Weekend

Min seng er uredt, opvasken overhængende og solen som står ind på stuen og sovekammeret afslører i beskæmmende grad hvor påkrævende en vinduespolering efterhånden er. Jeg kan ikke helt tage mig af det endnu, jeg nusser bare lidt rundt.

Jeg nusser rundt fordi jeg behøver det. Jeg behøver at være selv for at lade ting synke ind. Ole nede i landsbyen derhjemme er så syg at de ikke regner med at han lever til jul. Han er yngre end min far. Sidste år i en af helligdagene døde Peter af et hjertestop, som de havde rejst sig efter maden. Han er også et par årgange yngre end min far. Både Ole og Peter har levet hårde liv, og jeg grunder over hvor hårdt min far har levet.

Min far. Som ikke længere er verdens stærkeste mand. Det gør mere ondt end jeg bryder mig om at indrømme. Jeg tænker på om jeg virkelig kontinuerligt skal befinde mig i opposition til manden, og så alligevel fortsat skal løbe i favnen på mænd som i mistænkelig grad minder om ham. Og om det måske er derfor. Og om det egentlig er så slemt.

Jeg tænker på om jeg kan lade vreden og ømheden få rettelig plads og balance i min kontakt med ham. Jeg kan godt når jeg er selv, når jeg taler om ham, når jeg tænker på ham. Men når vi er sammen kammer det ene altid helt over. Jeg bliver så gal, taler så hårdt, føler mig så skyldig, skammer mig - og kan med lige dele fryd, stolthed, irritation og sorg se hvor meget jeg ligner ham.

Jeg rejser mig med et suk for at overskue opvasken, åbne vinduerne og rede sengen. Jeg tænker lige kort over hvor fraværende min mor er i tankerne om det hele. Men det er okay. Jeg skal have tid selv, til at lade lade tingene synke ind.