Når lægen griner...

Jeg havde ellers glædet mig til weekenden: at tulle alene rundt i KBH, at nyde det gode vejr i sandal og sommerkjole, at feste i den lyse nat, at sludre med veninderne, at flirte med drengene, at drikke kølig hvidvin til frokost - kort sagt: glæde, lys, latter og leg.

Men sådan kommer det ikke til at gå. Jeg har været udsat for et absurd hændeligt uheld. Et uheld så fjollet at at lægen grinede højt da jeg ringede og satte ham ind i sagen, og mindeligt bad om at jeg spørger efter at komme i konsultation hos ham når jeg skal 'tilses af egen læge' i næste uge. Han kunne nemlig med det samme henvise til skadestuen på Bispebjerg Hospital og forudse at jeg skulle røngtenfotograferes og eventuelt sys, hvorefter man bliver henvist til egen læge for at få disse eventuelle sting fjernet.

Jeg skulle ikke sys, så galt gik det dog ikke. Men jeg har tilgengæld tilbragt 5 ½ time på skadestuen idag. Fra 9.30 til 15.00. Uden mad. Men jeg huskede en bog - man har vel sine prioriteringer iorden. Ole Jastraus deroute var dog ikke opløftende lekture i denne situation, men bragte mig alligevel nærmere mine med-ventende skadestuekombattanter. Så kunne vi sidde dér med kafkaske trængsler i hu, mens vi sammenlignede de rædderlige skader, og snakkede om Ole Ernst i filmatiseringen.

Jeg græd af ren og skær sult og selvmedlidenhed da jeg var nødt til at ringe min mor op, for at spørge om jeg nogensinde har fået en stivkrampevaccination og hun var så moderligt trøstende og sagde "jamen lille skat" med den der omsorgsfulde, medfølende stemme, og jeg ville bare have at hun var der til at puste på såret og stryge mig over håret og trøste mig med stærke, varme hænder og få alting til at blive bedre. For det gjorde virkelig ondt og jeg havde ventet virkelig længe og jeg syntes ikke det var spor sjovt mere og jeg blødte stadig som en stukken gris.

Jeg skal holde mig i ro i weekenden, med såret over hjertehøjde. Hvis det begynder at dunke voldsomt eller hvis hævelsen breder sig skal jeg søge læge straks. På mandag skal jeg tilses af egen læge (den hund) og jeg skal tage antibiotika i 10 dage. Det er procedure . Der skal jo nødig gå koldbrand i det.

Jeg har nemlig pådraget mig et åbent benbrud.

Da jeg åbnede køleskabet for at tage mælk ud til kaffen her til morgen faldt en flaske hvidvin ned fra øverste hylde og knaldede ned på min langetå. Med åbent benbrud på min næststørste tå til følge.

Og latter fra min læge ikke at forglemme.