Da han kom hjem, gik han straks til pigens billed og lagde
sig hos det og gav det et kys. Og det var, som han mærkede varme.
Han prøver igen, og kærtegner nu også billedets bryster.
Under hans kærtegn svinder det hårde i benet og blødner,
synker under hans finger og gir sig, som voks fra Hymettus
blir blødt i varmen fra solen og kan modelleres i hånden
til mange forskellige former og føjer sig ved at håndteres.
Han undrer sig, tør ikke tro det og frygter at håbe forgæves.
Kærligt klapper han atter og atter den elskede genstand. -
Levende var den; og åren pulserer under hans finger.
Teksstykket kommer fra Ovids forvandlinger, udgaven fra 1989. Det er fra Tiende sang, vers 280-290, et uddrag af Pygmalion. Det er den myte der er forlægget til My Fair Lady. Eller retteligt er musicalen baseret på teaterstykket af George Bernard Shaw som hedder Pygmalion.
Damebladet er en af urmytens konsekvenser, og selvfølgelig læser jeg dameblade, men det er sjældent for det giver mig kvalme. Dybest set er det en perversitet at sidde og kigge på glittede billeder af tøj og make-up og allehånde dyre produkter og opbyggelige historier og tips og tricks der skal gøre mig til en elsket genstand. Det er en perversitet at begære det. For det gør jeg. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg kan ikke andet hvis jeg på nogen måde skal give mening i verden.
No comments:
Post a Comment