Nordbrandt revisited

I sommers var jeg aldeles immobil i en uges tid, det var lige som vejret var bedst og jeg surmulede indendørs og så al det fjernsyn jeg overhovedet kunne søkke. Jeg så eksempelvis ret meget af Live8. Som jeg husker det var Bryan Ferry som vanligt über stilig, Robbie Williams skuffede fælt, tilgengæld rykkede The Who for hårdt og det var super cool at se Pink Floyd i legendarisk opstilling. Jeg husker også at jeg undrede mig over hvad der sker for nogen mænd når de når en vis alder, - hvad skal den bukselinning oppe ved navlen? Jeans skal hænge på hoften, uanset alder og statur, basta!

Jeg blev også lynhurtigt fanget af diverse småt lødige serier og programmer på TvDanmark. Jeg satte dog grænsen ved Glamour. Det vil jeg alligevel ikke have siddende på mig, der må være en kant! Men altså, da jeg i ramme alvor afsluttede en ellers glimrende telefonsamtale med ordene "Nej altså, nu kommer der McLeods Døtre!" kunne jeg godt se at det bare ikke dur. Jeg kan simpelthen ikke styre det der tvkiggeri.

Så da jeg flyttede i egen lejlighed for 2½ måneds tid siden valgte jeg ikke at anskaffe mig et fjernsyn. Og jeg har faktisk ikke, hånden på hjerte, savnet det. Der var en enkelt aften i august hvor jeg var totalt busted og godt lige kunne have brugt et par timers Desperate Housewifes eller Gilmore Girls. Jeg tænker egentlig sjældent over det manglende apperat i hverdagen - hvis man lige fratrækker den ene aften, hvor en 22-årig snedker fra Trørød forsøgte at score mig og afsøgningen af potentielle fælles referencepunkter nåede et all time low, da jeg sagde at jeg ikke havde fjernsyn.

Men i aften; ovenpå en sen aften og en tidlig morgen, en dum dag på job, en strabadserende tur til Hvidovre Hospital og udsigten til en hærskare af svære/kedelige/dumme burde-opgaver... Åh, hvor kunne jeg dog godt svømme hen i et par timers zapperi! Sætte liv og tanker på stand-by og bare blive underholdt.

Jeg føler mig som november, november, november, november...