Postkort

På et tidspunkt måtte jeg erkende at jeg kun kan leve helt eet sted. At fortiden er forgangen og selvom dét sted og dén tid havde betydet alverden, så måtte jeg også være helt og fuldt tilstede i mine umiddelbare livsvilkår, i eksisterende tid og rum, for ikke at kvæles i melankoli og nostalgi.
Så jeg gav slip. Og befandt mig her, og gjorde det andet til netop dét. Noget andet. Mit, men ikke nu.

Og af fortiden rejser sig så, som et ekko, med teknologiens muligheder, en sms:

It's been two years since you left. Where are you!

Jeg smiler.