Sunday, September 10, 2006

Konfrontation

Jeg bryder mig ikke særligt om at se på mig selv i spejlene når jeg holdtræner. Det er ingen fornøjelse. Og det bringer mig direkte tilbage til tiden da jeg gik på efterskole. Det var principielt en skole der lagde lige vægt på idrætslige, praktiske og boglige fag. I realiteten var lærerne store på det idrætslige. Så man endte med hovedvægten der nærmest uden selv at lægge mærke til det. Jeg havde 12 timers idræt og gymnastik om ugen, foruden de timer der foregik om aftenen.

Jeg var glad for det. Særligt gymnastikken kunne jeg lide. Eller jeg blev glad for det. Det var egentlig så befriende med ordenen på det. For det første havde de tvære teenagerne ingen mulighed for at gemme deres kropslige usikkerhed og mindreværdskomplekser væk i løs påklædning - kroppen skulle nu engang stoppes ned i stramt gymnastiktøj. For det andet var der ingen diskussion om hierakiet - de dygtigste fik fløjpladserne og så blev resten fordelt bagud med de dårligste bagerst. Jeg stod for det meste i anden bagerste række.

Efter jul begyndte vi at træne foran spejle - og så var det jeg begyndte at forstå hvorfor jeg stod næsten bagerst. Min kropsfornemmelse var bare ikke noget at skrive hjem om. Når jeg troede at jeg præcist kopierede vores lærers strakte arme, var mine bøjede. Alt det jeg troede jeg gjorde korrekt så bare ud ad helvede til. Og for det tilfælde at mine arme var præcist placeret, var min fodstilling forkert. Min kropslige koordinationsevne var bare så ringe.

Jeg havde luret at min kropshukommelse var nærmest ikke-eksisterende. Det var et slid der affødte gråd og tænders gnidsel at lære serierne. Mismodet var overhængende når de andre gik i bad og jeg måtte bede en veninde om at løbe det hele igennem med mig igen L A N G S O M T. Jeg omfattede vores gymnastiklærer med absolut had, når hun ændrede rækkefølgerne i serierne midt i det hele.

Og så kom spejlene til. Hold kæft hvor jeg tudede. Og så blev jeg rasende. Og så startede hele turen igen med at låne musikkene af læreren og bede de dygtige veninder om at blive et kvarter ekstra, eller bruge en mellemtime, sammen med mig så jeg kunne få det lært. Jeg er enormt glad for at det kunne betale sig - for jeg endte oppe i andenforreste række. Og jeg tror nok at vores gymnastiklærer var så hard-core at det ikke var en belønning for indsatsen som sådan. Og så blev jeg glad for det. Og stolt ved det.

Når jeg i dag ser mig i spejlene under træningen ser jeg mig som jeg er. Langlemmet, kejtet, upræcis. Ude af takt med musikken - ikke overhængende meget, men det øjeblik det tager mig at kigge ned, op og ud for at kontrollere om nu mine arme og ben gør som det er meningen.

Det er sjældent rart at blive konfronteret med. Jeg kan blive så ked af det og tænke at det er vildt uretfærdigt at jeg er så dårlig til det, når nu de andre er så cool. Og så lige pludselig passer det alligevel. Så passer mine trin med de 8 man skal tælle til. Så kan jeg høre musikken passe til mine bevægelser. Og jeg kan se at min holdning er rigtig, ligesom instruktørens. Jeg kan mærke trækket i kroppen der hvor hun siger det skal være. Og så bliver jeg glad igen. Altså, lige indtil der kommer noget nyt på tapetet.

Det kommer aldrig til at falde mig naturligt. Jeg har intet talent. Jeg er langsom. Jeg skal have det ind med ske. Jeg skal arbejde mig igennem bunker af mismod. Jeg skal løbe panden mod en mur utallige gange. Jeg skal bide tænderne sammen. Jeg skal se mig selv være dårlig til det, så jeg ikke kan bilde mig ind at det er okay som det er.

2 comments:

Nick said...

Du har min fulde sympati. Jeg kan dog med en vis sikkerhed sige, at jeg i dag så en nede i centeret, som helt og aldeles MÅ være værre end dig. Hun skulle træde op og ned på en af de hersens step-skamler, og det lykkedes hende at falde - decideret falde - tre gange, mens jeg kiggede på. Vi snakker omkring et minut her. Til sidst så hun godt nok også meget træt ud.

Terse said...

Arh okay - SÅ dårlig er jeg heller ikke. Thank you for making my day :o)