Til den første fest i gymnasiet i sin tid var vi klædt ud som cowboydere & indianere. Selve festen husker jeg ikke i nærmere detaljer, på grund af de betragtelige mængder ildvand der blev konsumeret i skikkelse af Strohrom drukket direkte fra flasken. Jeg har ikke siden følt nogen særlig trang til videreudforskning af den østrigske nationaldriks lyksaligheder, selvom følgerne dagen derpå fortaber sig nådigt i glemslens tåger.
Jeg spekulerer lidt på hvor lang tid der skal gå før Mnemosyne forbarmer sig og slipper taget i visse af søndagens begivenheder. Jeg har stadig alt for fine flashbacks fra den natlige ekskursion til badeværelset, i hvilken jeg kastede adskillige nyligt indtagne drinks op, alt imens jeg flæbende skiftevis undskyldte min ucharme og erklærede min kærlighed til den herre som aede mig på ryggen, holdt mit hår og forsikrede mig om at det var okay.
Til gengæld tror jeg han tog det lidt ilde op længere opad dagen da jeg fra min immobile fosterstilling på sengen, kun holdt op med at vånde mig for bede ham holde op med at tygge sin chips så højt.
4 comments:
...og lade være med at skramle med leverpostejen? ;)
Din stakkel.
Noget i den retning, ja. Jeg havde det slemt!
Men ser man bort fra det midlertidige tab af værdighed (og det muligvis mere permanente tab af nogle hjerneceller), så lyder det nu ret godt, det dér :-)
Ja altså - jeg har i hvert fald ikke flere hemmeligheder der ikke kan tåle dagens lys efter den tur.
Post a Comment