Fattet, fornuftig, fucked

Der er musik det gør for ondt at lytte til. Der er billeder på nethinden som bringer mig i knæ. Der er tanker som giver mig ondt i maven. Ting i lejligheden som jeg ikke kan holde ud at se på.

Mest af alt skal jeg fungere. Mest af alt har jeg brug for at fungere. Så jeg spiller ikke den musik. Jeg forviser de billeder, undertrykker de tanker. Tingene er blevet smidt ud - det er ikke fordi der var så meget. Jeg forsøger at holde selvransagelsen på et minimum, forsøger at afholde mig fra at analysere og krydstjekke og megareflektere. Det bliver jo ikke anderledes nu og der er ingen skyld at placere.

Jeg ved godt at jeg forcerer og jeg ved også at der kommer en reaktion på det. Men senere, okay? Bare senere, ikke nu, ikke i denne uge. Jeg skal fungere nu, og det er jo ikke fordi det er mig fremmed, been there before, done that before - here we go again og jeg er jo ikke 16 mere og man dør ikke af det. Det er ikke sjovt, men man dør ikke af det. Det går over.

Det der nager mig mest er faktisk at jeg har været her før. Det nager mig at I know the drill til en grad så jeg kan udsætte mine reaktioner til et mere praktisk tidspunkt. Men jeg tænker; ville jeg ikke først have været et skarn hvis ikke jeg havde turdet stole på det? Da det var der, ville jeg så ikke først have været et skarn hvis ikke jeg havde turdet håbe og tro?