Nogen gange, bare nogen gange, ville jeg ønske at jeg kunne gøre det lidt nemt for mig selv. Jeg ville ønske at jeg kunne tage et vue over gærdet og uden falbelader gå over til hvor det var lavest og springe let og elegant henover.
Sådan er det ikke. Jeg skal tilsyneladende tæske op og ned langs dét gærde for at finde det absolut højeste punkt, for så at tage tilløb og i adskillige omgange knalde direkte ind i muren, inden jeg med opydelsen af al viljestyrke og muskelkraft, bandende og pustende lige præcis kan kravle op over, og i anstrengelsen deraf skvatte forrevet og forslået ned på den anden side, uden overhovedet at have nået at nyde udsigten fra toppen.
Jeg ved godt at der på den anden side af min egen mentalmasochisme ligger en enorm tilfredsstillelse. At dér hvor det ramler for mig, dér hvor jeg ikke magter det, dér hvor jeg græder mine salte tårer og forbander min egen uformåenhed til helvede; fra dét rum går jeg stolt og kampberedt med knejsende nakke - and then I fucking nail it!
Jeg ved at det er sådan det fungerer. Og egentlig er det ikke så slemt. Men lige nu, på sådan en dejlig solbeskinnet oktoberdag, er det deprimerende, nedslående, forstemmende. Jeg vil gerne gemme mig under dynen og lade som om ingen krav og fordringer eksisterer. Jeg vil gerne spise kage og honningmadder og stryges blidt over håret. Det hele skal lis'som bare gå væk. Jeg orker bare ikke lige nu, vel?
Jeg skal lige hvile lidt. Jeg skal lige trække vejret dybt. Jeg skal lige tage mig selv i ed. Så rykker jeg i stilling, så laver jeg en køreplan for krig, så starter våbenfærden. Det er bliver okay, jeg ved det bliver okay. Men nogen gange gad jeg bare godt at jeg kunne gøre det lidt nemmere for mig selv.
No comments:
Post a Comment