Jeg håbede han ville ringe. Selvom det var et long-shot. Selvom omstændighederne og tiden ikke var til det. Fordi håbet er lysegrønt selvom skoven falmer trindt om land.
Og der er ikke kød nok på benet til at koge suppe af. Der er intet at begræde, ingen smerte, ingen sorg. Bare en lille hjemløs tristesse der løber om hjørner i følelsernes kringelkroge og hvisker no-te-entiendo, mens sindets gangvagter overbærende ser til med et skuldertræk - for de ved at omstændigheder og timing er undskyldninger som ingen vægt bærer når det kommer til stykket.
Mens jeg venter på at følelsen og intellektet falder ind i samme rytme, genlyder mine drømme om natten af dén hvisken: no-te-entiendo, no-te-entiendo, no-te-entiendo
Jeg kender dig ikke.
1 comment:
Meget smukt skrevet, og stor genklang vækker det hos mig.
Post a Comment