Efter en alt for lang weekend med alt for godt vejr til min immobile tilstand tog jeg på arbejde mandag. Jeg havde en tid hos lægen kl. 14 som så svagt chokeret ud da jeg sagde at jeg havde været på arbejde om formiddagen. Han brugte tid på omhyggeligt at forklare mig at en blottet fraktur ikke er spøgeværk, og selvom der ville være bedre plads i stiletten såfremt jeg fik sat tåen af, ville der være meget lidt fod tilbage at bære stilet på, hvis en eventuel koldbrand skulle hænde at brede sig.
Jeg er sygemeldt resten af ugen.
Men jeg er nu alligevel glad for at jeg tog på arbejde - så fik jeg da i det mindste mulighed for igen at notere mig at drenge og pigers inbyrdes aktion er væsensforskellig. Aldrig så snart havde jeg fortalt historien om den ulyksalige tå før pigerne lagde hovedet svagt på skrå og tilbød trøstende og opmuntrende bemærkninger. D'herrer derimod kunne straks divertere med græsselige historier om blodforgiftninger, bylder og alskens kvæstelser og krigssår - den ene værre end den anden - iblandet en enkelt opklarende udveksling om hvorvidt 'rosen' omtaltes som sygdom eller uartig artefakt.
Det sidste kunne jeg godt have været foruden.
No comments:
Post a Comment