Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det går fint, alt taget i betragtning. Jeg ville ønske at jeg kunne småsludre pænt, interessere mig og dele en latter. Jeg ville ønske at jeg kunne give udtryk for venskabelighed eller i det mindste bare være lidt venlig. Men det gør bare så ondt. At fortrænge fordobler, og der er ingen trøst.
Det går vist bare fik jeg svaret. Hvad skulle jeg ellers sige? Jeg vil ikke lyve, ikke dér. Elendigt, miserabelt og/eller af helvede til var også sandfærdige alternativer, men ville i den sociale konvention fordre videre spørgsmål og en interaktion jeg ikke kan bære. Skulle jeg da berette hvor meget forårsvejret virker som et slag i ansigtet? Skulle jeg da bede om en forklaring? Skulle jeg da sige hvor meget jeg savner?
Der findes jo ikke noget gensvar på de udsagn. Ikke noget gensvar ihvertfald som ville gøre mindre ondt end overhovedet at sige de ting højt. Og på et tidspunkt holder min hage op med at dirre og min stemme op med at skælve. Indtil da går det vist bare.
No comments:
Post a Comment