Summen af delene...

Det var med en lettelse der tangerede nydelse at jeg gav mig hen i rollen som hverdagsarbejdende fuldtidsansat. Det var ubeskriveligt skønt at slippe forestillingen om at være potentielt falleret evighedsstudent og indtræde i et arbejdsfællesskab med her-og-nu betydning langt ud over egen sfære. At få titel, status og løncheck. At være høj på lange arbejdsdage, begrave sig i petitesser af vigtighed for et stort billede, se det nyttede.

Det var befriende at slippe for mig selv, mine egne studentikose overvejelser, ikke at have tid til endeløse bekymringer om hvad der dog skal blive af mig, på alle de niveauer som det overhovedet er muligt. Bare at få trykket på pauseknappen for al den evindelige selvrefleksion som har en tendens til at løbe af med mig og lander mig i et hul der når halvvejs til Kina.

Det gav jo sig selv. Der var arbejde. Så de nødvendige ting som søvn og mad. Derefter de selvcentrerede, genopladende funktionsaktiviter som motion, avislæsning og falden i staver. Til sidst de sjovere ting som venner, veninder, familie, fredagsøl og fester. Og at få det hele til at fungere og gå op i en højere enhed krævede struktur og prioritering. Men det gav jo sig selv. Ikke så meget pis og pjat: Rammerne givet - skravér felterne!

Ikke at det ikke var hårdt og frustrerende at starte på arbejde og lære så meget nyt. Ikke at jeg ikke betvivlede mine evner og var bange for at være udygtig og utilstrækkelig. Ikke at det nye regimente ikke kostede i privatlivet. Ikke at jeg ikke var ked af at melde fra hvor jeg plejer at melde til.

Men det var mig så godt. Det gjorde mig så godt. Den glæde, den forankring, den ro. At lade ting falde på plads af sig selv. Uden utidig indblanding af mig selv. Og så at få skrevet den opgave, som ingen vegne kom sidste år og som af forskellige årsager rent faktisk heller ikke blev afleveret i sommers. Selvfølgelig blev den da ikke god. På 2-3 dage kan jeg ikke skrive noget af den kaliber der er decideret godt. Men den blev et ret godt overslag på synopsen til specialet.

Specialet. Som skal startes den 1. februar. Og afleveres d. 31. maj. Og som jeg glæder mig til at fordybe mig i. Nu. Giv mig tre måneder og jeg er syg af bekymring. Og stresset. Og vred over at have givet mig selv så stram en tidsplan. Men i alle himmelens riger og lande hvor er det dog godt at glæde sig til. Nu. Blandt så meget andet.