Tuesday, March 20, 2007

And flights of angels sing thee to thy rest!

Resten er ikke nødvendigvis stilhed. Måske. Måske ikke. Eventuelt. Kunne hænde. Ved ikke.

Sunday, March 18, 2007

Så kend da havet i dig selv

Hør Vesterhavets bølger går
mod Jyllands ryg, hvor skibe står
til havs for blæst og brise.
Se skyer rejser sig til fjeld
i køligt gry, i flammekvæld,
på horisontens frise.
Hvor måger kendte land engang,
der digter storm og sø en sang,
en fremtidens folkevise.
Hør Vesterhavets bølger af Halfdan Rasmussen, 1.vers
Melodi: Thomas Alvad, nr. 5 i 555 sange

Thursday, March 15, 2007

Brud/stykker

Jeg ved ikke hvornår det præcis sætter ind, måske er det på kanten af erkendt vågen, måske er det i drømme. I hvertfald forlader søvnen mig ofte med musik for det indre øre, og når det er Nick Drake ved jeg at det bliver en god dag. Den anden dag vågnede jeg måske af irritation over ikke at kunne finde melodien til en linie som lød: I køligt gry, i flammekvæld.

Diverse faktiske eftersøgninger har ikke hjulpet mig synderligt, men ved neddykning i de mentale arkivskabe har meodien og flere dele af sangen indfundet sig Hvor måger kendte land engang/der digter storm og sø en sang/en fremtidens folkevise lyder ihvertfald slutningen på et af versene. Jeg tror også at jeg har fundet starten: På Jyllands kyst hvor skibe står/til havs for blæst og brise. De næste linier er forsvundet, men så kommer der noget med horisontens frise. Jeg er overbevist om at jeg har samlet den op fra skoletidens morgensang og at den må findes i starten af den hæderkronede 555 sange. Jeg må lade det fare for nu, men jeg ved at det vil ligge og nage indtil jeg kommer i tanke om det på et tidspunkt hvor jeg kan eftersøge det nærmere.

Et andet vers, som jeg ikke kan finde ophavet til eller resten af, har jeg en fornemmelse af må være Aarestrup. Det kunne det i alle tilfælde godt være: Der er en plet i dit øje/der er en bleghed på din kind/som viser klart og nøje/der hviler noget på dit sind. Sådan cirka går det og der må være mere. I årevis er det dukket op med jævne mellemrum, og sig nærmer tiden hvor jeg må have mysteriet opklaret. Jeg kan under alle omstændigheder ikke komme i tanke om et mere passende tidspunkt.

Tuesday, March 13, 2007

Det allersværeste

- Jeg ville bare ønske at der var noget at tilgive...

- Hvad med dig selv?

Sunday, March 11, 2007

Hvordan går det?

Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det går fint, alt taget i betragtning. Jeg ville ønske at jeg kunne småsludre pænt, interessere mig og dele en latter. Jeg ville ønske at jeg kunne give udtryk for venskabelighed eller i det mindste bare være lidt venlig. Men det gør bare så ondt. At fortrænge fordobler, og der er ingen trøst.

Det går vist bare fik jeg svaret. Hvad skulle jeg ellers sige? Jeg vil ikke lyve, ikke dér. Elendigt, miserabelt og/eller af helvede til var også sandfærdige alternativer, men ville i den sociale konvention fordre videre spørgsmål og en interaktion jeg ikke kan bære. Skulle jeg da berette hvor meget forårsvejret virker som et slag i ansigtet? Skulle jeg da bede om en forklaring? Skulle jeg da sige hvor meget jeg savner?

Der findes jo ikke noget gensvar på de udsagn. Ikke noget gensvar ihvertfald som ville gøre mindre ondt end overhovedet at sige de ting højt. Og på et tidspunkt holder min hage op med at dirre og min stemme op med at skælve. Indtil da går det vist bare.

Saturday, March 10, 2007

Ikke engang tæt på

...Og jeg fik fornøjelsen af anerkendende blikke og skægge historier; om hvordan 4.klasses hårde drenge bryder sammen når mor skal informeres, om hvor meget der skal pakkes ned når der skal renoveres for skimmelsvamp og om hvordan man kun kan afsløre meget når man har udviklet et kompas at ens job kan henregnes under kategorien "hemmelig identitet": Du kunne jo komme fra en konkurrerende organisation! Jeg fik fornøjelsen af at møde en som kender en, jeg kender derhjemme fra, og fornøjelsen af at seriøst at diskutere implikationerne af mit felt. Jeg fik fornøjelsen af fine, elegante, pænt underspillede komplimenter og fornøjelsen af brovten præcis som jeg synes det er alt for sjovt. Alligevel står der kun tilbage hvor meget ingen var ham.

Friday, March 09, 2007

Dancing with disaster

Jeg er en pindarm, hvorfor jeg hader træningen af bi- og triceps af et godt hjerte, til gengæld er det umanerligt tilfredsstillende når kroppen værker. Det gør den meget i tiden. Jeg shopper bøger til en grad så det er svært forsvare på trods af fagligheden og det igangværende speciale. Jeg har stort set aftaler ud af huset hver aften de næste 10 dage. Mit hjem skinner og der er intet tøj i vasketøjskurven. Det er sikkert en dårlig idé at gå på bar, men det slår en fredag aften i lejligheden med adskillige længder. Der er også grænser for hvor ofte man kan skrubbe gulvet på hænder og knæ.

Thursday, March 08, 2007

Distanz und Nähe

Jeg er jo også lettet. Tynget af tristhed og en tilbagetrængte følelser. Men også lettet.

Fornemmelsen af at komme til sig selv igen er en lettelse. Og svært bekymrende, for hvor har jeg dog været så? Hvad har jeg budt mig selv? Jeg er ked af det. Ked af at jeg åbenbart kan slå mig selv så meget ud af kurs. Ked af at jeg først selv kan se det nu. Ked af at jeg ikke magter nærhed uden at skulle distancere mig fra den. Ked af at jeg fordrer at andre skal se igennem det for mig. Ked af at mine tårer er mine egne og ikke kommer andre ved. Ked af at beskylde andre for en brøde jeg selv begår.

Jeg siger ikke at det var gået alligevel. Jeg siger ikke at det var nogens skyld. Jeg siger ikke at ansvaret ikke deles. Jeg siger bare at jeg er ked af det. Og forvirret. Men mest bare ked af det.

Wednesday, March 07, 2007

Fattet, fornuftig, fucked

Der er musik det gør for ondt at lytte til. Der er billeder på nethinden som bringer mig i knæ. Der er tanker som giver mig ondt i maven. Ting i lejligheden som jeg ikke kan holde ud at se på.

Mest af alt skal jeg fungere. Mest af alt har jeg brug for at fungere. Så jeg spiller ikke den musik. Jeg forviser de billeder, undertrykker de tanker. Tingene er blevet smidt ud - det er ikke fordi der var så meget. Jeg forsøger at holde selvransagelsen på et minimum, forsøger at afholde mig fra at analysere og krydstjekke og megareflektere. Det bliver jo ikke anderledes nu og der er ingen skyld at placere.

Jeg ved godt at jeg forcerer og jeg ved også at der kommer en reaktion på det. Men senere, okay? Bare senere, ikke nu, ikke i denne uge. Jeg skal fungere nu, og det er jo ikke fordi det er mig fremmed, been there before, done that before - here we go again og jeg er jo ikke 16 mere og man dør ikke af det. Det er ikke sjovt, men man dør ikke af det. Det går over.

Det der nager mig mest er faktisk at jeg har været her før. Det nager mig at I know the drill til en grad så jeg kan udsætte mine reaktioner til et mere praktisk tidspunkt. Men jeg tænker; ville jeg ikke først have været et skarn hvis ikke jeg havde turdet stole på det? Da det var der, ville jeg så ikke først have været et skarn hvis ikke jeg havde turdet håbe og tro?

Tuesday, March 06, 2007

Monday, March 05, 2007

Selvtilstrækkelighed

På sekunder skifter jeg fra en resignation der mønstrer både tålmod og respit, til cool rationale der laver handlingsplaner, punktopstillinger og pros & cons, henover fuldstændig opløst gråd og hud der gør ondt af længsel. Jeg når omkring pubertært selvhad og -bebrejdelser i et øjeblik inden jeg lander på håb og fortrøstningsfuldhed der er overbevist om at vi nok skal finde ud af det - altså lige indtil tvivlen får fod på tankerne og jeg får en mavepumper af de mindelser. Men så kommer jeg i tanke om urimeligheden ved at skære over én kam og skyde andre motiver i skoene og hvad bilder jeg mig egentlig ind... Og så finder jeg på upassende overdrivelser ad absurdum for bare at have lidt at grine af inden overvejelser om hvad-nu-hvis praktikaliteter og rædslen over impending doom reducerer mig til en pøl tudesnot.

Jeg mener at kunne huske at sætningen "helvede er de andre" skal tilskrives Sartre og det er jo så rigtigt hvis man anskuer livet fra en eksistensialistisk vinkel. For min part kan bare jeg konstatere at jeg klarer det helt fint selv.

Sunday, March 04, 2007

Let's trade skins

Jeg ved ikke om mine fejl er begået i god tro, af instinkt eller slet og ret dumhed. Jeg ved egentlig ikke om der overhovedet er nogen fejl at sætte fingre på. Mine eller andres. Jeg ved ikke om hvorvidt omstændighederne kunne have ædt et overskud som burde have været allokeret andetsteds. Jeg ved ikke om der er blevet sagt for meget, eller om der er blevet sagt for lidt, eller om mine ord har fyldt for meget, eller for forkert. Jeg er fuldstændig flippet rundt og ved ikke hvad der er rigtigt og forkert, kender ikke ret fra vrang.

Måske er det bare som det må være. Måske. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at ansvarsfordelingen er mellem to. Og jeg ved at jeg er så træt, så træt, så træt og at jeg må sove nu. Det er godt at sove. Og helt forfærdeligt at vågne igen.

Friday, March 02, 2007

Erkendelser

Hvis intentionen er ikke at falde for klicheen og blive kærestetyk, så er det nok en god ide at sløjfe chokoladekiksene til morgenmad. Og bastognekiksene til frokost. Og se at komme afsted til træning.