Trøstetid

Da jeg hostede og hostede og hostede var det uhyggeligt at bemærke hvor sort det slim der kom op af lungerne var, og jeg var glad og lettet over at være holdt op med at ryge. Det er jeg stadig, selvom det egentlig ikke er noget jeg egentlig render og bider mærke i henover den almindelige dagligdag.

Men jeg husker mig selv på det. Husker mig selv på, at det er dejligt ikke at skulle åbne vinduerne prompte når jeg kommer hjem, fordi lejligheden lugter af røg. Husker mig selv på, at det indtil for nylig ikke var normalt at have kontanter i pungen så længe af gangen som det er tilfældet nu. Jeg kan også mærke det når jeg har været ude på barer: Mine tømmermænd er lige pludselig til at overse dagen efter, men hold da op hvor ens tøj bare lugter herregrimt - og håret, totalt klamt dér. Forbløffende nok er det ikke noget problem at holde sig fra smøgerne selvom jeg drikker alkohol, heller ikke selvom selskabet ryger.

Så egentlig er det bare vel og nemt med det. Jeg var motiveret og klar til at holde op og så gjorde jeg det uden de store falbelader - og nu er jeg så ikke-ryger uden de store falbelader. Jeg savner ikke at ryge.

Men nogen gange savner jeg mine cigaretter. Nogen gange savner jeg den pause, tænketid og trøst som en smøg var. Nogen gange er altid når jeg er ked af det.