For det meste befinder jeg mig i et felt af fredelig ihukommelse af fortiden, frydefuld forventning til fremtiden og lykkelig forvisning om nutiden. Og det er godt. Jeg lever vel i viden om hvor jeg har været, hvor jeg skal hen og hvor jeg er. Det er en følelse af selv, som gør mig istand til ikke at fare mere vild i det følelsesmæssige landskab, end at jeg kan finde hjem igen.
Men så sker det også at dét landskab fortættes på en måde så alle kendte pejlemærker, kort og vejskilte ophører med at give mening. Følelsernes demografi er ikke engang omtrenteligt gennemskuelige. I komplekse spil mellem kropslige sansninger og erindringens billeder dukker der følelser op af hukommelsens dyb som jeg ikke anede var blevet arkiveret.
Så rejser underbevidsthedens spøgelse af et id sig af tågen, mens over-jeget knurrer og glammer som en lænkehund der vejrer ubudne gæster. Og ikke alene er jeg uden mål og med, på gyngende grund i et landskab som jeg burde kunne genkende. Jeg er også sadlet med to rejsekammerater som konstant beklikker hinanden, ypper kiv og mundhugges, og hvis skærmydsler jeg skal mediere imellem, hvis jeg skal kunne koncentrere mig om at finde vej... Det er udmattende!
Kunne de da for fanden ikke bare ordne det over et par lussinger, så jeg kunne få fred?
No comments:
Post a Comment