Der skal i virkeligheden ikke ret meget til at fange mig. Jeg læste en umådelig lang og kedelig artikel om det kongelige opfostringshus' historie og betydning, alene i håbet om at støde på bare en enkelt sproglig vending mere, end det inciterende opbrud uden ankomst som i første omgang påkaldte sig min opmærksomhed med sin hjerteskærende, æteriske musik.
Jeg læste Madsens 'Tugt og utugt' på et døgn, fordi jeg på side 48 blev fanget af ordet smertetalende - senere blev jeg grundigt snørret af romanens over-all kvalitet, men indtil side 48 var det tough going baseret på skyldbevidst stædighed.
Kunderas 'Forrådte Testamenter' driver mig videre, både i sin geniale oversættelse - så skønt at kunne ane den originale sprogtone - men så sandelig også fordi den erotiske juvel omtales på side 45.
Lapidarisk slog kloen i mig så sent som idag ... aner ikke hvad det betyder, men billederne i hovedet svinger fra den prosaiske mulighed hvor associationen går over grydelapper og lappeløsninger til den mere, i sin etnisk-ignorante afmagt, fantasifulde med rensdyr og rød/blåklædte laplændere med sjove huer. Bogen som anmeldelsen omhandler huer mig derimod ikke.
Men der er også et særligt tilfælde hvor min fascination og læselyst ikke kan tilskrives enkeltstående ord eller sætninger, men derimod "bare" det hele. Villy Sørensen. Et nyligt bekendtskab må jeg med skam melde. Indholdet kan diskuteres, forkætres, forkastes - bevares. Men kvaliteten kan ikke bestrides. Og det forunderlige kan ske - efter bare 20 minutters lykkelig forglemmelse i Sørensensk regi, og dage som slider mig tyndhudet, ømskindet, grædefærdig og fortabt, gives et øjeblik af eufori.
Det bedste er at publikationslisten er så lang, så lang. Villy, my darling, du kommer til at holde mig længere end nogen anden mand.
No comments:
Post a Comment