Der skal ikke så meget til at give mig blå mærker. Støder jeg nok ind i noget til at ømme mig, har vi balladen. Så jeg har altid et par stykker på kroppen. For tiden passer de sig selv. Jeg noterer mig plamagen og tjekker måske farvekoden i badet om morgenen, men jeg lægger egentlig ikke mærke til dem. Her vintertids dækkes huden jo godt af, - og som overmåde kuldskær regerer de langærmede bomuldst-shirts.
Det er noget andet om sommeren. I nederdele, sommerkjoler, stroptoppe og kortærmede vises skindet og de blå mærker titter frit frem. Så går jeg rundt med plamager i changerende nuancer af blåt, lilla, grønligt og gult. Gerne på skinnebenene fordi jeg knaldede ind i pedalerne på cyklen. Og til grillaftner på fælleden, i bikini på stranden eller henover hvidvinen til frokost bider mennesker mærke i vævets ødelæggelse og rækker ud.
Nogen gange stryges der blidt over stedet og konstateres omsorgsfuldt, andre gange trykkes der på ømheden med et tankeløst, overflødigt 'gør det ondt?'. Og svaret bliver et smertesudbrud som irritabel bekræftelse, med appendiks: 'ikke når der ikke rages på det'.
Det er det samme med de blå mærker på følelsen. Mentalt iklæder jeg mig vinterantræk, for så længe der ikke skubbes til ømheden i hjertet, falmer det blå-lilla over i grøn-gule nuancer uden dramatik. Aftrykkene af de stød og slag man nu engang redder sig, må gerne forsvinde umærkeligt. Jeg behøver ikke mærke at det gør ondt undervejs - I bruise easily as it is og det gjorde nas nok first time around.
No comments:
Post a Comment