hvor jeg har været, hvor jeg skal hen og hvor jeg er. Det er en følelse af selv, som gør mig istand til ikke at fare mere vild i det følelsesmæssige landskab, end at jeg kan finde hjem igen.
Men så sker det også at dét landskab fortættes på en måde så alle kendte pejlemærker, kort og vejskilte ophører med at give mening. Følelsernes demografi er ikke engang omtrenteligt gennemskuelige. I komplekse spil mellem kropslige sansninger og erindringens billeder dukker der følelser op af hukommelsens dyb som jeg ikke anede var blevet arkiveret.
Så rejser underbevidsthedens spøgelse af et id sig af tågen, mens over-jeget knurrer og glammer som en lænkehund der vejrer ubudne gæster. Og ikke alene er jeg uden mål og med, på gyngende grund i et landskab som jeg burde kunne genkende. Jeg er også sadlet med to rejsekammerater som konstant beklikker hinanden, ypper kiv og mundhugges, og hvis skærmydsler jeg skal mediere imellem, hvis jeg skal kunne koncentrere mig om at finde vej... Det er udmattende!
Kunne de da for fanden ikke bare ordne det over et par lussinger, så jeg kunne få fred?
Men så sker det også at dét landskab fortættes på en måde så alle kendte pejlemærker, kort og vejskilte ophører med at give mening. Følelsernes demografi er ikke engang omtrenteligt gennemskuelige. I komplekse spil mellem kropslige sansninger og erindringens billeder dukker der følelser op af hukommelsens dyb som jeg ikke anede var blevet arkiveret.
Så rejser underbevidsthedens spøgelse af et id sig af tågen, mens over-jeget knurrer og glammer som en lænkehund der vejrer ubudne gæster. Og ikke alene er jeg uden mål og med, på gyngende grund i et landskab som jeg burde kunne genkende. Jeg er også sadlet med to rejsekammerater som konstant beklikker hinanden, ypper kiv og mundhugges, og hvis skærmydsler jeg skal mediere imellem, hvis jeg skal kunne koncentrere mig om at finde vej... Det er udmattende!
Kunne de da for fanden ikke bare ordne det over et par lussinger, så jeg kunne få fred?
Wednesday, November 16, 2005
Apropos i går
eller: Halløj med Habermas
"Endelig forholder det sig således, at private retssubjekter ikke engang vil kunne komme til at nyde lige subjektive friheder, hvis de ikke selv, nemlig ved sammen at udøve deres statsborgerlige autonomi, bliver klar over berettigede interesser og standarder og dermed enige om de relevante synspunkter, ud fra hvilke lige ting altid skal behandles lige og ulige ting ulige."
...Hvad angår resten af kapitlet Kampen for anerkendelse i den moderne retsstat; pluspoint for livsudkast, arkitektonik og motivationel; ditto minus for inadækvat, præsumptive og præsuppositioner.
Udenfor katagori: "Personer, eller bedre: personlighedsstrukturer danner ligesom et knudepunkt i et askriptivt netvæk af kulturer og overleveringer og intersubjektivt delte erfarings- og livssammenhænge."
- Hvad er den af Jürgen?
- ligesom??!
- Du må da træde i karakter, mand!
"Endelig forholder det sig således, at private retssubjekter ikke engang vil kunne komme til at nyde lige subjektive friheder, hvis de ikke selv, nemlig ved sammen at udøve deres statsborgerlige autonomi, bliver klar over berettigede interesser og standarder og dermed enige om de relevante synspunkter, ud fra hvilke lige ting altid skal behandles lige og ulige ting ulige."
fra J. Habermas' Demokrati og retsstat
...Hvad angår resten af kapitlet Kampen for anerkendelse i den moderne retsstat; pluspoint for livsudkast, arkitektonik og motivationel; ditto minus for inadækvat, præsumptive og præsuppositioner.
Udenfor katagori: "Personer, eller bedre: personlighedsstrukturer danner ligesom et knudepunkt i et askriptivt netvæk af kulturer og overleveringer og intersubjektivt delte erfarings- og livssammenhænge."
- Hvad er den af Jürgen?
- ligesom??!
- Du må da træde i karakter, mand!
Sunday, November 13, 2005
Ord og billeder
Jeg bliver vanvittig. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Associationscentret er på totalt overdrive.
Kys: Mmmmhhh - det kan vi godt lide.
A'marmad: klapsammen af rugbrød og franskbrød m. smør og honning.
A'mar: lorteøen - så kaldet af flere årsager, historisk og prosaisk fordi KBHs latrinaffald endte der.
Er vi ude i noget med eskimo/indianerkys? - Næsegnubning for fuld skrue, som børn, forældre og barnlige sjæle gerne praktiserer i anfald af nærhed. Er det det? Med særlig a'markansk drejning - som leder tankerne hen på noget med franske manchetter og slige sager? Det spiller jo ikke sammen. Overhovedet.
Apropos madderne, er vi så ovre i noget med fødevareindtagelse? A la den gamle og nu til dags politisk ukorrekte betegnelse for flødeboller? Det holder jo heller ikke en meter.
Og den latrinære vein of thought vil jeg slet, slet ikke forfølge. Den lille mand inde i mit hoved som styrer det indre øjes billeddannelsescenter kan ikke kapere det. Han er allerede på overarbejde - hvis jeg byder ham det, går han helt kold. Han sparker på kassen.
Google er til meget lidt hjælp her. Det ene dokument er forsvundet, det andet leder hen til en veluddannet, hep-hopper af islandsk oprindelse. Hvilket i sig selv kræver fantasi og tankens fleksibilitet for at sammenføjes. Og ikke nok med det - en ny ubekendt indsættes i ligningen: Flamm'ar.
Jeg kan ikke tage det! Ikke flere variabler!
Hvad er et a'markys?
Kys: Mmmmhhh - det kan vi godt lide.
A'marmad: klapsammen af rugbrød og franskbrød m. smør og honning.
A'mar: lorteøen - så kaldet af flere årsager, historisk og prosaisk fordi KBHs latrinaffald endte der.
Er vi ude i noget med eskimo/indianerkys? - Næsegnubning for fuld skrue, som børn, forældre og barnlige sjæle gerne praktiserer i anfald af nærhed. Er det det? Med særlig a'markansk drejning - som leder tankerne hen på noget med franske manchetter og slige sager? Det spiller jo ikke sammen. Overhovedet.
Apropos madderne, er vi så ovre i noget med fødevareindtagelse? A la den gamle og nu til dags politisk ukorrekte betegnelse for flødeboller? Det holder jo heller ikke en meter.
Og den latrinære vein of thought vil jeg slet, slet ikke forfølge. Den lille mand inde i mit hoved som styrer det indre øjes billeddannelsescenter kan ikke kapere det. Han er allerede på overarbejde - hvis jeg byder ham det, går han helt kold. Han sparker på kassen.
Google er til meget lidt hjælp her. Det ene dokument er forsvundet, det andet leder hen til en veluddannet, hep-hopper af islandsk oprindelse. Hvilket i sig selv kræver fantasi og tankens fleksibilitet for at sammenføjes. Og ikke nok med det - en ny ubekendt indsættes i ligningen: Flamm'ar.
Jeg kan ikke tage det! Ikke flere variabler!
Hvad er et a'markys?
Saturday, November 12, 2005
Bogcafé
Når jeg bliver irriteret over bøger straffer jeg dem ved at lægge dem fra mig opslået med ryggen opad. På gulvet. Hvor man kan komme til at træde på dem. Når jeg bliver rigtig irriteret spilder jeg kaffe i dem med vilje.
Bagefter skammer jeg mig såre og føler mig helt vildt skyldig.
Mine yndlingsbøger er dem der ser allermest kreperlige ud.
Bagefter skammer jeg mig såre og føler mig helt vildt skyldig.
Mine yndlingsbøger er dem der ser allermest kreperlige ud.
Wednesday, November 09, 2005
Så hold dog KÆFT
1. Må jeg spørge om noget?
- det har du lige gjort, så ikke igen, nej!
2. Kan du holde på en hemmelighed?
- nåeh ja, for det kan du jo så tydeligvis!
3. Må jeg godt sige noget?
- og dér røg din taletur så!
4. Må jeg kysse dig?
- hvis du er i tvivl nu, så ikke på vilkår!
5. Er der noget i vejen?
- ja, du er!
6. Er du sur?
- ja, nu er jeg!
...
ad 1) Spørg dog!
ad 2) Stol på min diskretion!
ad 3) Sig det!
ad 4) Kys mig!
ad 5) Hvis jeg ikke siger det, så er det sgu nok fordi det ikke kommer dig ved!
ad 6) Hvis jeg er sur er du ikke i tvivl!
- det har du lige gjort, så ikke igen, nej!
2. Kan du holde på en hemmelighed?
- nåeh ja, for det kan du jo så tydeligvis!
3. Må jeg godt sige noget?
- og dér røg din taletur så!
4. Må jeg kysse dig?
- hvis du er i tvivl nu, så ikke på vilkår!
5. Er der noget i vejen?
- ja, du er!
6. Er du sur?
- ja, nu er jeg!
...
ad 1) Spørg dog!
ad 2) Stol på min diskretion!
ad 3) Sig det!
ad 4) Kys mig!
ad 5) Hvis jeg ikke siger det, så er det sgu nok fordi det ikke kommer dig ved!
ad 6) Hvis jeg er sur er du ikke i tvivl!
Monday, November 07, 2005
Status
Efter 3 måneder + det løse siden indflytning kan det konstateres at jeg in no particular order til stadighed mangler:
- dørhåndtag
- loftslamper
- boghylde(r)
- dåseåbner
- vinduespudsning
- grønne fingre
- døre
- adskillige lyskilder & stearinlys en masse
- bøger på gulvet
- lært at købe dåser m. åbn-let-låg
- vinduer som udfordrer vinduers funktion
- virkelig hårdføre planter
- sat håndtag på døre
- hængt lamper op
- købe, male, tilskære & opsætte hylde(r)
- købt dåseåbner
- rengøringshjælp
- lært at planter skal vandes når de har brug for det, ikke når jeg syntes
Saturday, November 05, 2005
Kvinder i det 21. århundrede
Vi er smukke, søde, sjove og sexede.
Vi er begavede, loyale, eftertænksomme og ansvarlige.
Vi er ærlige, bevidste, hårdtarbejdende og økonomiske.
Vi er stærke, fleksible, samvittighedsfulde, samarbejdsvillige og sømmelige.
Vi bager vores eget brød, vi har sans for detaljen, vi holder blikket på de lange linier.
Vi tager de tæsk der falder uden at kny og kræver anerkendelse for dygtigheden.
Vi har konduite og format. Vi handler, vi gør og vi mener.
...Og vi er skrøbelige, følsomme, sensitive. Og vi græder vores salte tårer og er smerteligt opmærksomme på hvor svært det er, at jonglere når vi bærer vores hjerter i hænderne.
Vi er begavede, loyale, eftertænksomme og ansvarlige.
Vi er ærlige, bevidste, hårdtarbejdende og økonomiske.
Vi er stærke, fleksible, samvittighedsfulde, samarbejdsvillige og sømmelige.
Vi bager vores eget brød, vi har sans for detaljen, vi holder blikket på de lange linier.
Vi tager de tæsk der falder uden at kny og kræver anerkendelse for dygtigheden.
Vi har konduite og format. Vi handler, vi gør og vi mener.
...Og vi er skrøbelige, følsomme, sensitive. Og vi græder vores salte tårer og er smerteligt opmærksomme på hvor svært det er, at jonglere når vi bærer vores hjerter i hænderne.
Tuesday, November 01, 2005
Postkort
På et tidspunkt måtte jeg erkende at jeg kun kan leve helt eet sted. At fortiden er forgangen og selvom dét sted og dén tid havde betydet alverden, så måtte jeg også være helt og fuldt tilstede i mine umiddelbare livsvilkår, i eksisterende tid og rum, for ikke at kvæles i melankoli og nostalgi.
Så jeg gav slip. Og befandt mig her, og gjorde det andet til netop dét. Noget andet. Mit, men ikke nu.
Og af fortiden rejser sig så, som et ekko, med teknologiens muligheder, en sms:
Så jeg gav slip. Og befandt mig her, og gjorde det andet til netop dét. Noget andet. Mit, men ikke nu.
Og af fortiden rejser sig så, som et ekko, med teknologiens muligheder, en sms:
It's been two years since you left. Where are you!
Jeg smiler.
Sunday, October 30, 2005
Dykænder
Man får et andet forhold til fjernsyn når man ser det så sjældent. Det er lis'som om jeg ikke rigtig kan hidse mig op over døde fugle på Anholt, lige efter indslaget om jordsskælvskatastrofen i Pakistan.
Saturday, October 29, 2005
Teknikaliteter
Er det helt eller halvt løgn, eller bare en omstrukturering af sandheden, når man undskylder sig sin rustne stemme med et 'jeg har været lidt syg' og det er tydeligt for enhver, at man befinder sig på det ubehagelige stadie mellem bagstiv og tømmermænd?
Falder the hangover-blues ind under kategorien trist & ked eller er man i sit behov for kys, kram, cola og kodymagnyler bare ynkelig?
Er det ansvarsfralæggende at bringe den uacceptable, men hævdvundne, undskyldning 'jeg var fuld' i spil, når man ude af stand til at træffe fornuftige beslutninger, efterfølgende skal mediere mellem følelserne af lettelse og ærgelse over at andre gjorde det for én?
Er det mest jammerligt ikke at vide hvad tranebærsaften blev medbragt til at blandes op med, eller ikke at have smagt pågældende drinks?
Og bryder man rent faktisk et princip om ikke at drikke det hippiestads mod blærebetændelse når man næste dag er for elendig til at gå i kiosken efter cola og iøvrigt ikke lider af nogen urinvejsinfektion?
Falder the hangover-blues ind under kategorien trist & ked eller er man i sit behov for kys, kram, cola og kodymagnyler bare ynkelig?
Er det ansvarsfralæggende at bringe den uacceptable, men hævdvundne, undskyldning 'jeg var fuld' i spil, når man ude af stand til at træffe fornuftige beslutninger, efterfølgende skal mediere mellem følelserne af lettelse og ærgelse over at andre gjorde det for én?
Er det mest jammerligt ikke at vide hvad tranebærsaften blev medbragt til at blandes op med, eller ikke at have smagt pågældende drinks?
Og bryder man rent faktisk et princip om ikke at drikke det hippiestads mod blærebetændelse når man næste dag er for elendig til at gå i kiosken efter cola og iøvrigt ikke lider af nogen urinvejsinfektion?
Sådan som det nu må være
Så kom dog. Se nu hvordan det må være. Se nu hvad du nu ikke kan få. Gør som jeg siger. Bare gå fra mig. Det er som det må være. Og vid at ingen jeg ønsker er mere end dig.
Thursday, October 27, 2005
Glashuset
På det nye KUA overgår auditorierne og undervisninglokalerne klart førerbunkerens hvad angår komfort og AV udstyr. Til gengæld er akustikken helt igennem rædderlig i resten af de rum hvor man færdes.
Kantinen er forskrækkelig; larmen er ved frokosttid så infernalsk at man er nødsaget til at hæve stemmen betragteligt for at samtale med sin bordherre eller -dame. På den anden side er der så tyst som graven i de dele af bygningerne hvor underviserne har kontorer. Og så alligevel ikke, for på gangene ruller ekkoerne af væggene fra dæmpede samtaler, døre der går og hæles klik-klak på de hårde gulve. Der er åbent mellem etagerne, og det så snedigt indrettet at man ikke rigtig kan se gangområderne på de andre sale - undtaget noget af gulvarealet på nederste etage.
Som jeg fordrev ventetiden i 4.sals højde, lænede jeg mig lidt ud over rækværket i forsøget på at øjne, tja... noget andet end det jeg umiddelbart kunne se. Og det var i sidste sekund at jeg opdagede, at jeg i min distraktion stod og samlede sammen på en ordentlig spytklat og var liiige ved at have nok til at sende den flyvende ud i rummet, ned på underste etage.
På trods af manglen på gode sten at kaste, bliver man tilsyneladende aldrig rigtig for gammel til at skulle undersøge tyngdekraftens indvirkning på objekter.
Kantinen er forskrækkelig; larmen er ved frokosttid så infernalsk at man er nødsaget til at hæve stemmen betragteligt for at samtale med sin bordherre eller -dame. På den anden side er der så tyst som graven i de dele af bygningerne hvor underviserne har kontorer. Og så alligevel ikke, for på gangene ruller ekkoerne af væggene fra dæmpede samtaler, døre der går og hæles klik-klak på de hårde gulve. Der er åbent mellem etagerne, og det så snedigt indrettet at man ikke rigtig kan se gangområderne på de andre sale - undtaget noget af gulvarealet på nederste etage.
Som jeg fordrev ventetiden i 4.sals højde, lænede jeg mig lidt ud over rækværket i forsøget på at øjne, tja... noget andet end det jeg umiddelbart kunne se. Og det var i sidste sekund at jeg opdagede, at jeg i min distraktion stod og samlede sammen på en ordentlig spytklat og var liiige ved at have nok til at sende den flyvende ud i rummet, ned på underste etage.
På trods af manglen på gode sten at kaste, bliver man tilsyneladende aldrig rigtig for gammel til at skulle undersøge tyngdekraftens indvirkning på objekter.
Tuesday, October 25, 2005
Mayland my love
Jeg er kalenderfascist. Alle aftaler og aktiviteter kommer i kalenderen. Systemet er enkelt: hvis ikke det er i kalenderen - then it doesn't happen!
Månedsoversigten er et morads af farver, streger, bogstaver og ureglementerede forkortelser. Mine farvekoder, bogstavkoder, stregkoder, placeringskoder er totalt uigennemskuelige for andre end mig selv, og jeg indgår ingen, siger og skriver INGEN, aftaler uden at have tjekket og dobbelttjekket min kalender.
Det positive er, at jeg ikke bliver stresset selvom jeg har travlt - smadret efter en lang dag nogen gange, men ikke stresset. For det er nemmere at sige nej til forespørgsler. Det er nemmere at flytte og flexe på aftaler. Det er nemmere at undgå dobbelt- og tripelbookninger. Det er nemmere at indlægge bufferzoner. Det er nemmere at overskue så jeg også husker at gøre de sjove ting. Det er nemmere at sprede aktiviteter ud så der også er blanke dage bare til mig. Det er kort sagt nemmere at jonglere med min tid når jeg ved hvor den er og skal hen.
Det negative er, at når det så skrider, så skrider det også rigtig fucking meget!
I disse uger ligger det rigtig stramt med timerne på dagene, men det er okay for jeg er ikke nervøs for at glemme noget - aftalerne er jo i kalenderen og det er nemt at smide pik-pakket i tasken til dagens gøremål. Jeg har styr på stumperne!
Men idag skred det. Problemet var at jeg af uransagelige årsager havde fået stoppet 3 timer ind imellem kl. 11 og kl. 13. Ved opdagelsen af denne højst irregulative og ekstremt lokale udvidelse af tidszonen, måtte jeg tænke rigtig, rigtig hurtigt og løbe rigtig, rigtig stærkt i et forsøg på at make up for lost time.
På trods af en omrokering og et par lynhurtige fiksfakserier, endte jeg alligevel med at stå og råbe i en telefon: "Vi aftalte KVART over, nu er den TYVE over - hvis du FEM minutter over kan se at du IKKE KAN NÅ DET TIL KVART OVER, så har du KRAFTSPARKME BARE AT RINGE OG SIGE DET!!!
... mine bufferzoner skal vist være større for fremtiden.
Månedsoversigten er et morads af farver, streger, bogstaver og ureglementerede forkortelser. Mine farvekoder, bogstavkoder, stregkoder, placeringskoder er totalt uigennemskuelige for andre end mig selv, og jeg indgår ingen, siger og skriver INGEN, aftaler uden at have tjekket og dobbelttjekket min kalender.
Det positive er, at jeg ikke bliver stresset selvom jeg har travlt - smadret efter en lang dag nogen gange, men ikke stresset. For det er nemmere at sige nej til forespørgsler. Det er nemmere at flytte og flexe på aftaler. Det er nemmere at undgå dobbelt- og tripelbookninger. Det er nemmere at indlægge bufferzoner. Det er nemmere at overskue så jeg også husker at gøre de sjove ting. Det er nemmere at sprede aktiviteter ud så der også er blanke dage bare til mig. Det er kort sagt nemmere at jonglere med min tid når jeg ved hvor den er og skal hen.
Det negative er, at når det så skrider, så skrider det også rigtig fucking meget!
I disse uger ligger det rigtig stramt med timerne på dagene, men det er okay for jeg er ikke nervøs for at glemme noget - aftalerne er jo i kalenderen og det er nemt at smide pik-pakket i tasken til dagens gøremål. Jeg har styr på stumperne!
Men idag skred det. Problemet var at jeg af uransagelige årsager havde fået stoppet 3 timer ind imellem kl. 11 og kl. 13. Ved opdagelsen af denne højst irregulative og ekstremt lokale udvidelse af tidszonen, måtte jeg tænke rigtig, rigtig hurtigt og løbe rigtig, rigtig stærkt i et forsøg på at make up for lost time.
På trods af en omrokering og et par lynhurtige fiksfakserier, endte jeg alligevel med at stå og råbe i en telefon: "Vi aftalte KVART over, nu er den TYVE over - hvis du FEM minutter over kan se at du IKKE KAN NÅ DET TIL KVART OVER, så har du KRAFTSPARKME BARE AT RINGE OG SIGE DET!!!
... mine bufferzoner skal vist være større for fremtiden.
Friday, October 21, 2005
Nordbrandt revisited
I sommers var jeg aldeles immobil i en uges tid, det var lige som vejret var bedst og jeg surmulede indendørs og så al det fjernsyn jeg overhovedet kunne søkke. Jeg så eksempelvis ret meget af Live8. Som jeg husker det var Bryan Ferry som vanligt über stilig, Robbie Williams skuffede fælt, tilgengæld rykkede The Who for hårdt og det var super cool at se Pink Floyd i legendarisk opstilling. Jeg husker også at jeg undrede mig over hvad der sker for nogen mænd når de når en vis alder, - hvad skal den bukselinning oppe ved navlen? Jeans skal hænge på hoften, uanset alder og statur, basta!
Jeg blev også lynhurtigt fanget af diverse småt lødige serier og programmer på TvDanmark. Jeg satte dog grænsen ved Glamour. Det vil jeg alligevel ikke have siddende på mig, der må være en kant! Men altså, da jeg i ramme alvor afsluttede en ellers glimrende telefonsamtale med ordene "Nej altså, nu kommer der McLeods Døtre!" kunne jeg godt se at det bare ikke dur. Jeg kan simpelthen ikke styre det der tvkiggeri.
Så da jeg flyttede i egen lejlighed for 2½ måneds tid siden valgte jeg ikke at anskaffe mig et fjernsyn. Og jeg har faktisk ikke, hånden på hjerte, savnet det. Der var en enkelt aften i august hvor jeg var totalt busted og godt lige kunne have brugt et par timers Desperate Housewifes eller Gilmore Girls. Jeg tænker egentlig sjældent over det manglende apperat i hverdagen - hvis man lige fratrækker den ene aften, hvor en 22-årig snedker fra Trørød forsøgte at score mig og afsøgningen af potentielle fælles referencepunkter nåede et all time low, da jeg sagde at jeg ikke havde fjernsyn.
Men i aften; ovenpå en sen aften og en tidlig morgen, en dum dag på job, en strabadserende tur til Hvidovre Hospital og udsigten til en hærskare af svære/kedelige/dumme burde-opgaver... Åh, hvor kunne jeg dog godt svømme hen i et par timers zapperi! Sætte liv og tanker på stand-by og bare blive underholdt.
Jeg føler mig som november, november, november, november...
Jeg blev også lynhurtigt fanget af diverse småt lødige serier og programmer på TvDanmark. Jeg satte dog grænsen ved Glamour. Det vil jeg alligevel ikke have siddende på mig, der må være en kant! Men altså, da jeg i ramme alvor afsluttede en ellers glimrende telefonsamtale med ordene "Nej altså, nu kommer der McLeods Døtre!" kunne jeg godt se at det bare ikke dur. Jeg kan simpelthen ikke styre det der tvkiggeri.
Så da jeg flyttede i egen lejlighed for 2½ måneds tid siden valgte jeg ikke at anskaffe mig et fjernsyn. Og jeg har faktisk ikke, hånden på hjerte, savnet det. Der var en enkelt aften i august hvor jeg var totalt busted og godt lige kunne have brugt et par timers Desperate Housewifes eller Gilmore Girls. Jeg tænker egentlig sjældent over det manglende apperat i hverdagen - hvis man lige fratrækker den ene aften, hvor en 22-årig snedker fra Trørød forsøgte at score mig og afsøgningen af potentielle fælles referencepunkter nåede et all time low, da jeg sagde at jeg ikke havde fjernsyn.
Men i aften; ovenpå en sen aften og en tidlig morgen, en dum dag på job, en strabadserende tur til Hvidovre Hospital og udsigten til en hærskare af svære/kedelige/dumme burde-opgaver... Åh, hvor kunne jeg dog godt svømme hen i et par timers zapperi! Sætte liv og tanker på stand-by og bare blive underholdt.
Jeg føler mig som november, november, november, november...
Thursday, October 20, 2005
Faster fest
Jeg er ved at blive faster, og det er jo ikke fordi det kommer som nogen overraskelse. Den slags er jo undervejs i en 9 måneders tid, og jeg troede egentlig at jeg var helt cool med det og småt uinteresseret. Jeg har haft lidt svært ved at forholde mig til den alienagtige aktivitet under det udspændte maveskind, og jeg har et par gange tænkt at der i og for sig ligeså godt komme killinger ud af den der kuppelformede mave. Og NEJ, jeg vil ikke røre - jeg render sgu da ikke rundt og rager på folks maver!
Men nu er det så småt op over. Vandet er gået, og der er blevet kørt en strimmel (?) og til min store overraskelse er jeg helt oppe og ringe. I min nærmest ikke verbale hvine-fagte begejstring matcher jeg min knap 2-årige niece, når Morfar sender hende i chokoladehimmelen med uindskrænket adgang til slikskabet.
Men det er jo selvfølgelig også ganske gratis at henrykkes når det ikke er en selv der står for skud.
Update: 21.10.2006, kl.05.37, 3900 gram, 53 cm, inkl. tap
Men nu er det så småt op over. Vandet er gået, og der er blevet kørt en strimmel (?) og til min store overraskelse er jeg helt oppe og ringe. I min nærmest ikke verbale hvine-fagte begejstring matcher jeg min knap 2-årige niece, når Morfar sender hende i chokoladehimmelen med uindskrænket adgang til slikskabet.
Men det er jo selvfølgelig også ganske gratis at henrykkes når det ikke er en selv der står for skud.
Update: 21.10.2006, kl.05.37, 3900 gram, 53 cm, inkl. tap
Wednesday, October 19, 2005
No-te-entiendo
Jeg håbede han ville ringe. Selvom det var et long-shot. Selvom omstændighederne og tiden ikke var til det. Fordi håbet er lysegrønt selvom skoven falmer trindt om land.
Og der er ikke kød nok på benet til at koge suppe af. Der er intet at begræde, ingen smerte, ingen sorg. Bare en lille hjemløs tristesse der løber om hjørner i følelsernes kringelkroge og hvisker no-te-entiendo, mens sindets gangvagter overbærende ser til med et skuldertræk - for de ved at omstændigheder og timing er undskyldninger som ingen vægt bærer når det kommer til stykket.
Mens jeg venter på at følelsen og intellektet falder ind i samme rytme, genlyder mine drømme om natten af dén hvisken: no-te-entiendo, no-te-entiendo, no-te-entiendo
Jeg kender dig ikke.
Og der er ikke kød nok på benet til at koge suppe af. Der er intet at begræde, ingen smerte, ingen sorg. Bare en lille hjemløs tristesse der løber om hjørner i følelsernes kringelkroge og hvisker no-te-entiendo, mens sindets gangvagter overbærende ser til med et skuldertræk - for de ved at omstændigheder og timing er undskyldninger som ingen vægt bærer når det kommer til stykket.
Mens jeg venter på at følelsen og intellektet falder ind i samme rytme, genlyder mine drømme om natten af dén hvisken: no-te-entiendo, no-te-entiendo, no-te-entiendo
Jeg kender dig ikke.
Wednesday, October 12, 2005
Måske derfor?
"Måske er det at skrive ensbetydende med at udfylde tilværelsens hvide pletter, tomrummet der med ét står på vid gab mellem timerne og dagene, mellem genstandene i et værelse, tomrummet der trækker alting med sig i en malstrøm af fortvivlelse og uendelig meningsløshed"
- f ra Claudio Magris' Donau
Sunday, October 09, 2005
18'eren
Jeg væltede næsten af grin da buschaufførens helvede; den mentalt forstyrrede passager som taler uophørligt med til den ene person som ikke har mulighed for at undslippe, højlydt fremturede med weekendens absolut fedeste kommentar: "I sidste uge sked jeg 4½ kg. lort!"
Monday, October 03, 2005
Krig og fred
Nogen gange, bare nogen gange, ville jeg ønske at jeg kunne gøre det lidt nemt for mig selv. Jeg ville ønske at jeg kunne tage et vue over gærdet og uden falbelader gå over til hvor det var lavest og springe let og elegant henover.
Sådan er det ikke. Jeg skal tilsyneladende tæske op og ned langs dét gærde for at finde det absolut højeste punkt, for så at tage tilløb og i adskillige omgange knalde direkte ind i muren, inden jeg med opydelsen af al viljestyrke og muskelkraft, bandende og pustende lige præcis kan kravle op over, og i anstrengelsen deraf skvatte forrevet og forslået ned på den anden side, uden overhovedet at have nået at nyde udsigten fra toppen.
Jeg ved godt at der på den anden side af min egen mentalmasochisme ligger en enorm tilfredsstillelse. At dér hvor det ramler for mig, dér hvor jeg ikke magter det, dér hvor jeg græder mine salte tårer og forbander min egen uformåenhed til helvede; fra dét rum går jeg stolt og kampberedt med knejsende nakke - and then I fucking nail it!
Jeg ved at det er sådan det fungerer. Og egentlig er det ikke så slemt. Men lige nu, på sådan en dejlig solbeskinnet oktoberdag, er det deprimerende, nedslående, forstemmende. Jeg vil gerne gemme mig under dynen og lade som om ingen krav og fordringer eksisterer. Jeg vil gerne spise kage og honningmadder og stryges blidt over håret. Det hele skal lis'som bare gå væk. Jeg orker bare ikke lige nu, vel?
Jeg skal lige hvile lidt. Jeg skal lige trække vejret dybt. Jeg skal lige tage mig selv i ed. Så rykker jeg i stilling, så laver jeg en køreplan for krig, så starter våbenfærden. Det er bliver okay, jeg ved det bliver okay. Men nogen gange gad jeg bare godt at jeg kunne gøre det lidt nemmere for mig selv.
Sådan er det ikke. Jeg skal tilsyneladende tæske op og ned langs dét gærde for at finde det absolut højeste punkt, for så at tage tilløb og i adskillige omgange knalde direkte ind i muren, inden jeg med opydelsen af al viljestyrke og muskelkraft, bandende og pustende lige præcis kan kravle op over, og i anstrengelsen deraf skvatte forrevet og forslået ned på den anden side, uden overhovedet at have nået at nyde udsigten fra toppen.
Jeg ved godt at der på den anden side af min egen mentalmasochisme ligger en enorm tilfredsstillelse. At dér hvor det ramler for mig, dér hvor jeg ikke magter det, dér hvor jeg græder mine salte tårer og forbander min egen uformåenhed til helvede; fra dét rum går jeg stolt og kampberedt med knejsende nakke - and then I fucking nail it!
Jeg ved at det er sådan det fungerer. Og egentlig er det ikke så slemt. Men lige nu, på sådan en dejlig solbeskinnet oktoberdag, er det deprimerende, nedslående, forstemmende. Jeg vil gerne gemme mig under dynen og lade som om ingen krav og fordringer eksisterer. Jeg vil gerne spise kage og honningmadder og stryges blidt over håret. Det hele skal lis'som bare gå væk. Jeg orker bare ikke lige nu, vel?
Jeg skal lige hvile lidt. Jeg skal lige trække vejret dybt. Jeg skal lige tage mig selv i ed. Så rykker jeg i stilling, så laver jeg en køreplan for krig, så starter våbenfærden. Det er bliver okay, jeg ved det bliver okay. Men nogen gange gad jeg bare godt at jeg kunne gøre det lidt nemmere for mig selv.
Wednesday, September 28, 2005
Det af krydsordsløsere så kendte syngespil "Nei"
Egentlig ville jeg bare slå ordet 'kanalje' op. Det er sådan et godt ord. Men så vandrer øjnene og lige neden under står der 'kanaljesek'... Altså... nu tænker jeg i billeder, og når så kanaljesek henviser til opslaget 'kanariesekt' ser jeg straks for mit indre øje, en liga af de små, gule, bevingede kræ i færd med at planlægge en omstyrtning af det menneskelige regime i bedste Gary Larson stil.
...Jeg ville ønske at jeg ikke havde slået 'kanariesekt' op - jeg blev slemt skuffet da det bare betyder "sød, lysegul vin, især fra Teneriffa (Tenerife)."
Jeg stødte på 'lapidarisk' igen idag - og det slår jeg simpelthen ikke op nu! Tilfredsstillelsen af den momentane nysgerrighed efter ordets egentlige betydning, kan ingenlunde konkurrere med de tilbagevendende billeder af dansende laplændere med sjove huer og rensdyr på min indre filmstrimmel.
Hmmm.. gad vidst om man kunne få Wulffmorgenthaler til at tegne sjove ord?
...Jeg ville ønske at jeg ikke havde slået 'kanariesekt' op - jeg blev slemt skuffet da det bare betyder "sød, lysegul vin, især fra Teneriffa (Tenerife)."
Jeg stødte på 'lapidarisk' igen idag - og det slår jeg simpelthen ikke op nu! Tilfredsstillelsen af den momentane nysgerrighed efter ordets egentlige betydning, kan ingenlunde konkurrere med de tilbagevendende billeder af dansende laplændere med sjove huer og rensdyr på min indre filmstrimmel.
Hmmm.. gad vidst om man kunne få Wulffmorgenthaler til at tegne sjove ord?
Thursday, September 22, 2005
Friday, September 16, 2005
Ord for ord
Der skal i virkeligheden ikke ret meget til at fange mig. Jeg læste en umådelig lang og kedelig artikel om det kongelige opfostringshus' historie og betydning, alene i håbet om at støde på bare en enkelt sproglig vending mere, end det inciterende opbrud uden ankomst som i første omgang påkaldte sig min opmærksomhed med sin hjerteskærende, æteriske musik.
Jeg læste Madsens 'Tugt og utugt' på et døgn, fordi jeg på side 48 blev fanget af ordet smertetalende - senere blev jeg grundigt snørret af romanens over-all kvalitet, men indtil side 48 var det tough going baseret på skyldbevidst stædighed.
Kunderas 'Forrådte Testamenter' driver mig videre, både i sin geniale oversættelse - så skønt at kunne ane den originale sprogtone - men så sandelig også fordi den erotiske juvel omtales på side 45.
Lapidarisk slog kloen i mig så sent som idag ... aner ikke hvad det betyder, men billederne i hovedet svinger fra den prosaiske mulighed hvor associationen går over grydelapper og lappeløsninger til den mere, i sin etnisk-ignorante afmagt, fantasifulde med rensdyr og rød/blåklædte laplændere med sjove huer. Bogen som anmeldelsen omhandler huer mig derimod ikke.
Men der er også et særligt tilfælde hvor min fascination og læselyst ikke kan tilskrives enkeltstående ord eller sætninger, men derimod "bare" det hele. Villy Sørensen. Et nyligt bekendtskab må jeg med skam melde. Indholdet kan diskuteres, forkætres, forkastes - bevares. Men kvaliteten kan ikke bestrides. Og det forunderlige kan ske - efter bare 20 minutters lykkelig forglemmelse i Sørensensk regi, og dage som slider mig tyndhudet, ømskindet, grædefærdig og fortabt, gives et øjeblik af eufori.
Det bedste er at publikationslisten er så lang, så lang. Villy, my darling, du kommer til at holde mig længere end nogen anden mand.
Jeg læste Madsens 'Tugt og utugt' på et døgn, fordi jeg på side 48 blev fanget af ordet smertetalende - senere blev jeg grundigt snørret af romanens over-all kvalitet, men indtil side 48 var det tough going baseret på skyldbevidst stædighed.
Kunderas 'Forrådte Testamenter' driver mig videre, både i sin geniale oversættelse - så skønt at kunne ane den originale sprogtone - men så sandelig også fordi den erotiske juvel omtales på side 45.
Lapidarisk slog kloen i mig så sent som idag ... aner ikke hvad det betyder, men billederne i hovedet svinger fra den prosaiske mulighed hvor associationen går over grydelapper og lappeløsninger til den mere, i sin etnisk-ignorante afmagt, fantasifulde med rensdyr og rød/blåklædte laplændere med sjove huer. Bogen som anmeldelsen omhandler huer mig derimod ikke.
Men der er også et særligt tilfælde hvor min fascination og læselyst ikke kan tilskrives enkeltstående ord eller sætninger, men derimod "bare" det hele. Villy Sørensen. Et nyligt bekendtskab må jeg med skam melde. Indholdet kan diskuteres, forkætres, forkastes - bevares. Men kvaliteten kan ikke bestrides. Og det forunderlige kan ske - efter bare 20 minutters lykkelig forglemmelse i Sørensensk regi, og dage som slider mig tyndhudet, ømskindet, grædefærdig og fortabt, gives et øjeblik af eufori.
Det bedste er at publikationslisten er så lang, så lang. Villy, my darling, du kommer til at holde mig længere end nogen anden mand.
Monday, September 05, 2005
Dumme vs. retoriske spørgsmål
Hvor svært kan det være?
Det er ikke spor svært... Ikke det mindste, faktisk.
Men bare så utroligt meget nemmere at lade være!
Det er ikke spor svært... Ikke det mindste, faktisk.
Men bare så utroligt meget nemmere at lade være!
Saturday, September 03, 2005
Travel Fatigue
Familievognene i DSB regi er alene for folk der forbryder sig mod reglementet, og derfor skal straffes ved at sidde i nærheden af andre menneskers klynkende, larmende, snottede unger.
Jeg har ikke noget i mod at rejse - jeg bryder mig bare ikke særligt om de mennesker omkring mig der skal i samme retning. ...eller retteligen - faktisk har jeg ikke noget imod dem som sådan, de er for det meste bare mennesker som folk er flest. Men jeg vil ikke forstyrres, jeg vil ikke tale med nogen, jeg vil ikke være venlig, jeg vil ikke være uhøflig, jeg vil ikke ses, jeg vil ikke lytte til nogen, ikke have at nogen kræver min opmærksomhed. Jeg vil gerne bare være.
Rejsetid er en mærkelig tid. Man skal fra et sted til et andet, i selskab med en flok mennesker man sidder alt for tæt på og som man overhovedet ikke har valgt, og som har en tendens til at drive rovdrift på det faktum at man ikke har den ringeste mulighed for at undslippe deres dårlige ånde, højlydte snorken, ubehagelige parfume eller grimme stemmer.
Jeg vil gerne bare have lov til at koncentrere mig om at komme fra A til B i fred og ro. Derfor sidder jeg altid i hvilekupeen. Dér er man lykkeligt fri for at lytte på fremmede folks ligegyldige halve telefonsamtaler og/eller patetistisk joviale forsøg på at samtale med deres alt for høflige medpassagerer.
..Ja altså, indtil jeg selv får børn og de bliver andre menneskers klynkende, larmende, snottede unger. Så tror jeg nok jeg fortrækker til familievognen. De passagerer der ender dér er selv ude om det.
Jeg har ikke noget i mod at rejse - jeg bryder mig bare ikke særligt om de mennesker omkring mig der skal i samme retning. ...eller retteligen - faktisk har jeg ikke noget imod dem som sådan, de er for det meste bare mennesker som folk er flest. Men jeg vil ikke forstyrres, jeg vil ikke tale med nogen, jeg vil ikke være venlig, jeg vil ikke være uhøflig, jeg vil ikke ses, jeg vil ikke lytte til nogen, ikke have at nogen kræver min opmærksomhed. Jeg vil gerne bare være.
Rejsetid er en mærkelig tid. Man skal fra et sted til et andet, i selskab med en flok mennesker man sidder alt for tæt på og som man overhovedet ikke har valgt, og som har en tendens til at drive rovdrift på det faktum at man ikke har den ringeste mulighed for at undslippe deres dårlige ånde, højlydte snorken, ubehagelige parfume eller grimme stemmer.
Jeg vil gerne bare have lov til at koncentrere mig om at komme fra A til B i fred og ro. Derfor sidder jeg altid i hvilekupeen. Dér er man lykkeligt fri for at lytte på fremmede folks ligegyldige halve telefonsamtaler og/eller patetistisk joviale forsøg på at samtale med deres alt for høflige medpassagerer.
..Ja altså, indtil jeg selv får børn og de bliver andre menneskers klynkende, larmende, snottede unger. Så tror jeg nok jeg fortrækker til familievognen. De passagerer der ender dér er selv ude om det.
Tuesday, August 23, 2005
Hormonel forstyrrelse?
Kan mennesker være indbildt gravide?
Mine bryster skaber sig helt vildt ...men jeg skulle da mene, at jeg bedst selv ved om risikoen for at være med rogn reelt er tilstede.
Mine bryster skaber sig helt vildt ...men jeg skulle da mene, at jeg bedst selv ved om risikoen for at være med rogn reelt er tilstede.
Thursday, August 18, 2005
Jeg elsker den slags samtaler II
- Tænk om man havde et job hvor man skulle gå i jakkesæt...
- Det ville være ligesom fastelavn hver dag...
- Det ville være ligesom fastelavn hver dag...
Sunday, August 14, 2005
Jeg elsker den slags samtaler
- Hvor mange rotter og katte og den slags smådyr tror du der kommer i mejetærskeren om året i Danmark?
- Hvor mange kilometer asfalt tror du der er i Danmark?
- Nå ja ..men hvor mange gange har du selv prøvet det?
- Aldrig. Men jeg har engang pløjet en mus ned.
- Hvor mange kilometer asfalt tror du der er i Danmark?
- Nå ja ..men hvor mange gange har du selv prøvet det?
- Aldrig. Men jeg har engang pløjet en mus ned.
Tuesday, August 09, 2005
Flyttehelvede
Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med; at mine sager på mirakuløs vis ville pakke sig selv ned og op i kasser? At afslibning ikke ville generere støv? At reoler efter et passende tidsrum ude af øje ville fremstå nymalede?
Under alle omstændigheder havde jeg ikke regnet med tilstadighed at rende svedig, støvet og beskidt rundt med værkende lemmer. Jeg havde ikke regnet med at iklæde mig forlængst kassereret og meget uklædeligt tøj mere end en uge efter officiel indflyting. Jeg havde ikke regnet med at rende forvirret rundt, og stikke hovedet i flyttekasser efter rent og nogenlunde nydeligt tøj og hvor-helvede-er-den-anden-sko, trekvarter inden at skulle møde på job - for til sidst resigneret at fiske det mindst beskidte op af vasketøjskurven og udsætte mig selv for en truckervask by proxy.
Under alle omstændigheder havde jeg ikke regnet med tilstadighed at rende svedig, støvet og beskidt rundt med værkende lemmer. Jeg havde ikke regnet med at iklæde mig forlængst kassereret og meget uklædeligt tøj mere end en uge efter officiel indflyting. Jeg havde ikke regnet med at rende forvirret rundt, og stikke hovedet i flyttekasser efter rent og nogenlunde nydeligt tøj og hvor-helvede-er-den-anden-sko, trekvarter inden at skulle møde på job - for til sidst resigneret at fiske det mindst beskidte op af vasketøjskurven og udsætte mig selv for en truckervask by proxy.
Monday, August 01, 2005
Grejer
Efter en endeløs række af kollegieværelser, delelejligheder og fremlejer har jeg endelig kroppen bag egen dør. Eller det vil sige; så småning om - der er jo så meget der skal fixes og males og ordnes og sættes op og slibes ned og rengøres og hold da op hvor pengene har fået ben at gå på. Dankortet gløder og ekspedienter tilsmiler mig huldsaligt når jeg ikke alene skal have materialer men også må sige at jeg ikke ejer grejerne. Det har faktisk været et stålsat princip,- ikke om jeg ville hverken eje eller håndtere grejer! Derfor har min værktøjskasse (kagedåse) kun indeholdt gaffa tape og IKEA umbraconøgler. Alt der har krævet betjening af mere intrikate instrumenter har jeg overladt til handymen og -kvinder i min omgangskreds. Så jeg har skam set masser af håndværksfaglig udførelse, og jeg er også rimelig god til at holde andres grejer. Men altså ejerskab og operation har jeg glad og gerne overladt andre.
Derfor stiller jeg mig også umanerligt undrende overfor de seneste dages voldsomme forandring af min karakter - det tangerer faktisk en personlighedsforstyrrelse; jeg er blevet grebet af et voldsomt begær efter at besidde værktøj. Jeg vil eje grejer. Jeg vil have mit eget værktøj. Og en kasse til det. Og nej, nej, nej, nej - ikke det der med en lille tøsehammer og en enkelt skruetrækker. Nix baby - vi snakker tommestok, waterpas, knibetang, vinkel, stemmejern, rørtang, svensknøgle, sav, nedstryger, en god tung hammer og skruetrækkere i adskillige størrelser. Vi snakker powertools, the works og alt det løse: rawplugs, søm, skruer, isoleringstape, bits, sandpapir, shellak, og alle de tingester, dippedutter og dingenoter som jeg ikke kan navngive endnu... p.t. vil jeg faktisk hellere have en ordentlig skruemaskine end et par nye sko. It's so weird!
Jeg har altid haft en smag der var svær at stemme af med en studenterøkonomi, men denne her nye besættelse er mig en dyr fornøjelse. Det skal jo være kvalitetsværktøj! Og når man påtænker at de seneste 10 års altid semi-permanente boligsituation har afstedkommet en lidt upraktisk mangel på møbler, strækkes finanserne til det yderste.
Måske man bare kunne arrangere løsøre feng shui med usynlige møbler?
Derfor stiller jeg mig også umanerligt undrende overfor de seneste dages voldsomme forandring af min karakter - det tangerer faktisk en personlighedsforstyrrelse; jeg er blevet grebet af et voldsomt begær efter at besidde værktøj. Jeg vil eje grejer. Jeg vil have mit eget værktøj. Og en kasse til det. Og nej, nej, nej, nej - ikke det der med en lille tøsehammer og en enkelt skruetrækker. Nix baby - vi snakker tommestok, waterpas, knibetang, vinkel, stemmejern, rørtang, svensknøgle, sav, nedstryger, en god tung hammer og skruetrækkere i adskillige størrelser. Vi snakker powertools, the works og alt det løse: rawplugs, søm, skruer, isoleringstape, bits, sandpapir, shellak, og alle de tingester, dippedutter og dingenoter som jeg ikke kan navngive endnu... p.t. vil jeg faktisk hellere have en ordentlig skruemaskine end et par nye sko. It's so weird!
Jeg har altid haft en smag der var svær at stemme af med en studenterøkonomi, men denne her nye besættelse er mig en dyr fornøjelse. Det skal jo være kvalitetsværktøj! Og når man påtænker at de seneste 10 års altid semi-permanente boligsituation har afstedkommet en lidt upraktisk mangel på møbler, strækkes finanserne til det yderste.
Måske man bare kunne arrangere løsøre feng shui med usynlige møbler?
Saturday, July 23, 2005
Udsalg
Der er en hårfin grænse mellem power-shopping og shopping-frenzy. Man gør klogt i at forsøge at balancere på den knivsæg. Særligt når man skal til møde i banken first thing mandag morgen.
Wednesday, July 20, 2005
Tys
Schyyy.. tal sagte.. gå stille omkring mig.. drømte mig onde drømme i nat, og vågnede så ulykkelig til morgen.
Monday, July 11, 2005
Mene mene tekel ufarsin
Jeg har en mærkværdig hukommelse - det er de særeste ting der dukker op nu og da. "Mene mene tekel ufarsin" dukker op med jævne mellemrum, og jeg ved at det er et bibelcitat, men jeg har absolut ingen erindring om hvordan det nogensinde er endt i bøtten på mig, endsige hvad det betyder. Og det selvom jeg ved at jeg tjekker det hver gang, og at svaret nødvendigvis må blive det samme. En hurtig google og et tjekopslag i min bibel afslører at det er fra Daniels bog (5.25).
Jeg ved så nu, at det (groft omskrevet og uden smålig skelen til bibelsk eksegese) betegner 'skriften på væggen' og betyder 'vejet og fundet for let'. Altså, det ved jeg indtil den information igen er min hukommelse undsluppet og der tilbage kun står det gådefulde og uforståelige "mene mene tekel ufarsin".
Et andet citat der rumler bag min alabasterpande i disse dage er egentlig et brudstykke "... af en adresse varmt i lommen". Men det er noget andet med det - jeg ved at det er fra et Michael Strunge digt, jeg mener at der i samme digt berettes om en togtur og noget med Berlin. Jeg synes at kunne huske at der i samme samling optræder en kvinde i et andet digt som har farvet sit hår "Sonnengold". Jeg ved det står på højre side i sidste halvdel af samlingen.
Jeg kunne nok godt sidde her bag skærmen og trawle igennem hvad google kaster op og finde digtet i sin helhed. Men det gider jeg ikke.
Det jeg har lyst til knytter sig nemlig til alt det andet som jeg husker "... af en adresse varmt i lommen" på. Jeg har lyst til at tage de tynde lyseblå og -røde digtsamlinger frem, indkøbt i en lind strøm af dybtfølte anfald af Weltschmerz og Sturm & Drang som er så betegnende for den pure ungdom. Jeg har lyst til at bladre og læse og genkende og støde på plasticsol og kalejdoskop og betændte øjne og "..om natten er vore hjerter..". Jeg har lyst til at have de små hæfter liggende omkring og læse et tilfældigt digt når jeg i abstraktion samler en bog op som jeg er på vej ud af døren.
Boligmæssigt befinder jeg mig p.t. i et halfway house hvorfor de fleste af mine bøger, ikke medregnet fagbøger og opslagsværker, ligger forladte i kasser og venter på fremtidige reoler. Hvorfor jeg har fundet det nødvendigt at medtage Biblen på mit midlertidige logi og ikke mine digtsamlinger må Gud vide. Bogstavelig talt.
Jeg ved så nu, at det (groft omskrevet og uden smålig skelen til bibelsk eksegese) betegner 'skriften på væggen' og betyder 'vejet og fundet for let'. Altså, det ved jeg indtil den information igen er min hukommelse undsluppet og der tilbage kun står det gådefulde og uforståelige "mene mene tekel ufarsin".
Et andet citat der rumler bag min alabasterpande i disse dage er egentlig et brudstykke "... af en adresse varmt i lommen". Men det er noget andet med det - jeg ved at det er fra et Michael Strunge digt, jeg mener at der i samme digt berettes om en togtur og noget med Berlin. Jeg synes at kunne huske at der i samme samling optræder en kvinde i et andet digt som har farvet sit hår "Sonnengold". Jeg ved det står på højre side i sidste halvdel af samlingen.
Jeg kunne nok godt sidde her bag skærmen og trawle igennem hvad google kaster op og finde digtet i sin helhed. Men det gider jeg ikke.
Det jeg har lyst til knytter sig nemlig til alt det andet som jeg husker "... af en adresse varmt i lommen" på. Jeg har lyst til at tage de tynde lyseblå og -røde digtsamlinger frem, indkøbt i en lind strøm af dybtfølte anfald af Weltschmerz og Sturm & Drang som er så betegnende for den pure ungdom. Jeg har lyst til at bladre og læse og genkende og støde på plasticsol og kalejdoskop og betændte øjne og "..om natten er vore hjerter..". Jeg har lyst til at have de små hæfter liggende omkring og læse et tilfældigt digt når jeg i abstraktion samler en bog op som jeg er på vej ud af døren.
Boligmæssigt befinder jeg mig p.t. i et halfway house hvorfor de fleste af mine bøger, ikke medregnet fagbøger og opslagsværker, ligger forladte i kasser og venter på fremtidige reoler. Hvorfor jeg har fundet det nødvendigt at medtage Biblen på mit midlertidige logi og ikke mine digtsamlinger må Gud vide. Bogstavelig talt.
Saturday, July 09, 2005
Dybt vand
Det er simpelthen for kedeligt at afholde sig fra at komme ud hvor man ikke kan bunde. Det handler jo sådan set bare om ikke at drukne ..og eventuelt om at komme ind på land igen.
Alors?
Svømmeundervisning!
Alors?
Svømmeundervisning!
Wednesday, July 06, 2005
Jazz festival
Der var mere sigøjner end jazz over det.
Verdensmusik equals crap.
Sådan er det. Det ved alle.
Verdensmusik equals crap.
Sådan er det. Det ved alle.
Tuesday, July 05, 2005
Kønnenes kamp
Efter en alt for lang weekend med alt for godt vejr til min immobile tilstand tog jeg på arbejde mandag. Jeg havde en tid hos lægen kl. 14 som så svagt chokeret ud da jeg sagde at jeg havde været på arbejde om formiddagen. Han brugte tid på omhyggeligt at forklare mig at en blottet fraktur ikke er spøgeværk, og selvom der ville være bedre plads i stiletten såfremt jeg fik sat tåen af, ville der være meget lidt fod tilbage at bære stilet på, hvis en eventuel koldbrand skulle hænde at brede sig.
Jeg er sygemeldt resten af ugen.
Men jeg er nu alligevel glad for at jeg tog på arbejde - så fik jeg da i det mindste mulighed for igen at notere mig at drenge og pigers inbyrdes aktion er væsensforskellig. Aldrig så snart havde jeg fortalt historien om den ulyksalige tå før pigerne lagde hovedet svagt på skrå og tilbød trøstende og opmuntrende bemærkninger. D'herrer derimod kunne straks divertere med græsselige historier om blodforgiftninger, bylder og alskens kvæstelser og krigssår - den ene værre end den anden - iblandet en enkelt opklarende udveksling om hvorvidt 'rosen' omtaltes som sygdom eller uartig artefakt.
Det sidste kunne jeg godt have været foruden.
Jeg er sygemeldt resten af ugen.
Men jeg er nu alligevel glad for at jeg tog på arbejde - så fik jeg da i det mindste mulighed for igen at notere mig at drenge og pigers inbyrdes aktion er væsensforskellig. Aldrig så snart havde jeg fortalt historien om den ulyksalige tå før pigerne lagde hovedet svagt på skrå og tilbød trøstende og opmuntrende bemærkninger. D'herrer derimod kunne straks divertere med græsselige historier om blodforgiftninger, bylder og alskens kvæstelser og krigssår - den ene værre end den anden - iblandet en enkelt opklarende udveksling om hvorvidt 'rosen' omtaltes som sygdom eller uartig artefakt.
Det sidste kunne jeg godt have været foruden.
Saturday, July 02, 2005
Når lægen griner...
Jeg havde ellers glædet mig til weekenden: at tulle alene rundt i KBH, at nyde det gode vejr i sandal og sommerkjole, at feste i den lyse nat, at sludre med veninderne, at flirte med drengene, at drikke kølig hvidvin til frokost - kort sagt: glæde, lys, latter og leg.
Men sådan kommer det ikke til at gå. Jeg har været udsat for et absurd hændeligt uheld. Et uheld så fjollet at at lægen grinede højt da jeg ringede og satte ham ind i sagen, og mindeligt bad om at jeg spørger efter at komme i konsultation hos ham når jeg skal 'tilses af egen læge' i næste uge. Han kunne nemlig med det samme henvise til skadestuen på Bispebjerg Hospital og forudse at jeg skulle røngtenfotograferes og eventuelt sys, hvorefter man bliver henvist til egen læge for at få disse eventuelle sting fjernet.
Jeg skulle ikke sys, så galt gik det dog ikke. Men jeg har tilgengæld tilbragt 5 ½ time på skadestuen idag. Fra 9.30 til 15.00. Uden mad. Men jeg huskede en bog - man har vel sine prioriteringer iorden. Ole Jastraus deroute var dog ikke opløftende lekture i denne situation, men bragte mig alligevel nærmere mine med-ventende skadestuekombattanter. Så kunne vi sidde dér med kafkaske trængsler i hu, mens vi sammenlignede de rædderlige skader, og snakkede om Ole Ernst i filmatiseringen.
Jeg græd af ren og skær sult og selvmedlidenhed da jeg var nødt til at ringe min mor op, for at spørge om jeg nogensinde har fået en stivkrampevaccination og hun var så moderligt trøstende og sagde "jamen lille skat" med den der omsorgsfulde, medfølende stemme, og jeg ville bare have at hun var der til at puste på såret og stryge mig over håret og trøste mig med stærke, varme hænder og få alting til at blive bedre. For det gjorde virkelig ondt og jeg havde ventet virkelig længe og jeg syntes ikke det var spor sjovt mere og jeg blødte stadig som en stukken gris.
Jeg skal holde mig i ro i weekenden, med såret over hjertehøjde. Hvis det begynder at dunke voldsomt eller hvis hævelsen breder sig skal jeg søge læge straks. På mandag skal jeg tilses af egen læge (den hund) og jeg skal tage antibiotika i 10 dage. Det er procedure . Der skal jo nødig gå koldbrand i det.
Jeg har nemlig pådraget mig et åbent benbrud.
Da jeg åbnede køleskabet for at tage mælk ud til kaffen her til morgen faldt en flaske hvidvin ned fra øverste hylde og knaldede ned på min langetå. Med åbent benbrud på min næststørste tå til følge.
Og latter fra min læge ikke at forglemme.
Men sådan kommer det ikke til at gå. Jeg har været udsat for et absurd hændeligt uheld. Et uheld så fjollet at at lægen grinede højt da jeg ringede og satte ham ind i sagen, og mindeligt bad om at jeg spørger efter at komme i konsultation hos ham når jeg skal 'tilses af egen læge' i næste uge. Han kunne nemlig med det samme henvise til skadestuen på Bispebjerg Hospital og forudse at jeg skulle røngtenfotograferes og eventuelt sys, hvorefter man bliver henvist til egen læge for at få disse eventuelle sting fjernet.
Jeg skulle ikke sys, så galt gik det dog ikke. Men jeg har tilgengæld tilbragt 5 ½ time på skadestuen idag. Fra 9.30 til 15.00. Uden mad. Men jeg huskede en bog - man har vel sine prioriteringer iorden. Ole Jastraus deroute var dog ikke opløftende lekture i denne situation, men bragte mig alligevel nærmere mine med-ventende skadestuekombattanter. Så kunne vi sidde dér med kafkaske trængsler i hu, mens vi sammenlignede de rædderlige skader, og snakkede om Ole Ernst i filmatiseringen.
Jeg græd af ren og skær sult og selvmedlidenhed da jeg var nødt til at ringe min mor op, for at spørge om jeg nogensinde har fået en stivkrampevaccination og hun var så moderligt trøstende og sagde "jamen lille skat" med den der omsorgsfulde, medfølende stemme, og jeg ville bare have at hun var der til at puste på såret og stryge mig over håret og trøste mig med stærke, varme hænder og få alting til at blive bedre. For det gjorde virkelig ondt og jeg havde ventet virkelig længe og jeg syntes ikke det var spor sjovt mere og jeg blødte stadig som en stukken gris.
Jeg skal holde mig i ro i weekenden, med såret over hjertehøjde. Hvis det begynder at dunke voldsomt eller hvis hævelsen breder sig skal jeg søge læge straks. På mandag skal jeg tilses af egen læge (den hund) og jeg skal tage antibiotika i 10 dage. Det er procedure . Der skal jo nødig gå koldbrand i det.
Jeg har nemlig pådraget mig et åbent benbrud.
Da jeg åbnede køleskabet for at tage mælk ud til kaffen her til morgen faldt en flaske hvidvin ned fra øverste hylde og knaldede ned på min langetå. Med åbent benbrud på min næststørste tå til følge.
Og latter fra min læge ikke at forglemme.
Monday, June 27, 2005
Sunday, June 26, 2005
Kæmpe Kaufhaus
Endelig er indianerne tilbage i København. Jeg har ikke ord for hvor meget jeg har savnet muzakken på Rådhuspladsen. 'The Sound of Silence' på adskillige perverst lystige panfløjter og oplevelsen af København på en sommerdag er komplet.
Thursday, June 23, 2005
Bimsebøger
Efter overstået eksamen rækker min mentale kapacitet simpelthen ikke til Svend Åges "Tugt og utugt..." endnu, hvorfor jeg istedet er dykket ned i min 1½ årige nieces bogsamling for at lave en kritisk og tilbundsgående analyse af den lekture der er barnet forhåndenværende. Et blødt afsæt til mellemtidens skærmydsler.
"Thorkild Tyran og Tørklædebanden" er lidet anbefalelsesværdig. Ikke alene er Dino en frelst lille dengse af en hoveddino, han har også nogen kedelige medløberagtige venner som alligevel ikke har guts nok til at være ordentlige stikkere. Thorkild Tyran (forudsigeligt nok en letgenkendelig skabelon over en tyranosaurus rex) er en sært umotiveret skurk, som udsætter stakkels Dino for gruppepres og trusler. Dino modstår naturligvis presset og afslører Thorkild som den misæder han er.
Plottet er ringe med adskillige ulogiske slutninger: Dinobørnene går i skole, men ingen voksendinoer opdager at de er ude hele natten? Hvordan vasker man et springvand rent som der kommet sæbe i? Og hvorfor?
En alt for opbyggelig historie med en dårlig storyline og interesseløse dinoer - og tegningerne er ikke engang fede. God til åndssløve unger.
"Thorkild Tyran og Tørklædebanden" er lidet anbefalelsesværdig. Ikke alene er Dino en frelst lille dengse af en hoveddino, han har også nogen kedelige medløberagtige venner som alligevel ikke har guts nok til at være ordentlige stikkere. Thorkild Tyran (forudsigeligt nok en letgenkendelig skabelon over en tyranosaurus rex) er en sært umotiveret skurk, som udsætter stakkels Dino for gruppepres og trusler. Dino modstår naturligvis presset og afslører Thorkild som den misæder han er.
Plottet er ringe med adskillige ulogiske slutninger: Dinobørnene går i skole, men ingen voksendinoer opdager at de er ude hele natten? Hvordan vasker man et springvand rent som der kommet sæbe i? Og hvorfor?
En alt for opbyggelig historie med en dårlig storyline og interesseløse dinoer - og tegningerne er ikke engang fede. God til åndssløve unger.
Monday, June 20, 2005
Cirka 100
September 2006
- Lige siden jeg lærte det har jeg skrevet.
- På min mors store, smukke kogebog fra tiden på husholdningskolen står hendes pigenavn skrevet med flot, svungen skråskrift på forsiden.
- Lige neden under står mit navn prentet med store, barnligt usikre blokbogstaver. Med kuglepen.
- Jeg mener jeg var 5 år gammel og jeg fik skældud kan jeg huske.
- Jeg skal arve den kogebog, mit navn står på den.
- Jeg er min mors pige.
- Og min fars datter.
- Begge dele pisser mig af med mellemrum.
- Jeg er virkelig god til at være rasende.
- Nogen gange glemmer jeg at tjekke om det i virkeligheden er fordi jeg er ked af det.
- Jeg har engang reddet min storebror fra øretæver.
- Jeg blev først bange bagefter.
- Jeg bryder mig ikke om kulissekommentarer, regibemærkninger og metasnak – det er for det meste bare uelegant.
- Derfor jeg heller ikke er begejstret for teater der har travlt med at pege på sig selv som teater.
- Teoretisk er det interessant.
- Jeg er teoretisk anlagt.
- I praksis irriterer det mig bare.
- Det karaktertræk jeg bryder mig mindst om ved mig selv er at jeg kan blive så kedeligt selvretfærdig.
- Folk synes ofte at jeg er skrap.
- Jeg er hyperreflesiv og übersensitiv
- Det er nok derfor jeg kan være så skrap
- Jeg bliver vred på mig selv når jeg er en kryster.
- Men jeg står ved det og øver mig på at blive mere modig.
- Mine venner er mit adelsmærke.
- Jeg har en svaghed for ordet ”elskede”
- Som i: Elskede ukendte, Jerusalem min elskede, Mine syvogtyve sansers elskede, Sputnik min elskede
- Jeg kun læst nr. 3 og ikke set nr. 2.
- Jeg er aldrig selv blevet kaldt det.
- Jeg er blevet kaldt melankolsk et par gange på det sidste
- Det kan jeg umiddelbart ikke genkende, men må nok alligevel erkende at jeg har en rem af huden.
- Jeg er dårlig til at lyve.
- Men excellerer udi disciplinen "at skøjte rundt i udkanten af sandheden".
- Så længe det teknisk set ikke er løgn er det i orden.
- Jeg har lige fået en drøm opfyldt.
- Jeg troede den var så langt ude, at jeg end ikke har overvejet at sige den højt til nogen.
- Men så gik den alligevel i opfyldelse.
- Det faldt på et tørt sted.
- Jeg kan ikke lade være med at synes at der er noget vanvittigt maskulint og sexet over mænd der kompetent kan håndtere værktøj.
- - og store maskiner.
- - og løfte tunge ting.
- Det er min baggrund der spiller ind der.
- Men det er bestemt ikke alt.
- Jeg elsker mit niecebarn med en ømhed jeg ikke troede mulig.
- Faktisk omfatter jeg min far med næsten samme slags ømhed.
- Alligevel er der ingen jeg kan blive mere vred på.
- Der er ingen i verden jeg har det sjovere med end mine søskende.
- Folk har tit været misundelige over min familie.
- Det kan jeg godt forstå, for de er helt vildt seje.
- Og vi er også seje sammen som familie.
- Og lettere dysfunktionelle.
- Det sidste har kostet mig meget at lære at deale med.
- Det er ikke fordi jeg ikke elsker min nevø – jeg er bare ikke nær så tæt på ham.
- Min største rædsel er at gå i stå.
- Dygtighed og kompetence imponerer mig.
- Jeg vil næsten altid vide hvorfor.
- Bare sådan i det hele taget.
- Jeg er et sludrechatol
- Noget af det bedste jeg ved er behagelig tavshed med andre mennesker
- Det mest skamfulde jeg ved, er ikke at kunne glæde mig på andres vegne
- Jeg er god til at skille tingene ad
- Altså ikke teknisk-mekanisk, men menneskeligt
- Det er fordi jeg god til at se hvordan tingene hænger sammen.
- Jeg har 18 nederdele på hylden i mit skab.
- Så har jeg ikke talt de vinterlige, de sommerlige, dem der ikke er lagt på plads eller dem der er til vask med.
- Jeg har engang købt en jakke der kostede mere end min månedlige husleje.
- Det kontoroutfit der har reddet mig flest komplimenter er indkøbt i Bilka.
- Jeg bryder mig ikke om folk der tror at konsensus i sig selv gør tingene rigtige.
- Jeg er diskussionslysten til en grad der engang har reddet mig prædikatet ”trættekær”.
- Det fornærmede mig voldsomt, og sårede mig faktisk også lidt.
- Men jeg synes det var et fedt udtryk at bruge.
- Mit yndlingsudtryk i tiden er ”man skal ikke gøre skarn uret”.
- Jeg har sjældent lejlighed til at bruge det.
- Jeg bliver vred og ked af det når folk skyder mig motiver i skoene.
- Det er okay at folk ikke bryder sig om mig.
- Men det er uretfærdigt hvis de ikke har givet mig en chance først.
- Ikke at det altid lykkes mig selv at gøre det – men jeg forsøger.
- Jeg er bevidst om at arrogance og aggressiv/ubehagelig assertiv adfærd kan dække over usikkerhed, sårbarhed og generthed.
- Det betyder ikke at jeg ikke kan være kold og fjendtlig – jeg er for det meste bare raffineret omkring det. Og høflig.
- Nogen gange er folk nemlig også bare nogen dumme svin. Og jeg kan satan tæsk’me ikke tage mangel på gode manerer.
- Jeg er ikke selv særlig god til at stå ved min sårbarhed og usikkerhed.
- Jeg er ret god til at bage.
- Ikke fordi jeg har et særligt talent.
- Jeg har engang bagt en kage der var så tung at ikke engang køteren ville spise den.
- Møgtæven gravede den ned.
- Det mindste jeg kan gøre er at lære af mine fejl.
- Jeg har for vane at lægge armene over kors.
- Der er ingen grund til at spille hvis man ikke vil vinde.
- Jeg er ikke særlig spontant anlagt.
- Jeg er ærekær.
- Jeg vil til hver en tid helst være respekteret.
- Jeg kan ikke fordrage når folk ikke konsekvenstænker.
- Eller ingen selvindsigt har.
- Jeg mister respekten for folk der ikke har nosser til at melde til eller fra.
- Jeg elsker uvejr og Vesterhavet og særligt de to ting i kombination.
- Jeg er glad for de fleste film Luc Besson har instrueret.
- Jeg er glad for alle film Clint Eastwood har instrueret.
- Jeg kan ikke beslutte om min yndlingswestern er The Good, The Bad And The Ugly eller De nådesløse.
- Jeg kan ikke få den her liste til at passe med hverken 100 eller 101 og jeg gider egentlig heller ikke.
Sunday, June 19, 2005
Tidligste 100
Oprindelig skrevet i september 2005 - fundet og publiceret 2 år senere i 2007
- Jeg har ikke noget fjernsyn
- - det er fordi jeg engang har afsluttet en telefonsamtale med ”Nej, jeg skal altså se McClouds Døtre nu”
- Jeg er en slapsvans
- Jeg syntes selv at jeg ser alt for cool ud med solbriller på
- …det varer lige indtil jeg opdager at jeg har spildt ned af mig selv
- Jeg er for praktisk til nogensinde at blive trendy
- …og for fattig
- ...og for lidt sirlig
- Jeg er ikke særlig selvhøjtidelig (længere)
- Men jeg øver mig på at tage mig selv alvorligt
- ...og på at lægge drama queen rutinen på hylden
- Min første impuls er at handle mig ud af situationer
- Jeg er stålsat på at lære af mine fejl
- Jeg elsker ord, f.eks. ’stålsat'
- Jeg er et sludrechatol
- Jeg er en habil kok
- Jeg elsker at have gæster
- – og sætter virkelig pris på det når de tager opvasken
- Jeg kan lide at tusse rundt alene
- Jeg kan for min død ikke sætte kommaer
- Men jeg er rimelig god til at stave
- Jeg er ambitiøs
- Jeg er sjældent bitter
- - og bærer sjældent nag
- Jeg kan til gengæld godt blive rigtig spids!
- Jeg vold-lytter cd’er
- - lige nu er det Annie Lennox’ ”Bare”
- …det har det været i over en måned
- Jeg er mørkeræd
- - og har tandlægeskræk
- …det er med opydelsen af al min selvkontrol og viljestyrke at jeg ’ikke lader mig mærke’ med nogen af delene
- Jeg var verdens kedeligste teenager
- – og har taget grusomt revanche i tyverne
- Jeg har smilehuller
- Hvis jeg har hemmeligheder som jeg aldrig har fortalt til nogen – så har jeg glemt hvad det er
- Jeg har ellers en stjernegod hukommelse
- Men farer ret nemt vild
- Jeg er blevet meget mere nådig over for egne og andres fejl og mangler med årene
- Det er nok fordi jeg egentlig efterhånden ret godt kan lide mig selv – alt inkl.
- Selvom jeg stadig lider af den pæne piges perfektionstrang
- …og præstationsangst
- - men det jo i virkeligheden også kun tocifrede karakterer der gælder
- - særligt ude i den virkelige verden hvor eksamensbeviser er lige til at lukke op og skide i
- Jeg er god til at se det komiske i situationer
- Jeg er lattermild
- De to ting er nogen gange en aldeles upassende kombination
- Jeg elsker mit liv
- Og min famile
- Jeg har en stor familie
- Jeg kommer fra Jylland
- Jeg drømmer vildt og vanvittigt når jeg sover – og kan huske det
- Der dukker ubudt masser af sange op i hovedet på mig når jeg cykler igennem København
- Det er i øvrigt helt vildt fedt at drømme musik
- Når det er Nick Drake ved jeg at det bliver en god dag
- Jeg kan lide at gå
- Og jeg går stærkt!
- Jeg mener at alting kan fikses!
- Jeg er dårlig til at lade ting fikse sig selv
- Jeg arbejder på at være okay med at lade ting være som de er
- Jeg kan være barsk og skrap og ikke tage mere af det pis!
- – det fik jeg engang et frækt tilbud på
- – som jeg afslog
- …det ærgrer mig lidt
- Jeg har aldrig været i Stockholm
- Jeg vil rigtig gerne til Stockholm
- Jeg kan desværre ikke tale tysk
- Jeg passer to jobs
- Jeg har en svaghed for poloskjorter
- Min yndlingsfilm er ”Blade Runner”
- Jeg har en svaghed for Rutger Hauer
- Jeg går sjældent i biografen
- Når jeg gør, er det oftest film som gør så stort indtryk på mig at jeg ikke må se dem igen
- Jeg må heller ikke shoppe sammen med min søster
- – vi ægger hinanden til at bruge alt for mange penge
- Hun fik mig engang til at købe en jakke der kostede mere end min månedlige husleje
- Jeg elsker den jakke
- Jeg dyrker ikke sport
- Jeg kan godt lide regnvejr
- – og broer
- – og kraner
- September er min yndlingsmåned
- Jeg hader når folk ikke kan kende forskel på yndling og yngling
- … og når de siger ’aDvokado’
- … og ’en met’ og ’tons’ (meter, for fanden! Og ton ér i fucking flertal allerede!)
- Jeg er en dygtig fortæller
- Jeg bor i en toværelses lejlighed
- Jeg mangler at sætte dørhåndtag på og lamper op
- Jeg stjæler folks lightere og kuglepenne uden selv at lægge mærke til det
- Jeg har herremange lightere og kuglepenne
- – men ingen dåseåbner eller stegepande
- I mine studier er jeg optaget af subjektet og den anden
- …derunder køn og krop
- Tequila gør mig djævelsk ligeglad med konsekvenser
- …det gør snaps forresten også
- Jeg har mystisk nok, på det seneste, fået et fantastisk fald i mit ellers glatte hår
- Når jeg bliver rigtig gal på bøger spilder jeg kaffe i dem med vilje
- Andres rod generer mig ikke
- Mit eget går mig på nerverne
- Jeg kan ikke døje når folk er nærige
- Jeg skærer tænder om natten når jeg sover
Subscribe to:
Posts (Atom)